The Hills Have Eyes

Efter Wes Craven havde forarget det amerikanske biografpublikum i 1972 med sin voldsomme The Last House on the Left, skulle der gå hen ved fem år, før han på ny satte sig i instruktørstolen.

Da han vendte tilbage, var det med en langt mere tilgængelig film, der dog også for alvor cementerede Cravens status som makaber chokmeister – et ry han mere eller mindre har bibeholdt lige siden. Det står ikke helt klart, hvad instruktøren brugte de mellemliggende fem år på, for selv om han både klippede og endda medvirkede i nogle af Peter Lockes sexfilm, var det næppe nok til at fylde alle årene ud rent arbejdsmæssigt. Peter Locke er i øvrigt nok bedre kendt som producent, og det var da også ham, der var med til at skyde penge i The Hills Have Eyes.

Familieudflugt

I The Hills Have Eyes fører Craven os ud i en den californiske ørken. Den netop pensionerede politibetjent Bob Carter (Russ Grieve) har besluttet at fejre begivenheden med en stor familieudflugt. De skal ud at se “sunny California”, og Bob har medbragt sin kone Ethel (Virginia Vincent), sønnen Bobby (Robert Houston), datteren Brenda (Susan Lanier) samt den ældste datter Lynne (Dee Wallace), hendes mand Doug (Martin Speer) og deres lille spædbarn. Og så må man heller ikke glemme familien to store hunde.

Det er altså en rigtig familieudflugt, og bag den store bil har de da også spændt en enorm campingvogn med al den komfort, en amerikansk middelklassefamilie kunne ønske sig. Desværre får ferien snart en dødelig drejning, for i stedet for at tage den lige vej, beslutter Bob sig for at lægge vejen forbi nogle forladte miner i et gammelt militært øvelsesområde.

Indavlerede eneboere

At området har tilhørt militæret finder familien først ud af, da de stopper ved en gammel, ødelagt tankstation, der så absolut har kendt til bedre dage. Her får familien en lidt sær behandling af den ældre mand, der driver stedet, og det er under særdeles trykkede forhold, at de drager videre ind i den gudsforladte ørken.

Noget er imidlertid helt galt med stedet, for den gamle mand på tanken har ikke rent mel i posen. Han har åbenbart kontakt til ørkenens beboere, for selv om man skulle tro, det var løgn, så bor der rent faktisk mennesker ude i det golde landskab. De er i hvert fald en form for mennesker. Som vi seere nemlig snart finder ud af, drejer det sig om afstumpede, indavlede eneboere, der har dannet et helt lille familiesamfund, skjult for verdens øje, midt ude mellem ørkenens rå klipper.

Vi opdager også ret hurtigt, at de åbenbart lever af det, de kan finde – og stjæle. Der stopper legen dog ikke, for vi hører også snart, at de ikke kun nøjes med at snuppe, hvad de kan komme i nærheden af; den lille familie af psykopatiske vagabonder æder skam også, hvad de finder – det være sig eksempelvis hunde og mennesker! En helt særlig delikatesse skulle endda være spædbarn, og med mulighed for den slags på menuen, ved vi jo nok, at Bobs familie er på vej ind i problemer.

Tynd historie

Det hele går hurtigt galt for familien. Efter nogle timers kørsel væk fra tankstationen, begynder problemerne. Bilen kan ikke komme længere, og de har brug for hjælp. På det tidspunkt ved vi seere ganske udmærket, at familien bliver iagttaget ganske nøje. Det er da derfor også næsten hjerteskærende at overvære familiens rådslagning om, hvordan de skal tackle situationen, for naturligvis beslutter de sig for at dele sig.

Bob vil nemlig tilbage til tanken for at hente hjælp, mens svigersønnen Doug beslutter sig for at opsøge den gamle militærlejr, for som han siger, vil der måske være noget hjælp at finde der. Den unge Bobby må altså blive tilbage og passe på damerne. Man behøver ikke at have set ret mange film for at vide, at dette er opskriften på problemer, men Wes Craven fik ikke navn som gruens mester for ingenting. Han trækker sagerne ud, og spænder sit publikum på pinebænken, for før det for alvor går løs, lader han hundene være genstand for ørkenfolkets morderiske barbari.

Det ville være synd, meget synd endda, at afsløre for meget af handlingen her, for sandt at sige er historien ganske minimal, for ikke at sige tynd. Filmen er mere eller mindre ét langt angreb, som bølger frem og tilbage. Snart tror man, de kannibalistiske dræbere fra ørkenen har overtaget, snart tror man, det skal lykkes familien at slippe levende fra episoden.

Nogen klar fornemmelse af, hvem der overlever, og hvem der ender i suppegryden, får man ikke før helt til sidst, hvor Cravens gode hjerte trods alt løber af med ham og sætter historien med ryggen mod muren. Han postulerer nemlig et utænkeligt sceneri, som publikum muligvis ville tro kunne være en mulighed tilbage i 1977, men i dag køber vi ikke længere tanken om så rå koldblodighed på film. Hvad fanden det er, jeg snakker om her, skal naturligvis ikke afsløres. Se filmen i stedet, så får du det opklaret.

Tilbagevendende tema

Har man set The Last House on the Left er det tydeligt, at Craven fortsat er optaget af de selv samme idéer. Godt nok er de to film ganske forskellige i deres udtryk og udseende, men langt inde under al staffagen er det atter det småborgerlige Amerika, Craven konfronterer med en brutalitet og kynisme, der først lammer de gode borgere, men så driver dem ud i et åbent opgør med deres angribere.

Cravens grundlæggende postulat er det samme i både The Last House on the Left og The Hills Have Eyes; langt inde under de mange lag af god opførsel, dannelse og kultur, ligger der et udyr og slumrer i os alle. Presses vi hårdt nok, bryder det frem, og når det først sker, kan det være særdeles svært at skelne helten fra skurken, den retfærdige fra den uretfærdige eller bare voldtægtsmanden fra sit offer.

Det hele var ganske vist sat mere på spidsen i Cravens første film, hvor handlingen udspiller sig i et urbant forstadskvarter, men vi genfinder dog stadig de samme motiver i The Hills Have Eyes. Her ligger de bare kamufleret under en actionagtig historie, der blander en næsten postapokalyptisk stemning med et western-feel og elementer fra The Texas Chainsaw Massacre (1974). Det er dermed heller ikke nogen rendyrket horrorfilm, vi her sidder med, langt fra.

Intens men også fladpandet

Rent faktisk er filmen en blandet oplevelse i dag, for godt nok har den en fabelagtig stemning af ulmende ondskab og håbløshed, men samtidig lod Craven sig tydeligvis inspirere af Tobe Hoopers koncept fra The Texas Chainsaw Massacre om at lade sine hovedpersoner blive konfronteret med en hel familie af Ed Geinske kannibaler. Hvor tricket imidlertid hos Hooper bestod i at give publikum et minimum af informationer om sine mordere, går Craven linen ud, og afslører alt.

Dermed ryger en del af fortryllelsen, for de grusomme mordere bliver med ét en bande overspillende dilletanter, der kun bevarer et skær af troværdighed gennem deres hysteriske, næsten banale ondskab, og så Michael Berrymans besynderlige og skræmmende udseende. The Hills Have Eyes er således intens, stedvist afsindigt ubehagelig – navnlig scenerne der udspiller sig under angrebet inde i familiens campingvogn – og samtidig er filmen også umådeligt fladpandet.

Ganske vist fladpandet på en sjov måde, men det var nok næppe det, Craven sigtede efter i sin tid. Dog har filmen også mange helt intentionelle galgenhumoristiske træk, som vi genkender fra The Last House on the Left. Samtidig må man også konstatere, at instruktøren havde svært ved at holde gryden i kog. Historien var måske nok i sidste ende lige spinkel nok, for det er som seer lidt besynderligt at kunne bemærke, hvordan filmen gradvist går fra horror over i rendyrket spændingsfilm.

Visuelle kvaliteter

Visuelt er The Hils Have Eyes måske ikke ligefrem en perle, men den har helt åbenlyse kvaliteter, der først og fremmes bunder i det begrænsede cast og de øde locations. Det giver filmen præcis den håbløse fornemmelse, Craven sigtede efter, og ser man bort fra de veludførte voldscener, er det da også i det stemningsfulde portræt af landskabet, at filmen brillerer.

Filmens art director var i øvrigt Robert A. Burns, der kun havde arbejdet på The Texas Chainsaw Massacre før det. Efter sigende genbrugte han en del props i Cravens film, og det kan muligvis også være medvirkende til, at de to film virker så beslægtede som de gør. Hvad blod og vold angår, sigtede instruktøren helt bevidst efter at få en R rating, for at undgå den berygtede X rating, der ville betyde, at filmen kun kunne blive vist i pornobiografer og lignende.

Det lykkedes også, men man må sige, at The Hills Have Eyes på mange måder fremstår mindre rå og ubehagelig end The Last House on the Left, og så må man selv afgøre, om det er et kvalitetstegn eller ej. Om skuespillet som sådan er der ikke så meget at sige. Medlemmerne af den “gode” familie gør det alle hæderligt, mens den “onde” familie går over stregen, og ender desværre i ren karikatur uden den troværdige ondskab, Craven eksempelvis portrætterede i sin første film.

Vellykket remake

Filmen blev, som tidligere antydet, et kæmpemæssigt hit. Derfor var det da også nærmest uundgåeligt, at der på et tidspunkt skulle komme en toer. Den kom imidlertid først i 1985 under titlen The Hills Have Eyes Part II. Den blev sablet ned, og dermed skrinlagde Craven serien. Død og begravet forblev den dog ikke, for da remake-bølgen ramte Hollywood, blev filmen taget op og genindspillet af Alexandre Aja i 2006.

Genindspilningen har høstet overraskende mange roser, og skulle endda være blandt de bedste nyere remakes. Det samme kan dog ikke siges om fortsættelsen til remaken, der kom under navnet The Hills Have Eyes II i 2007. Den kan man eksempelvis finde nedslagtet her på Planet Pulp, men generelt var der bred enighed om fortsættelsen ringe kvaliteter. Så nu ser det rent faktisk ud til, at der heller ikke i denne omgang bliver indspillet en treer.

Sværvægter

The Hills Have Eyes har haft, og har fortsat, en uhyrligt stor fanskare, og det er sådan set ganske forståeligt. Det er en på alle måder charmerende film, som med sit unikke, nærmest postapokalyptiske take på en western-historie, er noget man hverken har set før eller siden. The Hills Have Eyes er en ener, og selv om det måske nok er at gå for vidt, når den bliver udråbt som en af 70’ernes bedste gysere, er den da klart blandt de mere spændende produktioner.

Desværre har den også sine negativer sider. Skurkene bliver for karikerede, handlingen kører i ring og stemningen viger gradvist for mindre interessante nævekampe. Det gør, at den måske ikke ligefrem fortjener mærkatet mesterværk, men den er en sværvægter indenfor horrorgenren, og en film som helt sikkert er pengene værd.

Anmeldt i nr. 27 | 13/01/2008

Stikord: Genindspillet, Kannibaler, Ørkenen