Mogens Høegsberg
Ingen kommentarer

The Nameless

Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

The NamelessThe Nameless er en fremragende gyserroman af den engelske forfatter Ramsey Campbell. Det eneste kritikpunkt er slutningen, hvor Campbell tydeligvis har fået kolde fødder over for sit eget projekt, og således svigter både sig selv og sine læsere. Det ændrer bare ikke på, at hovedparten af romanen er aldeles isnende læsning.

Jeg er en garvet gyserfan, der har set mange gyserfilm og læst mange gyserromaner. Det har sine fordele, men det har også sine ulemper. Jo flere film, man ser, og jo flere bøger, man læser, jo sværere bliver det at finde noget, der virkelig kan skræmme én. Og let’s face it – når man sidder i biografmørket eller foran TV’et med en gyserfilm eller i lænestolen med en gyserroman, så vil man gerne skræmmes.

Koldt ned ad ryggen

Ramsey Campbell (f. 1946)

Ramsey Campbells roman The Nameless er den første gyserroman i meget lang tid, der har fået det til at løbe mig koldt ned ad ryggen – og det er en anbefaling, hvis nogen skulle være i tvivl. Igennem romanen opbygger Campbell en så fortvivlende, desperat og ond stemning, at de små hår rejser sig igen og igen. Dertil kommer at bogen er så hamrende spændende, at det er svært at lægge den fra sig, når man først er gået i gang.

The Nameless er en roman, som man ikke skal vide alt for meget om handlingen i. Følgende referat dækker derfor kun det absolut grundlæggende, og hvis man vil vide mere, anbefaler jeg på det kraftigste, at man anskaffer sig romanen, og læser den – og helst inden man ser Jaume Belaguerós spanske filmatisering Los sin nombre (1999). Dog er bogen læseværdig, selv hvis man har set filmen.

En speciel lille pige

Efter en prolog, der udspiller sig på dødsgangen i San Franciscos San Quentin-fængsel i 1940 og et kort teaser-kapitel, der finder sted i 1979, skifter scenen til England i slutningen af 1960’erne. Her møder vi romanens hovedperson Barbara og hendes lille datter Angela. Barbaras mand Arthur døde, inden Angela kom til verden, og nu bor Barbara alene sammen med den lille pige.

Det antydes på det kraftigste, at Angela er en speciel lille pige. Hun udstråler en aura af fred, der spreder sig til de personer, der er omkring hende, og over babymonitoren hører Barbara fra tid til anden den lille pige tale med nogen, selv om ingen er til stede. Selv om hun har svært ved at tro det, er Barbara inderst inde overbevist om, at Angela taler med sin døde far, der er dukket op som en slags skytsengel.

Men idyllen bliver brudt. En dag, mens Barbara er på arbejde, bliver Angela bortført. Tiden går, og der er ingen spor af pigen, og ingen melder sig med krav om løsepenge eller andet. Endelig en dag kommer politiet med en frygtelig meddelelse: et pigelig er blevet fundet, og alt tyder på, at det er Angela.

I live?

Handlingen hopper til 1979, hvor Barbara nu har sit eget litterære agentur i London. En dag ringer hendes telefon, og en ung pige siger ”Mor, det er mig.” Til at begynde med, tror Barbara ikke på, det kan være Angela, men tvivlen begynder at nage. Kan Angela stadig være i live?

Da pigen ringer igen, og giver Barbara instruktioner på at tage hen til en bestemt adresse i London, ender det med, at Barbara gør det – om ikke andet for at konfrontere den eller de personer, der kunne finde på at lave så led en spøg. Men i stedet får Barbara næring til sin tvivl, og snart starter hun en desperat eftersøgning efter sin datter, som hun langsomt får al mulig grund til at tro er faldet i kløerne på en særdeles ondsindet sekt af mennesker, der har frasagt sig deres navne, og derfor kun kendes som ”The Nameless”.

Så skal der ikke siges mere om handlingen, og i øvrigt vil jeg heller ikke sige mere om hvem De Navnløse er, og hvad deres mål er. At der er overnaturlige fænomener blandet ind i sagerne skal jeg dog ikke lægge skjul på, og det får læseren i øvrigt selv en fornemmelse af ganske hurtigt.

Iskold, ond og nihilistisk stemning

Det der gør The Nameless til en så fantastisk læseoplevelse – under forudsætning af, at man kan klare mosten – er Campbells skrivestil. Hans prosa skaber en fortættet stemning, hvilket han gør med relativt enkle midler. Han anvender mange metaforer til at fremmane en klaustrofobisk fornemmelse, kombineret med relativt sparsomme beskrivelser, der tvinger læseren til selv at skabe de fleste billeder. Samtidig mestrer han antydningens kunst: en sidebemærkning, der første gang man læser den virker ubetydelig, antager pludseligt helt andre, ildevarslende betydninger, når man støder på noget lignende igen. I Campbells prosa – og hans univers – er der ting i skyggerne, som man aner ud af øjenkrogen, men ikke kan se, når man vender blikket mod dem.

Det er primært stemningen, der gør The Nameless til en stor læseoplevelse, og det er ikke en rar stemning. Den er iskold, ond og nihilistisk, og næsten totalt blottet for håb. Selv om The Nameless intet har at gøre med H.P. Lovecrafts Cthulhu-univers, som Campbell også har skrevet inden for, har romanen stemningsmæssigt en hel del til fælles med Lovecrafts pessimistiske, misantropiske verdenssyn. Her er det bare ikke store kosmiske monstre, der er drivkraften – selv om noget meget slemt af overnaturlig karakter er på spil – men mennesker af kød og blod, uden navne.

Dertil kommer, at historien har et grundlæggende effektivt drive, der giver den en støt stigende spændingskurve, og som kulminerer i bogens næstsidste kapitel. Det er denne spændingskurve, der gør The Nameless til en vaskeægte page-turner, som man sluger i store, glubske bidder, fordi man ikke kan lægge den fra sig. Hvis man ser bort fra onde drømme, æder The Nameless ens nattesøvn af andre årsager.

Kolde fødder

Desværre er det også i slutningen, at tingene tager en drejning til det værre. Jeg skal ikke afsløre præcis, hvad der sker, men det er helt tydeligt, at Ramsey Campbell har fået kolde fødder. Slutningen virker påklistret – som om en anden slutning var planlagt, men ikke kunne accepteres af forlaget.

Romanens slutning kommer derfor som noget af en skuffelse efter 300 eminente sider, og man kan ikke undgå at føle sig snydt. Selv om man et eller andet sted håber på en anden slutning end den, Campbell bygger op til, er det alligevel en skuffelse, når dette håb faktisk bliver opfyldt. Man kan ikke undgå at føle, at man sidder med en bog, der har mesterværkspotentiale, men lige akkurat fejler – alene på grund af de sidste ti-tolv sider. Kender man Jaume Belaguerós filmatisering skal det lige siges, at afslutningen på de to intet har med hinanden at gøre, ligesom Los sin nombre i øvrigt på mange områder afviger kraftigt fra sit forlæg.

Den skuffende slutning skal imidlertid ikke afholde mig fra på det allervarmeste at anbefale The Nameless. Stemningen undervejs og den spændende handling er i sig selv nok til at gøre romanen til en stor læseoplevelse, som ingen fan af horrorlitteratur bør snyde sig selv for. På trods af slutningen er The Nameless en stor gyserroman, der viser en afsindig dygtig forfatter, som med relativt enkle midler fremmaner en iskold, mareridtsagtig stemning, hvor næsten al håb lades ude.

5 stjerner

Titel: The Nameless
Forfatter: Ramsey Campbell
Forlag, år: Tor Books, 1987
Format: Paperback
Sideantal: 312
hvid
The Nameless udkom første gang i England i 1981 på forlaget MacMillan.

Anmeldt af: Mogens Høegsberg | 13/02/2009

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *