Michael Lillegaard Larsen
Ingen kommentarer

The Lord of the Rings: The Making of the Movie Trilogy

The Lord of the Rings: The Making of the Movie Trilogy
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Brian Sibleys bog om Peter Jacksons første Tolkien-trilogi kommer fint bag om den enorme filmproduktion, der vakte Midgård til live på film. Den er fin læsning for fans af filmene.

The Lord of the Rings: The Making of the Movie TrilogySenere i år er det tyve år siden, at den første film i Peter Jacksons Lord of the Rings– trilogi, The Fellowship of the Ring fik premiere.

Fra 2001 til 2003 var det en dejlig juletradition at få en film fra J.R.R. Tolkiens Midgård-univers og at se de tre film på det store lærred var i sig selv en kæmpe filmisk julegave.

Tolkien-eksperten Brian Sibley var meget entusiastisk om Jacksons gigantiske filmprojekt og fulgte med i det store arbejde, der foregik i New Zealand, hvor alle tre film blev optaget. De oplevelser blev samlet i bogen The Lord of the Rings: The Making of the Movie Trilogy.

Bag om tilblivelsen af Midgård

Selveste Gandalf himself, Sir Ian McKellen, står for bogens forord og anbefaler varmt Sibleys bog som den mest troværdige kilde til historien om, hvordan Jackson og hans hold skabte filmmagi i deres hjemland.

Der er en mini-biografi af Peter Jackson, der startede med at lave de groteske splatterfilm Bad Taste (1987), Meet the Feebles (1989) og Braindead (1992) foruden bl.a. det autentiske drama Heavenly Creatures (1994).

Med de film bag sig var det ret utroligt, at det blev ham, der filmatiserede Tolkiens mesterværk, men han viste den rette sans for drama og fantasi, der skulle til for at instruere en af de største fantasy-historier.

The Lord of the Rings: The Making of the Movie Trilogy kommer godt omkring det omfattende arbejde, der lå i at skabe Tolkiens verden og få den til at føles som historisk virkelighed fra en ukendt tid.

Richard Taylors Weta Workshop og scenografen Grant Major i samarbejde med de førende Tolkien-illustratorer Alan Lee og John Howe fik skabt et gennemført billedunivers, der også fortsatte senere med The Hobbit-trilogien (2012-14).

Weta Workshop stod for skabelsen af alle rekvisitter, rustninger, ork-masker, elver-ører og hobbit-fødder, og Sibley får spændende interviews fra de kreative folk, der tydeligvis brændte for deres håndværk.

Inden for visuelle effekter skabte Jacksons eget VFX-selskab Weta Digital afgørende innovationer. Der er ikke mindst tale om væsenet Gollum, som skuespilleren Andy Serkis lagde krop til via motion capture, mens computerfolk skabte hans digitale makeup.

De skabte også programmet Massive, der skabte crowd simulation-animationer, der gjorde, at man kunne vise tusindvis af krigere i de store krigsscener.

Bogen indeholder også interviews med de mange skuespillere om de udfordringer hver især havde med at give de ikoniske figurer liv. En af dem der kom sidst til castet var dansk-amerikaneren Viggo Mortensen, der erstattede Stuart Townsend i rollen som helten Aragorn, og det endte som bekendt med at blive til fordel for Mortensen.

Sibley snakker også til sidst med komponisten Howard Shore, der komponerede de fremragende scores. Shore har efterfølgende optrådt med musikken fra filmene verden over.

En spændende beretning om en klassisk filmtrilogi

Brian Sibley formår på lige knap to hundrede sider at skildre processen bag om de største og mest populære film fra nullerne. Bogen er skrevet med stor indsigt og passion af en mand, der var begejstret for at se sine yndlingsbøger filmatiseret med stor omhu.

Hvis man ikke allerede har The Lord of the Rings: The Making of the Movie Trilogy på bogreolen, så kan det anbefales at søge efter en udgave af bogen på nettet.

5 stjerner

Titel: The Lord of the Rings: The Making of the Movie Trilogy
Forfatter: Brian Sibley
Forlag: HarperCollins Publishers
Format: Paperback
Udgivelsesår: 2002
Sideantal: 194 sider

Anmeldt i nr. 183 | 13/01/2021

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *