Claus Jacobsen
Ingen kommentarer

The Simping Detective

Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

The Simping DetectiveHvis du vil opleve en virkelig videreførelse af noirgenren i dag, så drop plastikudgaver fra Frank Miller og James Ellroy og få the real deal fra 2000 AD. Storm ud og køb det første album!

Fra to af 2000 AD‘s nye, unge og fremadstormende stjerner kommer her et brag af et album, hvor hovedingredienserne er en kærlig hyldest til de klassiske hårdkogte noir-detektivhistorier. Alt sammen sat i Judge Dredds Mega-City One og dennes vanvittige univers.

Jack Point, P.I.

Indholdet i albummet er en række historier, der er selvstændige, men som ligger i fortsættelse af hinanden med samme tilbagevendende hovedperson. Albummets gennemgående hovedperson, der også er forfatteren per voice-over i bedste noirstil, hedder Jack Point. Hvilket bliver brugt gentagne gange i den tilbagevende punchline, som når Jack bliver spurgt “What’s your point”, hvortil han svarer “it comes right after Jack”.

Jack Point er en tidligere dommer, der nu er en P.I. (Private Investigator) i én af Mega-City Ones rigtig slemme bydele, Angeltown. Angeltown er lovløs på samme måde, som navnefællen fra de klassiske noir-historier, Los Angeles, hvor både Sam Spade og Philip Marlowe havde deres gang. Altså et sted fyldt med organiseret kriminalitet og opportunistiske hårdkogte storbyrovdyr, så som ludere, alfonser, pushere, og hvad der ellers er. Alt sammen gemt under et fernis – et påskud – af civilisation.

Klovneoutfit

Jack leverer sin standard-punchline overfor en busted forbryder

Ud over at selve seriens titel refererer til Dennis Potters fantastiske BBC-TV-serie fra 1986, The Singing Detective, der også blandt andet var en hyldest til pulplitteraturens hardboileds, så referer titlen The Simping Detective til, at hovedpersonen Jack Point er “simping”. Det vil sige, at han går klædt i klovnetøj og sminke, et af Mega City Ones vanvittige fænomener.

En Simp klæder sig ud som en klovn og opfører sig vanvittigt som en måde at klare stresset ved den daglige tilværelse i Mega-City One på. Nu opfører Jack sig egentlig ikke vanvittigt, fordi han er kun er klædt ud som en Simp. For faktisk er Jack ikke en ex-dommer, men en “Wally”, hvilket vil sige en undercover-dommer, hvor P.I.-virksomheden og Simp-udstyret blot er et godt cover.

Det er ikke let at være undercover, for Jack Point er mere eller mindre overladt til sig selv. Samtidig er undercover-Wallys – specielt i Angeltown – udsat for at blive behandlet med stor mistillid fra The Justice Department og de andre dommere, eftersom man frygter, at Wallies skal finde på at “Go native” og ikke bare spille moralsk anløbne kriminelle.

Hjertet på rette sted

Den ret så hotte og konkurrende P.I. DeMarco og hendes gorilla

I Jacks tilfælde er der nok lidt om snakken. For i forhold til de uniformklædte kollegaer holder han sig ikke helt til dydens smalle sti hvad angår alkohol, kvinder og tobak – hvilket man da heller ikke kan forvente af en noirhelt – og samtidig gradbøjer han loven i forhold til de enkelte tilfælde.

Derfor har SJS (Special Judicial Squad, altså Internal Affairs-afdelingen blandt dommerne) da også Jack Point i deres søgelys konstant. Men Jack gør dog ikke noget direkte beskidt, i modsætning til sin overordnede, Chief Judge Daveez, der nok er en ordentlig dommer i pæn uniform, der følger reglementet, men samtidig er han dybt involveret som bagmand i en række lyssky affærer.

Han er altså en “rigtig” beskidt dommer, i modsætning til Jack, der trods alt har hjertet på rette sted. Daveez ved, at Jack ved det, så derfor er han konstant ude efter Jack og ser ham allerhelst død eller sendt til dommerfængselsmånen Titan.

Dertil kommer andre klassiske problemer, så som at de fleste kunder, der henvender sig til Jack som P.I., for det meste er langt fra så ærlige og uskyldige, som de giver sig ud for at være – igen et klassisk noir-setup.

Et helt andet syn på Mega-City One

Jacks siliciumbaserede monster-skødedyr

Det er derfor ikke let at være Jack. Han er stort set under pres og nede i skidtet hele tiden, og i ægte noir-stil må protagonisten tage imod en frygtelig masse tæsk og med skindet på næsen redde sig ud af en del situationer på et hængende hår. Så man forstår godt, at han klæder sig som en sørgelig klovn.

Jack har dog også nogle støtter der redder hans sølle røv gang på gang. Så som et alien-agtigt siliciummonster/væsen/livsform, det er lykkedes Jack at tæmme sådan nogenlunde, samt nogle lidt mere tvetydig sammensvorne, som den tidligere dommer Galen DeMarco, der nu ligeledes arbejder som P.I. og hendes Gorilla, som virkelig er en (meget civiliseret) gorilla. Eller Miss Anne Trophie, en anden mystisk og sexet ex-dommer, der mere end én gang redder Jack.

Generelt giver The Simping Detective et helt andet syn på Mega-City One og specielt dommerne. Det vrimler, som man nok har bemærket, med fallerede dommere, korrupte dommere og bare inkompetente dommere. Judge Dredd selv dukker også op et par gange, som regel i form af at være en enøjet oprydder, der kommer, når alt brænder på, og som tydeligvis ikke har øje for Angeltowns mange grå nuancer. Dredd er også til stede i historierne som en tung skygge; en legende, som Jack Points fortællende stemme jævnligt refererer til.

Behersker stilen

Ikke blot er Frazer en dygtig illustrator, hans sidekomposition er også spot on i forhold til genren

The Simping Detective er skabt af de to unge 2000 AD-stjerner Simon Spurrier og Frazer Irving. Spurrier har vi tidligere beskæftiget os med her på Planet Pulp, hvor vi blandt andet har anmeldt hans postapokalyptiske roman The Culled, der fik mange roser med herfra, og det er da helt sikkert, at Spurrier er en ung mand, det er værd at holde øje med.

I The Simping Detective er Spurrier som forfatter tydelig på grund af den voice-over, der findes hele vejen igen albummet. Der er altså meget tekst, i klassisk talende verbal noirstil, og man må sige, at Spurrier virkelig behersker stilen og har givet karaktererne et gadesprog, der er kort, kontant og troværdigt.

Spurrier er virkelig værd at holde øje med, og jeg vil anbefale alle at købe, hvad de kan finde fra Spurriers hånd. En af de bøger, han tidligere har skrevet for Games Workshops Black Library-forlag, Xenology (2006), er nu udsolgt fra forlaget, og bliver solgt på eBay og andre steder for rigtig mange penge efterhånden.

Leverer varen

Miss Anne Trophie i sin karakteristiske sorte bodysuit

Tegneren Frazer Irving er en anden af 2000 AD‘s gulddrenge og unge håb, og ham har vi tidligere skamrost her på Planet Pulp for albummet Storming Heaven.

I The Simping Detective leverer Irving igen varen med solide illustrationer, hvor han blandt andet endnu engang kan vise sine fantastiske evner til at skildre kvindekroppen. Men det er jo ikke kun lir. Frazer kan virkelig noget med billeder, også når det ikke gælder kvindekroppe, og i The Simping Detective har han valgt at holde sig helt i gråtoner. Altså fra sort over til helt hvidt, men – bemærk – med en masse grå toner ind i mellem.

Og det er de grå toner, der er de vigtige, for her gemmer alle nuancerne og detaljerne sig, og dette kan også godt ses afspejlet i selve historierne og miljøbeskrivelsen. For jeg må sige, at jeg synes, at Irving og Spurrier rammer stemningen og kernen i de gamle noirfilm og -romaner mere klart end mange af de andre nye selvudråbte fortolkere og videreførere af noirgenren. Her tænker jeg på folk som Frank Miller og hans Sin City-tegneserie og James Ellroys romaner.

Kærlighed til og forståelse af forlæggene

Frazer bruger også det klassiske trick med at lade en enkelt farve være synlig i alt det grå, sort og hvide

Både Miller og Ellroy tilhører en moderne pseudopopudgave af noir, hvor de nærmest ikke tager genrens ophav hos forfatterne Dashiell Hammett, Raymond Chandler og James M. Cain for pålydende, som virkelige billeder fra den verden, de levede i, men i stedet som et kitsch-agtigt og maskulint alternativt univers.

I modsætning til de gamle historier er alle personerne nærmest karikerede, værdinormerne er skildret helt sort/hvidt, og det er den udpenslede vold og skildringen af forbrydelsernes grusomhed, der søger at berettige fortællingernes virkelighedsværdi og realisme. Hvilket naturligvis er rent bullshit i forhold til deres ophav hos Hammett, Chandler og Cain, for i deres historier er det hele ikke skarpt opdelt i sort/hvidt, helte/skurke og godt/ondt. Her er det hele myriader af gråtoner, både i de menneskelige skildringer og på det moralske plan.

Hovedpersonerne balancerer hele tiden på den hårfine og utydelige grænse mellem rigtigt og forkert. Og det er netop alle disse gråzoner, nøjagtig som ved de gamle mestre, som Irving og Spurrier så fint illustrerer med gråzoner både i illustrationerne og i person- og miljøskildringerne. For nok er der grotesk humor og karikatur i The Simping Detective, men der er også samtidig en tydelig kærlighed til og forståelse af de gamle noirforlæg, som serien hylder.

The real deal

Hvis du vil opleve en virkelig videreførelse af noirgenren i dag, så drop plastikudgaver fra Miller og Ellroy og få the real deal fra 2000 AD. Storm ud og køb det første album! Vi kan kun håbe, at 2000 AD, samt Spurrier og Frazer, også beslutter sig for at forsætte historierne om Jack Point.

The Simping Detective er venligst stillet til rådighed af forlaget Rebellion.

6 stjerner

Titel: The Simping Detective
Forfatter: Simon Spurrier
Tegner: Frazer Irving
Forlag, år: Rebellion, 2007
Albumlængde: 144 sider
hvid
Albummet indeholder materiale, der første gang er blevet trykt i 2000 AD progs. 220-227, 234-239 og 253-257 (2004-2005).

Anmeldt af: Claus Jacobsen | 13/04/2008

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *