Med scoret til The Final Conflict (1981), den sidste film i Omen-trilogien, ændrede komponisten Jerry Goldsmith sin tilgang til materialet. De to første scores var begge i høj grad centreret omkring “Ave Satani”, hovedtemaet fra The Omen (1976), men i musikken til The Final Conflict glimrer “Ave Satani” ved sit totale fravær.
I stedet komponerede Goldsmith et nyt hovedtema for filmens hovedperson, den nu voksne Damien Thorn (Sam Neill), suppleret med to andre temaer – et nyt, dystert satanisk tema og et grandiost Kristus-tema.
Anderledes men fremragende
Den ændrede tilgangsvinkel gør The Final Conflict til et meget anderledes score end musikken til de to første film. Men da filmen også er meget anderledes, er det på sin vis kun passende, om end man savner bare en enkelt fremførsel af det kendte tema fra de tidligere film.
Der skal dog ikke herske nogen tvivl om, at The Final Conflict er et fremragende score, selv om jeg ikke, som andre anmeldere, vil gå så vidt som at udråbe det til et af de bedste scores nogensinde. Dog er enkelte cues helt klart blandt det ypperste, for det er ubestrideligt, at The Final Conflict hist og her kan byde på noget af det smukkeste og mest storladne musik, Goldsmith nogensinde komponerede.
Det er imidlertid lige så ubestrideligt, at musikken til The Omen (1976) er langt mere effektivt i filmenes kontekst. Det er der sådan set ikke noget at sige til, da The Final Conflict er så dårlig en film, at selv Goldsmiths fremragende musik ikke kunne redde den.
På den måde er musikken et godt eksempel, blandt mange, på Goldsmiths integritet som komponist: Selv om han blev hyret til at komponere til det værste makværk, gjorde han altid sit bedste. Faktisk komponerede Goldsmith noget af sit bedste musik til film, der – som The Final Conflict – kvalitativt er til hundene.
Udvidet musikalsk univers
Plottet i The Final Conflict gav Goldsmith lejlighed til at udvide trilogiens musikalske univers. Hvor de to første film var centreret ene og alene omkring Damien, så handler The Final Conflict nemlig også i et vist omfang om Kristi genkomst. Det gav mulighed for ikke kun at komponere uhyggeligt musik, men at supplere gyserelementerne med nogle smukke og æteriske cues, der musikalsk betegner Kristus og det gode, i modsætning til Damien og det onde.
Goldsmiths nye Damien-tema høres tidligst i “Main Title” (nr. 1), hvor det først introduceres af blæserne, inden resten af orkestret og koret kommer ind. Det er et dystert, men samtidig smukt og storladent tema, der på ingen måde er så ondskabsfuldt som “Ave Satani”.
Goldsmiths korarrangementer giver i øvrigt stærke mindelser om klassisk opera, og The Final Conflict er da også som helhed komponistens mest operainfluerede score nogensinde. Damien-temaet er musikkens oftest tilbagevendende tema, og Goldsmith anvender det på adskillige måder – i den grandiose udgave, man hører i “Main Title”-sekvensen, men også i mere stille, nærmest tænksomme, variationer.
Kristus-temaet introduceres også i “Main Titles”-sekvensen, og gentages i flere forskellige cues, bl.a. “The Second Coming” (nr. 7), inden det modtager sin mest storslåede behandling i “The Final Conflict” (nr. 15). Kristus-temaet står på ingen måde, hverken i kompositorisk stil eller orkestrering, tilbage for musikken fra de klassiske Jesusfilm fra Hollywoods guldalder – man kan næsten ikke undgå at genkalde sig Miklós Rózsas Ben-Hur-musik (1959) når man hører den fuldt udbyggede version af temaet
Også i måden Kristus-temaet fremføres på, med stort orkester og kor, spores der tydelig indflydelse fra opera. I “Trial Run” (nr. 3) høres noget relateret, men meget mere lavmælt og æterisk musik, der er blandt scorets smukkeste.
Det nye dystre sataniske tema, høres første gang – og i sin reneste udgave – i anden del af “The Ambassador” (nr. 2). Det er komponeret for kor og orkester, og minder i komposition og orkestrering på mange måder om musikken fra de to første film, uden dog på nogen måde blot at være en ny udgave af “Ave Satani”. Det er lige så langsomt og snigende som “Ave Satani” var det i The Omen, og på den måde næsten lige så uhyggeligt.
Filmens scene med en rævejagt gav Goldsmith mulighed for at komponere noget vidunderligt jagtmusik – meget let, elegant og dynamisk – som høres i “The Hunt” (nr. 9), i øvrigt med forskellige varianter af Damien-temaet sat ind.
Enkelte døde passager
Selv om der overvejende er fortrinligt musik på The Final Conflict, må man også erkende, at scoret hist og her byder på enkelte mere døde passager. F.eks. er kompositionen “Parted Hair” (nr. 13) nok det eneste nummer på de tre Omen-scores, der tangerer det kedelige, idet det består af utematisk underscore, der ikke rigtig synes at bevæge sig nogen steder hen, i modsætning til næsten al anden musik i Omen-serien. Det kan desuden ikke undgå at stå tydeligt frem på et score, der ellers er så stærkt tematisk orienteret som The Final Conflict.
Akkurat som det var tilfældet med de to tidligere scores, er musikken til The Final Conflict komponeret for symfoniorkester og kor, og med sparsom anvendelse af synthesizer. Til gengæld kan The Final Conflict nok prale af at være det af de tre scores, der er indspillet med både det største orkester og det største kor: lyden er i nogle passager enorm. Lyt f.eks. til den udgave af Damien-temaet, der høres i anden halvdel af “The Blooding” (nr. 9) – mere operaagtigt bliver filmmusik ikke!
Endnu engang anvender Goldsmith koret effektivt, inklusiv de hviskende stemmer, men også korets tekster er blevet ændret, så der hverken musikalsk eller i teksterne er elementer af “Ave Satani” tilbage. Dog høres et enkelt “Satani” hist og her.
Glimrende musikalsk slutning på trilogien
The Final Conflict er musikalsk set en glimrende slutning på Omen-trilogien, og præsenterer stedvist noget af det bedste musik, Goldsmith nogensinde komponerede – hvilket dermed vil sige noget af det bedste filmmusik, der nogensinde er komponeret.
Sammenlignet med de to andre scores i serien, kommer musikken ind på en tæt andenplads efter The Omen, og det er unægteligt både større og musikalsk mere imponerende end Damien: Omen II (1978). Musikken fra toeren står dog stadig som det mest underholdende af de tre, når det angår lytteoplevelsen.
Set fra et rent filmmusikalsk synspunkt er The Final Conflict stedvist oppe at ringe blandt noget af det bedste, der er komponeret, men den samme rå gennemslagskraft som det første Omen-score har The Final Conflict ikke.
Nummerliste:
1. Main Title (3:29)
2. The Ambassador (4:49)
3. Trial Run (2:15)
4. The Monastery (3:17)
5. A TV First (2:50)
6. The Statue (4:10)
7. The Second Coming (3:24)
8. Electric Storm (5:22)
9. The Hunt (4:04)
10. The Blooding (3:39)
11. Lost Children (3:45)
12. 666 (3:03)
13. Parted Hair (6:35)
14. The Iron (2:30)
15. The Final Conflict (9:21)
Total spilletid: 62:40
Fremført af: The National Philharmonic Orchestra
Dirigeret af: Lionel Newman
Udgivelsesår: 2001 (oprindelig udgivelse 1981)
Producer: Jerry Goldsmith, Robert Townson (“The Deluxe Edition”)
Label: Varèse Sarabande – VSD-6289
Anmeldt i nr. 10 | 13/08/2006