The League of Extraordinary Gentlemen: Volume I

The League of Extraordinary Gentlemen Volume 1

Her har vi at gøre med et sandt overflødighedshorn af visuelle og fortællemæssige lækkerier. Dette bind udkom oprindeligt i seks hæfter, hvis forsider alle kan ses bagerst i albummet.

Efter den regulære tegneserie følger der et større appendiks, som bl.a. tæller en novelle af Moore, som omhandler en yngre Allan Quatermain. Desuden er der andre spøjse indslag, som eksempelvis et lille brætspil, en malebog og alt muligt andet. Der er virkelig kræset for os, og det hele er med til at gøre den samlede oplevelse det mere fuldbyrdet.

Alan Moore, der ikke behøver nogen nærmere introduktion, er hjernen bag dette dybt fascinerende værk. Og som tegner står Kevin O’Neill ikke tilbage for den mesterlige forfatter. Hans tegninger er så sublime, at man sidder tilbage både underholdt og med dyb respekt. Men lad os på de ingredienser, der tilsammen skaber et mesterværk.

Alt godt fra havet

Historien tager sin begyndelse i maj 1898. Verden står på tærsklen til et nyt århundrede, og videnskaben og den industrielle verden er på sit højeste. Men verden er ikke helt som vi kender den fra de gængse historiebøger. Moore har begået den genistreg at indflette personer fra fiktionens verden, og blandet det med en fantasi og det verdenssyn som vi kender det fra eksempelvis Jules Verne. Vi har alt fra usynlige mænd, monstre og underlige maskiner til østens magi.

Vi er som sagt i 1898, og ved Dover møder vi Mina Murray – kvinden der var gift med Jonathan Harker i Bram Stokers Dracula (1897). Hun har en aftale med den mystiske Campion Bond fra den engelske regering – naturligvis er der her en hilsen til Ian Fleming og James Bond, som bliver mere tydelig da vi hører at Bonds overordnede hedder M. Hun er den første som bliver rekrutteret til en hemmelig enhed, som skal hjælpe England mod alskens ondskab.

Efter en kort samtale med Bond bliver Mina hentet af et skib, og scenen skifter til Kairo, to måneder senere. Her ser vi Mina opsøge en ældre mand, der mest af alt ligner et lig. Han ligger på en skummel beværtning og indtager opium. Manden er ingen ringere end Allan Quatermain – legenden man kender fra Kong Salomons Miner (1885) skrevet af H. Rider Haggard. Årene har ikke været gode ved Quatermain, men Mina hjælper ham på benene og bistår ham i den kolde tyrker han må tage for at blive stoffri.

Med de to hovedpersoner på plads skal der findes nye medlemmer til gruppen, der i sidste ende kommer til at tælle følgende: Mina Murray, Allan Quatermain, Kaptajn Nemo (ham med ubåden Nautilus fra En verdensomsejling under havet (1870) af Jules Verne), Dr. Henry Jekyll – lægen der gjorde sig selv til monstret mr. Edward Hyde i Robert Louis Stevensons Dr. Jekyll & Mr. Hyde (1886) – og til sidst Hawlay Griffin, også bedre kendt som titelpersonen i H. G. Wells’ Den usynlige mand (1897).

Meta-mesterværk

Det er altså noget af en sammenblanding af forskellige personer fra fiktionens verden, som bliver samlet for at redde England. For noget er på færde i Londons rendestene, og en krig, der kan besegle byens og verdens skæbne, må stoppes af vores helte. Men først skal de lære at fungere som en enhed for at de kan bruge deres styrker maksimalt. Eksempelvis er den usynlige mand et vigtigt redskab, og det samme er de energier som mr. Hyde kan slippe fri. Samtidig fungerer trekløveret Murray, Quatermain og Nemo som gruppens hjerne.

Snart er de på sporet af en skurk – omtalt som Doktoren – der har relationer til den kinesiske underverden. Og som sporene trævles op går en nedslående sandhed op for gruppen, og de må finde ud af hvem de kan stole på, og hvem der har løjet for dem. Klimakset udfolder sig i himlen over London, og så skal der ellers ikke afsløres mere af det spændende plot. Bortset fra at den lægger op til at kunne fortsættes.

Opskrift på succes

Alan Moore har tilsat så meget fantasi, og så mange ideer og referencer til alt muligt, at man kunne frygte at hele massen ville koge over. Det gør den dog aldrig, og det er en imponerende bedrift.

For en kort bemærkning vil jeg lige nævne den horrible filmatisering fra 2003, hvor man netop ikke har kunnet finde den balancegang som Moore mestrer. Et andet nærliggende eksempel er filmen Van Helsing (2004), som også blander forskellige fiktionshistorier med hinanden, og dertil føjer et overskud af stil og effekter. Men den falder også helt til jorden, så man kan spørge sig selv, hvor Moore og hans tegneserie gør det rigtige?

I mine øjne skyldes det, at Moore formår at blande det menneskelige med det spektakulære. Bag alle de litterære referencer, den overdrevne teknik, volden, humoren, satiren og alt muligt andet, har historien et klart fokus på sine karakterer. Disse formår at udvikle sig, og kemien mellem eksempelvis Quatermain og Mina er velformidlet.

Kort fortalt gør de menneskelige aspekter af historien den spændende, og løfter fortællingen op over det man kunne kalde banal underholdning. Og filmen taget i betragtning, så er der stadig visse ting som filmmediet ikke kan gøre troværdigt, hvor tegneserien kan. Her menes naturligvis troværdigt indenfor fiktionens rammer.

På et tidspunkt, da gruppen er inde på deres hemmelige base på British Museum, ser man et billede af en gruppe mennesker. Disse er en gammel afdeling af det selv samme League of Extraordinary Gentlemen som vores helte nu repræsenterer. Sådanne små detaljer, som der er rigtig mange af, giver albummet tyngde.

Og når jeg siger helte må jeg lige tilføje noget. De er nemlig ikke klassiske helte, men mere afdankede personer som alle har set deres bedste dage: Quatermain er en aldrende mand, som både tvivler på sig selv og sine omgivelser. Nemo er i bund og grund en sørøver, som træder i karakter når det brænder på. Dr. Jekyll gemmer bag sin skrøbelige facade en massemorder, og den usynlige mand er en person med en noget tvivlsom baggrund.

Poe og Lovecraft har ikke levet forgæves

Som sagt har Moore lavet en blanding af diverse kendte skikkelser fra Victoriatidens fantastiske litteratur, og sammensat det med sin egen version af England omkring år 1900. De åbenlyse referencer har jeg berørt med hovedpersonerne, men der løber konstant en strøm af navne, som også er at finde i datidens litteratur. Eksempelvis er detektiven som de møder i Paris en herre ved navn August Dupin, som er en karakter fra en historie af Edgar Allen Poe. Og i den novelle, der følger efter tegneserien, optræder en mand ved navn Randolph Carter, som er en figur fra en Lovecraft-novelle.

Og sådan bliver det ved, hvilket gør historien desto mere fascinerende, og flere gennemlæsninger vil give flere informationer, som kan virke skjulte ved første øjekast. Albummet bærer naturligvis præg af, at det er en introduktion, hvor selve handlingen giver plads til at gruppen samles, og de personlige relationer klargøres. Men det kan jeg kun se som en positiv ting.

Alle Moores gode ideer ville imidlertid ikke have fungeret uden O’Neill. Nøgleordet er, at han formår at ramme den samme tone som Moore har lagt for dagen, og hans illustrationer er fyldt med fantasi og en detaljerigdom, som gør at man kan dvæle ved de enkelte billeder.

Som eksempel på dette vil jeg tage en middagsscene, hvor gruppen diskuterer de nærmere omstændigheder om deres næste træk. Billedet fylder en hel side, og man ser Mina stå for enden af et langbord, hvor de mandlige medlemmer sidder og “lytter”. Teksten på billedet er sparsom og består af en talebobbel, hvor Mina siger følgende: “No objections? Very well. We are resolved to track the “devil Doctor” to his den in limehouse and retrieve the cavorite. The motion is thus carried.”

På billedsiden er der til gengæld fyldt med informationer, som understøtter handlingen. Vi ser Quartermain ryge på sin pibe, stikke en kniv i et stykke ost, samtidig med at han sender Mina et tvivlsomt blik. Griffin sidder i en morgenkåbe, så man kan ane hvor han er, mens en cigaret svæver i luften, sammen med en kande, der hælder the op. Nemo kigger væk, tydeligt at han ikke lytter efter, hvad der bliver sagt, mens han ryger på en cigar og spiser noget blæksprutte. Dr. Jekyll stirrer tomt ud i luften, mens vi ser at hans ene hånd er fyldt med små piller og han har et vandglas i den anden hånd. I baggrunden ses et maritimt maleri, der er fyldt med blæksprutter i kamp med hvaler og hajer.

Stemningen er slået fast: der er splittelse i gruppen, og mændene hører ikke efter hvad der bliver sagt. Og sådan er det i hele albummet: stor detaljerigdom, som understøtter handlingen.

Manieret streg og toppen af poppen

O’Neills streg er manieret og meget speciel, og den kræver en vis tilvænning. Vi er meget langt fra realisme, men dette understøtter blot de fantastiske elementer i historien. Jeg har sjældent nydt det visuelle i et album som jeg gør det her, og det skyldes at O’Neill skaber et utroligt og troværdigt univers, som går hånd i hånd med Moores handling. Desuden er der en stor variation i størrelserne på de enkelte billeder, hvor O’Neill både leger med kompositioner og den gængse måde at lave tegneserier på.

Alt i alt har vi her at gøre med et mesterværk, som ligger på min personlige top 10 over de bedste tegneserier nogensinde. Den har så meget at byde på, og som en lille krølle på halen slutter historien med at man ser nogle lysende kugler på himlen, som direkte leder frem til fortsættelsen i bind to. Mere af den slags tak, hvor historie og illustrationer går op i en højere enhed.

Det hele virker som om det er Moores hjertebarn, og man sidder lamslået, imponeret og dybt underholdt tilbage, når man lægger albummet fra sig. Man føler sig som at barn igen når man ser Moore genoplive de litterære klassikere, og samtidig står værket på egne ben. Historien har en kant og en farlighed og berører voksne tematikker som død, misbrug, forlist kærlighed og personlig udvikling, som gør albummet til meget mere end bare underholdning.

Hold kæft hvor er det godt gået, og her på Planet Pulp sender vi vores varmeste anbefalinger.