Jacob Krogsøe
Ingen kommentarer

The Punisher: Velkommen tilbage, Frank

The Punisher: Velkommen tilbage, Frank
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Garth Ennis formår at give Punisher-karakteren nyt liv og leverer, sammen med Steve Dillons kække streg, et overflødighedshorn af vold og satire.

The Punisher: Velkommen tilbage, FrankUltravold, masser af action, humor, spænding og en sjov historie. Dertil kan man tilsætte satire og samfundskritik. The Punisher – Velkommen tilbage, Frank har det hele.

Lad mig præsentere Frank Castle

Men lad os først se på, hvem denne Punisher egentlig er. Frank Castle var en dygtig og ubestikkelig politibetjent med en høj moral. Det kostede hans kone og barn livet, mens Frank selv overlevede det angreb, der dræbte resten af familien. Forbryderne tog alt fra Frank, som han holdt af, og samtidig kunne loven ikke få ram på de skyldige. Så Frank blev til Punisher.

Han straffer dem, som loven ikke kan ramme, og han fungerer både som dommer og bøddel. The Punisher – Velkommen tilbage, Frank blev oprindeligt udgivet i 12 hæfter i USA i år 2000, mens den i Danmark er kommet som to lækre albums fra G. Floy Studio i år 2004, hvor oversætter Morten Lykkegaard endnu engang har ramt plet med sin præcise og ret sjove oversættelse.

Punisher, der blev skabt af Gerry Conway, så første gang dagens lys i The Amazing Spider-Man #129 (1974), og hans popularitet voksede støt op igennem 80’erne. Han er, hvad man kan betegne som en antihelt, uden superkræfter og med en voldsom trang til selvtægt.

Derfor er han også en meget atypisk Marvel-helt, som for det meste heller ikke har noget at gøre med andre dele af Marvel-universet. Dog optræder han ofte sammen med Daredevil, som da også kort er med i The Punisher – Velkommen tilbage, Frank.

De to har en masse til fælles; Daredevil er den blinde advokat Matt Murdock, som om dagen prøver at dømme de skyldige, mens han om natten fanger dem, der undgår loven. Han har, som Punisher, heller ingen superkræfter, men er yderst veltrænet, og har nærmest unaturligt gode sanser. Hvor Punisher imidlertid dræber folk, er Daredevil mere godhjertet. Han overlader dem blot til politiet. Derfor er det også en god idé at sætte de to sammen, da de både er meget ens og samtidig så forskellige som nat og dag.

Tilbage til New York
Punisher og Daredevil

Punisher og Daredevil.

I The Punisher – Velkommen tilbage, Frank har Punisher været væk fra New York i noget tid. Hvorfor og hvor længe ved man ikke, og det er også ligegyldigt. Historien begynder lige på og hårdt, og i løbet af den første snes sider har han allerede slået over ti skurke ihjel.

Det viser sig, at Punisher har set sig sur på gangsterkvinden Ma Gnucci og hendes familie. Så den grundlæggende historie i begge albums er hans kamp med Gnucci-familen. Dertil er der tilsat en del mindre og ret forrygende sideløbende historier.

For det første bliver den ene lejemorder efter den anden sendt efter Punisher, hvilket kulminerer, da en stor bøf, der går under navnet Russeren, angriber. Denne scene er helt fantastisk. Desuden følger vi to uduelige betjente, en nørdet mand og en lesbisk kvinde, som er gået sammen, da den ene skal fange Punisher og den anden Ma Gnucci.

Samtidig følger vi de tre personer, som Punisher bor i opgang med, og her kommer der en social kontekst ind i historien, når vi ser hvordan de tackler den almindelige hverdag alt imens de inddrages i Punishers konflikt.

Mr. Payback

Mr. Payback.

Den sidste og mest udsøgte sidehistorie handler om nogle andre selvtægtsfolk, der ser op til Punisher. Blandt dem finder vi den sindssyge præst fader Redondo, som dræber narkomaner og andet utøj, efter at de har skriftet hos ham. Så er der Mr. Payback, en stor bodybuilder i hvid undertrøje og med et rødt tørklæde om hovedet, der dræber ansatte i store multinationale virksomheder. Og sidst, men ikke mindst, er der familiefaderen Elite, der med sin hvide maske og hvide jakkesæt dræber de kriminelle, som laver snavs i hans ellers pæne kvarter.

Sidehistorien kulminerer, da de tre slår pjalterne sammen og opsøger Punisher for at bede ham om at være deres leder i det, de selv kalder Selvtægtspatruljen. Den helt ordinære actionhistorie og det skæve persongalleri samt de underfundige sidehistorier gør The Punisher – Velkommen tilbage, Frank til noget ret specielt, der bestemt ikke må undervurderes.

Ennis og Dillon skaber dejlig ultravold
Elite

Elite.

Forfatteren Garth Ennis har virkelig formået at give Punisher-karakteren et nyt aspekt, med alt den groteske humor, han har tilsat. Endvidere leger han med læserens fascination af vold og død. Man sidder og griner, mens en fed mand sætter sig på en anden mand, så denne kvæles, og lidt efter væmmes man, når Punisher brænder tyve skurke op med en flammekaster. Det er en svær balancegang som Ennis mestrer.

Dette understøttes af Steve Dillons enkle og meget klassiske amerikanske tegnestil, der veksler mellem det grotesk voldelige og de sitcom-agtige gengivelser af, hvordan folk gebærder sig i det moderne New York. Historien skrider frem i et afsindigt tempo, og det hele er afviklet med en stor forståelse for pacing og action.

The Punisher – Velkommen tilbage, Frank er en omgang uforskammet underholdning, der samtidig forsøger at have en kritisk tilgang til vold og selvtægt. Det hele er bare så overdrevet, at den dybere mening ofte drukner i underholdning, og det kan man kun sige tak for.

Historien er også dejligt uprætentiøs, hvilket er formildende i en tid, hvor alt skal være noget så alvorligt. Men det har måske også sin naturlige forklaring, da der jo som alle ved er sket en del alvorlige ting verden over, siden tegneserien udkom tilbage i år 2000.

Selvtægt
Russeren

Russeren.

Punishers selvtægtsstrategi har paralleller i filmens verden med 80’ernes actiondrenge som Sylvester Stallone i Rambo-trilogien (1982, 1985 og 1988), Arnold Schwarzenegger i Raw Deal (1986), Commando (1985) og Red Heat (1988) samt et utal andre. Og Conway må have hentet inspiration i Don Siegels Dirty Harry (1971), hvor den selvstændige Harry straffer skurke i San Franciscos gader.

Tanken om selvtægt er også dybt forankret i det amerikanske samfund, hvor de fleste ser det som en menneskerettighed at hævne sine nærmeste. Også når det gælder fly, der styrter ind i højhuse og andre terrorhandlinger. Det er som om, at mentaliteten er, at ild skal bekæmpes med ild, men det er en helt anden diskussion.

Punisher går skridtet videre, har ingen følelser, og hans krig mod de kriminelle fortsætter i en evig cyklus. To gange har Hollywood forsøgt at filmatisere ham, med blandet succes. Først var det Mark Goldblatts version fra 1989 med Dolph Lundgren i hovedrollen, og sidst var det Jonathan Hensleighs version fra 2004 med Thomas Jane i hovedrollen.

Ved første øjekast skulle man tro, at det var guf for Hollywood, men Punishers ekstremt voldelige univers er dog for kontroversielt. Så ingen af versionerne er så kyniske som man kunne ønske, og Punisher-karakteren bliver en anelse for patetisk. Men de er da begge hæderlige actionfilm.

De skyldige straffes
En mand straffes

En mand straffes.

Jonathan Hensleighs manuskript til 2004-versionen har hentet en del inspiration hos The Punisher – Velkommen tilbage, Frank, da scenen med russeren næsten er identisk i film og tegneserie. Endvidere er de tre personer, der bor i samme opgang som Punisher, med i filmen, og flere replikker og scener, hvor de indgår, er næsten overført direkte.

The Punisher – Velkommen tilbage, Frank er som sagt en gang ultravold tilsat sort humor. Den er rent visuelt ikke noget specielt, men tegningerne passer til historien. Det der kunne have været seriøse undertoner fortaber sig i det virvar af scener, der er med til at skabe en af de mest underholdende historier i lang tid. Så slå hjernen fra og nyd det, når Punisher straffer de skyldige.

The Punisher: Velkommen tilbage, Frank er venligst stillet til rådighed af G. Floy Studio.

5 stjerner

Titel: Velkommen tilbage, Frank
Originaltitel: Welcome Back, Frank
Seriens titel: The Punisher
Seriens originaltitel: The Punisher
Forfatter: Garth Ennis
Tegner: Steve Dillon
Farvelægning: Chris Sotomayor
Albumlængde: 2 x 136 sider
Dansk oversættelse: Morten Lykkegaard
hvid
Udkom i USA i 12 dele i 2000.
Udkom i USA som albums i 2001 på forlaget Marvel.
Udkom i Danmark i 2004 på forlaget G. Floy Studio.

Anmeldt i nr. 6 | 13/04/2006

Stikord: Satire, Selvtægt

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *