The Lord of the Rings: The Two Towers

Midterdelen i Tolkiens The Lord of the Rings er den klart svageste del, både som roman og som filmen The Lord of the Rings: The Two Towers (fremover bare The Two Towers). Når jeg her siger svag, så skal man forstå, at det stadig er rigtig, rigtig godt.

Problemet med The Two Towers i romanformen er mest, at den er delt op i to bøger, som faktisk indeholder tre handlingstråde: Frodo og Sam, Aragorn og co. og Merry og Pippin. Det gør romanen lidt tung, rent dramaturgisk, og det har man i filmatiseringen forsøgt at råde bod på ved at sammenflette handlingstrådene, så der hele vejen igennem filmen klippes mellem de tre dele.

Problemer som filmatisering

Det fungerer desværre ikke specielt godt. Det skyldes nok mest, at delen med Frodo og Sam er meget svagere end de andre dele – særligt Aragorn og kompagni – og det gør, at man faktisk glæder sig til, at der klippes tilbage til Aragorn og drengene. Det bliver tydeligt, at de to dele er tænkt som individuelle bøger, og det kan alle de filmiske virkemidler ikke rette op på. Og derfor fremstår filmen ikke så helstøbt som hverken The Fellowship of the Ring eller The Return of the King.

Et andet kritikpunkt er relateret til filmens noget frie tilgang til forlægget – hvilket igen skyldes, at man har forsøgt at klistre dele sammen, så de gav mening i den store fortælling. Der er mange små fejl, som man sagtens kan se igennem fingre med; der er nogle store, der trækker ned; og så er der nogle ændringer, som i første omgang virker overflødige, men som ved nærmere gennemsyn fungerer ganske godt. Og så er der lige en passage, der i romanen kun fylder 10 sider, som får med fuld hammer i omkring en time, og som er én af hele filmtrilogiens stærkeste kort. Men mere om det senere.

For mange handlingstråde

The Two Towers starter præcis dér, hvor Fellowship sluttede. Vores helte er splittet op i to/tre grupper: Frodo og Sam er på vej mod Mordor, mens Aragorn, Gimli og Legolas er på jagt efter de orker, der har bortført Merry og Pippin. Og så begynder den store jagt/krydsklipning mellem de forskellige historiedele så.

Frodo og Sam får i deres endeløse vandring mod Mordor følgeskab af Gollum, og så sker der ellers ikke specielt meget andet. Lidt kedeligt for at sige det mildt. Merry og Pippin slipper væk fra orkerne og møder Træskæg. Også lidt kedeligt, men OK. Og så har vi filmens omdrejningspunkt: Aragorn, Gimli og Legolas og deres gerninger i Rohan, der kulminerer ved slaget ved Helm’s Deep. Og så ellers ikke mere om handlingen her.

Eksempler på ændringer

Tre markante ændringer, og man kunne tage mange flere frem, i The Two Towers, som kan få ”jeg-hader-når-man-laver-om-på-romanen”-folket op i det røde felt er: Måden hvorpå Théoden ”reddes”, Aragorns fald ud over klippen og elvernes ankomst til Helm’s Deep. Der er mange andre ændringer, men for mig er disse tre meget sigende om, hvorfor man har lavet de ændringer. Det skyldes ganske enkelt drama og en hurtig og effektiv måde at skabe filmisk drama på.

Med hensyn til elvernes ankomst, som på papiret er noget pjat i forhold til romanen, lavede jeg lakmustesten på mig selv, da jeg genså The Two Towers: Hvordan reagerede jeg følelsesmæssigt, da elverne ankom kort før slaget? Og jeg må ærligt sige, at jeg fik gåsehud og en klump i halsen. Så det virker MEGET episk og er godt indslag, når man nu bruger så meget filmisk krudt på ti siders i romanen.

Da Gandalf udfører en god gammeldags eksorcisme på Théoden i filmen er det en markant ændring fra romanen. I filmen gøres det med computergrafik, og Théoden bliver til en helt ny person. I romanen er det langt mere subtilt skildret, hvor den fysiske ændring slet ikke er til stede som på samme måde som i filmen – for slet ikke at nævne, at Théoden i romanen slet ikke er decideret besat af Saruman, men blot under hans indflydelse gennem Gríma Wormtongue og hans onde rådgivning. Ja, det skal gå hurtigt i filmen, men her går det for hurtigt!

Og med hensyn til Aragorns Indiana Jones-lignende styrt, ærgrer det mig hver eneste gang, jeg ser filmen. Det er letkøbt, og man kunne sagtens have undladt sekvensen, da der er rigeligt med drama i forvejen.

Et andet stort irritationsmoment er, at Gimli reduceres til en fransk klovn. Ja, man griner, men det underminerer fuldstændig hans karakter i forhold til romanen, hvor han faktisk er sej. Og sådan er der flere små detaljer, der irriterer, hvilket dog specielt var tilfældet i biografversionen. I “Extended Cut”-udgaven rådes der bod på flere fejl, og der kommer nye gode scener. Så The Two Towers vinder rigtig, rigtig meget i den udvidede udgave.

Slaget ved Helm’s Deep er filmens sjæl og hjerte

Alt i alt er The Two Towers hæmmet af, at man som tilskuer er lettere irriteret over mange elementer – og det gælder både dem, der kender romanen og dem, der ikke gør. For rent dramaturgisk har The Two Towers mange problemer, der gør, at man ikke ”bare” kan nyde den som et løsrevet værk i forhold til romanen.

Som selvstændig film fejler den på mange områder, specielt i forhold til vægtningen af de forskellige handlingstråde, men på lige så mange områder er den en triumf: Kulisserne og de valgte locations er mageløse. Musikken sublim. Effekterne er smukke, og skuespillet er i top – specielt Andy Serkis som Gollum brænder igennem.

Og så har The Two Towers et af trilogiens stærkeste kort i form af slaget ved Helm’s Deep. Det er så episk, at der nærmest driver episk ektoplasma ned af skærmen, når man ser filmen. Og da Aragorn opfordrer til det sidste ridt er jeg gang på gang rørt til, ja, tårer! Dialogen er episk i en nærmest umålelig grad:

”Ride out with me. Ride out and meet them”, Gimli blæser i hornet og Théoden svarer: ”The Horn of Helm Hammerhand will sound in the deep, one last time!”.

Så på trods af alle svaghederne er det for mig en mesterlig film, som viser, hvordan episk fantasy skal udføres.

Anmeldt i nr. 62 | 13/12/2010

Stikord: Fantasy, Filmatisering, J.R.R. Tolkien, Middle-earth