Mogens Høegsberg
Ingen kommentarer

The House (Gustavo Santaolalla, 2022) [Mikroanmeldelse]

The House (Gustavo Santaolalla, 2022) [Mikroanmeldelse]
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Fint, skævt score til stop motion-animeret serie for voksne.

The HouseJeg er ikke den store fan af Gustavo Santaolalla, så det kom bag på mig, hvor godt jeg faktisk syntes om hans seneste score – til den stop motion-animerede Netflix-miniserie for voksne, The House.

The House er et aparte score – eklektisk i såvel instrumentering og stilvalg. Men det er præcis denne sammensætning, der også gør scoret så fascinerende, som det er, også selvom det bestemt ikke vil være noget for alle.

Scoret er komponeret for et mindre symfonisk ensemble og dertil lidt synth og diverse specialinstrumenter, herunder akustisk guitar (naturligvis), elektrisk guitar, moderne trommesæt og meget andet. Undervejs er der også et disco-track og en indisk raga – sidstnævnte naturligvis komplet med sitar og andre indiske instrumenter.

Dertil kommer et par cues med noget af det dybeste, mest gutturale strubesang, jeg nogensinde har hørt!

Den første tredjedel af scoret eksisterer, rent instrumenteringsmæssigt, i et forholdsvis konventionelt rum med klar fokus på det symfoniske ensemble, især strygerne. Men selv her er der noget skævt i det melodiske og tematiske indhold.

Santaolalla går veje med det melodiske indhold, der gør, at man ikke umiddelbart kan forudsige melodiens retning, og det giver musikken en karakteristisk “skævhed”, der også er virkelig original og frisk.

Der er et par tilbagevendende temaer, f.eks. det, der høres i “The House” og et andet, der høres i “Insect’s Parade”, men ellers er scoret ikke så sådan ledemotivisk funderet. Det er til gengæld de fleste steder temmelig melodisk, selvom enkelte cues også byder på dissonant musik. I “Into the Basement” bliver stemningen næsten horroragtig.

Ellers er stemningen overvejende melankolsk eller – for nu at genbruge begrebet – “skæv”.

Ved min første gennemlytning var jeg ikke helt sikker på, om jeg kunne lide scoret, eller om det i virkeligheden bare var Kejserens nye klæder, men flere gennemlytninger fik mig overtalt. Jeg er faktisk ret begejstret for The House, selvom det bestemt ikke vil være noget for alle.

Men om ikke andet bør Santaolalla have ros for at have begået et score, der ikke lyder som noget andet. Det er originalitet, og det er værd at sætte pris på!

4/6

Tracks: CD#1: 1. Opening (0:37), 2. Recurring Dream (2:05), 3. In Motion (1:32), 4. Mr. Vanchoobeak (1:00), 5. Parallel (1:42), 6. Corridors (1:33), 7. Home (3:29), 8. The Workers (0:54), 9. Horroris Causa (2:13), 10. Into the Basement (2:43), 11. Nightmare (0:56), 12. The Fire (2:05), 13. Home (New Beginning) (0:50)

CD#2: 1. Constructor Dream (1:00), 2. Bug’s Dance (4:39), 3. Clean, Hammer, Repeat (0:50), 4. Insect’s Parade (1:46), 5. At the Lounge (3:24), 6. Bug’s Trick (0:27), 7. Disco Kid (2:48), 8. The Musical Nightmare (2:06), 9. Pipe Dream (1:51), 10. Final Parade (1:42)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *