The Facts In The Case Of The Departure Of Miss Finch

2 minutters læsetid
The Facts In The Case Of The Departure Of Miss Finch

Foruden tegneserier som Sandman (1989–1996) og romaner som Stardust (1998) og American Gods (2001), skriver den engelske forfatter Neil Gaiman også mange noveller. Blandt novellerne fra hans gode novellesamling Smoke and Mirrors (1998) er den mystiske og underfundige The Facts In The Case Of The Departure Of Miss Finch. Sammen med Dark Horse Comics og den dygtige tegner Michael Zulli, lavede Gaiman en kort tegneserieudgave af novellen i 2007.
hvid

Mysteriet om Miss Finch

Forfatteren der fortæller.
Forfatteren der fortæller.

The Facts In The Case Of The Departure Of Miss Finch er historien om en forfatter (Gaiman har baseret figuren på sig selv), der fortæller om sin mærkelige oplevelse med sine venner Jonathan og Jane – de to figurer er baseret på Gaimans venner fra virkeligheden, talkshowværten Jonathan Ross og hans kone Jane Goldman – manuskriptforfatteren bag Stardust-filmatiseringen og Kick-Ass (2010)

De mødes i en restaurant for at få en omgang sushi. Med sig har Jonathan og Jane en bekendt, Miss Finch, der er havbiolog. Hun kommer tit med syrlige bemærkninger, der kan virke anstrengende for de andre. Efter maden tager de alle sammen ud til et sært cirkus, der foregår i Londons undergrund. I forskellige rum møder de skøre gøglere, der er klædt ud som vampyrer, varulve, rumvæsner og meget andet for at skræmme og forundre deres gæster. Men undervejs på turen i det sære cirkus, forsvinder Miss Finch sporløst…

En tynd historie med smukke tegninger

Jonathan og Jane.
Jonathan og Jane.

Når Gaiman skriver fantasyhistorier er det tit med en moderne twist, mens han samtidig også respekterer de traditionelle elementer. Det samme gælder for The Facts In The Case Of The Departure Of Miss Finch, der dog som tegneserie er en tynd omgang fra den ellers talentfulde forfatter.

Historien fungerer bedst i sin tidligere novelleform, hvor Gaimans ord alene skaber den rette mængde af mystik, som historien kræver. Men til gengæld virker historien som tegneserie endnu mere surrealistisk end før, og det er takket være Michael Zullis ekspressionistiske tegnestil. For med brug af stærke, kulørte farver lykkes det Zulli at give historien en psykedelisk virkning.

Fra undergrunds-cirkusset.
Fra undergrunds-cirkusset.

Zulli hører også til en af de mere specielle tegneserietegnere fra USA. Han samarbejdede med Gaiman under Sandman-perioden og illustrerede også Gaiman-tegneserierne The Last Temptation (1994) og Creatures Of The Night (2004). Engang skulle Zulli og Gaiman også havde lavet en tegneserieudgave af Sweeney Todd, men den blev aldrig færdig. Zulli har også tegnet til Sandman spinoff-serierne The Dreaming og WitchCraft og har illustreret tegneserieudgaven af J. Michael Straczynskis novelle Delicate Creatures.

Mest for Gaiman-fans

The Facts In The Case Of The Departure Of Miss Finch er mest for de seriøse hardcore Neil Gaiman-fans, for novellen har ikke klaret adapteringen til tegneserie specielt godt. Er det Gaimans særlige sans for fantasy, man er ude efter, og hvis det skal være på tegneserieform, synes jeg, der er langt mere at komme efter i den geniale Sandman-serie.

3 stjerner
Titel: The Facts In The Case Of The Departure Of Miss Finch
Forfatter: Neil Gaiman
Tegner: Michael Zulli
Forlag, år: Dark Horse Comics, 2007
Albumlængde: 56 sider

Anmeldt i nr. 62 | 13/12/2010

Michael Larsen. Michael er 27 år gammel, bor i Ørbæk på Fyn og har en baggrund som webintegrator. Han har tidligere skrevet for onlinemagasinerne Connery.dk og OnFilm.dk. Michael er tosset med film, filmmusik, tegneserier og bøger, og han elsker at skrive om det for andre nørder som sig selv.

Skriv et svar

Your email address will not be published.