Daniel Hvid
Ingen kommentarer

The Funhouse

The Funhouse
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

The FunhousePå trods af filmens langsomme begyndelse ender The Funhouse med at være en ganske glimrende slasherfilm fra de nostalgiske 80’ere.

Tobe Hooper sørgede for at sætte sit præg på gysergenren, da han lavede The Texas Chainsaw Massacre tilbage i 1974, men siden da er det gået støt ned ad bakke for den ellers så lovende instruktør. Med nogle få undtagelser har de fleste af hans film siden debuten virkelig været det argeste lort, og især de seneste par produktioner har været helt ude at skide.

Det meste har været TV-produktioner, enten i form af afsnit til Masters of Horror-serien (2005-06) eller snotbillige gyserfilm – her vil jeg med det samme fremhæve Crocodile fra år 2000, der faktisk er yderst morsom, hvis man er i humør til kæmpermonstre.

Men tilbage i 1981, før det virkelig gik galt for Hooper, lavede han tivoligyseren The Funhouse, som ikke er helt dårlig. Filmen oser langt væk af 80’er-nostalgi (også selvom den blev lavet i starten af årtiet), med neonlys i grønne og røde nuancer, højt hår og tilpas meget selvironi til, at det er sjovt og ikke tager overhånd.

Hyldest til Halloween og Psycho

Hyldest til John Carpenters 'Halloween'

Filmen åbner med en hyldest til både Carpenters Halloween (1978) og Hitchcocks Psycho (1960), hvor en lille dreng ifører sig en fastelavnsmaske og sniger sig ud på badeværelset, hvor han ”dolker” sin søster med en gummikniv. Det har ikke det store at gøre med resten af filmen, men er en fin måde at åbne op for løjerne, så vi ved, hvad der kan forventes igennem resten af filmen.

Den lille dreng, der forskrækker sin søster (Amy) i badet, bliver skældt ud og får som straf ikke lov til at komme med hende til det omrejsende tivoli, der er kommet til byen. Amys forældre har dog også forbudt hende at tage derud, da tivoliet har et uhyggeligt rygte. Dette lader Amy sig selvfølgelig ikke skræmme af, og hun fortæller de gamle, at hun tager i biffen med sin date Buzz og vennerne Liz og Richie.

Ikke et sted at opholde sig en mørk nat

Amy (Elizabeth Berridge)

Der bruges en del tid på at vise os rundt i tivoliet, lige fra spåkoner til pariserhjul og stripshow. Ikke vanvittigt spændende, men det er med til at underbygge noget af den stemning, der omfatter et omrejsende tivoli – men det er som om faren lurer over det hele, og ikke alt er, hvad det ser ud til at være. Mest uhyggelig er dog den maskebærende kæmpe, der skubber vognene rundt i tivoliets spøgelseshus og det bizarre freakshow, hvor vi blandt andet ser et menneskeligt misfoster i et reagensglas.

Vores tre unge venner..

Kort sagt er dette tivoli ikke ligefrem et sted, man vil opholde sig en kold og mørk nat – men det er dog hvad de to par beslutter sig for, og hvilket bedre sted end i Spøgelseshuset? Det er selvfølgelig ikke det smarteste valg, og det finder de snart ud af, da tivoliets ejer opdager, at de unge har overværet hans søn (den maskebærende kæmpe) myrde én af de andre tivolikolleger.

Hvordan det kommer til at gå for gruppen, vil jeg ikke afsløre her, men vil råde dig til at opstøve filmen, der på trods af sine små ujævnheder faktisk er ganske underholdende.

Langsom opstart

Misfoster-ko

The Funhouse er ikke nogen milepæl inden for gysergenren, men den er til gengæld en morsom lille sag fra dengang, hvor slasherfilmen stadig havde lidt at byde på. Samtidig leverer den nogle ret uhyggelige sekvenser, der måske ikke får dig til at hoppe i sædet, men nok vil kunne fremmane en kold rislende følelse ned ad ryggen.

Hooper bruger ret lang tid på at sparke sagen i gang, og der er unødvendig mange ting, han får trukket ned over filmens godt og vel halvanden time. Vi behøver f.eks. ikke at se alle de mange shows i tivoliet og ej heller følge Amys lillebror igennem det meste af filmen.

Den maskebærende kæmpe

Selvom det bidrager til filmens stemning, trækker det tænder ud, hvis man sætter sig ned for at se den anden eller tredje gang. Det langsomme tempo i starten er også grunden til, at filmen ikke får en højere karakter her på Planet Pulp, men efter de første 40-50 minutter begynder tingene dog at tage fart.

Lyssætningen skal fremhæves, da den byder på tonsvis af forskelligfarvede lys, som man kender det så godt fra bl.a. Argentos Suspiria (1977), og så lykkedes det faktisk for Hooper at fremmane en ganske skummel tivolistemning.

Ikke værre end en almindelig slasher

Og uden maske

The Funhouse opholdt sig for en stund på listen over de såkaldte video nasties i England tilbage i 80’erne, hvor film med voldeligt indhold blev censureret. Ser man The Funhouse i dag, kan man godt undre sig over, hvorfor netop denne blev smidt på listen, da den ikke indeholder de store blodsudgydelser eller voldsomme sexforbrydelser, som der f.eks. var i en film som Wes Cravens The Last House on the Left (1972).

I 1987 blev filmen udgivet uklippet, og den dag i dag er The Funhouse ikke værre end en almindelig slasher i stil med Friday the 13th (1980). I dag er filmen ude på DVD til en billig penge fra NTC Film, der er udmærket til prisen. Dog kan man undre sig over, hvorfor der figurerer en morderisk klovn på filmplakaten (og DVD-coveret), da den ikke er med i filmen på et eneste tidspunkt.

3 stjerner

Titel: The Funhouse
Dansk titel: Rædselshuset
Andre titler: Carnival of Terror
Instruktør: Tobe Hooper
Manuskript: Lawrence Block
Cast: Elizabeth Berridge (Amy Harper), Shawn Carson (Joey Harper), Jeanne Austin (Mrs. Harper), Jack McDermott (Mr. Harper), Cooper Huckabee (Buzz Dawson), Largo Woodruff (Liz), Miles Chapin (Richie), David Carson (Geek), Sonia Zomina (Bag Lady), Ralph Morino (Truck Driver), Kevin Conway (Funhouse / Freakshow / Stripshow Barkers), Herb Robins (Carnival Manager), Mona Agar (Mona – a strip show dancer), Wayne Doba (The Monster), William Finley (Marco the Magnificent)
Producere: Steven Bernhardt (producer), Derek Power (producer), Mark L. Lester (executive producer), Mace Neufeld (executive producer)
Foto: Andrew Laszlo
Klip: Jack Hofstra
Musik: John Beal
Spilletid: 81 minutter
Aspect ratio: 1.78:1
Lyd: Dolby Digital 2.0
Sprog: Engelsk
Undertekster: Dansk, svensk, norsk, finsk
Produktionsland, år: USA, 1981
Produktionsselskaber: Mace Neufeld Productions, Universal Pictures
Distributør (DVD): NTC Film
Udgave/region: 2

Anmeldt i nr. 72 | 13/10/2011

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *