Mogens Høegsberg
Ingen kommentarer

The Lost City

The Lost City
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Solid eventyrfilmmusik, der dog er lidt for stemningsmæssigt flyvsk til at brænde helt igennem.

The Lost CityThe Lost City er en eventyrfilm, der forsøger at gå 80’ernes klassiske film indenfor genren i bedene, ikke mindst film som Romancing the Stone (1984) og The Jewel of the Nile (1985).

Sandra Bullock spiller forfatteren Loretta Sage, der har skrevet en stribe romantiske eventyrbøger med den slagkraftige hovedperson Dash McMahon. På bøgernes forsider lægger modellen Alan Caprison (Channing Tatum) krop til Dash, og ved filmens start er Loretta og Alan på bogturné.

Her bliver Loretta imidlertid bortført af skurken Abigail Fairfax (Daniel Radcliffe), der har fundet ud af, at Loretta har baseret sine romaner på sin afdøde mands arkæologiske research. Nu håber Fairfax, at Loretta kan føre ham til en sagnomspunden skat.

Alan hyrer en tidligere militærmand, spillet af Brad Pitt, til at hjælpe med at finde Loretta, og så går den vilde skattejagt…

Talentfuld komponist

Musikken til The Lost City er komponeret af den uhyre talentfulde tyrkiske komponist Pinar Toprak, der fik et større gennembrud med sit score til Captain Marvel (2019).

Jeg var ikke helt så imponeret over Topraks score til Captain Marvel, som jeg havde været over nogle af hendes tidligere scores, men talentet er ubestridt.

The Lost City er også et rigtig fint score, og selvom Toprak bestemt ikke har været arbejdsløs de sidste par år – hun har leveret musik til DC-serierne Krypton (2018-19) og Stargirl (2020-) – kan man kun håbe, at flere og større opgaver venter forude.

Ældre forbilleder

Angiveligt skal Toprak have udtalt om sin musik til The Lost City, at hun havde til hensigt at genoplive stilen fra 1980’ernes eventyrfilm – altså film med musik af folk som John Williams, Alan Silvestri og andre.

Det kan man på sin vis godt sige, at Toprak har haft held med. Ikke i den forstand, at hendes score lyder som noget, John Williams eller Alan Silvestri kunne have skrevet – hendes score er ikke en pastiche over nogen af de to komponisters stil.

Men den generelle tilgang, med fokus på såvel eventyrdelen som de romantiske elementer og med et overordnet melodisk/tematisk fokus, er en klar arvtager til d’herrer Williams og Silvestris scores fra 1980’erne.

Man kunne for den sags skyld også smide en Jerry Goldsmith ind her – hans score til King Solomon’s Mines (1985) er ovre i den samme generelle stilistiske boldgade.

Men Topraks score er ikke desto mindre tydeligt moderne, for selvom hovedparten af musikken er symfonisk, stedvist med brug af både kvindelig vokalsolist og kor, indgår der også en del synthesizede/elektroniske elementer, der meget klart placerer scoret i 2022.

Derudover indgår der også enkelte andre instrumenter, bl.a. elektrisk og akustisk guitar samt trommesæt.

Fire klart definerede temaer

Der er fire klart definerede temaer i scoret, og Toprak spilder ikke tiden med at få dem introduceret. De to første temaer dukker allerede op i det første cue, “The Lost City of D”, mens det tredje tema høres første gang i cue nr. 2, “Pino Grigio on Ice”.

Det sidste tema må vi “vente” med at høre til det fjerde cue, “The Only Clue”, men så er det tematiske materiale også lagt ud.

“The Lost City of D” (nr. 1) lægger ud med det eventyrlige og fængende hovedtema – her med temaet i messingblæserne over rytmiske strygere og slagtøj. Senere i cuet, ved ca. 1:21, præsenterer Toprak så temaet for filmens drivkraft – skatten i den forsvundne by.

Skattetemaet fremføres oftest af kvindelig solovokal over afdæmpede strygere, og hvor hovedtemaet er kulørt eventyrmusik fra start til slut, er skattetemaet mere afdæmpet og atmosfærisk og slår en let mystisk eller hemmelighedsfuld tone an.

“Pino Grigio on Ice” (nr. 2) præsenterer os for Lorettas tema i en letbenet, småjazzet version, drevet af flygel, suppleret af trommer, træblæsere og lette strygere.

Lorettas tema er meget nært beslægtet med hovedtemaets første frase, men dog tilpas anderledes til, at der ikke bare er tale om et andet arrangement af hovedtemaet. Derudover har temaet, både i sin konstruktion og i den måde, Toprak hyppigt orkestrerer det på gennem scoret, en lettere komisk effekt, som selve hovedtemaet ikke har.

Skurkens tema får vi at høre ved ca. 1:39 i “The Only Clue” (nr. 4) – et tungt rytmisk motiv på syv toner, der ved sin første præsentation fremføres på messingblæsere over hvirvlende strygere, slagtøj og elektrisk guitar.

Veldefinerede, men spartanske

Det er disse fire temaer, Toprak bygger scoret op omkring, og går man analytisk til værks, kan man konstatere, at hun meget samvittighedsfuldt giver hvert tema nogenlunde lige meget plads i rampelyset.

De fire temaer indgår således i stort set samme antal cues, fordelt over scoret, og også når man kigger på antallet af gange, hvert enkelt tema optræder, er fordelingen forholdsvis ligelig.

Basal matematik siger naturligvis ikke så meget, når det handler om musik; det, jeg vil frem til, er, at scoret føles meget afbalanceret hvad det tematiske materiale angår. Det giver også en god helhedsfornemmelse, og man er aldrig i tvivl om, at Toprak er gået ledemotivisk til værks.

De fire temaer er hver især aldeles udmærkede, men man kommer ikke udenom en fornemmelse af, at hvor veldefinerede, temaerne end er, så er de også ret spartanske i deres udformning.

Eller sagt på en anden måde: Det er ikke langlinjede, komplekse temaer, vi står overfor her, med A- og B-temaer eller andre krumspring. Det er korte, fyndige temaer, der gør deres ledemotiviske og stemningsskabende jobs og så ikke meget mere.

Personligt havde jeg gerne hørt Toprak udfolde især hovedtemaet i højere grad, for temaet er faktisk virkelig godt, men det er bare ofte slut, før det virkelig er kommet op i omdrejninger.

Det samme gælder for skattetemaet, mens skurkens tema er så simpelt i sin konstruktion, at man her ikke kan undgå at synes, det er en smule klichépræget. Funktionelt er det imidlertid, og det gælder for samtlige temaer.

Samtidig må Toprak have den ros, at hun undervejs varierer hvert enkelt tema nok til, at hun på den måde overvinder temaernes lidt tynde konstruktion.

Variationerne sker i form af trunkerede antydninger, varierende orkestreringer, forskellige tempi osv. Altså helt almindelige filmmusikalske værktøjer, som Toprak anvender fermt her.

I den lette ende

Stemningsmæssigt kan scoret bedst beskrives som eventyrfilmmusik i den lettere ende. Trods enkelte effektive actioncues og lidt spændingsmusik hist og her, er komedien aldrig langt væk.

Alligevel må man sige, at Toprak formår at balancere de forskellige stemningselementer ret fint, også selvom noget af junglemusikken undervejs bliver en anelse for klichétungt for min smag.

Det gælder især cues som “You’re Safe Now” (nr. 5) og “The Island” (nr. 6), hvor settingen repræsenteres af masser af percussion, træblæserinstrumenter og sågar lyde (muligvis synthesizede), der imiterer aber eller lignende dyr.

Lorettas tema fungerer også hyppigt som et værktøj for Toprak til at bløde stemningen op, så den aldrig bliver for intens – f.eks. i et cue som “Gotta Go Up” (nr. 9), der indleder med effektiv symfonisk spændingsmusik, inden lidt let junglemusik (denne gang uden imiterede dyrelyde) fører ind i en fin udgave af Lorettas tema for bl.a. flygel og vibrafon.

Men der er også andre eksempler på, hvordan Toprak slår en forholdsvis let stemning an. “Hammock Extraction” (nr. 14) er f.eks. et rigtig fint cue, der indleder med strygere, fløjter og elguitar (med wah-wah-effekt), inden akustisk guitar og fløjte overtager.

Fin spændings- og actionmusik

Ikke desto mindre er det fortsat i de passager, hvor Toprak komponerer mere straight spændings- og actionmusik, at scoret virkelig liver op.

Ikke fordi den lettere og mere humoristiske musik er dårlig, men Toprak er så dygtig til at komponere spændings- og actionmusik, at det simpelthen bare er en fornøjelse at lytte til.

Indledningen til “Gotta Go Up”, inden stemningen letter, er f.eks. virkelig god. “Highly Trained & Very Dangerous” (nr. 10) er et decideret glimrende actioncue, hvor Toprak virkelig trykker speederen i bund og leverer musik, der lige så vel kunne komme fra en rendyrket actionfilm.

Bedst er dog nok “Set Your World on Fire” (nr. 15), der starter med dyster atmosfærisk musik, inden det slår over i energisk action, der minder mig kraftigt om noget, Michael Giacchino kunne have komponeret.

Det er for det første bestemt ingen skidt ting, og for det andet er det altså ikke fordi, Toprak kopierer her – hun komponerer bare indenfor samme energiske formsprog, som Giacchino gør, og jeg elsker den slags musik.

Flot eventyrmusik

Derudover leverer Toprak også nogle gedigent effektive cues, hvor det storslåede ved Lorettas eventyr træder frem. “The Tomb” (nr. 18), med stort kor i indledningen, er virkelig flot eventyrmusik, og det samme er indledningen på “Ruins Revealed” (nr. 7).

Knap så storslået, men ikke ringere, er cues som “Contoured Scenery” (nr. 11) og “Dulcius Ex Asperis” (nr. 20), hvor den romantiske musik i “Contoured Scenery” er rigtig god, bl.a. med en afdæmpet version af Lorettas tema, mens “Dulcius Ex Asperis” veksler mellem tilsvarende god romantisk musik og effektiv spænding og action.

Stemningsmæssigt flyvsk

Der er sådan set rigtig meget ved The Lost City, jeg virkelig godt kan lide, og der er 10-12 cues, der – hvis de stod alene – ville lægge op til en bedømmelse til fem stjerner.

Helhedsindtrykket er dog lidt for stemningsmæssigt flyvsk til så høj en bedømmelse, men der skal ikke være nogen tvivl om, at The Lost City er mere end bare almindeligt solidt håndværk.

4 stjerner

Nummerliste:
1. The Lost City of D (2:32)
2. Pino Grigio on Ice (1:39)
3. Book Tour (1:35)
4. The Only Clue (2:07)
5. You’re Safe Now (1:55)
6. The Island (1:02)
7. Ruins Revealed (1:21)
8. People Eat Cake (1:47)
9. Gotta Go Up (2:25)
10. Highly Trained & Very Dangerous (1:47)
11. Contoured Scenery (2:24)
12. Hands Out, Butt to Butt (1:16)
13. Alan Gets a Moped (1:44)
14. Hammock Extraction (1:16)
15. Set Your World on Fire (2:49)
16. It’s Not a Metaphor (1:25)
17. Watch Your Step (4:01)
18. The Tomb (3:36)
19. Fairfax Escapes (1:59)
20. Dulcius Ex Asperis (2:16)
21. Got Your Back (2:53)
22. A New Adventure Beginning (3:22)
23. The Final Countdown (1:13)
24. Danza De Dos (2:28)
25. Bolerito De La Isla (1:33)
26. Lagrimas Sin Fin (2:23)
27. Stage Mishap (Bonus Track) (0:44)
28. Book Trailer (Bonus Track) (1:41)

Total spilletid: 57:13

Titel: The Lost City
Komponeret af: Pinar Toprak
Orkestreret af: Jonathan Beard, Edward Trybeck & Henri Wilkinson
Dirigeret af: Anthony Parnther
Komponeret: 2022
Udgivet: 2022
Label: La-La Land Records

Anmeldt i nr. 200 | 13/06/2022

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *