The Surgeon udkom tilbage i år 2000 som den første udgivelse fra det lille skotske forlag Rough Cut Comics. Den blev udsendt i to dele, der kom på gaden i henholdsvis august og oktober. Det er en fin lille gyserhistorie, der emmer af stemning, og samtidig skinner det tydeligt igennem, at Rough Cut Comics har noget på hjerte – eller nærmere bestemt, at redaktøren Eddie Murphy har det.
Den første del afsluttes af Murphys efterskrift, der både fungerer som et manifest for, hvad vi kan vente os fra Rough Cut Comics samtidig med, at han langer ud efter alt og alle i tegneseriebranchen. En ilter, skotsk herre der raser over, at der ikke er plads til independent-tegneserier i det store mainstreamhelvede, og at tegneseriebutikker ikke tør tage chancer.
Og han slår på trommer for, at vi som købere skal hjælpe hans selskab. Eller som han udtrykker det med egne ord: “If you like what we do, for fucksale tell your friends, tell your lover, tell your comic-store owner, tell your favourite magazine editor… and time permitting, tell US”.
Ideen stammer fra en film der ikke er lavet endnu!
Idéen til The Surgeon stammer fra et filmmanuskript fra selv samme Murphy og produktionsselskabet Parade Films. Her tror man så straks, at der er tale om en lille, ukendt gyserfilm, vi ikke har set noget til i Danmark. Men nej, filmen er aldrig blevet lavet, og man må gå ud fra, at den er i et eller andet form for produktionshelvede. For når Murphy omtaler den, også i senere Rough Cut Comics-udgivelser, er det med en klar indikation om, at den er lige på trapperne.
Om ikke andet, kan man sige, at den færdige tegneserie ville gøre sig ganske godt på film. Den er ikke videre original, men effektfuld og underholdende.
Lad os se på handlingen. På de første par sider får vi gennem en lang voice over-sekvens introduceret vores hovedperson og historiens centrale konflikt. Dr. Rory Blythe beskæftiger sig med det okkulte og er en slags spøgelsesjæger. Selv siger han følgende:
”Call it what you will. Parapsychology, Spook Chasin, Ghost Bustin. They are all dirty words within the scientific establishment. I had visited every ”Haunt” in Britain and the States over the last three or four years.”
Og da vi efterfølgende hører om Westside Hospital, der er hjemsøgt, ved vi godt i hvilken retning, vores historie bevæger sig. Blythe samler et lille team, bestående af hans gode ven Dr. Coleman og de tre studerende; Chris, Dutton og Helen.
Et monster med en skalpel er løs
De sætter det forladte hospital i stævne – det skal dog siges, at en gruppe af hospitalets ansatte af uransagelige årsager holder en fest på syvende sal, så helt forladt er det ikke – og så begynder tingene ellers at tage fart. En underlig skabning manifesterer sig i hospitalets kælder, og straks derefter begynder folk at dø i massevis. Herefter introduceres historiens anden hovedperson, Alice.
Hun er søster til Chris, og da hun finder ud af, at han er taget med Dr. Blythe på hospitalet, beslutter hun sig for at følge efter dem. Det viser sig at være en god idé, da hun både er køn, smidig, sexet og en sand actionhelt, når det kommer til kampen mod skabningen. Hvor skabningen kommer fra og hvad den egentlig er, skal ikke afsløres her, men den er en god tilføjelse til det hav af monstre, som film og litteraturen i gennem tiderne har skabt.
MEGET filmisk
Rent tematisk lægger The Surgeon sig tæt op af slasherfilm og sci-fi-action samt elementer fra forfatteren H. P. Lovecrafts univers. Til kendere kan man sige, at The Surgeon er en blanding af Predator (1987) og From Beyond (1986). Og her må vi lige for en kort bemærkning vende tilbage til det filmiske ved The Surgeon.
Som i mange film benytter The Surgeon sig ekstremt meget af voice over, hvilket kan indikere flere ting. For det første bruges voice over tit og ofte som en nødløsning, hvis historien og billederne ikke kan videregive det, de skal. Herved bliver det til en forankring, som gør, at der ingen tvivl er om, hvad der sker, og alt tvetydigt forklares af en alvidende fortæller. Dette er tilfældet i The Surgeon, hvor handlingen til tider bliver mildest talt rodet, og hvor man ikke helt kan hitte hoved eller hale i, hvor de enkelte personer befinder sig på hospitalet.
Her kommer Blythes voice over os til hjælp med en sætning som f.eks. ”Elsewhere, Dutton and Helen were trying to give me credible co-ordinates for paranormal activity around the building”. Det virker noget kluntet, men det har nok været en nødvendighed. For det andet giver voice over-delen os et indblik i, hvordan Blythe tænker. Han er en blanding mellem en noirdetektiv og en nørdet professor, og som historien skrider frem, er det også igennem Blythes tanker, at vi får et indblik i, hvad skabningen i virkeligheden er.
Guf for dem der spiller rollespil
Ud over at trække på ting fra Lovecrafts univers og diverse Lovecraft-filmatiseringer, er The Surgeon tæt beslægtet med rollespillet Call of Cthulhu. Hvis man kender til dette, vil man vide, at scenarierne oftest er bygget op omkring en efterforskning, der i sidste ende leder frem til en grufuld afsløring. Disse er kædet sammen med diverse handouts, som hjælper spillerne i deres efterforskning, og samtidig giver de det overnaturlige et troværdigt eller realistisk islæt. Det kan være alt fra avisudklip til fotografier, dagbøger osv.
The Surgeon har en genial lille detalje, som man finder i de sidste par sider i første del. Her er en avisartikel, der beskriver hospitalet, et brev adresseret til Blythe samt en videnskabelig artikel om det overnaturlige. Det virker ganske glimrende, hvilket også ses i et læserbrev i det andet bind, hvor en læser spørger, om hospitalet findes i virkeligheden. Idéen med læserbrevene, som både er kritiske og ganske velformulerede, er fremragende, og giver hele projektet bag Rough Cut Comics et gevaldigt løft.
Rent teknisk og stilistisk er der flere ting at kommentere på. Det er tydeligt, at tegneren Jaeson Finn og forfatteren John Dorans ikke er gamle rotter inde for faget. Kvaliteten af tegningerne svinger fra det yderst vellykkede til det lidt pinagtige. Det store problem er dog, at Finn ikke helt har greb om, hvordan hans figurer ser ud. Det resulterer i, at deres udseende kan variere fra billede til billede. Men når alt det er sagt, oser de sort/hvide tegninger af stemning, og fejlene har trods alt også en umiddelbar charme, når man ved, at det er en lille produktion, man har mellem hænderne.
Dorans problemer består i, at han ikke konsekvent fører handlingen frem med sikker hånd. I flere passager går den i tomgang, og til tider bliver det hele noget kludret. Men i de store træk fungerer historien, og enkelte steder bliver man direkte skræmt. Og det må siges at være et plus.
Fin debut
Samlet set bliver The Surgeon et meget fint forsøg på at lave en gysertegneserie, samtidig med at den er en flot debutudgivelse fra Rough Cut Comics. Et selskab vi forhåbentligt kommer til at høre mere til i fremtiden, og her på siden kan du læse om to andre udgivelser fra selskabet, nemlig Society: Party Animal og Rose Black.
Her vil man også kunne følge, hvordan redaktøren Murphy ændrer sig i takt med, at selskabet får mere og mere kommerciel succes. Dette kan man allerede så småt se i lederen til anden del af The Surgeon, hvor Murphy stolt beretter, at første del har solgt godt. Samtidig er han dog stadig efter de forhandlere, der ikke vil sælge hans udgivelser, men sådan er en skotsk indepentent-udgiver nok bare af natur.
The Surgeon er venligst stillet til rådighed af Rough Cut Comics.
Forfatter: John Dorans
Tegner: Jaeson Finn
Længde: 28 sider/hæfte
Udgivet af Rough Cut Comics i august & oktober 2000.
Anmeldt i nr. 7 | 13/05/2006
Stikord: Hospitaler, Splat
