Albummet er naturligvis baseret på R.A. Salvatores roman af samme navn, og Salvatore står da også som forfatter. Men det har været op til forfatteren Andrew Dabb at føre Salvatores romanform over på tegneserie. Dabb var også forfatter på de tre første albums i The Legend of Drizzt, og det har med al sandsynlighed været en vanskelig opgave. For hvis man læser anmeldelsen af romanen The Crystal Shard vil man se, at det er en ganske omfattende historie, der fortælles på de 333 sider.
Vellykket adaption
Jeg vil i det store hele mene, at Dabb har gjort et ganske fortrinligt job med sin adaption af The Crystal Shard. Som det er altid er tilfældet med en visuel gengivelse af en bog, hvad enten der er tale om en film eller i dette tilfælde en tegneserie, vil man risikere at skuffe en stor del af fanskaren. For hvilke detaljer er undladt, og hvad er tilføjet? I tilfældet med filmatiseringen af Tolkiens The Lord of the Rings (bog: 1954-55, film: 2001-03) så man verden over nørder gå i selvsving over at finde fejl og mangler. Det kunne man også gøre i tilfældet med The Crystal Shard, men i det store hele rammer tegneserien ånden i bogen, hvilket er det vigtigste. Jeg vil senere i anmeldelsen fokusere på nogle af de få mangler, som tegneserien har i forhold til bogen.
Mens Dabb har haft ansvaret for historien, har den visuelle del, som kan skuffe endnu flere, været lagt i hænderne på Val Semeiks. Semeiks er en garvet tegner, som både har arbejdet for DC og Marvel, og han er mest kendt for sit arbejde på serierne The Demon og Lobo. Og det er i den visuelle del, at albummet både har sine største styrker og største svagheder. Men mere om det senere.
Det store eventyr tager form
Tegneserieudgaven af The Crystal Shard følger ganske trofast handlingen fra romanen, så som resumé vil jeg henvise til anmeldelsen af romanen for at undgå at skrive det samme. Jeg vil i stedet bruge energien på at se på de essentielle forskelle, der er.
For det første bruger tegneserien ikke nok plads på at introducere Akar Kessel og selve romanens indledende passager. Vi går lynhurtigt til kampen med barbarerne, og her misser tegneserien nogle af de interessante intriger – bl.a. idéen med, at det er en mand fra Ten-Towns, der hjælper barbarerne med invasionen. I det hele taget springer tegneserien ganske let over den del, der beskriver barbarerne, og det er lidt ærgerligt, da den del af bogen er ret spændende. Men det gør bare tempoet endnu højere, end i romanen, og det må man sige støtter op om ånden i romanen.
Resten af mine anker mod fortællingen i tegneserien falder i samme boldgade, da der ofte springes over passager for at komme direkte til kampscenerne. I bund og grund rammer tegneserien dog ånden i romanen.
Hvis man læser anmeldelsen af romanen, vil man se, at jeg fremhævede tre eksempler på følelsesmæssigt impact. Tegneserien fanger to af de tre passager, og det må man sige er godt nok. For det første virker scenen hvor Drizzt ligger besvimet, og skånes på grund af sine heltegerninger ganske fint. Og for det andet er scenen, hvor Bruenor holder sine dværge tilbage, næsten identisk med den i bogen. For at understrege, hvor trofast Dabb er overfor Salvatores ord, vil jeg her komme med den tekst, der følger med, da Bruenor hører Wulfgars sang. Hvis man gider, kan man så selv sammenligne med den tekst, der står i anmeldelsen af romanen:
“Bruenor was about to order a retreat when he heard the first notes of an ancient hymn: The Song of Tempus. And he recognized the voice that led its stirring words.”
Den del som tegneserien ikke rammer, er der, hvor Bruenor skaber Aegis-fang. Her hører vi ikke om alle dværgens forberedelser, og passagen runger noget hult. Men igen er det småting, så lad os gå videre til tegningerne.
Anonymt formsprog
Som jeg skrev tidligere, er det i tegningerne, at albummet har sine største styrker og svagheder. Da fortællingen er så trofast overfor forlægget, og ikke tilføjer noget nyt, er det op til tegningerne at gøre udfaldet, som kan betyde succes eller fiasko. Semeiks er en garvet rotte, og det mærker man tydeligt. Tegningerne er pæne, men ganske anonyme, kedelige vil nogen måske mene, men igen rammer de ånden i Salvatores roman. Der bliver, som i romanen, skåret ind til benet, og tegningerne tilraner sig ikke unødvendig opmærksomhed, da de er tro mod historien.
Det er sådan set meget fint, men man kan så spørge, om tegneserien har et eksistensgrundlag, ud over at få folk til at smide penge efter den, da den ikke rent visuelt er specielt pågående? Som hardcore Salvatore-fan er det naturligvis et must for mig at have tegneserien, og jeg slugte den da råt. Alligevel vil jeg mene, at man hellere bør læse romanen. Godt nok er albummet farvestrålende og underholdende, men i forhold til romanen er det som at drikke en alkoholfri øl. Det smager sådan set meget godt, men det rykker ingen steder hen.
Det største problem med tegningerne er, at Semeiks ikke kan indfange den specielle måde, Salvatore har at beskrive kamp på. Godt nok er der flere blodige passager, men der er slet ikke den intensitet, som er til stede i romanen. Og hvis tegneserien skulle være blevet mere end en kulørt omgang underholdning, burde den i mine øjne have tilføjet romanen noget nyt ved at skildre kampscenerne på en spidsfindig visuel måde, som ikke kan lade sig gøre med ord alene. Men det kan den på ingen måder.
Så alt i alt er tegneserieudgaven af The Crystal Shard en noget ligegyldig udgivelse. Hvis man er typen, der ikke gider læse bøger, er den oplagt at anskaffe sig, hvis man vil have en omgang Salvatore-light, og det er i sig selv en ganske god anbefaling at få. Du kan købe den over nettet til 19 dollar, og i danske butikker kan du få den til små 200 kr.
Seriens titel: The Legend of Drizzt
Forfatter: Andrew Dapp (efter roman af R.A. Salvatore)
Tegner: Val Semeiks
Albumlængde: 144 sider
Udkom i USA i tre dele i 2006-07 på forlaget Devil’s Due Publishing.
Udkom som samlet album i USA i 2007 på forlaget Devil’s Due Publishing.
Anmeldt i nr. 24 | 13/10/2007
Stikord: Fantasy, Tegneserie efter roman
