Mogens Høegsberg
Ingen kommentarer

The Incredibles

The Incredibles
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

The Incredibles-scoret er måske nok for afledt af sine forbilleder til at kunne stå som et decideret mesterværk, men det er filmmusikalsk håndværk af allerhøjeste karat, og underholdningsværdien er formidabel!

The IncrediblesDa Michael Giacchino tilbage i 2004 blev hyret til at komponere musikken til Pixars The Incredibles, var han endnu ikke et stort navn i Hollywood.

Giacchino havde komponeret musik siden 1995, hovedsageligt til computer- og konsolspil samt enkelte kort- og tv-film, men han var endnu ikke for alvor slået igennem som komponist.

Inkarnerede filmmusik- og spilfans kendte ham dog udmærket for hans fine symfoniske musik til Medal of Honor-spillet (1999) og to af dets fortsættelser, det første Call of Duty-spil (2003) og Secret Weapons over Normandy (2003), ligeledes et computerspil.

Her havde Giaccino vist sig som en dygtig symfonisk komponist. På Medal of Honor-spillene emulerede han meget dygtigt John Williams, mens det i musikken til Secret Weapons over Normandy mere var Ron Goodwin, han kanaliserede.

I 2001 havde Giacchino fået foden indenfor i Hollywood som tv-komponist, da J.J. Abrams hyrede ham som komponist til agentserien Alias (2001-06), og J.J. Abrams og Brad Bird (der instruerede The Incredibles) har da også en stor del af æren for, at Giacchino på få år blev én af de mest benyttede filmkomponister i Hollywood.

2004 skulle da også vise sig at blive Giacchinos gennembrudsår, dels i form af The Incredibles, dels i form af en anden tv-serie med J.J. Abrams som en af idémændene, nemlig Lost (2004-10), hvortil Giacchino leverede glimrende musik gennem samtlige seks sæsoner.

Erstatning for John Barry

MIchael Giacchino (f. 1967).

MIchael Giacchino (f. 1967).

Egentlig var det slet ikke meningen, at Giacchino skulle have komponeret musikken til The Incredibles. Brad Bird havde indledningsvist hyret ingen ringere end John Barry til at komponere musikken.

Bird ville gerne have et James Bond-agtigt 1960’er-retroscore til sin film, og hvem bedre til at komponere det, end manden, der om noget var indbegrebet af den lyd, Bird var ude efter?

Som de fleste imidlertid ved, var John Barry ingen nem herre at arbejde sammen med, og det skulle vise sig, at Barry ikke var synderligt interesseret i at genbesøge den lyd, der havde været med til at gøre ham berømt.

Richard Kraft, der var Barrys agent, har siden fortalt om hele processen, og det er en historie, der er værd at læse i sin helhed. Den kan læses på hjemmesiden Perspective, og bærer titlen The Beyondness of Things: My Bittersweet Relationship with Barry. John Barry.

Helt kort fortalt, så leverede Barry tidligt i processen en række temaer, der var komponeret i hans på det tidspunkt vanlige stil: langsom og melankolsk. Barry sagde, at han kunne komponere Bond-agtig actionmusik i søvne, men at det svære var at finde temaet for den midtvejskriseramte far i filmen.

Bird ville rigtig gerne høre noget actionmusik, men han var opsat på at holde Barry på filmen, så han bad i stedet Barry – der havde fundet det svært at arbejde ud fra grove CGI-skitser og storyboards – om at komponere musik til teaser-traileren, som Bird havde temp tracket med Barrys tema fra On Her Majesty’s Secret Service (1969).

Resultatet skulle angiveligt have været rigtig godt, bortset lige fra en enkelt kort passage, hvor musikken lød som noget fra en western. Bird spurgte Barry, om han ikke lige kunne justere den del af cuet, hvorefter Barry prompte sagde op.

Og så var det, at Michael Giacchino kom ombord. Ingen han begyndte at komponere musik på fuld tid, havde Giacchino arbejdet som PR-mand hos Disney, og Bird og Giacchino kendte hinanden fra dengang.

Nu gik Bird til sin gamle bekendte, der i mellemtiden var blevet anerkendt for sin evne til at emulere andre komponisters lyd.

Barry, Mancini, Schifrin – og lidt Williams

Og man må sige, at Giacchino leverede varen! Hans score til The Incredibles er måske ikke præcis det, Bird havde håbet at få fra Barry, men en opdateret version af samme lyd, kombineret med andre indflydelser fra 1960’erne.

Det vil nemlig være løgn at sige, at Giacchinos score er hundrede procent rendyrket Barry. Selvom Barry uden tvivl er den klareste og mest direkte inspiration i The Incredibles, fremstår scoret som en kombination af Barry, Henry Mancini og Lalo Schifrin – og så med et stænk John Williams nogle få steder, bare for god ordens skyld.

Med andre ord fortsatte Giacchino på The Incredibles sin hidtidige trend med at emulere andre komponister, hvilket fik nogle filmmusikanmeldere til, med en vis nervøsitet, at efterlyse et score fra Giacchinos hånd, hvor han rent faktisk fik lov til at lyde som sig selv.

De forløbne knap 15 år har naturligvis lagt alle bekymringer i graven; Giacchino har så sandelig sin egen stemme som komponist, og set i bakspejlet kan man faktisk stedvist godt høre Giacchino selv i The Incredibles-scoret, også selvom hans egen kompositoriske stemme drukner lidt i alle Barry-, Mancini-og Schifrin-pasticherne.

Mange Barry-inspirationer

Den generelle lyd, Giacchino leverer på The Incredibles-scoret er som sagt stærkt influeret af Barry, men ofte med en mere udpræget big band-lyd, der går et skridt eller to videre, end Barry nogensinde gjorde i sine Bond-scores, og som er det, der gør sammenligningerne med Mancini og Schifrin uundgåelige.

Derudover er der også flere steder en større og mere voldsom symfonisk lyd, end Barry nogensinde brugte på sine Bond-scores, så selvom Barry-indflydelserne er over det hele, er det samlede indtryk noget mere blandet end bare ren Barry-pastiche.

Hvorvidt de mest direkte Barry-indflydelser i The Incredibles-scoret er et resultat af Birds temp track, eller om det er noget, Giacchino selv er kommet på, er svært at sige. Det kan vel også være en kombination.

De fleste af scorets Barry-indflydelser ligger i orkestreringen (bl.a. i den udstrakte brug af bl.a. xylofon) og i den stilistiske brug af både blæsere (bl.a. mange vrælende blæsere a la Goldfinger (1964) og andre Bond-scores fra 1960’erne) og strygere. Her kan der peges på et stort antal eksempler, men jeg skal nøjes med at udpege nogle få.

Det kunne f.eks. være brugen af pauker over en suspense-skabende strygerflade ved 0:39 i “Adventure Calling” (nr. 3).

Det kunne også være den meget barryske suspense med små blæserudbrud over en strygerflade fra ca. 0:20 i “Bob Vs. The Omnidroid” (nr. 4), eller den barryske suspense fra ca. 0:25 i “A Whole Family of Supers” (nr. 14), hvor brugen af metallisk percussion giver mindelser om Barrys Odd Job-musik fra Goldfinger.

Den slags stilistiske referencer til Barry er Incredibles-scoret proppet med, stedvist så subtilt, at man skal lytte virkelig godt efter (og kende sin John Barry) for at opdage dem.

Det gælder f.eks. brugen af dæmpet xylofon eller marimba fra ca. 0:42 i “New and Improved” (nr. 8), der synes at være en direkte reference til You Only Live Twice-scoret (1967).

Direkte referencer til Barry

Nu vi er ved de direkte referencer, så bliver Barry-indflydelsen nogle steder så åbenlys, at man kan pege på tydelige og direkte inspirationskilder for bestemte cues – eller i hvert fald dele af dem.

Giacchinos hovedtema – en blæserfanfare på 10 toner – er således direkte baseret på temaet fra On Her Majesty’s Secret Service, og flere cues er bygget op i direkte imitation af bestemte Barry-cues eller -temaer.

“Kronos Unveiled” (nr. 9) er fra ca. 0:57 og frem f.eks. en direkte efterligning af Barrys berømte “Capsule in Space”-cue fra You Only Live Twice, mens “Marital Rescue” (nr. 10) med sin konstante lilletrommerytme og overlejrende motiv er tydeligt inspireret af “Dawn Raid on Fort Knox” fra Goldfinger.

Endelig er “Road Trip” (nr. 16) direkte inspireret af Barrys “007”-tema, der debuterede i From Russia With Love (1964); indflydelsen bliver særligt tydeligt fra 0:58 og frem. Melodisk er cuet bygget op omkring en variation på hovedtemaet, men rytmisk er det ren “007”.

Som nævnt er der også et stænk John Williams hist og her, tydeligst i “100 Mile Dash” (nr. 14), hvor både strygere, slagtøj og blæsere flere steder er stærkt influeret af Williams, ja faktisk lyder dele af cuet som om, det kunne være inspireret af “Slalom on Mt. Humol” fra Indiana Jones and the Temple of Doom (1984).

Overbevisende brug af inspirationskilderne

Denne slags “find inspirationskilden” er en sjov leg, men det er intet værd, hvis ikke komponisten er i stand til at tage inspirationen og gøre den til sin egen.

Det evner Giacchino heldigvis, også selvom det kun er rimeligt at sige, at Barrys temaer alle er overlegne i forhold til det, Giacchino præsterer her – men alt andet ville også være underligt.

Til gengæld formår Giacchino at tage både den direkte inspiration fra Barry og den mere generelle stilistiske inspiration og indarbejde det overbevisende i et score, der aldrig står stille.

Stærkt tematisk funderet

The Incredibles er hele vejen igennem et stærkt tematisk funderet score, der især er baseret de to nært beslægtede hovedtemaer.

Det primære hovedtema gør sin entre i “The Glory Days” (nr. 1) lige fra begyndelsen i form af den tidligere nævnte fanfare på 10 toner.

Det sekundære hovedtema høres umiddelbart efter det primære, ved 0:05 i samme cue, og består af blot fem toner. Nogle gange høres det i en version med en ekstra, sjette, tone indsat, men under alle omstændigheder er temaet meget nært beslægtet med det primære hovedtema, uden at de to dog er identiske.

De to temaer i myriader af variationer udgør scorets tematiske rygrad, men det er ikke de eneste ledemotiver, Giacchino har komponeret til scoret.

Der er også et tema for Mr. Incredibles fan, Incrediboy, der udvikler sig til filmens primære skurk Syndrome. Hans tema, der også er klart beslægtet med hovedtemaerne, dukker første gang op ved 1:48 i “The Glory Days” i en uskyldig version, orkestreret primært for let slagtøj og fløjte, men udvikler sig siden i en mere truende retning.

Det gælder f.eks. den variation af temaet, der høres i begyndelsen af “Kronos Unveiled”, og temaet folder sig for alvor ud i sin fulde skurkagtige pragt ved 3:38 i “Saving Metroville” (nr. 17). Men faktisk dukker Incrediboy/Syndrome-temaet op i adskillige variationer – nogle mere letgenkendelige end andre – i anden halvdel af scoret.

Der er også et minimalistisk skurke-motiv på 2 x 4 toner for Syndromes enorme Omnidroids. Motivet høres et par gange, første gang i “Bob Vs. The Omnidroid” ved ca. 1:51.

Resten af familien Parr, aka The Incredibles, har faktisk også deres egen karaktertemaer – med undtagelse af babyen Jack-Jack.

Karaktertemaerne bruger Giacchino imidlertid kun flygtigt. Generelt synes de to hovedtemaer snart at opsluge de øvrige karaktertemaer – helt i tråd med filmens tema om, at det handler om at stå sammen som familie.

Helen, aka Elastigirl, har sit eget vidunderligt romantiske tema, der også er ret inspireret af Barry. Det høres desværre kun én gang, ved 2:29 i “The Glory Days”, og er nok det fineste tema i hele scoret.

Et tilsvarende smukt romantisk tema for teenagedatteren Violet er slet ikke kommet med på albummet (til trods for at albummet med sine 55 minutter levner rigelig plads på skiven); det høres i filmen, da Violet står udenfor gymnasiet og ser sin crush Tony.

Endelig er der et superheroisk tema for pre-teen-sønnen Dash. Det høres et par gange, første gang ved 1:28 i “100 Mile Dash”.

De to hovedtemaer er i udgangspunktet naturligvis knyttet til Bob, aka Mr. Incredible, men i løbet af filmen bliver det tydeligt, at Giacchino også bruger temaerne som generelt knyttede til hele familien Parr.

Big band og lounge jazz

Foruden action- og suspensemusikken, der fylder meget, er der også enkelte mere rendyrkede jazzede cues, f.eks. det fine big band-nummer “Life’s Incredible Again” (nr. 6) eller det mere lounge-prægede “Off to Work” (nr. 7), men helt generelt er både jazz- og big band-lyden et fast tilbagevendende element i scoret.

Det er her, musikken adskiller sig fra Barrys mere kontrollerede Bond-scores fra 1960’erne og i stedet nærmer sig noget, Mancini eller Schifrin kunne have begået.

Big band- og jazz-lyden kulminerer i det helt forrygende end credits-nummer “The Incredits” (nr. 19), der kommer omkring mange af scorets temaer.

“The Incredits” blev arrangeret af bandlederen Gordon Goodwin, der vandt en Grammy for arrangementet, og i Goodwins arrangement er cuet endnu mere vildt og løssluppent end det øvrige score.

Klassisk og moderne

The Incredibles er fra første til sidste sekund en forrygende lytteoplevelse, og især for dem, der elsker den svingende del af 1960’ernes filmmusik.

Det bedste er dog, at Giacchino til trods for alle sine inspirationskilder – først og fremmest selvfølgelig John Barry – formår at opdatere lyden, så den fremstår både klassisk og moderne.

Ja, The Incredibles er tydeligt inspireret af Barry, men det er ikke en rendyrket Barry-lyd. Den generelt mere jazzede big band-lyd er inspireret af Mancini og Schifrin, men scoret har heller ikke en rendyrket Mancini- eller Schifrin-lyd.

Det er inspirationer fra fortiden, filtreret igennem Michael Giacchino, hvis egen stemme som komponist måske nok bliver lidt klemt i sammenstøddet, men som ikke desto mindre er ansvarlig for at bringe de forskellige elementer sammen til et fungerende hele, samtidig med at han også bidrager med sine egne tematiske og ledemotiviske koncepter.

The Incredibles-scoret er måske nok for afledt af sine forbilleder til at kunne stå som et decideret mesterværk, men det er filmmusikalsk håndværk af allerhøjeste karat, og underholdningsværdien er formidabel!

5 stjerner

Nummerliste:
1. The Glory Days (3:32)
2. Mr. Huph Will See You Now (1:35)
3. Adventure Calling (2:24)
4. Bob Vs. The Omnidroid (2:53)
5. Lava in the Afternoon (1:31)
6. Life’s Incredible Again (1:24)
7. Off to Work (1:59)
8. New and Improved (2:15)
9. Kronos Unveiled (3:16)
10. Marital Rescue (2:19)
11. Missile Lock (2:08)
12. Lithe or Death (3:24)
13. 100 Mile Dash (3:08)
14. A Whole Family of Supers (3:28)
15. Escaping Nomanisan (1:47)
16. Road Trip (2:28)
17. Saving Metroville (5:03)
18. The New Babysitter (3:26)
19. The Incredits (7:21)

Total spilletid: 55:21

Titel: The Incredibles
Komponeret af: Michael Giacchino
Dirigeret af: Tim Simonec
Orkestreret af: Tim Simonec, Jack Hayes, Matthew Ferraro, Adam Cohen, Chris Tilton
Komponeret: 2004
Udgivet: 2004
Label: Walt Disney Records

Anmeldt i nr. 153 | 13/07/2018

Stikord: Superhelte

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>