The Gruesome Twosome

4 minutters læsetid
The Gruesome Twosome

Effekterne i Herschell Gordon Lewis’ film er ikke synderligt godt lavet, og i flere af hans film kan man stadig se ofrene blinke og trække vejret, imens de bliver lemlæstet godt og grundigt. Alligevel er det dette, der bliver ved med at tiltrække publikum, nye såvel som gamle. Selvom blodet er lidt for rødt, skuespillerne stadig blinker imens deres indvolde trækkes ud af maven, og de bliver ved med at trække vejret, da de er stendøde, er der en vis charme over lige præcis sådan noget pjat.

Den historie der gør det ud for The Gruesome Twosomes 72 minutters spilletid er usandsynlig tynd, så det er ret imponerende, at manuskriptforfatteren har kunnet skabe en sammenhængende film.

Fra filmens bizarre start, hvor to flamingohoveder snakker sammen.
Fra filmens bizarre start, hvor to flamingohoveder snakker sammen.

Filmen indledes med en tre minutter lang samtale mellem to flamingohoveder, der er pyntet med parykker og øjne, mund og kinder af karton. Det hele er filmet i nogle afsindigt kedelige indstillinger og klippet med en hækkesaks, som man kun ser i en Herschell Gordon Lewis-film. Samtalen får en brat ende, da det ene hoved bliver dolket med en kniv og ketchupblod sprøjter ud. Ja, indledningen til The Gruesome Twosome kan virke yderst bizar for uindviede, men som kender af Lewis kan man ikke andet end more sig over de første par minutter, der kun er sat ind for at hæve spilletiden til lidt over en time.

Og så til handlingen…

Rodney skalperer filmens første offer.
Rodney skalperer filmens første offer.

En gammel dame og hendes søn ejer en parykforretning, der sælger ualmindeligt realistiske parykker, hvilket ikke er så underligt, når vi ved, hvordan den kære gamle kone laver dem. Med hjælp fra sin søn dræber hun unge piger, hvorefter sønnen skalperer dem, så de kan sælge deres hår videre til andre unge piger – for moden i denne film dikterer, at unge piger skal gå med paryk. På et nærliggende college hører snushanen Kathy (Gretchen Wells) rygterne om, at en morder er løs i området, og straks begynder hun at undre sig over, hvem det kan være.

Rodney og Mrs. Pringle.
Rodney og Mrs. Pringle.

Igennem sin kæreste og andre studerende får vi hurtigt slået fast, at Kathy er noget af en detektiv, der altid prøver at løse mysterier rundt omkring – en rigtig ”James Bond pige”, som hendes kæreste siger. Det er selvfølgelig hende, vi følger, og hende der er ”bestemt” til at opklare hele sagen, men først må hun igennem et par prøver, hvor hun får hele byen på nakken. Kort fortalt har vi at gøre med en historie i stil med ”Drengen der råbte ulv” – bare tilsat kvindelige dansere, klassisk Lewis-splat og en retarderet søn med en elektrisk kødkniv. Hvem kan ikke li’ det?

Forhastet og forlænget

Kathy (Gretchen Wells) – en person man elsker at hade.
Kathy (Gretchen Wells) – en person man elsker at hade.

Har man allerede har stiftet bekendtskab med Herschell Gordon Lewis’ film, har man en god idé om, hvad man går ind til. Sammenlignet med mange af hans andre film, virker The Gruesome Twosome dog som en meget forhastet film. Det virker som om filmen skulle laves så hurtigt som muligt, og intet rigtig har været gennemtænkt. Det kan man muligvis sige om mange af hans film, men man har alligevel kunnet mærke, at der var lagt en lille smule arbejde i dem. Historien, der er så åbenlys, at det næsten er en fornærmelse (selv for Lewis) kunne være skriblet ned på en serviet på et par minutter, hvorefter der bare er blevet tilføjet en masse ligegyldige scener, der forlænger spilletiden. Ligesom scenen med de to flamingohoveder er der endnu en scene, der er placeret i filmen udelukkende pga. den korte spilletid.

De to hovedpersoner er i drive-in-biffen, og sidder og kysser. Som publikum er det desværre ikke nok for os bare at høre filmen i baggrunden. Nej, vi skal også se den. Uheldigvis (for os) er den eneste indstilling i ”filmen i filmen” et dækket bord, hvor to usete personer sidder og spiser. Det går der så 4-5 minutter med.

Overspil

Rodney får en nål i øjet – filmens mest splattede scene.
Rodney får en nål i øjet – filmens mest splattede scene.

H.G. Lewis har prøvet at fikse hele herligheden op med lidt sort humor, der peger lidt i retning af hvad han senere brugte i The Gore Gore Girls (1972), men det virker ikke helt så godt i dette tilfælde. Skuespillerne er som man kan forvente: overspillende og ikke særlig gode. Men den gamle dame (Elizabeth Davis) tager virkelig kegler, når man snakker om overspil. Hendes karakter virker faktisk nogenlunde i ca. to sekunder af gangen når hun ikke snakker. Men hver gang hun får besøg begynder hun at snakke til sin udstoppede kat (eller er det en leopard?) og til kameraet. Hun ikke barer kigger ind i kameraet, nej hun taler direkte til kameraet som var hun en anden TV-kok!

The Gruesome Twosome er bestemt ikke en af de bedste H.G. Lewis film, men er selvfølgelig obligatorisk for alle splatterfans. Filmen er inkluderet i The Herschell Gordon Lewis Collection fra Something Weird Video, der indeholder de fleste af Lewis’ splatterfilm.

2 stjerner
Titel: The Gruesome Twosome
Instruktør: Herschell Gordon Lewis
Manuskript: Allison Louise Downe
Cast: Elizabeth Davis (Mrs. Pringle), Gretchen Wells (Kathy Baker), Chris Martell (Rodney Pringle), Rodney Bedell (Dave Hall), Ronnie Cass (Nancy Harris), Karl Stoeber (Mr. Spinsen), Dianne Wilhite (Janet), Andrea Barr (Susan), Dianne Raymond (Dawn Farrell), Sherry Robinson (Lisa), Barrie Walton (Neighbor Lady), Marcelle Bichette (Jane), Tom Brent (Neighbor Man), Mike Todd (Mike), C.A. Dukes
Producere: Herschell Gordon Lewis (producer), J.G. Patterson Jr. (associate producer), Fred M. Sandy (executive producer)
Foto: Roy Collodi
Klip: George Regas
Musik: Larry Wellington
Spilletid: 72 minutter
Aspect ratio: 1.85:1
Lyd: Mono
Sprog: Engelsk
Undertekster: Ingen
Produktionsland, år: USA, 1967
Distributør (DVD): Something Weird Video
Udgave/region: 1

Anmeldt i nr. 42 | 13/04/2009

Skriv et svar

Your email address will not be published.