The Secret of Monkey Island

12 minutters læsetid
The Secret of Monkey Island

I disse tider er sørøvere populære som aldrig før. Det skyldes naturligvis de indtil videre to Pirates of the Caribbean-film – The Curse of the Black Pearl fra 2003 og Dead Man’s Chest fra 2006.

Af samme grund virker det aldeles oplagt at anmelde The Secret of Monkey Island her på Planet Pulps computerspilssektion; ikke alene fordi The Secret of Monkey Island handler om pirater, men også fordi spillet faktisk er inspireret af den Disneyland-ride, som filmene også er løseligt baseret på! Historierne beretter at udvikleren Ron Gilbert fra Lucasfilm Games var i Disneyland, hvor han prøvede Pirates-turen, og da fik idéen til et sørøverspil. Resultatet var The Secret of Monkey Island – og hvilket resultat!

De grafiske adventurespils guldalder

The Secret of Monkey Island (herefter også blot kaldet Monkey Island) blev oprindelig udgivet i 1990, da adventurespil stadig var hot shit. Dengang var Lucasfilm Games, naturligvis ejet af George Lucas, et af to firmaer, der klart dominerede adventurespil-genren – det andet firma var Sierra On-Line.

Begge firmaer eksisterer endnu, men Sierra, som det blot hedder i dag, er nu bare et varemærke, ejet af det franske selskab Vivendi, der bruger det på sine computerspil. Lucasfilm Games skiftede navn til LucasArts allerede i 1990, og producerer stadig spil, om end firmaprofilen i dag er stærkt ændret i forhold til for 15 år siden.

I slutfirserne og begyndelsen af halvfemserne udgav Sierra On-Line og Lucasfilm Games næsten udelukkende grafiske adventurespil, og inden for denne genre var de to firmaer både toneangivende og dominerende. Sierra On-Lines spil bibeholdt længe en tekst-komponent i interfacet; et levn fra de gamle tekst-adventures, hvor man selv skulle skrive.

Det var med til at gøre Sierra-spillene forholdsvis svære for de, der ikke er så velbevandrede i engelsk. I modsætning hertil var Lucasfilm-spillene helt grafiske lige fra begyndelsen. Ganske vist var der stadig tekst på engelsk, som skulle læses og forstås, men interfacet var point-and-click-baseret.

SCUMM

Lucasfilm Games’ adventurespil benyttede sig længe, med kun få undtagelser, af det såkaldte SCUMM-interface, der blev udviklet til det allerførste adventure firmaet udgav – det legendariske Maniac Mansion fra 1987. Navnet SCUMM er da også nært forbundet med Maniac Mansion, idet navnet er et akronym, der står for “Story Creation Utility for Maniac Mansion” – groft oversat “Historieskabelses-værktøj til Maniac Mansion”.

Interfacet består af en række kommandoer, som f.eks. “Look at”, “Pick up”, “Open”, “Close”, “Use” osv., som man benytter sammen med spillenes grafiske komponent. Hvorvidt en genstand i spillet er interaktiv afsløres ganske nemt ved at køre markøren henover det, for så optræder tingens navn på kommandolinjen mellem billedet og interfacet. Til højre for interfacet ligger spillerkarakterens inventory, som således altid er synlig. Har man flere ting end der kan stå på skærmen, dukker der pile op, så man ganske enkelt kan scrolle nedover dem.

I dag virker SCUMM-systemet som noget nærmest selvfølgeligt, men da Lucasfilm Games udviklede det, var det banebrydende, og interfacet kom til at danne skole og blev udgangspunktet for mange point-and-click interfaces, der dukkede op i en lang række senere grafiske adventures, der kom i kølvandet på Maniac Mansion.

Kronen på værket

Da The Secret of Monkey Island udkom i 1990 var SCUMM-systemet ikke længere nyt. Lucasfilm Games havde efter Maniac Mansion udgivet to andre adventures, der udnyttede interfacet; det flippede Zak McKracken and the Alien Mindbenders (1988) og adventure-versionen af Indiana Jones and the Last Crusade fra 1989 (der kom også et actionspil).

På trods af alle tre forgængere, der alle er fantastiske, var Monkey Island imidlertid nok kronen på værket, og betragtes af mange – undertegnede inklusiv – som et af de bedste adventurespil nogensinde, hvis ikke det bedste! Efterfølgeren, Monkey Island 2: LeChuck’s Revenge (1991) var også et fremragende spil, men var på mange måder bare mere af det samme, og havde ikke den samme overrumplende virkning som det første.

På mange måder er The Secret of Monkey Island derfor Lucasfilm Games’ fineste adventurespil overhovedet, og når man kigger på deres produktliste er det ikke så lidt imponerende.

Gorbush Thriftweed

Introskærm.
Introskærm.

The Secret of Monkey Island tager sin begyndelse på en ø i det Caribiske Hav ved navn Mêlée Island ™ – trademarkmærket er en del af navnet, og et af de mange udtryk for Lucasfilm Games-udviklernes humor, der gennemsyrer spillet. Mere om det senere. Den aften spillet tager sin begyndelse, er en ung mand lige ankommet til Mêlée Island ™.

Han bærer det utrolige navn Guybrush Threepwood, og det er ham, spilleren skal lede igennem spillet. Guybrush er kommet til Mêlée Island ™ for at blive sørøver, men det er ikke så ligetil som Guybrush går og tror. Først og fremmest fordi man ikke sådan uden videre bliver sørøver – før man kan kalde sig pirat, må man nemlig gennemgå tre prøver, men mere alvorligt er det, at sørøverbranchen på Mêlée Island ™ ligger brak da Guybrush ankommer.

SCUMM-interfacet ses i bunden af skærmen - her er Guybrush lige kommet ind af døren på The SCUMM Bar.
SCUMM-interfacet ses i bunden af skærmen – her er Guybrush lige kommet ind af døren på The SCUMM Bar.

Havet omkring øen er nemlig hjemsøgt af spøgelsespiraten LeChuck og hans lige så afdøde, eller måske rettere udøde, mandskab. Det betyder at alle sørøverne på Mêlée Island ™ sidder på den lokale kro (The SCUMM Bar) og drikker grog i stedet for at være ude og gøre verdenshavene usikre.

Guybrush bliver naturligvis involveret i LeChuck-affæren, idet han forelsker sig i øens kvindelige (!) guvernør, Elaine Marley. Elaine er årsagen til, at LeChuck nu huserer som spøgelse, for da LeChuck i levende live gjorde kur til Elaine bad hun LeChuck om at falde død om, hvilket han prompte gjorde. Og nu gør han altså livet surt for alle Mêlée Islands ™ ærlige sørøvere.

Da LeChuck bortfører Elaine må Guybrush naturligvis gå i aktion og finde frem til spøgelsespiratens hemmelige base, der ligger under den sagnomspundne Monkey Island ™.

Firedelt struktur

Oversigtskort over Melée Island hvor man kan kontrollere hvor Guybrush skal bevæge sig hen.
Oversigtskort over Melée Island hvor man kan kontrollere hvor Guybrush skal bevæge sig hen.

The Secret of Monkey Island er inddelt i fire dele, hvoraf den sidste del er meget kort og udelukkende udgør spillets klimaks. De tre første dele udgør størstedelen af spillet, og her er især del 1 og del 3 væsentlige, mens del 2 er forholdsvis kort.

Første del af spillet hedder “The Three Trials”, og det er heri at Guybrush må gennemføre de tre prøver for at bevise sit værd som en ægte sørøver. Han skal slå øens fægtemester, han skal stjæle en statuette fra guvernørens bolig og endelig skal han finde den legendariske Mêlée Island ™-skat.

Ved afslutningen af første del bliver Elaine bortført, og det sidste Guybrush skal, er at skaffe sig et skib og finde en besætning, der er villig til at sætte efter spøgelsespiraterne. Anden del, “The Journey”, foregår ombord på Guybrushs’ skib, The Sea Monkey, og det eneste man skal her, er at finde vej til Monkey Island ™ – hvilket naturligvis ikke er så enkelt som det lyder.

Del 3, “Under Monkey Island”, foregår på selve Monkey Island ™, hvor Guybrush må finde vej ned til LeChucks tilholdssted. Sidste del af spillet, “Guybrush Kicks Butt” foregår igen på Mêlée Island ™, hvor Guybrush må forsøge at stoppe LeChuck inden han gifter sig med Elaine!

Målene i hver af de fire dele er klare, men det betyder langt fra at det er ligetil at nå dertil. Undervejs må man igennem et væld af underfundige situationer og sjove puzzles, der alene på grund af deres humoristiske elementer gør, at spillet er værd at spille igen og igen.

Gennemsyret af humor

Brugtskibs-sælgeren Stan. Læg mærke til Grogautomaten til højre i billedet!
Brugtskibs-sælgeren Stan. Læg mærke til Grogautomaten til højre i billedet!

For The Secret of Monkey Island foregår nemlig ikke i et helt almindeligt sørøverunivers. Godt nok er udgangspunktet for spillet en slags 1700-tallets Caribien, men perioden præsenteres med noget af et twist. Spillet er nemlig langt fra et “period piece”, der forholder sig tro overfor den periode, spillet skulle forestille at finde sted i, men præsenterer en skøn blanding af gammelt og nyt – både hvad angår ting, personer og koncepter.

Således står der f.eks. en grogautomat – der i design i høj grad ligner en Coca Cola-automat – hos skibssælgeren Stan, der i øvrigt i sig selv er et godt eksempel på periodeblandingen. Stan er ikke bare skibssælger, han er brugtskibssælger og fremstår i spillet som en typisk brugtbilsforhandler, der med vold og magt forsøger at prakke de værste plimsollere på vores helt.

Endnu et eksempel på spillets humor - her af den lidt mere voksne slags blandt kannibalerne på Monkey Island.
Endnu et eksempel på spillets humor – her af den lidt mere voksne slags blandt kannibalerne på Monkey Island.

Generelt spiller humor en stor rolle i spillet, som det i øvrigt gør i de fleste af Lucasfilm Games’ adventurespil. The Secret of Monkey Island er imidlertid nok det, der kommer tættest på at være en egentlig komedie, og det fungerer overraskende godt. De situationer Guybrush kommer ud i, er rent faktisk morsomme, og den spøjse blanding af gammelt og nyt fungerer fint i spillets univers.

Endvidere er spillet – som de fleste Lucasfilm Games-adventures – fyldt med referencer og in-jokes; både referencer til andre Lucasfilm-spil og til utallige film. De fleste af disse referencer er så subtile, at man kun opdager dem, hvis man kender forbillederne, men enkelte af de in-jokes, der refererer til ældre Lucasfilm-spil er helt uforståelige, hvis man ikke kender til de ældre spil. Der er dog så få af disse in-jokes, at det på ingen måder skader oplevelsen.

De berømte fornærmelser

Guybrush er ved at lære at fægte med anvendelse af fornærmelser.
Guybrush er ved at lære at fægte med anvendelse af fornærmelser.

Spillets humor kommer imidlertid næppe bedre til udtryk end gennem de fornærmelser, der er nøglen til at vinde spillets sværdkampe. Som Guybrush hurtigt finder ud af, er det nemlig kun én ting at være teknisk dygtig til at fægte med et sværd – eller en sabel, som det vel rettelig er. Det der vinder kampene, er nemlig ens skarpe tunge, og hvor god man er til at bruge den.

En væsentlig del af spillets første del går derfor ud på at lære så mange gode fornærmelser som man kan – inklusiv de passende svar på dem – inden man giver sig i kast med at udfordre fægtemesteren. Ingen der har spillet The Secret of Monkey Island glemmer fornærmelser som “You fight like a dairy farmer” og svaret “How appropriate, you fight like a cow!” eller “You make me wanna puke” og svaret “You make me think somebody already did.” Det er fantastisk godt fundet på, og virkelig, virkelig underholdende.

Hvor længe kan Guybrush holde vejret? Og kan dette faktisk slå ham ihjel?
Hvor længe kan Guybrush holde vejret? Og kan dette faktisk slå ham ihjel?

Generelt er dialogdelen af The Secret of Monkey Island særdeles vellykket, og man kan få lang tid til at gå med bare at snakke med de forskellige karakterer, man møder. På samme måde som SCUMM-interfacet var banebrydende, da det først kom på gaden med Maniac Mansion, var den måde dialogen fungerer på i Monkey Island banebrydende, da spillet kom ud.

Dialogen er nemlig indrettet på den måde, at man ikke kan risikere at sige noget forkert til nogen, og dermed komme i problemer eller komme til at sidde fast i spillet. Men det betyder ikke, at dialogen altid fører frem til de samme svar eller de samme resultater – der er bare flere måder at komme videre i spillet på. Det er snedigt udtænkt – på nær nogle få bugs hist og her – og også meget underholdende.

Parodi på én af Sierra On-Line-spillenes 'Du er død'-bokse.
Parodi på én af Sierra On-Line-spillenes ‘Du er død’-bokse.

Samtidig med den nye dialogmodel, er Monkey Island også det første Lucasfilm Games-adventurespil, hvor man kan dø – næsten i hvert fald. Der er kun én måde at dø på, og det er i sig selv lidt af en joke fra udviklernes side.

Dette er en ny ting, og at udviklerne godt har været klar over dette, viser de ved et andet sted at gøre grin med Sierra On-Line-spillenes karakteristiske “Du er død”-beskeder; en hvid boks, der dukker op, hvis man dør i et af de gamle Sierra-adventures. Sierra-spillene var notoriske for, hvor nemt det var at dø, og det lader sig altså ikke gøre i Monkey Island.

Middelsvære puzzles

Spøgelsespiraten LeChucks skib for anker i lavasøen under Monkey Island!
Spøgelsespiraten LeChucks skib for anker i lavasøen under Monkey Island!

Spillets puzzles er generelt af middel sværhedsgrad. Kun få af dem kan karakteriseres som decideret svære, ligesom kun få kan siges at være rigtigt nemme. En del af dem er desuden forholdsvis abstrakte, hvilket til tider kræver at man tænker en smule utraditionelt. De fleste puzzles er imidlertid lige ud ad landevejen, men det betyder ikke at de nødvendigvis er nemme når man sidder midt i spillet.

Til gengæld har næsten alle puzzles en intern logik, der typisk gør, at man tænker “selvfølgelig!” når man endelig regner den ud eller kryber til korset og finder en walkthrough på nettet. Med tålmodighed er det intet problem at gennemføre spillet uden hjælp, men man må berede sig på at prøve lidt af hvert ved nogle af de sværeste gåder.

En sidste ting der skal nævnes, er musikken, der er komponeret af Michael Land. Selv om midi-musikken i dag naturligvis lyder meget syntetisk – musikken var langt bedre i Amigaversionen, som var den jeg oprindelig spillede – så er Lands musik virkelig fed, og formidler med sin blanding af reggaeinspirerede rytmer og catchy temaer den helt rigtige stemning. Personligt har jeg især altid været vild med temaet for voodoodamen og LeChucks tema.

Forskellige versioner

Det endelige opgør mellem Guybrush og LeChuck.
Det endelige opgør mellem Guybrush og LeChuck.

Den version af The Secret of Monkey Island der er anmeldt her, er den såkaldte “Enhanced CD-ROM”-version til PC, der udkom i 1992 og som har bedre grafik end den første PC-udgivelse, der kun udnyttede 16 farver – den anmeldte anvender 256. En videre forskel er, at ens inventory er grafisk i stedet for tekstbaseret som i den oprindelige udgave. En yderligere ændring er interfacet, hvor de oprindelige 12 kommandoer er skåret ned til 9 idet “Walk to” og de sjældent anvendte “Turn on” og “Turn off” er udeladt.

The Secret of Monkey Island rammer den perfekte blanding af humor, stemning og puzzles, og hvis man på nogen måde er til gamle adventurespil, fra dengang hvor gameplayet var i højsædet, så er Monkey Island helt umuligt at komme udenom. Topkarakter!

6 stjerner
Titel: The Secret of Monkey Island
Udvikler: Lucasfilm Games
Udgiver, år: U.S. Gold, 1990
Platform: Dos
Genre: Point-and-click adventure
hvid
Hvor får jeg fat i spillet?
De første tre spil i serien kan ikke længere købes originalt, da de ikke – for øjeblikket i hvert fald – bliver produceret. The Secret of Monkey Island har været udsendt i flere versioner gennem tiden, både sampakket med Monkey Island 2: LeChuck’s Revenge og i den store samlepakke LucasArts Classic Adventures, hvor spillet er pakket sammen med Maniac Mansion, Zak McKracken and the Alien Mindbenders, Indiana Jones and the Last Crusade og Loom. Man kan være heldig at finde begge pakker på Amazon eller eBay. Tidligere har både The Secret of Monkey Island og Monkey Island 2: LeChuck’s Revenge været at finde på adskillige abandonware-sites, bl.a. Abandonia, men de er blevet fjernet herfra efter henstilling fra ESA (Entertainment Software Association) – selv om LucasArts åbenbart ikke længere producerer spillene, tillader de ikke, at de distribueres til deres fans! For os danskere er der imidlertid håb lidt endnu; i skrivende stund er de to første Monkey Island-spil begge tilgængelige på Download Central – i øvrigt sammen med bl.a. Indiana Jones and the Last Crusade og Indiana Jones and the Fate of Atlantis. Fans opfordres til at hente spillene ned inden også Download Central rammes af ESA.
hvid
UPDATE, maj 2009: Indiana Jones and Fate of Atlantis er nu fjernet fra Download Central. De øvrige spil ligger der fortsat.
hvid
Hvordan får jeg spillet til at virke?
Da Lucasfilm Games-adventurespillene har en stor fanbase, har fans udviklet et program, der kører SCUMM-spillene og flere andre gamle adventures problemfrit under Windows – i hvert fald Windows XP. Programmets navn er ScummVM og kan frit downloades fra ScummVM-hjemmesiden. ScummVM er simpelt at anvende – når man er inde i programmet vælger man “Add game” og bruger den indbyggede stifinder til at finde det bibliotek, spillet ligger i. Markér biblioteket og tryk “Choose”, og så skulle resten gerne give sig selv. ScummVM giver bl.a. også mulighed for at spille spillene i full-screen mode, hvilket dog bliver en anelse pixeleret, hvis man kører med høj skærmopløsning. Emuleringsmæssigt har jeg aldrig oplevet nogle problemer med ScummVM, og både grafik og lyd præsenteres perfekt.

Anmeldt i nr. 11 | 13/09/2006

Stikord: Adventurespil, Caribien, Pirater, Spøgelser, Voodoo, Øer

Mogens Høegsberg. Redaktør. Medstifter af Planet Pulp. Født 1976. Oprindelig fra Ringkøbing, fra 1996 til 2014 bosat i Århus, nu bosat i Silkeborg. Uddannet mag.art. og ph.d. i middelalderarkæologi. Ansat som arkæolog ved Moesgård Museum. Har siden barndommen været ivrig horrorfan; indledningsvist primært litteratur, senere også film. Dertil rollespiller, brætspiller og tegneseriefan. Film og filmmusik er Mogens’ to største passioner inden for [..]

Skriv et svar

Your email address will not be published.