The Rocky Horror Picture Show

Richard O’Briens horror/sci-fi-inspirerede musical The Rocky Horror Picture Show, blev et kulthit, da den udkom i 1975, og er blevet vist i biografer og teatre lige siden. Den har fået et helt slæng af fans, som klæder sig ud som karaktererne fra filmen, og udspiller scenerne foran skærmen i biffen. Der er igennem tiden også nogle “ritualer”, som skal overholdes, når man ser filmen i biografen eller på teatret – det går blandt andet ud på at smide med ris, sprøjte med vandpistoler, og skrige under forskellige scener. For uindviede vil alt dette nok virke en smule besynderligt at gøre, imens man sidder i en fyldt biograf med sit fine tøj og popcorn.

Tim Curry i dameundertøj

Da filmen udkom, blev den ikke modtaget positivt, men noget tyder dog på, at filmen har været en stor succes, eftersom den er blevet spillet hver dag i en biograf, lige siden premieren, og der er blevet udgivet rigtig mange versioner og boxsets. Fornyligt udkom Rocky Horror Picture Show i en 3-disc Anniversary Edition, sammen med semi-fortsættelsen Shock Treatment (1981) – endnu en musical af Richard O’Brien.

En science fiction/horror-inspireret musical er måske ikke det største trækplaster for gyserfans. Men hvis man ikke har noget imod at se en ung Tim Curry (manden bag klovnen i Stephen King’s IT fra 1990) i dameundertøj, kan følge med i et plot der er “out there”, og holder af nogle gode ørehængere, han man sikret sig et godt grin, og et par timers god fornøjelse med Rocky Horror Picture Show.

Aparte musical

Men mon man ikke lige skal prøve at kridte den kringlede handling lidt op? Et nyforlovet par, Brad (Barry Bostwick) og Janet (Susan Sarandon), er ude og køre for at møde med deres gamle skolelærer Dr. Everet V. Scott (Jonathan Adams). Men på vejen farer de vildt, og punkterer. Derfor bliver de nødt til at spørge om hjælp ved et nærliggende slot – taget direkte ud af en af de gamle Hammer-film. På slottet bliver de modtaget af en tynd, pukkelrygget butler, som viser dem indenfor til en festsal, hvor der festes af nogle mærkværdige mennesker, der danser og synger til sangen “Time Warp” – man skal være godt rytmedøv for ikke at sidde at gynge med på mange af numrene i filmen, og især dette.

Brad og Janet tager det ikke helt så let, og Janet bliver rigtig nervøs over at være i selskab med de mærkelige mennesker, som alle bruger makeup. Det bliver dog ikke nemmere for hverken hende eller Brad, da slottets ejer Frank N. Further (Tim Curry) dukker op i dameundertøj og sminke, imens han synger “Sweet Transvestite”. Han inviterer dem begge op i sit laboratorium for at vise dem den skabning, han har været ved at lave. Skabningen Rocky (Peter Hinwood) kommer til live i en stor hyldest til Hammers The Curse of Frankenstein (1957), blandet med dans og musik igen – det er jo en musical. Senere på aftenen ankommer Dr. Everet V. Scott til slottet – Frank mistænker Brad og Janet for at være i ledtog med Dr. Scott (som er med i en undersøgelse om UFOer). I mellemtiden har Janet været sammen med Rocky Horror, og nu er alle mistænksomme på hinanden. Frank “fryser” Brad, Janet, Dr. Scott, Columbia (Franks tidligere groupie) og Rocky fast som stenfigurer for senere at klæde dem ud i dameundertøj til det store “Floor Show”.

Det sidste Floor Show er en af de bedste scener i filmen, hvor alle filmens hovedpersoner danser sammen i det klassiske undertøj, som Frank render rundt i. Under sangen “Rose Tint My World” bliver Frank “arresteret” af Riff Raff (den skumle butler) og Magenta (hans søster), som vil tilbage til deres hjemplanet Transexual, og det skal helst være uden Frank N. Further. De skyder derfor Frank med deres laser, og flyver af sted i slottet mod deres egen planet (en scene, Peter Jackson også brugte i Bad Taste fra 1987).

Skuespillere der kan synge

The Rocky Horror Picture Show er fyldt med herlig musik, grotesk humor, sex, flotte kulisser, og scener man aldrig glemmer. Persongalleriet er noget helt for sig selv, og man kommer til at holde af Brad og Janet, men også (og især) Tim Currys karakter Frank er en herlig sag, man ikke kan komme uden om. Uanset hvor modbydelig han end optræder eller er overfor sine gæster/ansatte, kan man ikke lade være med at have ondt af ham til sidst i filmen. De to tjenere Riff Raff og Magenta er et dejligt, gotisk par, som senere viser sig at være rumvæsner, hvilket nok vil overraske de fleste ved første gennemsyn.

Normalt vil en skuespiller ikke se direkte ind i kameraet, når han spiller sin rolle, og når det sker engang imellem kan det virke uprofessionelt og fjollet. Tim Curry gør det faktisk flere gange i The Rocky Horror Picture Show, men det er med til at give filmen et anderledes touch, og Curry gør det godt. Det vigtigste for en musical er naturligvis, at skuespillerne også kan synge. På film kan det være hip som hap, da man altid kan lægge lyden på bagefter. I The Rocky Horror Picture Show er der dog castet nogle gode sangere/skuespiller som Tim Curry, Barry Bostwick, Richard O’Brien og Susan Sarandon, der både spiller godt skuespil, overspiller, og synger rigtig godt. Meatloaf giver også et lille nummer i filmen som den frosne Eddie fra slottets katakomber – et yderst rockende nummer. Desværre hakker Frank ham ned med en økse, så det bliver ikke til mere end et enkelt nummer fra den gode Meatloaf.

Ritualer

Som nævnt er der opstået nogle ritualer, som fans udfører under filmen, når den bliver vist i biografen. Her smider de blandt andet med ris under brylluppet i starten af filmen, sprøjter med vandpistoler, og tager aviser over hovedet under “Over at the Frankensteins Place”. Senere i filmen smider de med toiletpapir, toastbrød, konfetti og kort. De mest hardcore fans iklæder sig også kostumer, der ligner skuespillernes, og indøver alle replikker samt bevægelser, scene for scene.

På den ene skive i sættet er der optagelser fra en biograf, hvor fans står og udspiller hele filmen nede foran lærredet. Det er meget sjovt at få et indblik i, hvordan nogle fans går op i en film, men for dem, der i forvejen ikke kan fordrage The Rocky Horror Picture Show, vil det nok ikke være så spændende at se.

Mange inspirationskilder

Filmen fortælles som et flashback af vores fortæller (Charles Gray), som sidder i et lille værelse med en masse bøger og dokumenter om de forskellige hovedpersoner. Han holder sig dog ikke kun til snak og crossover imellem scener, men synger med på nogle af numrene. Det er med til at gøre filmen lidt mere vanvittig og utrolig. Blandt de mange sjove og underlige scener, kan man tydeligt mærke de mange inspirationskilder, Richard O’Brien og Jim Sharman har haft, imens de skrev filmen. Der er mange referencer til andre klassiske film, som f.eks. Tarantula (1955), King Kong (1933), Forbidden Planet (1956) og Night of the Hunter (1955). I en af de sidste scener ser vi endda det berømte RKO Radio Picture-tårn, hvor Rocky kravler op i som en anden abe.

Den anmeldte version indeholder som nævnt også filmen Shock Treatment. Ud over, at man får to gode film i én pakke, indeholder versionen af The Rocky Horror Picture Show, desuden en ekstra skive med bonusmateriale. Af bonusmaterialet bør kommentarsporet med Richard O’Brien og Patricia Quinn fremhæves, med dets hyggelige skrøner fra produktionen af en af de – efter min mening – bedste film nogensinde.

The Rocky Horror Picture Show får varme anbefalinger med herfra, og jeg vil råde alle til få den set. Lad os alle synge i kor: “Let’s do the Time Warp again..!”

Anmeldt i nr. 32 | 13/06/2008

Stikord: Musical