The Drow of the Underdark

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg er en ganske stor fan af R.A. Salvatore.

Salvatore er forfatteren, der i 1988, ja for 30 år siden i år, skabte den legendariske drowelver Drizzt Do’Urden. Drizzt er sej, Drizzt er god, Drizzt er enhver ung rollespillers drøm.

Men det burde jo slet ikke være sådan. For Drizzt kommer jo fra en ond, ond verden, dybt nede under jorden, og det er den verden, Ed Greenwood forsøger at beskrive i rollespilssupplementet The Drow of the Underdark.

Greenwood og vennen Elminster

Udover at være forfatter til flere rollespilsmaterialer og romaner er Greenwood mest kendt for at være skaberen af selve settingen Forgotten Realms og den ikoniske Gandalf-kopi i form af troldmanden Elminster – nok den karakter, der, sammen med Drizzt, tegner settingen Forgotten Realms‘ ansigt udadtil.

Så det er på den måde ganske passende, at det netop er Greenwood, der skulle forsøge at transformere Salvatores fortællinger om de onde elvere og The Underdark om til et rollespilsupplement.

The Drow of the Underdark udkom i 1991. På det tidspunkt havde Salvatore færdiggjort trilogien The Dark Elf Trilogy, så i nørdverdenen var Drizzt og drowelverne varmere end indmaden i en af frisklavet chili cheese top fra McDonalds. Det ville TSR, der også udgav romanerne, naturligvis spinde guld på.

The Drow of the Underdark solgte fremragende, og året efter, altså i 1992, var TSR klar med boxsettet Menzoberranzan, forfattet af Ed Greenwood, Douglas Niles OG selveste Salvatore.

Niles var for øvrigt også et stort navn i branchen tilbage i 1992, så det var nærmest som at opleve de tre tenorer på rollespilsscenen. Den udgivelse vil jeg kigge nærmere på en anden gang.

Lækker forside

The Drow of Underdark er på 128 sider. Forsiden er indbydende, sort og guld samt et spindelvæv. Det er klassisk lækkert, og i midten er der et billede af vores kære Drizzt – tegnet af Jeff Easly. Det er udsnit fra Easlys cover til Salvatores Homeland, det første bind i The Dark Elf Trilogy.

For at gøre Easly færdig, så indeholder udgivelsen også tre helsideillustrationer af Easly, alle i farve og alle fra Salvatores bøger.

Derudover er bogen af meget svingende kvalitet, illustreret af Tim Bradstreet og Rick Harris.

Lad os så dykke ned i selve indholdet, lad os rejse til The Underdark.

Gammel gris

Bogen indledes med en introduktion, en klassisk TSR pseudo-forfatterintro, hvor Greenwood lader som om, at han er en forfatter i fiktionens univers, der fortæller os det, der står i bogen.

Det virker rædsomt, specielt fordi man ikke er gået all in på hverken det ene eller andet, så det bliver en fesen mellemting, hvor stats krydres med fiktionselementer. Men tanken er sød og fin, og måske er der andre, der synes at det er monsterfedt. Hvem ved?

Under alle omstændigheder møder vores fiktive fortæller selveste Elminster – ja, Greenwood ved, hvordan starter en fest. Udover Elminster møder fortælleren så også den smukke drowelver Susprina der, og hold nu fast, bader topløs i en sø, mens hun drikker et glas vin og taler med den gamle gris Elminster. Smukt.

Sjusket begyndelse

Og efter denne metaintroduktion folder Greenwood indholdet ud. Vi starter med kapitel 1, “The Nature of the Dark Elves” der, sådan rent spilteknisk, fortæller lidt om, hvad disse elvere kan.

Det er ærgerligt, at det kapitel kommer før noget med lidt mere kød på, i forhold til historier og myter, og kapitlet kunne med fordel være kommet bagerst i bogen. Det er noget sjusk.

Dernæst følger det spændende kapitel 2, “Dark Elven Society”, hvor Greenwood stikker en anelse dybere end bare at være Salvatore-fanfiction. Her hører vi om selve drow-samfundet.

Et fremragende kapitel om religion

I kapitel 3, “Drow Religion”, er det religionen, der beskrives. Altså de forskellige guder, som de onde, onde elvere tilbeder. Salvatore-læsere kender naturligvis Lolth (hvem dælen kan udtale det navn på tilfredsstillende vis?), og hun beskrives også fint.

Derudover hører vi om Eilistraee, Ghaunadaur (som er taget ud af noget, Lovecraft kunne have lavet) og Vhaeraun. Der flettes fine beskrivelser sammen med stats og præsteformularer.

Det er udgivelsens klart bedste kapitel, hvor Greenwood faktisk formår at forene fiktion og rollespilstekniske elementer på en fin måde: Min puls steg, og mine øjne blev lidt våde, da jeg læste om syvende level-præsteformularen Zin-Carla. Det er en vigtig formular i Salvatores univers; den formular der genopliver Drizzts døde far, som så bliver sendt efter Drizzt.

Herfra går det ned ad bakke for bogen. Kapitel 4, “The High History of the Drow”, er en katastrofe. Det fylder kun to sider! Det er jo her, hovedparten af teksten skulle være placeret, kære Greenwood. Øv, spildt mulighed.

For nu følger det ene kapitel efter det andet med spells, magic items, det klassiske og pinagtige “A Selected Glossary of the Drow”, før det hele kulminerer i kapitel 14, “Monsters of the Underdark”, altså der hvor monstrene beskrives i den klassiske (og herlige) Monstrous Compendium-stil.

En spildt mulighed

Alt i alt fremstår The Drow of the Underdark som en spildt mulighed. Hvis man ikke kender til Salvatores univers, er det IKKE bogen, man sætter hus og hjem på, hvis man vil lave en Underdark-kampagne.

Der er naturligvis de klassiske dyder med nye magic items, spells og monstre, og jeg mistænker mange (deriblandt en ung udgave af mig selv) for at tænke, at det er det eneste vigtige ved bogen. Alt andet er bare litterært forspil, stats er svesken på disken, nye magic items er det, vi kan bruge i næste session.

Så der er lidt at komme efter i den sammenhæng. Bogen er også ganske nydelig, og for en Salvatore-fan er den et must, så længe man ikke forventer at få ny indsigt (med undtagelse af kapitlet om religion).

Der bliver sporadisk kradset i overfladen, men Greenwood formår ikke at stikke dybt, han formår ikke at kaste lys over det spændende The Underdark.

Anmeldt i nr. 153 | 13/07/2018

Stikord: Fantasy