Martin Wangsgaard Jürgensen
Ingen kommentarer

The Nightcomers

Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

The Nightcomers er en visuelt flot, velspillet og stemningsmæssigt dragende film, men desværre er handlingen for uambitiøs og tynd.

The NightcomersEn af de nok berømteste spøgelseshistorier er Henry James’ kortroman The Turn of the Screw fra 1898. Historien har med sin komplekse struktur, betagende setting og slående persongalleri indfanget læsere i mere end hundrede år, og utallige skoleklasser er blevet haglet gennem fortællingens symbolik.

I historiens ganske intime handling følger man en ung guvernante, der får arbejde på et isoleret landsted, hvor hun skal tage sig af to børn, der lever alene med deres husholderske. Børnenes forældre er omkommet i en ulykke, og familien vil ikke tage sig af dem. Derfor lever de nu isoleret, afsondret fra kontakt med andre

Da guvernanten ankommer, går det snart op for hende, at der har udspillet sig en tragedie på stedet. Hendes forgænger og hushovmesteren omkom under mystiske omstændigheder. Det er imidlertid ikke alt, for snart bliver den unge dame overbevist om, at de døde går igen, og samtidigt, at dette har noget at gøre med børnene.

Forhistorie

I kortromanen bliver det aldrig eksplicit forklaret, hvad der skete, før bogen begynder, men netop denne forhistorie fik Michael Hastings mulighed for at skrive, og det blev til filmen The Nightcomers fra 1972.

Instruktionen blev overladt til Michael Winner, der bestemt ikke er én, man normalt forbinder med spøgelser og det victorianske England. Winner kendes nemlig bedst for hårdkogte kriminalfilm. Det var eksempelvis ham, der instruerede de første tre Death Wish-film (1974, 1982, 1985) med sin tilbagevendende stjerne Charles Bronson i hovedrollen.

Det kan man imidlertid ikke mærke på The Nightcomers, der er et genretro stilstudie udi den engelske spøgelseshistorie – blot udebliver spøgelserne paradoksalt nok helt, men mere om det senere. Lad os første kaste et blik på handlingen.

Svar på alle spørgsmål
Et blik ind i filmens stemningsmættede verden.

Et blik ind i filmens stemningsmættede verden.

Filmen begynder næsten nøjagtigt som The Turn of the Screw. De to børn, Miles og Flora, har netop mistet deres forældre, men ingen ønsker at tage sig af dem, og derfor arrangerer deres tætteste slægtning det sådan, at den unge Miss Jessel skal flytte ind på landsstedet og tage sig af dem sammen med husholdersken Mrs. Grose.

Den besynderlige Peter Quint (Marlon Brando).

Den besynderlige Peter Quint (Marlon Brando).

De to damer er imidlertid ikke alene på landsstedet, for den sære altmuligmand Peter Quint bor i et lille hus i den fjerneste ende af haven. Flora og Miles er stærkt tiltrukket af Quint, der har nærmest magiske evner. Han kender naturen som sin egen bukselomme, kender hemmeligheder, som ingen andre ved af, og vigtigst af alt har han svar på alle børnenes spørgsmål om livet.

Mens de to damer, Miss Jessel og Mrs. Gross, for alt i verden undgår alt, der ikke er sømmeligt, har Quint intet imod at tale med børnene om sex, døden, Gud og alt andet, som to respektable damer ikke diskuterer.

Sadomasochistisk spil
Børnene.

Børnene.

På den led går livet sin stille gang på landstedet. Våde tåger skyller ind over haven, huset tegner sig som en gotisk silhuet mod den efterårsgrå himmel, og børnene udforsker deres triste verden, der mest af alt minder om livet i et mausoleum. Det eneste som lyser op i Flora og Miles’ stille dødeverden er den utrolige Quint, der ikke synes at have stort andet at give sig til end at holde de to små beskæftiget.

Sådan ser det i hvert fald ud på overfladen, men så snart mørket sænker sig over huset, skifter han ham, og bliver til et glubsk rovdyr med smag for Miss Jessel. Quint er bestemt ikke nogen blid mand, og hans kærtegn må vel nok karakteriseres som voldtægt. Men bedst som vi tror den unge Jessel vil anmelde sin voldsomme elsker, står det klart, at hun kan lide det!

Et dukkebarn uden øjne.

Et dukkebarn uden øjne.

Det er et sadomasochistisk spil, de spiller, hvor Quint får lov at pine den stramme guvernante, mens hun foregiver at være bange. Der er med andre ord tale om et pikant, tabuoverskridende forhold, der bestemt ikke sømmer sig i et anstændigt hjem.

Den gamle havgasse Mrs. Grose kan naturligvis ikke undgå at bemærke, hvad der udspiller sig på Jessels værelse om natten, og da hun i forvejen har et horn i siden på den frække Quint, forbyder hun ham adgang til huset med trusler om at kontakte politiet, hvis han viser sig indendøre igen.

Den en eneste måde, de to elskende kan fortsætte deres kærlighed, er ved at bruge børnene som mellemled og medskyldige. Det går også let, men så begynder børnene at smede deres egne planer for at sikre sig, at de aldrig mere bliver forladt. Hvad det betyder, skal dog ikke afsløres her.

Alvorlige konsekvenser
Miss Jessel (Stephanie Beacham).

Miss Jessel (Stephanie Beacham).

The Nightcomers er i sin kerne et inderligt drama om jalousi, forbudte længsler og magt. Landstedets voksne udkæmper en aldrig åbent bekendt magtkamp henover hovederne på børnene, der må stykke deres verdensbillede sammen ud fra de tilfældige oplysninger, de får fra damerne og Quints utrolige fortællinger. De bliver passive tilskuere i et koldt og dysfunktionelt hjem, hvor der dybest set ikke er plads til dem. De passer ikke ind nogen steder, så da de endelig beslutter at tage vare på sig selv, får det alvorlige konsekvenser.

Alt dette er elementer, som allerede ligger i Henry James’ kortroman, og det filmens manuskriptforfatter Michael Hastings har gjort, er at forstærke og tydeliggøre det, som læseren ellers har måttet læse mellem linierne. The Nightcomers tager så at sige bladet fra munden, og udtaler alt det forbudte, som den oprindelig historie aldrig ville kunne gengive. Vi ser således børnene – der vel at mærke er søskende – efterligne Quint og Jessels masochistiske sexlege, og vi ser dem omtale hinanden som elskende.

Fremmed verden
Huset.

Huset.

Dermed er det også sagt, at The Nightcomers er en ganske bizar film med en ulmende stemning af fordærv og afstumpet sjælelig ondskab, der simrer lige under overfladen. Som beskuere bliver vi delagtiggjort i en fremmed verden, der slet, slet ikke er for os. Filmens stemning er dermed meget stærk og dybt fascinerende. Stedvist er den endda også uhyggelig, og i mange scener hviler der en ubestemmelig spøgelsesagtig stemning over det hele.

Det er, som om det hele emmer af død, og man forventer hvert øjeblik, at der vil optræde noget overnaturligt. Det gør der bare ikke. Filmens spøgelsesagtige stemning bliver aldrig til mere end blot stemning, og mange af de små besynderlige detaljer, der medvirker til at fremkalde denne stemning, forbliver uopklarede episoder. Hvorfor eksempelvis den lille Floras dukker mangler deres øjne, fortælles aldrig.

Synd og skam
En sexleg kan begynde.

En sexleg kan begynde.

Desværre er det ikke helt nok. The Nightcomers leverer varen som perverteret drama, men der mangler fremdrift i handlingen. Stemningen kan fastholde seeren i nogen tid, men aldrig fuldstændigt. Det er som om, at manuskriptforfatteren i sidste ende mistede modet, og stirrede sig blind på den på forhånd fastlagte slutning. Der mangler ganske enkelt noget kreativitet og noget overraskende i filmen, hvilket er synd og skam, for skuespillet er ganske fint, og instruktionen i topklasse.

Blandt skuespillerne finder vi i øvrigt Marlon Brando som Peter Quint og Stephanie Beacham som Miss Jessel. De har et forrygende samspil, og Thora Hird gør det også godt som den skrappe Mrs. Grose. Marlon Brando er jo nok kendt af de fleste, og damerne er hver især rutinerede skuespillere, der har optrådt i et hav af biroller gennem tiden. Børnene, der spilles af Verna Harvey og Christopher Ellis, er også overraskende gode, men ingen af dem fik efterfølgende nogen filmkarriere.

Ubestemmelig grød
Quint beretter til børnene.

Quint beretter til børnene.

The Nightcomers er en svær film at blive klog på, og der er ganske sikkert en hel del folk derude, der vil kalde den deres yndlingsfilm, og udråbe den som et stort mesterværk. Det er i hvert fald en film af den type, der lægger op til den slags. Den er visuelt fabelagtig, den fanger ånden fra den engelske spøgelseshistorie perfekt, og skuespillet er gribende. Det eneste problem er den snigende kedsomhed, der desværre melder sig midtvejs.

'Offeret' venter på voldtægtsmanden.

‘Offeret’ venter på voldtægtsmanden.

Det er dybt tragisk, for The Nightcomers kunne være blevet noget rigtig stort, hvis bare manuskriptet havde været lidt mere ambitiøst, og turde udvikle en selvstændig historie. Det gjorde Michael Hastings bare ikke, og dermed kommer filmen akkurat ikke over plankeværket. Den bliver hængende i en lidt ubestemmelig grød af høj kvalitet og metervare. Desværre.

Dog må man ikke undervurdere filmen, for den har helt sikkert meget store og fine kvaliteter. Navnlig folk der elskede The Others (2001) burde gøre sig selv den tjeneste at få set The Nightcomers, om ikke andet for at se hvor en stor del af stemningen er løftet fra. Med andre ord: Er du til spøgelsesfilm, er Michael Winners prolog til The Turn of the Screw tiden værd, det er bare en film af den type, der burde være langt, langt bedre end den er.

The Nightcomers er venligst stillet til rådighed af Sandrew-Metronome.

3 stjerner

Titel: The Nightcomers
Dansk titel: Den natlige gæst
Instruktør: Michael Winner
Manuskript: Michael Hastings. Baseret på karakterer fra Henry James’ kortroman The Turn of the Screw (1898)
Cast: Marlon Brando (Peter Quint), Stephanie Beacham (Miss Jessel), Thora Hird (Mrs. Grose), Harry Andrews (Husets herre), Verna Harvey (Flora), Christopher Ellis (Miles), Anna Palk (Den nye guvernante)
Producere: Elliott Kastner (producer), Michael Winner (producer)
Foto: Robert Paynter
Klip: Michael Winner som Arnold Crust Jr.
Musik: Jerry Fielding
Spilletid: 96 minutter
Aspect ratio: Widescreen
Lyd: Dolby Digital Mono
Sprog: Engelsk
Undertekster: Dansk, svensk, norsk, finsk
Produktionsland, år: England, 1972
Produktionsselskaber: Elliott Kastner-Jay Kanter-Alan Ladd Jnr Productions, Scimitar Productions
Distributør (DVD): Sandrew-Metronome (DK)
Udgave/region: 2

Anmeldt i nr. 26 | 13/12/2007

Stikord: Drama, Prequel, S&M, Victoriatiden

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *