Michael Lillegaard Larsen
Ingen kommentarer

The Little Book of The Avengers

The Little Book of The Avengers
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Kunstbogen The Little Book of The Avengers udforsker Marvels ultimative superheltegruppe The Avengers og deres visuelle historik.

The Little Book of the AvengersEt af årets største blockbuster-hits blev ikke overraskende den tredje Avengers-film, Avengers: Infinity War, hvor alle heltene fra Marvel Studios’ filmunivers kæmpede mod den tyranniske Thanos og hans forsøg på at udrydde halvdelen af alt liv i universet med brug af de seks evighedssten.

Ovenpå den mavepuster af en chiffhanger-slutning kan det kun gå for langsomt med at få den næste Avengers-film, der er del to af Infinity War-historien, og som kommer ud til næste år.

Mens man venter på den film, kan man udforske rødderne af det filmiske tegneserieunivers i kunstbogen The Little Book of The Avengers, der går igennem superheltegruppens historik fra de tidligere dage, hvor de var nogle få stykker, til nutidens version, der nærmest er en hær!

Mange årtier med The Avengers

Tegneserieforfatteren Roy Thomas har været en af Marvels mest produktive forfattere, og overtog redaktør-rollen fra Stan Lee (hvil i fred, du gamle mester!) i en periode tilbage i 1970’erne.

Han står her for bogens introduktion, der kommer ind på folks fascination af at se deres favorithelte kæmpe side om side med hinanden.

Tegner-legenden Jack Kirby var den visuelle arkitekt bag udseendet af de klassiske Marvel-figurer som Iron Man, Thor, Captain America, Hulk, Black Panther og mange flere. Så er det med rette, at mange af hans tegninger er at finde i bogen, og man bliver aldrig træt af at se dem.

Kirby har indenfor de senere år fået mere anerkendelse i kraft af de mange succesfulde Marvel-film, der bygger på det stof, han hjalp til med at udvikle sammen med Stan Lee.

Det mangler også bare, for Kirby var ikke uden grund “The King of Comics”. Der er også bidrag fra andre gamle mestre som Gene Colan, Sal Buscema, Neil Adams, John Romita og frem til nutidens talenter som John Romita Jr., Alex Ross og Bryan Hitch, der har givet superheltene deres friske look.

Det er dog fortidens tegneseriekunst, der dominerer i bogen, og der er nok til at give gamle fans et kick af nostalgi.

Man får masser af splash-sider, altså tegninger der er fordelt på to sider. Det er oplagt, når der er actionfyldte tegninger med et hav af helte, der danner fælles front mod de skurke, de ikke kan håndtere alene. Så en masse teamwork og tjubang i de flotte tegninger plus klassiske forside-tegninger.

En nogenlunde Avengers-kunstbog

Med alt det stof, Avengers har genereret gennem de sidste mange årtier, kunne The Little Book of The Avengers sagtens være endnu længere og tungere (og droppe “little” fra titlen).

Materialet kunne snildt klare yderligere hundrede sider, der kunne give et større perspektiv og overblik over Marvels ultimative gruppe af superhelte. Men ellers er bogen en fin julegave til den glade Marvel-nørd uanset alder.

4 stjerner

Titel: The Little Book of The Avengers
Forfatter: Roy Thomas
Udgivet: 2017
Forlag: Taschen
Format: Hardcover
Sideantal: 192 sider

Anmeldt i nr. 158 | 13/12/2018

Stikord: Superhelte

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *