The Passion of Darkly Noon

The Passion of Darkly Noon er engelske Philip Ridleys anden spillefilm. Hans første film var novellefilmen The Universe of Dermot Finn (1988), og både den og hans første spillefilm The Reflecting Skin (1990), blev varmt modtaget af anmeldere og publikum.

Der var naturligvis derfor også en del opmærksomhed forbundet med instruktørens anden og, i skrivende stund, seneste film. Som filmskaber indskriver Ridley sig i rækken af nyere europæiske instruktører, hvis personlige og symboltunge film bliver smidt i kassen med påskriften “art film”, hvilket naturligvis er et mærkat, der kan diskuteres længe. Om Philip Ridley fortjener en plads blandt de store kunstnere, skal være usagt, men der er ingen tvivl om, at han gerne vil sælge Darkly Noon som noget sådant.

Tungsindigt, drømmende eventyr

The Passion of Darkly Noon er en ganske tungsindig film, der tager sig ud som et drømmende eventyr. Manuskriptet er skrevet af Philip Ridley selv, og det fremgår da også tydeligt, at man her har med en meget personlig film at gøre. Hele handlingen fremstår nærmest som én stor allegori, og alt i filmen har formodentlig en eller anden dybere symbolsk betydning.

Gennem en fortættet stemning af mystisk og verdensfjern eskapisme, har Ridley vævet en historie sammen om lidelse, kærlighed og jalousi. Endnu et lag af religiøs symbolik er smidt hen over dette, krydret med en række små detaljer, hentet fra folkeeventyrene. Hele stilen og stemningen vækker i høj grad mindelser om noget, Mike Figgis kunne have instrueret.

Dertil kommer nogle truende thrillerelementer såvel som antydninger af det overnaturlige. Det er altså en ambitiøs fortælling, vi her står over for, men det må desværre konstateres, at det højtflyvende kunstneriske univers, Philip Ridley skaber i sin film, ender som en skrækkelig banal historie, der hverken holder vand eller forekommer specielt dybsindig.

Faktisk er filmens stærkeste elementer nok Nick Bicâts score, der for alvor fremhæver det surreale i handlingen, og så John de Bormans kameraarbejde. En pudsig detalje er, at der fra Ridley ligger en pointe i filmens titel, som går helt og aldeles tabt i den danske forkortede titel, der ganske enkelt lyder Darkly Noon. Man må antage, at oversætteren enten ikke har forstået henvisningen til Kristi passion i titlen, eller ganske enkelt ikke har anet, hvad filmen handlede om.

Drengen Darkly Noon

Historien er henlagt til et tæt vildnis, langt inde i en dyb skov. Handlingen tager sin begyndelse, da vi ser den forkomne Darkly Noon bliver samlet op fra den skovsti hvor han er kollapset. Darkly spilles af en lidt famlende Brendan Fraser (med i bl.a. The Mummy fra 1999), som tydeligvis ikke helt har fundet sig til rette med rollen. En absurd detalje er i øvrigt, at Darkly Noon konsekvent omtales som en dreng – og er der noget den granvoksne Fraser ikke ligner, er det en dreng!

Den forkomne Darkly bliver fundet af Jude, en ung mand der arbejder for den lokale bedemand inde i byen. Jude er på vej op til den snedker der laver byens kister, og her tager han Darkly med op. Jude spilles af Loren Dean, i en lettere uinteressant rolle som den unge mand udefra, der har en evne til at dukke op på det rigtige tidspunkt. Dean kender vi efterfølgende fra film som Gattaca (1997) og Space Cowboys (2000).

Vi finder nu ud af, at denne snedker, Clay, der laver ligkisterne, er forsvundet. Kun hans blonde og konstant liderlige samleverske Callie er hjemme, og det er nu op til hende at pleje stakkels Darkly. Ashley Judd spiller den lumre Callie (set bl.a. i Eye of the Beholder fra 1999). Om hun gør det godt, er lidt svært at afgøre, men rollen må da siges at tiltrække sig den del opmærksomhed.

Erotisk spænding

Callie gør hvad hun kan for at tage sig af den ret besynderlige Darkly, der langsomt kommer til hægterne. Hr. Noon fortæller nu, at hans forældre er blevet dræbt på grund af deres tro, og vi får det indtryk, at de har tilhørt en eller anden form for fundamentalistisk kristen sekt. Det meget specielle navn som Darkly har, fandt forældrene ved at udvælge tilfældige ord fra Biblen.

Som dagene går, får Darkly Noon det bedre og bedre. Han begynder at hjælpe Callie i huset, og de to bruger en del tid sammen. Der fornemmes en konstant erotisk spænding mellem de to, der synes at vokse og vokse. Der kommer dog aldrig noget ud af det, for netop som man tror det skal til at udvikle sig, vender Clay hjem.

Clay er den snedker som Callie lever sammen med. Han er stum og spilles af Viggo Mortensen (især kendt for Jacksons Ringenes Herre-trilogi, 2001-03). Rollen er ret begrænset, men det lykkes faktisk for Mortensen at hente en del ud af karakteren, og det er da også ham, der får æren for at levere den bedste præstation i filmen.

Da Clay kommer tilbage, vendes der op og ned på alt. Den usikre Darkly forstår ikke længere sin egen rolle og trækker sig langsomt ind i sig selv. Clay er manden der har alt det Darkly ikke har, og vi bliver nu vidne til en magtkamp mellem de to kamphaner.

Trekantsdrama + mor

Et rent trekantsdrama forbliver det dog ikke, for midtvejs gennem filmen introduceres vi til Roxy – Clays moder. Hun spilles af Grace Zabriskie – nok bedst kendt som Laura Palmers mor i Twin Peaks (1990-91). Roxy lever også ude i skoven og fordriver tiden med jagt og med chikane af Callie. Darkly møder hende en tidlig morgen, og de to bliver venner med det samme. Roxy kan fortælle den unge Noon, at Callie er en heks der har fortryllet Clay, samt at hun er en ond kvinde der bør straffes.

Det er store ord, og Callie benægter også det hele, da Darkly senere konfronterer hende med det, Roxy sagde. Callie kan fortælle, at Darkly bør holde sig borte fra Roxy, det gør han bare ikke. Darklys jalousi vokser sig gradvist til had; både til Clay og til Callie, og netop dette driver ham tilbage til Roxy der nærer præcis de samme følelser.

Roxy forstår at plante de rigtige ideer hos den letpåvirkelige Darkly, og da Clays mor beslutter sig for at skyde knoppen af sig selv, bliver det for meget for Darkly. Det endelige skub ind i filmens slutfase kommer dog først, da den stakkels forvirrede Darkly Noon ser sine afdøde forældre – perforerede af skudhuller – fortælle ham, at nogen bør rydde op i skoven. Denne nogen er naturligvis Darkly, der vikler pigtråd om livet på sig selv og beslutter sig for at gå amok.

Tyk og gennemskuelig overlæsset handling

Det kan måske umiddelbart virke som om, der er blevet afsløret lidt for meget af filmens handling her. Det er der måske også, men sagen er den, at langt de fleste nok vil have regnet ud, at det er sådan filmen kommer til at forløbe fra det øjeblik hvor Clay vender tilbage. Alt, og jeg mener virkelig alt, i handlingen, er så tykt og gennemskueligt, at man tror det er løgn.

The Passion of Darkly Noon er med andre ord et meget simpelt jalousidrama, et lille kammerspil, overlæsset med så megen unødvendigt lir, at det halve kunne være nok. Man kunne nærmest fristes til at tro, at Philip Ridley har haft denne plotidé længe, men selv syntes at den var for enkel, hvorefter han har gjort hvad hun kunne for at intellektualisere den.

Måske er det netop dette der gør, at man bliver så irriteret på filmen, for som sådan er den ikke dårlig. Handlingen er langsom, men den drømmende atmosfære har nogle kvaliteter der holder én fanget. Sære og uforklarlige scener, som da en stor sølvstøvle driver forbi Darkly ude på en sø står stærkt og skaber i høj grad den stemning, som det hele lever på. Det er desværre bare ikke nok, for man overlæsses som seer med symboler og allegorier. Dermed forventer man automatisk også mere af en så prætentiøs fremstilling, men Ridley leverer bare ikke varen.

Latterlig dialog

Man tror hverken på karakteren Darkly Noon eller settingen, hvor god selve ideen om at lade det hele foregå i en skov så end måtte være. Det hele falder til jorden, ikke mindst på grund af den latterlige dialog. Netop dialogen er et emne der endnu ikke har været berørt.

Stort set alt hvad der bliver sagt i løbet af The Passion of Darkly Noon, bliver sagt med så megen patos og alvor, at alle karaktererne virker stive og uvirkelige på en måde som Ridley næppe har tiltænkt. Den eneste der klarer sig igennem uden alt for pinlige optrin, er Viggo Mortensen, men hans rolle er jo netop også stum!

Sammenfattende kan det konkluderes, at The Passion of Darkly Noon bestemt ikke er nogen god film. Når man spiller så højtideligt ud, er det næsten dømt til at gå galt på forhånd. Det kræver i hvert fald format at levere en sådan film. Det format har Philip Ridley tydeligvis ikke endnu, hvis han nogensinde får det. Darkly Noon er ikke en anbefalelsesværdig film, og, lidt ufortjent måske, gør den det rigtig, rigtig svært for sig selv.

Anmeldt i nr. 2 | 13/12/2005

Stikord: Artfilm, Skove