The Shape of Water

Ved de store prisfester væltede det ind med nomineringer og priser, herunder Oscars for Årets Bedste Film og Årets Bedste Instruktør. Er genrefilm nu pludselig accepteret i de fine selskaber, eller er der igen tale om, at kultur og politik går hånd i hånd?

OBS! Denne anmeldelse indeholder spoilers!

Det er en kold tid som vi lever i

Handlingen i The Shape of Water foregår i begyndelsen af 1960’erne. En tid hvor USA og Sovjetunionen var i konstant kapløb om, hvem der havde flest masseødelæggelsesvåben og hvem, der først kunne erobre rummet, og hvor hele verden måtte leve med angsten for nuklear udslettelse.

Men selvom Guillermo del Toro lader handlingen i sin film foregå i en specifik historisk periode, skal man forstå, at der altid er klare underforståede sociale kommentarer til og bekymringer over den verden, vi lever i nu.

Stilen og stemningen i The Shape of Water har ligeså mange referencer til 1950’ernes om 1960’erne. For 1950’erne er den periode, hvor mange af de sci-fi- og creature-film, del Toro elsker så meget, og som har inspireret ham gennem hele livet, kommer fra. Der er med andre ord tale om en fantasy-verden. En verden hvor alt kan ske.

Hovedpersonen Elisa Esposito (Sally Hawkins) er meget tilbagetrukket og sky, og privat har hun kun kontakt med naboen Giles (Richard Jenkins), en desillusioneret tegner med homoseksuel frustration men med et kæmpe hjerte.

Sammen dyrker de musicals fra 1950’erne (og musikken herfra er med til at understrege 1950’er-tonen yderligere), som giver minder og drømme om en tid, hvor verden var mindre kaotisk og mere vedkommende.

De lever begge i en tid, ingen af dem forstår, eller føler sig hjemme i, og længes efter kærlighed.

Return of the Creature from the Black Lagoon

Udover Giles har Elisa kun kontakt med kollegaen og veninden Zelda (Octavia Spencer). De arbejder som rengøringspersonale på Occam Aerospace Research Center – et tophemmeligt militært laboratorie-kompleks i Baltimore.

Filmen starter for alvor, da et tilfangetaget underfundigt vand-væsen ankommer til Elisas arbejdsplads. Det er en humanoid, der helt åbenlyst er et rip af Creature from the Black Lagoon (1954).

Væsnet bliver tæt overvåget af Oberst Richard Strickland (spillet af suveræne Michael Shannon). Strickland har fanget væsnet i floderne et sted i Sydamerika, hvor de indfødte tilbad det som en gud.

Væsnet har måske, måske ikke, særlige evner, og både USA og Sovjetunionen har jagtet det. Strickland ser ikke andet end et vederstyggeligt uhyre, han mishandler med afsky, og som han ikke kan vente med at udslette.

Denne tilfangetagelse af væsenet giver i virkeligheden større associationer til Revenge of the Creature (1955 – aka Return of the Creature og Return of the Creature from the Black Lagoon).

Strickland er i direkte konflikt med videnskabsmanden Dr. Robert Hoffstetler (Michael Stuhlbarg), der insisterer på, at der er tale om en unik skabning, der har evner og kræfter, der skal udforskes.

Han er en videnskabsmand med et hjerte, der faktisk vil naturen og Jorden det bedste – også en unik tradition, der kan føres tilbage til Creature from the Black Lagoon.

Men Elisa danner bånd med vandvæsnet med det samme. Ligesom Elisa kan væsnet ikke tale, men reagerer hurtigt på Elisas tegnsprog, hendes musik og dans. Deres forhold foregår i det skjulte, men bliver hyppigere og mere intimt.

Og the plot thickens, da deres interaktioner bliver set af Dr. Hoffstetler, men denne ikke reagerer. Tværtimod beskytter han det umage par.

Dr. Hoffstetler er i virkeligheden sovjetisk spion, der er der for (også) at udslette væsenet for at sikre, at amerikanerne ikke finder hemmeligheder, de kan bruge militært.

Men Dr. Hoffstetler ved, at denne fantastiske skabning for enhver pris må bevares, og han træder hjælpende til, da Elisa arrangerer en desperat breakout med vennerne Giles og Zelda for at redde væsnet fra mishandling og likvidering.

A Love Bizarre

Og amfibiemanden i The Shape of Water er i sandhed magisk. Da han kommer hjem i Elisas badekar, åbenbarer han kræfter, hvor han ved berøring kan hele sår og endda få hår til at gro tilbage på Giles’ isse.

Væsnet besidder naturens renhed og uskyld men også vildskab, som f.eks. kommer til udtryk, da den bider hovedet af en kat.

Men det i forvejen bizarre kærlighedsforhold mellem Elisa og vandmanden bliver åbenlys fysisk og bryder ud i lys lue (væsenet lyser, når det bliver opstemt).

Og her er det, vandene skilles i forhold til The Shape of Water. Man kan mærke på de reaktioner, der begynder at strømme ind, at der er meget delte meninger om den film, der er har vundet Oscar som Årets Bedste.

Det er jo øjnene, der ser, der afgør om forholdet mellem Elisa og amfibiemanden er en smuk Beauty and the Beast-fortælling, eller simpelthen en fjollet, måske grænseoverskridende exploitation af sex mellem en pige og hvad der i bund og grund ligner en muteret fisk.

Men hvor instruktøren af Creature from the Black Lagoon, Jack Arnold, tilbage i 1954 maksimalt kunne vise en “stiliseret repræsentation af et samleje”, der fungerede på det underbevidste plan, ville Del Toro gerne lade “The Gill Man” og heltinden virkelig få hinanden.

Fantastiske skabninger og hvor de findes

Derudover er der meget, der tyder på, at amfibiemanden ikke er det eneste væsen i The Shape of Water. Ret tidligt hører vi, at Elisa er en forældreløs, der som barn blev fundet ved en flodbred. Med mærker på halsen, der formodentlig har noget at gøre med hendes manglende evne til at tale.

Dette er et stykke information, der naturligvis er af betydning set i forhold til, hvad filmen er. Vi ser også Elisa have et særligt forhold til vand, f.eks. når hun dagligt sætter tid af til at masturbere – altid under vand.

Og hun lader vildt og hæmningsløst sit badeværelse totalt oversvømme for at kunne dyrke intimitet med sin nye kærlighed og virker totalt i sit rette element. I det hele taget er hendes fascination og hurtigt udviklende forhold til vandvæsnet iøjnefaldende.

Fra Elisa ønsker at befri et væsen, “der aldrig ville gøre nogen noget, hvis bare vi lod det være”, til hun ønsker at have sex med det, er der en meget lille overgang.

Der er mange der (indtil videre) ikke ser disse hentydninger. Heller ikke i slutscenen, hvor væsnet berører Elisas mærker på halsen og disse bliver til gæller – så de nu kan leve sammen.

For hvis væsenet kan genskabe noget der ellers er forgået, som Giles’ hår, så må vi formode, at Elisas mærker tidligere har været gæller og at hun formodentlig selv stammer fra vandet.

Måske det er Guillermo del Toros fine måde at gøre historien mere spiselig på. For hvis Elisa selv er et vandvæsen, så er der jo i sagens natur ikke tale om vulgær “interspecies sex”? Selvom sex mellem forskellige arter jo egentlig er hemmeligheden bag vi menneskers enestående evolutionsproces.

Forandringens vinde eller politisk kultur?

Uanset hvad, så er det en overraskelse at se en creature-film af denne art i den grad blive overdænget med nomineringer og priser.

Godt nok flippede alle ud over James Camerons Avatar i 2009, og der er da universelle paralleller i budskaberne, men det er ikke helt det samme.

Og man skal huske på, at også en anden genrefilm blev heftigt fremhævet til dette års prisoverrækkelser, nemlig gyserfilmen Get Out (2017).

Om dette nu betyder, at genrefilm får det helt afgørende blåstempel, kan kun tiden vise. Men faktum er, at både The Shape of Water og Get Out er kritik af vores verden, samfund og menneskeheden generelt, som de begge kommer ud med ved brug af klassisk sci-fi- og fantasy-symbolik.

Det skal jo helst være sådan, at man overrækker priser til årets bedste film og ikke lader politiske budskaber gå videre via det tematiske i de film, man belønner. Men historisk set er dette sket igen og igen.

Og kan det tænkes, at det er det, der gør, at hele to genrefilm bliver hyldet i år? I The Shape of Water repræsenterer Michael Shannons oberst Strickland i pinefuld grad det moderne menneske. Narcissistisk, aggressiv, paranoid.

Vandvæsnet indeholder formodentlig nøglen til menneskehedens frelse, men det ser han ikke, da alt, hvad der er fremmed, som udgangspunkt er en trussel. Mennesket (de hvide selvfølgelig) er skabt i Guds billede, og væsenet fra floden er en freak of nature.

Og er det tilfældigt, at det netop er en amerikaner, der er den destruktive part, og ikke den “farlige” kommunist?

Gyserhittet Get Out løb med Oscar for Best Original Screenplay. Get Out er en dejlig lille film, der udstiller USA’s ekstreme raceangst. Men original er den ikke! Den er en herlig pod movie (hvor menneskers kroppe bliver overtaget), men nærmest en omskrivning af klassikeren The Stepford Wives (1975).

There is no school like old school

The Shape of Water er ikke Årets Bedste Film. Men hvor er den en smuk, sublim filmisk oplevelse. Et underskønt eventyr. Visuelt flot med fortjent prisvindende scenografi og production design, og vi danskere kan være stolte af Dan Laustsens stilfulde kameraarbejde.

Laustsen arbejdede også med del Toro på instruktørens forrige film, Crimson Peak (2015).

Men den virkelige magi ligger i det vidunderlige væsen fra floden. Det tog del Toro og hans special effects-hold (under ledelse af skulptør og creature designer Mike Hill) tre år (!) at udvikle den detaljerede, lysende dragt, lavet af skum, latex og komplicerede animatronics, som den erfarne væsen-skuespiller Doug Jones (han har nu lavet hele seks film med Del Toro) skulle bære i mange timer af gangen.

Det er ypperlig make-up og old school SFX, når det er absolut bedst, og som tydeligt beviser, at ægte effekter altid topper CGI.

Guillermo del Toro er en ægte genreelskende kunstner, der igennem en efterhånden lang karriere har skabt creatures indenfor film, animation og litteratur.

Han står bag en lang række film både som instruktør og endnu flere som producer. Som instruktør er hans karriere (mildest talt) af varierende niveau, strækkende sig fra Blade II (2002), Hellboy (2004) og Hellboy II: The Golden Army (2008) i den lave ende og til den helt fantastiske, prisvindende El laberinto del fauno (Pan’s Labyrinth, 2006) i den ypperlige ende.

The Shape of Water er uden tvivl instruktørens bedste film siden netop El laberinto del fauno. Jeg kan ikke vente med at tage med på Elisa og amfibiemandens rejse igen! Og igen og igen.

Anmeldt i nr. 149 | 13/03/2018