Mogens Høegsberg
Ingen kommentarer

The Fog

The Fog
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

John Carpenters tilgang til musikken betyder, at The Fog er en forholdsvis langsom lytteoplevelse som selvstændigt album. Det forhindrer dog ikke scoret i at være ekstremt atmosfærisk og som filmmusik er det utroligt velfungerende.

The FogJohn Carpenters fine lille spøgelsesgyser The Fog havde premiere i 1980, og på dette tidspunkt i karrieren havde Carpenter stadig for vane at komponere musikken til sine egne film – for det meste i hvert fald.

Han komponerede selv musikken til spillefilmsdebuten Dark Star (1974), fulgt af Assault on Precinct 13 (1976) og Halloween (1978).

TV-filmene Someone’s Watching Me! (1978) og Elvis (1979) havde musik af henholdsvis Harry Sukman og Joe Renzetti, men med The Fog var Carpenter tilbage i rollen som komponist.

Først med Escape from New York (1981) indledte Carpenter sit mangeårige samarbejde med komponisten Alan Howarth, hvilket resulterede i scores, der bevarede Carpenters sans for det enkle og melodiske, men kombinerede det med lidt mere fyldige arrangementer.

Enkelheden fungerer

John Carpenter (f. 1948).

John Carpenter (f. 1948).

The Fog minder på mange måder om Carpenters banebrydende score til Halloween, både i den overordnede lyd – stort set alt er fremført på synthesizer af Carpenter selv, med lidt assistance fra synthesizerprogrammøren Dan Wyman – og i den grundlæggende simplicitet.

Her må man dog ikke forveksle simplicitet med simplistisk, for den enkelhed, Carpenter lægger for dagen i scores som Halloween og The Fog er på én gang vokset ud af Carpenters erkendelse af grænserne for egne evner og et ønske om at holde tingene enkle.

Carpenters musik er ikke simplistisk i den forstand, at musikken er mere ambitiøs end Carpenters evner rækker til og derfor bliver unødigt simpel; Carpenters musik er simpel i betydningen enkel, og enkelheden fungerer!

Rekontruktion

The Fog-scoret har været udgivet adskillige gange. Denne anmeldelse baserer sig på Silva Screen Records’ udgivelse fra 2012, der er fordelt på to skiver.

På første skive ligger den albumversion af scoret, Silva udgav tilbage i 2000; på anden skive ligger det originale filmscore – dvs. de originale film-mix af de enkelte cues.

Som det forklares i albummets liner notes, repræsenterer denne skive grundlæggende en rekonstruktion af de cues, der blev brugt i filmen, idet Carpenter ikke som sådan havde komponeret deciderede cues til specifikke scener.

I stedet havde Carpenter skabt en række forskellige koncepter – synth-flader, hovedtemaet, små motiver m.v. – der først blev endelig mixet sammen til allersidst.

Opgaven med at rekonstruere den musik, der reelt var i filmen, ud fra Carpenters originalmateriale tilfaldt Alan Howarth, der samtidig har remixet musikken fra mono til stereo.

Det betyder, at skive nr. to på Silva Screens 2012-udgivelse reelt repræsenterer det komplette score, som det høres i filmen, mens albumversionen, der ligger som skive nr. et, er et helt andet mix af Carpenters originalmateriale.

Der er derfor elementer på albumversionen, som ikke findes i det egentlige score. Derfor er det selvfølgelig også fint, at have begge skiverne med i samme udgivelse.

Når det er sagt, er det dog relativt begrænset, hvor meget “nyt” materiale, der findes på albumversionen; i de fleste tilfælde er der tale om variationer på det materiale, der blev brugt i filmen.

Af samme grund vil jeg i det følgende koncentrere mig udelukkende om musikken på skive nr. to, altså Howarths rekonstruktion af musikken, sådan som den blev brugt i filmen.

Velfungerende

Som sagt må man ikke forveksle simplicitet med simplisme, og Carpenters score er da også et særdeles velfungerende filmscore, der er bygget omkring flere temaer og motiver.

Temaerne og motiverne er måske nok uhyre enkle, men ikke desto mindre fungerer de som tematisk lim scoret igennem og giver musikken et tilfredsstillende helhedspræg.

At kalde motiverne for ledemotiver i den klassiske forstand vil nok være for meget, også fordi Carpenter, som nævnt ovenfor, ikke komponerede til filmen som sådan. Musikken blev altså komponeret løsrevet fra billederne og først senere tilpasset de enkelte scener.

Det er en teknik, nogle komponister har fået til at fungere godt, mens andre slet ikke har kunnet få det til at virke. I Carpenters tilfælde fungerer det nok især godt, fordi musikken er så enkel, som den er, og altid primært fungerer som generel stemningsskabende lydtapet.

Der er altså kun sjældent tale om, at der skulle være regulære sync-points mellem film og lyd, selvom det naturligvis forekommer hist og pist undervejs, især i form af “stingers” – pludselig udbrud eller lydeffekter, der skal skabe en chokeffekt.

Denne tilgang til musikken udelukker naturligvis ikke brugen af ledemotiver, men motiverne i The Fog-scoret synes primært at fungere som en generel del af den stemningsskabende musik og ikke specifikt knyttet til bestemte personer, steder eller ting.

Næsten helt synthesizet

Scoret er som sagt næsten 100 % synthesizet – ja var det ikke fordi, The Bowling Green-Warren County Chamber Orchestra var krediteret i albummet, ville jeg nok have sagt, at scoret var rent synthesizet. Men der må altså være enkelte akustiske elementer undervejs.

Som vanligt for Carpenter består musikken af en kombination af dronende synthflader, synthpulser og melodiske elementer, der fremføres med forskellige “instrumenter”.

Nogle steder bruger Carpenter synthesizerne, så de lyder som flygel eller piano, andre gange bruger han en mere tydelig synthesizet lyd.

Dertil kommer mere ubestemmelige (men synthesizede) lydeffekter, der finder anvendelse undervejs og altså også det tidligere nævnte tågehorn, der anvendes diskret, men effektivt, i adskillige cues.

Beslægtet med Halloween

The Fog-hovedtemaet er et enkelt, men virkningsfuldt tema på 17 toner, der altid gennemspilles ad to omgange – først med flygel-lyd, derefter med en mere traditionel synthesizet lyd.

Temaet har et meget tydeligt slægtskab med temaet fra Halloween, men er på sin vis endnu enklere – Halloween-temeet består trods alt af to separate dele: Flygelostinatoen og selve temaet. The Fog-temaet er udelukkende det enkle 17-tone-tema, typisk over en gentagende synth-puls.

Det fulde hovedtema dukker faktisk først op i “Andy On the Beach” (nr. 4), men inden da har vi hørt det i en nedskaleret version, der fungerer som et selvstændigt motiv.

Dette motiv høres allerede i indledningen af “Ghost Story” (nr. 1) og er en fast bestanddel hele vejen gennem scoret.

Det består af i alt 12 toner fordelt på tre toner, der gentages fire gange, og hvor udgangstonen for hver gentagelse er lavere.

Carpenter reducerer i øvrigt det allerede enkle motiv yderligere, og i mange tilfælde dukker det kun op i form af 1 x 3 toner. Til trods for dette er motivet alligevel øjeblikkeligt genkendeligt.

Der er yderligere et par småmotiver undervejs, herunder et, der i princippet bare består af tre akkorder – det høres f.eks. også gentagne gange i “Ghost Story” og er en gennemgående idé i hele scoret.

Enkelte motiviske og tematiske idéer dukker op isoleret i et enkelt cue, f.eks. det meget Halloween-lignende mikromotiv, Carpenter introducerer i “Fog Reflection” (nr. 15) eller det mere udviklede tema, der danner basis for “Stevie’s Lighthouse”.

Endelig er der også et melankolsk, stemningsfuldt tema, der høres enkelte gange undervejs og som første gang præsenteres i “Walk to Lighthouse” (nr. 10).

Variationer på synth

Disse temaer og motiver lægger Carpenter henover forskellige variationer af dronende synthflader og pulserende synthlyde. Nogle gange er de dronende synthflader lave og langsomme; andre gange er de sat i et højere toneleje og højere tempo.

Cues som “Andy on the Beach” (nr. 4), “Andy’s In Trouble” (nr. 16) og dele af “The Fog Enters Town” (nr. 17) er med sine insisterende, pulserende synthesizere indbegrebet af det, mange forbinder med John Carpenters musik.

Selve tågen – filmens omdrejningspunkt – har ikke som sådan sit eget motiv eller tema, men beskrives musikalsk på forskellige måder i løbet af scoret.

I “Seagrass Attack” (nr. 3) er det som en lav, rumlende synthdrone, i “The Fog Approaches” (nr. 13) er det med brug af nogle af de ovennævnte motiver over en anden lavmælt synthdrone og i “The Fog Enters Town” med adskillige synthpulser, -beats og –droner, der overlejrer og afløser hinanden og skaber en fornemmelse af tågens ubønhørlige fremdrift.

Der er også cues undervejs, der ikke byder på så meget, rent musikalsk, men som primært består af lavmælte, dronende synthesizer-flader. Det er ikke så interessant at lytte til, løsrevet fra filmen, men effekten er umulig at benægte og som filmmusik er det glimrende.

Langsom lytteoplevelse

Carpenters hyppige brug af langstrakte synthflader, overlejret af de forskellige småmotiver, og enkelte cues, der næsten udelukkende består af dronende synthflader, betyder, at The Fog er en forholdsvis langsom lytteoplevelse som selvstændigt album.

På den måde er The Fog-scoret langt fra så pågående og dynamisk som f.eks. Halloween og slet ikke så sprælsk og mangefacetteret som f.eks. Escape from New York.

Dermed er der uden tvivl også nogle, der vil finde The Fog lettere kedsommeligt. Så vidt vil jeg bestemt ikke gå, men som album er der ingen tvivl om, at det er mindre umiddelbart engagerende end de to ovennævnte.

Som filmmusik er The Fog imidlertid glimrende. Det drypper af atmosfære, er stedvist virkelig creepy og som helhed står det som et eksempel på, at less is more – i hvert fald nogle gange.

4 stjerner

Nummerliste:

CD #1:
1. Prologue from The Fog (med dialog) (2:36)
2. Theme from The Fog (5:08)
3. Matthew Ghost Story (2:48)
4. Walk to the Lighthouse (2:38)
5. Rocks at Drake’s Bay (2:23)
6. The Fog (3:15)
7. Antonio Bay (4:27)
8. Tommy Tells of Ghost Ships (2:14)
9. Reel 9 (10:58)
10. Main Theme – Reprise (1:44)
11. The Fog Rolls In (2:47)
12. Blake in the Sanctuary (7:44)
13. Finale (1:19)
14. Radio Interview with Jamie Lee Curtis (6:07)

Total spilletid: 56:08 (heraf musik 50:01)

CD #2:
1. Ghost Story (4:12)
2. The Journal (2:28)
3. Seagrass Attack (3:58)
4. Andy on the Beach (1:11)
5. Where’s The Seagrass (1:07)
6. Stevie’s Lighthouse (1:29)
7. Something to Show You (2:28)
8. An Evil Plan (2:23)
9. Weatherman (3:31)
10. Walk to the Lighthouse (2:48)
11. Dane (1:42)
12. Morgue (2:39)
13. The Fog Approaches (2:23)
14. Knock at the Door (2:15)
15. Fog Reflection (1:15)
16. Andy’s In Trouble (2:52)
17. The Fog Enters Town (7:25)
18. Revenge (2:18)
19. Number 6 (2:42)
20. The Fog End Credits (3:02)

Total spilletid: 54:08

Samlet total spilletid: 110:16 (heraf musik 104:09)

Titel: The Fog
Komponeret af: John Carpenter
Fremført af: John Carpenter, The Bowling Green-Warren County Chamber Orchestra
Synthesizerprogrammering: Dan Wyman
Komponeret: 1980
Udgivet: 2012
Label: Silva Screen Records

Anmeldt i nr. 151 | 13/05/2018

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>