Jacob Krogsøe
Ingen kommentarer

The Elminster Series: Elminster in Hell

The Elminster Series: Elminster in Hell
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Elminster in Hell er noget ensformig og bliver ikke rigtigt spændende før hen mod slutningen samtidig med, at Greenwoods litterære eksperimenter ikke rigtigt fungerer.

The Elminster Series: Elminster in HellForgotten Realms er en af TSR’s – nu Wizards of the Coast – ældste og bedst sælgende supplementer. I daglig tale hedder verdenen Toril, og verdenen brillerer ved at være komplet uoriginal, men samtidig sammentømret med et stort antal gode settings og kampagneidéer.

Et utal af mere eller mindre tvivlsomme romaner

Forgotten Realms har fostret et utal af mere eller mindre tvivlsomme romaner med forskellige helte og skurke. Der er dog ingen tvivl om, hvem de to store superstjerner er – både hvad angår de fiktive personer og forfatterne selv.

Den ene er en vis Drizzt do’Urden – en godhjertet Drowranger, som er beskrevet i et utal af romaner af R.A. Salvatore. Den anden er Elminster – sage, troldmand og guden Mystras udvalgte fra Ed Greenwoods bøger. Den ene bruger sværdet og den anden hovedet, men på hver deres felt er de næsten uovervindelige, så det er et konstant problem at finde udfordringer, når man nu har gjort sine hovedpersoner så mægtige.

Hovedpersonen i Helvede
Ed Greenwood (f. 1959)

Ed Greenwood (f. 1959).

I den nyeste af Greenwoods romaner, Elminster in Hell, har han tacklet dette på en spændende måde. Han sender Elminster til Helvede – nærmere bestemt Nine Hells – tager alle hans evner frem ham, og gør ham til en mægtig dæmons slave.

Elminster in Hell er bind fire i Greenwoods The Elminster Series, hvor de foregående titler er: Elminster: The Making of a Mage (1994), Elminster in Myth Drannor (1997) og The Temptation of Elminster (1998).

Undertegnede har ikke læst de tre første, hvilket giver visse problemer, når man læser Elminster in Hell. Men ikke desto mindre kan man som ny læser godt følge med, da historien dybest set er kampen mellem det gode og det onde. Kendere af Elminster vil dog nok få et større udbytte af de utallige flashbacksekvenser og vil nikke genkendende til de personer, steder og situationer, der nævnes.

En led dæmon

Historien tager sin begyndelse med at Elminster – fremover kaldet El, da Greenwood selv gør det i romanen – får lukket en portal til Nine Hells. Han ofrer sig selv for at redde sin elskede Toril. Uheldigvis for El er han på den forkerte side af portalen, da den lukkes, og nu er han fanget i helvede, hvor dæmoner og andre skabninger lurer på ham. Efter et par drabelige kampe falder El til jorden, og her tages han til fange af den mægtige og ambitiøse dæmon Nergal.

Som kendere af Forgotten Realms – og TSR’s/Wizards of the Coasts produkter generelt – vil man vide, at der konstant er krig i Nine Hells. Forskellige mere eller mindre mægtige dæmoner forsøger konstant at tilrane sige mere magt, og en af disse er Nergal. Han har en diabolsk plan, hvor El er hans værktøj.

Først nedbryder han den mægtige El fysisk – river hans ene arm af, et øje tages ud osv. Derefter er det hans plan at nedbryde ham psykisk og gennem Els minder at finde frem til værktøjer, som vil give ham en overhånd i den konstante strid i Nine Hells. For El er guddommen Mystras udvalgte og besidder evner, som Nergal tørster efter, specielt den såkaldt formular Silver Fire. Hør blot her hvad hans plan er med El:

“Understanding your wits will deliver to me control of the silver fire, all your other little powers and favorite spells, and your storehouse of memories. That last alone is the key to ruling Toril with magic and making it my own realm. A Hell away from Hell, as it were.”

Godt, Nergal vil altså bruge El til at tage magten over Toril og derved få nok magt til at tage magten i Nine Hells. De djævle er nogle ambitiøse sataner.

Ender i bulder og brag

Måden, han vil gøre det på, er at bruge hans “mindworm” – en formular der gør Nergal i stand til at søge Els minder igennem og bruge det, han lyster. Bagsiden for El er, at disse minder vil være tabt for altid og i sidste ende – når Nergal er færdig med ham – vil han ikke være andet end en tom skal, som kan lide i Nine Hells i al evighed. Så det ser sort ud for den ellers mægtige El.

Men han er ikke den mægtigste mager – og måske den klogeste person på Toril – for ingenting. Så han prøver det bedste, han kan, at holde Nergal tilbage og snyde ham med de “forkerte” minder. Dette gør dog blot dæmonen mere arrig og ondskabsfuld.

Så spørgsmålet er, om El kan holde stand – holde fast på sin forstand og menneskelighed – indtil han kan få hjælp fra sine venner og sin guddom. Hvad det ender med, skal ikke afsløres her, men det slutter i bulder og brag, som det gør i den her genre.

Ambitiøst

Elminster in Hell er et meget ambitiøst værk fra Greenwood. Bogen er bygget op omkring et hav af minder, som brydes op af den mentale kamp mellem El og Nergal. Rent teknisk har Greenwood leget med layoutform og skrifttyper. Så når vi er i helvede er der skrevet med fed. I minderne er der brugt en anden skrifttype, og det er ikke med fed. Når Nergal taler mentalt til El, er dette skrevet med store, fede bogstaver, og der er flere finurligheder som man kan glæde sig til – eller frygte.

Man skal lige vænne sig til det, men det gør det nemt at skelne mellem de forskellige lag i historien. Problemet er bare, at “minde-delen” ikke er videre ophidsende, og at man glæder sig konstant til at være tilbage ved Nergal og El i helvedet, da den basale spænding her fungerer optimalt.

Desuden er Greenwood dygtig til at beskrive Nine Hells, og man får et ganske godt billede af stedet. Samtidig er Nergal – om end han er en omvandrende kliche – en god skurk, som begår de fejl som skurke nu engang gør: snakker for meget og giver helten mulighed for at handle.

Måske for ambitiøs

Måske har Greenwood været lidt for ambitiøs. Han er en god historiefortæller, og romanen er bedst de steder, hvor han koncentrerer sig om at gøre det. Derimod er det tvivlsomt, om han er en så dygtig forfatter, at Elminster in Hell kan bære hans litterære eksperimenter. Men det er dog et godt forsøg på at forny en genre, som måske er gået lidt i stå.

Men igen, så er det jo nok det dødvande som tusindvis – undertegnede inklusive – elsker. Det er nemlig rart med den slags litteratur, der ikke udgiver sig for at være mere, end det egentlig er. Spænding, episke historier og gode helte, man kan forholde sig til. Desuden har Greenwood ikke været konsekvent med Elminster in Hell, for hele eksperimentet drukner hen mod slutningen, da de mere gængse genreelementer træder i karakter.

Derfor er bogen hverken det ene eller det andet. Elminster in Hell bliver noget ensformig og er ikke rigtigt spændende før hen mod slutningen. Greenwood skal dog have ros for sit mod, men sorry Ed, det virker ikke helt optimalt. Jeg vil glæde mig til at læse de tre første bind i sagaen om Elminster, hvor den gode historie – efter hvad jeg har læst mig til på diverse hjemmesider – træder i forgrunden og det litterære eksperiment i baggrunden. For det er det, jeg ønsker af den her slags litteratur.

3 stjerner

Titel: The Elminster Series: Elminster in Hell
Forfatter: Ed Greenwood
Forlag: Wizards of the Coast Inc., 2002
Format: Paperback
Sideantal: 407

Anmeldt i nr. 10 | 13/08/2006

Stikord: Dæmoner, Fantasy, Helvede, Spilfiktion

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *