Som jeg også bemærker i min anmeldelse af prequel-spillefilmen Twin Peaks: Fire Walk with Me er Twin Peaks-universet rent tonalt en højst ujævn og forskelligartet størrelse (Mogens’ anmeldelse af Fire Walk With Me publiceres næste måned, – red.).
Serien veksler mellem regulær whodunit, drama, sæbeopera-influeret melodrama, komik og decideret horror, ikke sjældent i ét og samme afsnit. Twin Peaks: Fire Walk with Me er der derimod ikke meget sjov ved; den tager Twin Peaks-universet dødalvorligt.
Samme tonale forskel manifesterer sig i de forskellige spin-off-produkter, der dukkede op, mens seriens popularitet var på sin højeste. Twin Peaks: Access Guide to the Town (1991) er næsten rendyrket humoristisk, mens The Autobiography of F.B.I. Special Agent Dale Cooper (1991) veksler mellem det seriøse og det mere humoristiske.
I det selskab er The Secret Diary of Laura Palmer hvad Fire Walk with Me er i forhold til tv-serien. Her er der ikke meget sjov og spas. Tværtimod er der drama og tragik for alle pengene. Spørgsmålet er bare, hvor godt det så egentlig er.
Hverken mesterværk eller rædselsfuld
Lad os få én ting på det rene med det samme: Jeg er ikke af den elitære opfattelse, at en bog ikke kan være god, bare fordi den foregår i et univers, der er skabt til film eller tv. Eller sagt med andre ord: At en bog er “merchandise” betyder ikke automatisk, at den ikke kan have litterære kvaliteter.
Når det er sagt, må det til gengæld også med det samme siges, at The Secret Diary of Laura Palmer ikke er noget litterært mesterværk.
Omvendt er bogen langt fra rædselsfuld, men forfatteren Jennifer Lynch – David Lynchs datter – har arbejdet under nogle restriktioner, der gør, at dagbogen af og til føles noget mekanisk.
Fra Lauras 12-års fødselsdag til hendes død
The Secret Diary of Laura Palmer er selvfølgelig skrevet som en dagbog. Det første indlæg i dagbogen er skrevet på titelpersonens 12-års fødselsdag den 22. juni 1984, og det sidste er skrevet på en ikke angivet dato i 1989.
Dagbogen indeholder ikke et indlæg for hver dag i de omkring fem år, den dækker. Laura holder lange pauser fra sit dagbogs-skriveri, og selv i de perioder, hvor hun ikke holder lange pauser, går der ofte dage eller uger mellem de enkelte indlæg.
Denne struktur kan selvfølgelig forklares med, at der trods alt er tale om en hemmelig dagbog, der ikke behøver indeholde alle tanker og tildragelser, men i realiteten skyldes det jo såmænd nok det faktum, at en dagbog med indlæg samtlige 1800+ dage nok både ville være dræbende kedelig læsning og en helt utrolig lang bog.
Tanken er dog alligevel fascinerende: Hvor gennemført kunne det lige have været at kunne følge Laura Palmer minutiøst over de sidste fem år af hendes liv? Det havde været et kunst-projekt, der virkelig havde været en Lynch værdig.
Deprimerende havde det nok også været, for Laura Palmers liv, sådan som det rulles ud i den hemmelige dagbog, er alt andet end en dans på roser.
Nedadgående spiral
Vi følger som sagt Laura fra hendes 12-års fødselsdag og til et tidspunkt kort før hendes død. Vi følger Laura fra et tidspunkt, hvor hun er en lille pige med håb, følelser og drømme gennem en stadigt nedadgående spiral af sex, stoffer, usikkerhed og selvhad – alt i sidste ende forårsaget af den dæmoniske tilstedeværelse BOB, som de, der kender tv-serien, selvfølgelig kender alt til.
Bemærk i øvrigt her, at det er Laura, der i sin dagbog, kapitæliserer Bob som BOB. I denne anmeldelse følger jeg Lauras/Jennifer Lynchs stavemåde.
Jennifer Lynch sætter trumf på fra starten af. For bedst som man har læst et uskyldigt dagbogsindlæg af en tilsyneladende glad og ubekymret 12-årig pige, slutter det første indlæg med “P.S. I hope BOB doesn’t come tonight.”
De, der kender tv-serien, ved godt, hvem BOB i virkeligheden er, men af hensyn til de, der endnu måtte have serien til gode, skal jeg nok undlade at afsløre BOB’s identitet her.
Under overfladen
Gennem dagbogen kommer det til at stå klart, at BOB har hjemsøgt Laura i årevis og misbrugt hende både seksuelt og psykisk. Det er dette misbrug, der starter den psykiske og fysiske deroute, dagbogen beskriver.
Men ligesom dagbogen er hemmelig, er Lauras indre liv det også. På overfladen er hun den perfekte all-American girl. Men under overfladen gemmer hun på dystre hemmeligheder; ting hun gør, der må læses som en blanding af selvhjælp og skrig om hjælp fra et misbrugsoffer.
Som sådan er The Secret Diary of Laura Palmer en stærk, ofte rørende og ikke sjældent deprimerende roman, der – hvis man skræller tv-seriens metafysiske lag væk – kan læses som en helt reel beskrivelse af et misbrugsoffers tumultariske sjæleliv og de skader, misbruget har forvoldt.
Påklistrede elementer
Men selvfølgelig er det svært udelukkende at læse The Secret Diary of Laura Palmer på den måde, selvom det helt klart er den mest givtige. For dagbogen er jo, uanset hvordan man vender og drejer det, et spin-off-produkt af tv-serien.
Det betyder, at Jennifer Lynch har været bundet af nogle ting, tv-serien har etableret som fakta, og nogle personer, hun vanskeligt kunne undlade at skrive om. Det er her, The Secret Diary of Laura Palmer ind imellem virker knap så godt.
Jennifer Lynchs stærke side ligger helt klart i beskrivelsen af Lauras indre liv og hendes tanker, mens de rent eksterne handlingselementer hurtigt kommer til at føles noget påklistrede.
Uanset om det handler om kæresten Bobby Briggs, bedsteveninden Donna, narkohandleren og truckeren Leo Johnson eller caféejeren Norma, sidder man ofte med fornemmelsen af, at der er tale om en mere eller mindre tvungen namedropping.
Det fungerer da, men det fungerer bare ikke nær så godt, som når Jennifer Lynch kan koncentrere sig om Lauras tanker, uden at skulle forholde sig til tv-seriens rammer.
Deprimerende men sober
Af den gode håndfuld spin-off-bøger, der kom ud af Twin Peaks-maskinen i den kortvarige periode, serien oprindelig kørte, er der ingen tvivl om, at The Secret Diary og Laura Palmer både er den bedste og den eneste, der for alvor føles relevant.
Den tager stoffet alvorligt, og selvom det ofte gør bogen til ret deprimerende læsning, er det naturligvis helt passende, at bogen holder en sober tone og ikke forsøger sig med tv-forlæggets tonale spring. Det havde ikke virket her.
Til gengæld må jeg stærkt dementere Jennifer Lynchs påstand (fremsat ved bogens udgivelse i 1991) om, at bogen indeholder spor nok til, at den vakse læser vil kunne fastslå BOB’s reelle identitet. Det er i sidste ende også ligegyldigt; både fordi BOB’s identitet har været kendt i efterhånden 26 år og fordi The Secret Diary og Laura Palmer ikke er en krimi.
Der er uden tvivl mange Twin Peaks-fans, der dengang købte bogen i et håb om at kunne lure, hvem morderen var, men ligesom mordet på Laura Palmer i sig selv bare var en narrativ undskyldning for at kunne fortælle historien om lillebyen Twin Peaks, så er morderens identitet ikke som sådan bogens omdrejningspunkt.
Bogens omdrejningspunkt og eksistensberettigelse er det stemningsfulde og tragiske portræt af et misbrugsoffers kamp for at overleve; en kamp, hun i sidste ende taber.
Forfatter: Jennifer Lynch
Forlag: Pocket Books
Udgivelsesår: 1990
Anmeldte udgave:
Forlag: Simon & Schuster UK
Udgivelsesår: 2012
Format: Paperback
Sideantal: 184
Den anmeldte udgave har et kort forord af Mark Frost og et ultrakort forord af David Lynch.
The Secret Diary of Laura Palmer udkom på dansk i 1991 på forlaget Lindhardt & Ringhof under titlen Laura Palmers hemmelige dagbog.
Anmeldt i nr. 139 | 13/05/2017
Stikord: Twin Peaks
