Martin Wangsgaard Jürgensen
Ingen kommentarer

The Dunwich Horror

The Dunwich Horror
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Syrede indslag, dårlig make-up og vildt overspil opvejes i Lovecraft-filmatiseringen The Dunwich Horror af ren og skær underholdningsværdi, 70’er-charme og en ultracool titelsekvens med en funky titelmelodi.

The Dunwich HorrorMed The Dunwich Horror var det anden gang, instruktør Daniel Haller brugte en af forfatteren H. P. Lovecrafts noveller som udgangspunkt for en film. I 1965 var det historien The Colour Out of Space der blev til filmen Die, Monster, Die! Nu, da Haller på ny tog Lovecraft op, var det med et manuskript baseret på novellen The Dunwich Horror fra 1928, og i modsætning til den fem år ældre film, kom denne til at bære samme navn som forlægget.

Fuldt ud i Cormans ånd

Daniel Haller havde arbejdet trofast sammen med Roger Corman som Art Director og Production Designer på de fleste af Cormans Edgar Allen Poe-film, og arbejdede også med på Cormans Lovecraft-film The Haunted Palace fra 1963.

Manuskriptet til The Dunwich Horror blev skrevet af Henry Rosenbaum og Ronald Silkosky sammen med en overraskende debutant, nemlig Curtis Hanson, der senere skulle instruere film som L. A. Confidential (1997), Wonderboys (2000) og 8 Mile (2002).

Nu kan man hverken påstå at den historie de fik sat sammen var synderligt trofast over for udgangspunktet eller rummede nogen form for større overraskelser, men arbejdet var fuldt ud i Cormans ånd, og det er da også manden selv, der står opført som executive producer. Ikke overraskende udkom filmen hos American International Pictures.

Brilliant animeret åbningssekvens
Fra den flotte og atmosfæriske credit-sekvens

Fra den flotte og atmosfæriske credit-sekvens.

Det hele indledes med en prolog hvori vi ser en dramatisk fødsel, tydeligvis med okkulte overtoner. Indianske åndemanerremedier blandes med sorte lys og bizarre gamle jordmødre. Nogen forklaring gives ikke, men den kommer senere. Så ruller åbningsteksterne over skærmen, ledsaget af en brillant animeret filmsekvens; sorte silhuetter bevæger sig hen over et konstant skiftende landskab, der viser sig at være en enorm dæmonisk skabning.

Også fra credits-sekvensen

Også fra credits-sekvensen.

Sekvensen ledsages af filmkomponist Les Baxters meget tidstypiske tema. Baxter stod også for musikken til resten af filmen, men det er især temaet som påkalder sig opmærksomhed ved sin komplette mangel på horrorstemning, ja det er ikke engang tilnærmelsesvis dystert! For kitschværdien og 70’er-nostalgiens skyld vil musikken nu nok få de fleste til at rocke lidt med.

Det kan i øvrigt indskydes, at Les Baxter faktisk stod for musikken bag en del af Roger Cormans Poe-film, og sideløbende med filmmusikken lavede han også en række easy-listening plader – med albummet Space Escapade (1958) som det bedst sælgende.

Forvrænget udgave af Lovecrafts univers
Necronomicon placeres i sin glasmontre (!)

Necronomicon placeres i sin glasmontre (!)

Filmen begynder på Miscatonic University i Arkham, hvor en vi møder den aldrende Dr. Henry Armitage i lystig samtale med to unge damer. Smilende beder Armitage pigerne tage den diabolske bog Necronomicon tilbage til biblioteket, hvilket de pligtopfyldende damer naturligvis gerne gør. Dermed er scenen sat i hjertet af en sært forvrænget udgave Lovecrafts univers.

Den gode Dr. Armitage spilles af Ed Begley, der måske bedst kendes i dag fra Hang ‘Em High (1968). Det kan i øvrigt indskydes, at Begley døde af et slagtilfælde, samme år som The Dunwich Horror udkom. De to unge damer, der ledsager Dr. Armitage er Nancy Wagner og Elizabeth Hamilton. Nancy spilles af den unge, men allerede rutinerede Sandra Dee, mens Elizabeth spilles af den før og efter relativt ukendte Donna Baccala.

Nancy (Sandra Dee)

Nancy (Sandra Dee).

Tilbage til handlingen. Necronomicon bliver atter anbragt i sin glasmontre til skue for alle bibliotekets gæster. Netop som den er placeret, dukker filmens mystiske mandlige hovedrolle op. Vi introduceres nu for den udsyrede Wilbur Whateley, der spilles af Dean Stockwell, tidligere barnestjerne og efterfølgende kendt fra utallige biroller. Whateley vil se bogen, og med nærmest magisk tiltrækningskraft får han overbevist Nancy om at han har lov til dette.

Det ene tager det andet og snart sidder pigerne, Dr. Armitage og Whateley på en restaurant i Arkham. Man fornemmer allerede nu, at Wilbur ikke har helt rent mel i posen. Han har tilsyneladende et godt øje til Nancy. Ud på aftenen opdager Wilbur beklageligvis for sent at den sidste bus til Dunwich er kørt, men hjælpsomme Nancy tilbyder at køre Whateley hjem. Nettet strammes.

Skumle ting foregår
Wilbur, Nancy og Elizabeth (Donna Baccala)

Wilbur, Nancy og Elizabeth (Donna Baccala).

Vel ankommet til Dunwich får Wilbur arrangeret det således, at Nancy ikke kan komme væk. Bilen saboteres og pigebarnet bedøves. Historien begynder nu for alvor. Her får vi også introduceret en af filmens mindre roller, den gamle Whateley, spillet af Sam Jaffe. Den gamle mand beklager sig over at Wilbur har taget pigen med hjem, men han kan ikke forhindre sin søn i at gøre det. Skumle ting foregår i huset.

Dr. Armitage (Ed Begley) og Elizabeth (Donna Baccala) snuser rundt

Dr. Armitage (Ed Begley) og Elizabeth (Donna Baccala) snuser rundt.

Herfra kan der ikke afsløres meget mere af handlingen. Det kan dog siges, at Nancy ikke kommer hjem den følgende dag. Det foruroliger hendes slyngveninde Elizabeth, der overtaler Dr. Armitage til, at de sammen må prøve at finde hende. Da de ankommer til Dunwich, og møder Nancy, opdager de, at hun faktisk ikke vil med dem hjem. Hun siger, at hun har det dejligt sammen med Wilbur, men den køber Armitage og Elizabeth ikke. De begynder at efterforske og undersøge, hvad det mon er Wilbur Whateley vil med deres veninde.

Vi følger herfra de tos detektivarbejde i Dunwich, alt imens vi også får et indblik i hændelserne, der udspiller sig i Whateley-slægtens hus. Gennem makkerparrets efterforskninger i byen og de besynderlige situationer, der sker omkring Nancy, tegner der sig alt i alt et billede af familien Whateley som hekse og udøvere af sort sexmagi. Tilmed afsløres hemmeligheden bag fødselsscenen i filmens prolog. Noget er ved at trække sig sammen over Dunwich. Forsigtigt kan det antydes at filmens klimaks rummer både et stort ritual, en halvnøgen Sandra Dee og en bevæbnet og ophidset folkemængde.

Få, men flotte, locations
Wilburs ritual. Bemærk håndstillingen, der er taget fra et berømt fotografi af Aleister Crowley (se nedenfor) og læg også mærke til, at Necronomicon ligger opslået mellem Nancys spedte ben!

Wilburs ritual. Bemærk håndstillingen, der er taget fra et berømt fotografi af Aleister Crowley (se nedenfor) og læg også mærke til, at Necronomicon ligger opslået mellem Nancys spedte ben!.

Hovedparten af handlingen udspiller sig i familien Whateleys hus, eller i umiddelbar nærhed af Dunwich. Dog foregår klimakset på en dramatisk klippe med udsyn ud over havet. Det begrænsede udvalg af lokaliteter lader sig ikke skjule. Især huset vil virke bekendt for Corman-fans, eller for folk der har set Hallers Die, Monster, Die! Det, der gjorde Daniel Haller til en eminent medarbejder for Roger Corman, var, at han med få virkemidler kunne skabe relativt imponerende interiører og endda udendørs lokaliteter.

For de lavbudgetsfilm, der var Cormans varemærke, var det netop folk som Haller, der medvirkede til, at filmene rent faktisk virkede overbevisende. At Haller havde lært af sin tidligere arbejdsgiver er der ingen tvivl om; både i Die, Monster, Die! og The Dunwich Horror genfinder vi Cormans tunge, oftest næsten barokke lyssætninger. Tunge grønne, blå eller orange farver bader ofte filmens scener, men som hos Corman er det også her den slags detaljer, der faktisk giver den noget bæredygtighed.

Oftest komplet tåbelig dialog
Den berømte og berygtede satanist (med mere) Aleister Crowley (1875-1947)

Den berømte og berygtede satanist (med mere) Aleister Crowley (1875-1947).

På skuespilsiden er der ikke meget at hente. Dialogen er som oftest komplet tåbelig, navnlig Wilbur har en evne til at sige de mest syrede og grinagtige ting. Dean Stockwells noget omtågede præstation er meget fascinerende, og det er svært ikke at holde lidt af Wilbur-karakteren, da den er så overdreven og overspillet, at man næsten tror, det er løgn. Ed Begley leverer en stereotyp snusfornuftig akademiker, der i nævenyttighed og klarsyn ikke skiller sig meget ud fra de tusindvis af lignende roller, man har set i andre film.

Sandra Dee spiller overvældet, overrasket og uskyldig. Hun forstår ikke hvad der sker omkring hende og aner aldrig uråd. Hvad der har forhekset hende er ikke til at sige – om det er Wilburs magiske evner eller Dean Stockwells tommetykke overskæg, befinder Nancy sig i hvert fald i en drømmerus hovedparten af filmen igennem.

Psykedeliske drømmesyn og magiske sexritualer
The Dunwich Horror

The Dunwich Horror.

The Dunwich Horror bliver aldrig uhyggelig. Den er fyldt med psykedeliske drømmesyn og magiske sexritualer. Disse er imidlertid ikke det fjerneste uhyggelige, og det har de nok næppe heller været dengang.

Selve historien er meget banal, men måden den er udført på er dragende. Man ønsker at se, hvad det er Wilbur har tænkt sig at gøre ved stakkels Nancy, og handlingen, der udspiller sig i huset, er rent faktisk godt skruet sammen. At det hele for det meste kammer over, og bliver ufrivilligt komisk, skader næppe filmen i dag.

Foruden selve det designet, skal der også hæftes særlig opmærksomhed ved den måde “det onde” skildres på til sidst. Det flyvende kamera og måden, den usynlige fjende overfalder sine ofre er både effektiv og meget vellykket. Man kan næsten ikke undgå at sende The Evil Dead (1981) en tanke, når man ser dette. Igen må den animerede åbningssekvens, der rent faktisk fremstår som noget ud over det sædvanlige, nævnes.

Ikke god i ordets normale forstand
Dr. Cory (Lloyd Bochner)

Dr. Cory (Lloyd Bochner).

Ret skal være ret. The Dunwich Horror er ikke i den forstand nogen god film. Skuespillet er dårligt, handlingen tvivlsom og til tider lidt svær at følge. Flere steder er den ganske enkelt så billigt udført, at man næsten krummer tæer.

Eksempelvis kan lægen Dr. Cory, Armitages allierede i Dunwich, trækkes frem. Cory bliver spillet af den yngre Lloyd Bochner, der tydeligvis er blevet overhældt med pudder for at få ham til at se gammel ud. Resultatet er mere end utroværdigt. Andre steder afsløres manglende overblik hos Haller, når man under de uhyrlige drab i filmens slutning kan se samme mand flere gange, efter han er blevet dræbt vel at mærke. Meget uheldigt.

Alt dette er nu noget, man kan bære over med, hvis man har en svaghed for genren, stilen og temaet. The Dunwich Horror er lovecraftiansk underholdning, ikke i forfatterens ånd, men glimrende sjov for alle elskere af hans forfatterskab. På samme måde vil man ikke gå forgæves til Hallers gyser fra 1970, hvis det er letbenet underholdning i form af rituelle ofringer og uhyrligt skuespil der søges. The Dunwich Horror er en American International Pictures klassiker.

5 stjerner

Titel: The Dunwich Horror
Instruktør: Daniel Haller
Manuskript: Curtis Lee Hanson, Henry Rosenbaum & Ronald Silkosky
Cast: Ed Begley (Dr. Henry Armitage), Sandra Dee (Nancy Wagner), Donna Baccala (Elizabeth Hamilton), Dean Stockwell (Wilbur Whateley), Sam Jaffe (Wilburs far), Lloyd Bochner (Dr. Cory)
Producere: Jack Bohrer (producer), Roger Corman (producer), Samuel Z. Arkoff (executive producer), James H. Nicholson (executive producer)
Foto: Richard C. Glouner
Klip: Christopher Holmes
Musik: Les Baxter
Spilletid: 90 minutter
Aspect ratio: 1.85:1
Lyd: Dolby Digital 2.0 mono
Sprog: Engelsk
Undertekster: Fransk, spansk
Produktionsland, år: USA, 1970
Produktionsselskab: American International Pictures
Distributør: MGM
Udgave/region: 1

Anmeldt i nr. 1 | 13/11/2005

Stikord: Cthulhiana, Filmatisering, H.P. Lovecraft, Okkultisme

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *