13. maj 2006

Society: Party Animal

Society: Party Animal (1 af 2)Tegneseriefortsættelsen til 80′er-gyseren Society starter rigtig, rigtig godt, men bliver desværre ikke til andet end en ordinær omgang gyserunderholdning – og det skyldes mest, at der midtvejs skiftes tegner og at historien ikke forløses.

I senfirserne fik Brian Yuznas H. P. Lovecraft-inspirerede gyser Society (1989) premiere. Redaktøren på Rough Cut Comics har denne som en af sine yndlinger, så han var ikke sen til at købe rettighederne til en tegneseriefortsættelse. Jeg har desværre ikke personligt set filmen, men håber at den bliver anmeldt i en senere opdatering af Planet Pulp. I mellemtiden kan man kigge forbi Uncut og læse deres udmærkede anmeldelse.

Firmasnak
Society (2 af 2)
Society (2 af 2)

Tegneseriens historie er delt op i to hæfter af hver 30 sider, og har fået den spøjse titel Society: Party Animal. Som en finurlig detalje kan det lige nævnes, at filmens danske titel var Afskedsparty. Hæfterne udkom i år 2002, og man kan mærke på redaktøren Eddie Murphy, at han er blevet mere blid i sin tone, og at det går godt for hans lille selskab.

I hvert fald har tonen ændret sig en del siden efterskriftet i The Surgeon. Hør blot fra lederen til det andet hæfte: ”Sure, the business is hard. But we are not the ones to complain these days. We are grateful to our new supporters, readers and comic retailers in print and web media, who are helping make Rough Cut Comics a growing force in the industry.”

Han bruger store armbevægelser, og vi er da heller ikke i tvivl om, at det går godt, rent finansielt, for Rough Cut Comics. Men det er ikke nogen videre god ting, i hvert fald ikke når man tager indholdet i betragtning og ser på deres Rose Black-udgivelse. Det er den gammelkendte historie om, at man lægger ud med et brud i forhold til det konservative for senere selv at blive en del af det. Sjovt nok har dette en meget fin parallel til selskabets store flagskib Rose Black. Men mere om det senere og nu tilbage til Society: Party Animal.

10 år efter filmens handling
Side fra 'Society 1'
Side fra 'Society 1'

Handlingen tager sin begyndelse 10 år efter, at historien i Society-filmen sluttede. Den første side i hæfte ét er en tekst, der kortfattet genfortæller filmens handling, hvorefter den beretter, hvad hovedperson Billy har brugt de sidste år på. Grundidéen med Society, både som film og tegneserie, er ganske fornøjelig, og lader ikke noget stå tilbage for diverse konspirationsteorier.

Vores verden styres af en race af superindivider. Disse har besat de vigtige poster i samfundet og langsomt, men sikkert, manipulerer og fordærver de underklassen. Samtidig med dette deltager de i store, ritualistiske orgier – the Shunt – hvor de viser deres sande, ondskabsfulde ansigter. Billy fandt i sin tid ud af, at alt ikke var som det skulle være. Han flygtede fra the Society sammen med sin barndomsven Milo og hans kæreste Clarissa.

De sidste 10 år har Billy så levet et liv i rendestenen, konstant på flugt og i kamp med the Society. Hans indædte had blev for meget for Milo og Clarissa, så de forlod ham. Men dette vil snart ændre sig: ”But tonight Billy will be reunited with his old friends and will discover another disturbing secret of Society”. Så der er lagt i kakkelovnen til noget stort, men bålet brænder sammen, før flammerne for alvor får fat.

Første del holder, men anden del stinker
Endnu en side fra 'Society 1'
Endnu en side fra 'Society 1'

Billy er blevet kontaktet af Milo, som vil mødes med ham i New York. Dette viser sig desværre at være et baghold – planlagt og udført af the Society – og snart er gode råd dyre for vores helt. Hæfte ét slutter med en klassisk cliffhanger, hvor Billy skal til at lære en ting eller to om sig selv, sin familie og the Society.

I andet hæfte tager den groteske handling fart, og vi er blandt andet vidne til the Shunt, der ligner noget, som er taget ud fra Lovecrafts fantasi. Mere skal der ikke afsløres om handlingen, men man kan dog forvente en del blod, et par gedigne overraskelser samt en slutning, der lægger op til, at serien kan fortsætte.

Jeg ville så gerne kunne sige, at Society: Party Animal er rigtig god. Det kan jeg desværre ikke, i hvert fald ikke ubetinget, på trods af at den tager tilløb til noget stort. Første hæfte er i sig selv enestående, men trækkes kraftigt ned af det andet. Desværre kommer handlingen aldrig rigtig i gang, og mest af alt virker det som om, at det er en hyldest til filmen frem for et selvstændigt værk.

Et andet problem er tegningerne. Det første hæfte er klart det bedste, hvor Shelby Robertsons manierede streg er rigtig god. Illustrationerne indfanger det syge univers, som Billy trækkes dybere og dybere ind i, uden at det på noget tidspunkt bliver utroværdigt. Robertson formår virkeligt at bryde med den klassiske måde at tegne på, og flere steder er hans stil mareridtsagtig og skræmmende. Dette er understøttet af Andrew Dalhouses stemningsfulde farvelægning, som benytter sig af kontrasten mellem ekstremt kolde og varme farver. Koldt er det i rendestenen, mens der i the Society er dejligt varmt.

Hvorfor skiftede de tegner?
Side fra 'Society 2'
Side fra 'Society 2'

Af uransagelige årsager er tegnearbejdet i andet hæfte videregivet til Neill Cameron. Måske hænger det sammen med, at Rough Cut Comics stadig er et lille firma uden etablerede tegnere, så man har måske villet lade flere få chancen. Camerons stil er, mildest talt, barnagtig og kikset. Al den sjæl, personerne havde i første hæfte, er væk, uhyggen forsvinder, og det skræmmende bliver blot grinagtigt. Pisseærgerligt for at være helt ærlig. Endvidere har man også skiftet farvelægger, og den nyankomne Martin Kielty gør et horribelt job.

Når alt det med de dårlige tegninger er sagt, må man også putte en del af ansvaret over på forfatteren Eddie Murphys skuldre. Sjovt nok er han identisk med redaktøren på Rough Cut Comics. Så her har vi måske forklaringen på, at den blot virker som en hyldest. Murphy har dog selv kun stået for selve historien, og det er Colin Barr, der har udarbejdet manuskriptet.

Men man skal blot lægge to og to sammen for nå frem til, at den gode Murphy nok har pålagt Barr en ting eller to. Et råd herfra til Murphy: KILL YOUR DARLINGS! Barr har, med Murphys forlæg, ikke kunne magte at fortælle en historie på 60 sider. Idéen er god, starten på historien fremragende, og alligevel trækkes den ned i anden halvdel.

Fra kanel til skidt
Endnu en side fra 'Society 2'
Endnu en side fra 'Society 2'

Det er derfor med blandede følelser, man sidder tilbage efter at have læst Society: Party Animal. For hvad kunne det ikke være blevet til? Det færdige produkt efterlader et middelmådigt indtryk, hvor man dog ikke bør snyde sig selv for det første hæfte, der er helt forrygende. Fremtiden vil så vise, om vi får flere historier fra the Society, og hvis vi gør, må vi håbe, at det er med Robertson ved roret.

Man må også spørge sig selv i hvilken retning Rough Cut Comics vil gå? Vil de fortsætte med de små, skæve historier, eller vil de kaste sig over mainstream? Bryder de med det etablerede, eller bliver de – som i the Society – blot en del af det? For at finde et muligt svar på dette, vil jeg anbefale, at I læser anmeldelsen af Rose Black.

Society: Party Animal er venligst stillet til rådighed af Rough Cut Comics.

3 stjerner

Titel: Society: Party Animal (1 & 2)
Forfattere: Eddie Murphy & Colin Barr
Tegnere: Shelby Robertson & Neill Cameron
Farvelæggere: Andrew Dalhouse & Martin Kielty
Længde: 30 sider/hæfte
hvid
Udgivet af Rough Cut Comics 2002.

Anmeldt af: Jacob Krogsøe | 13/05/2006