13. juni 2009

The Dark Elf Trilogy – Book One: Homeland

HomelandEn helt skabes. Fede kampscener. Tragedier. Mørke. Ondskab. Og alt dette leveres i en røvhamrende underholdende fantasyroman, som er lavet af det stof der skaber drømme. Salvatore viser her sin kunnen, og romanen er noget af det bedste indenfor sin genre. Men husk at denne anmeldelse er skrevet af en Salvatore fanboy.

Den gode Salvatore har altid været en travl og produktiv mand, men han overgik dog sig selv i slutningen af 80’erne og starten af 90’erne – på fire år udgav han seks bøger om Drizzt og co. The Icewind Dale Trilogy var stort set ikke engang sat op på hylderne, før Salvatore udgav næste bind i starten på en ny trilogi. Den ene af hovedpersonerne fra Icewind Dale-trilogien var både blevet så populær hos fans og Salvatore selv, at en prequel var uundgåelig. The Dark Elf Trilogy handler naturligvis om überhelten over dem alle, drowelveren Drizzt Do’Urden.

Når man har læst The Icewind Dale Trilogy var der en masse ved den spændende og eksotiske Drizzt, man bare gerne ville høre mere om. Hvorfor er han så godhjertet, når han kommer fra en race af koldblodige mordere? Hvordan overlevede han så mange år selv i det berygtede Underdark? Og hvordan fik han fat på den magiske panter Guenhwyvar? Alt dette, og meget mere, får man svar på i den legendariske The Dark Elf Trilogy.

De onde, onde drow-elvere
R.A. Salvatore (f. 1959)

Nu vil nogen nok stille sig undrende overfor, hvad the Underdark og en drowelver er, og kan man nyde romanen uden at være rollespilsinteresseret? Svaret på spørgsmålet er et rungende JA, og det skyldes mestendels at Salvatore virkelig formår at gøre både miljøet og karaktererne spændende og troværdige – vi er ikke oppe på Hemingway-niveau, men mindre kan også gøre det.

The Underdark er en verden, der ligger under jordens overflade – hvis man har set Jules Verne-filmatiseringen Journey to the Center of the Earth (1959) kan man få en lille visuel ide om, at det godt kan lade sig gøre at have en verden i verdenen. Det er ren fantasi, men når man er i fantasyland sluger man det råt. I The Underdark er det survival of the fittest der er på dagsordenen, og sjovt nok er den mørke verden beboet af ondskabsfulde skabninger. Fantasy kan være så dejligt firkantet og forudsigeligt.

Vi finder blandt andet drow elverne, eller dark elveren om man vil det. Det er en race af ondskabsfulde mørkhudede elvere, der tilbeder gudinden Lloth og derved er samfundet blevet kvindestyret. Det er de onde, onde, onde præstinder der styrer samfundet, og mænd kan til nøds bruges som soldater, bollevenner eller troldmænd. Alle er så onde, at man nærmest ryster i bukserne af skræk for klichéerne. Men hos Salvatore virker det efter hensigten.

Gygax som ophavsmand

Som med så meget andet i Dungeons & Dragons-regi er det Gary Gygax der ”opfandt” drow elveren – selv om den mørke side af en race er set mange andre steder. Betegnelse ”Drow” dukkede første gang op Advanced Dungeons & Dragons Monster Manuel fra 1977, hvor man kunne læse om Black Elves, eller Drows, under elvere. På dette tidspunkt kan man allerede læse sig frem til at drowen er ond og lever under jorden, men ellers var det sparsomt med oplysninger. I slutningen af 70’erne og starten af 80’erne kom der mere og mere kød på myten om drow elveren gennem diverse supplementer.

Og i 1988 gjorde Salvatore så drow elveren til en superstjerne af den type antihelt, som giver magtsyge rollespillere våde drømme, da Drizzt Do’Urden gjorde sin entré på side 19 i The Crystal Shard. Det var en skelsættende begivenhed, som alle ældre læsere af pulpet fantasylitteratur bør kunne huske – jeg må i denne sammenhæng erkende at jeg, som så mange andre, først læste The Dark Elf Trilogy for først derefter at læse The Ice Wind Dale Trilogy.

Velkommen til fantasyland, hvor navne er noget man ikke kan udtale

Og så er vi tilbage i The Underdark, nærmere bestemt drowbyen Menzoberranzan, hvor Homeland tager sin begyndelse. Menzoberranzan er er beboet af ca. 20.000 blodtørstige drowelvere. Samfundet er klasseopdelt, og styret centralt af de mægtige Lloth-præstinder. Drow elver adelen er fordelt på forskellige huse, og i Menzoberranzan er den styrende familie Baenrefamilien, der ledes af den oldgamle og meget magtfulde Matron Baenre – alle de kvindelige familieoverhoveder betegnes Matron.

Drow samfundet er perverst, ondt og dejligt urealistisk. Næsten alle er så onde, at virkelighedens skurke fremstår som spejderdrenge, og på nærmest karikeret vis forsøger de at tage magten fra hinanden. Den aften hvor vi træder ind i historien, er den tiendestørste familie i byen, betegnet Daermon N’a’shezbaeron og i folkemunde House Do’Urden, i fuld gang med et angreb på en højere rangerende familie – samfundet er styret af disse magtkampe, og hvis den angribende part dræber alle, og jeg mener alle, fra den anden familie vil samfundet acceptere dette. Hvis der blot overlever én sølle drow elver fra det forsvarende hus, vil det angribende hus derimod blive udslettet.

Hvis man lige stopper op for en kort bemærkning og kigger på de navne der er nævnt i de foregående afsnit og prøver at udtale dem, vil man nok få tungen galt i halsen. Det er klassisk fantasyjargon, og er på alle leder og kanter noget man elsker at hade.

Tilbage til handlingen. Do’Urden-familien ledes af den magtsyge Matron Malice, endelig et navn man kan relatere til, og hun er højgravid. Faktisk vil hun bruge sin fødsel som et led i et ritual, der vil gøre hendes magiske kræfter meget voldsomme. Og rigtigt nok vinder Do’Urden slaget og den nyfødte dreng, der med det samme døbes Drizzt, skal ofres til gudinden Lloth. Men så er det at skæbnen, eller nærmere skæbnens ironi, spiller de onde elvere et pus. Dzizzt’s ene storebror, Dinin, myrder den ældste broder under angrebet, og pludselig er det ikke nødvendigt, at Drizzt skal dræbes.

En helt skabes og action på højt plan

Mænd bliver set ned på af de ledende kvinder, som både er mændene psykisk og fysisk overlegne, og den unge Drizzt får da også en hård barndom. Først bliver han i sure 16 år oplært af Vierna, den ene af hans tre storesøstre. Heldigvis stifter Drizzt efterfølgende bekendtskab med Do’Urden-familiens legendariske våbenmester Zaknafein – som naturligvis også er Drizzt’s fader, og her finder man også en klar Darth Vader/Luke Skywalker-allegori.

Zaknafein har på bunden et hjerte af guld, men hans omgivelser har tvunget ham til at dræbe. I Drizzt ser han al den uskyld og godhed han selv har mistet. Drizzt bliver oplært af sin fader, og det viser sig naturligvis, at Drizzt er alt det som hans onde race ikke er. Men snart sendes Drizzt på det nederdrægtige akademi, hvor de unge drow elvere bliver gjort til hensynsløse dræbere. Drizzt undgår naturligvis dette, og da han samtidig er den bedste sværdkæmper som Menzoberranzen nogensinde har set, sammen med Zaknafein, er der mange der bliver misundelige.

Denne første del af romanen fungerer perfekt som stemningsskaber, og samtidig får vi indblik i de hændelser, der har gjort Drizzt til den mand, som vi kender i dag. Og så er det, at handlingen for alvor tager til, da den unge Drizzt ikke kan være så ond som samfundet og specielt hans familie kræver det. Der kommer action, vold, død, tragedier, magi, afhuggede hænder, et faderopgør og mange andre lækkerier og klichéer. Alt dette er leveret af en meget, meget veloplagt Salvatore, hvis kampscener sjældent er set bedre end her. Hør blot:

“The child’s agonized scream, however, overruled prudence. Rage burned in Drizzt’s eyes so blatantly that even the stupid hook horror knew its life was soon to end. Drizzt put the tips of his scimitars together in a”V” and plunged them down onto the back of the monster’s skull with all his might. Seeing a slight crack in the creature’s shell, Drizzt crossed the hilts of his weapons, reversed the points, and split a clear opening in the monster’s defense. He then snapped the hilts together and plunged the blades straight down, through the soft flesh and into the monster’s brain.”

Salvatores styrke, i forhold til kampscenerne, er, at han både kan gøre dem tempomæssigt helt forrygende, meget detaljerede og samtidig glemmer han aldrig den stemning, kampen skal underbygge eller den måde karaktererne agerer i forhold til død og vold. Samtidig er Homeland en skabelsesberetning om en af de mest elskede fantasyhelte. Det er guf, guf og atter guf!

Mødet med den gammelkloge Drizzt

Homeland introducerer også et klassisk Drizzt-varemærke: de noget svulstige tekster, der indleder hvert hovedafsnit af bogen, og som er fortalt i første person – resten af romanen er fortalt af en alvidende tredjepersons-fortæller. Her gør Drizzt sig klog på lidt af hvert, og det virker til at være tænkt som en gammel Drizzt der nedskriver sine erindringer en gang langt ude i fantasyverdenens fremtid. For nogen vil dette fremstå kvalmt og patetisk og for andre rammer Salvatore her sømmet på hovedet. Personligt mener jeg at det er OK, og det er først i nogen af de senere bind, hvor disse fortekster kammer over i en ”Salvatore vil gøre sig klog på alt og samtidig være moralens vogter”-stil. Jeg vil naturligvis ikke snyde jer for et lille eksempel fra Homeland, hvor tonen stadig er sober, og hvor man virkelig fornemmer, at Drizzt er en blanding mellem gammelklog og kvalmt godhjertet:

“Is the course I have chosen a better way than the life Zaknafain knew? I think, yes, though I find despair often enough sometimes to long for that other way. It would have been easier. Truth, though, is nothing in the face of selffalsehood, and principles are of no value if the idealist cannot live up to his own standards.”

Så kan vi lære det! Det er storladent, men grunden til at man sluger det, er at det faktisk harmonerer ganske godt sammen med den Drizzt, vi møder i fiktionens ”virkelighed”, og hans godhed er noget man accepterer, da det er imponerende at han kan opretholde sine principper i verden fuld af kaos og ondskab.

Hop med på Salvatore-linien

Alt i alt er Homeland en fornem omgang fantasyunderholdning. Drizzt er en larger than life hero, og for mig er Homeland noget af det bedste der findes, også selvom jeg nu har læst den over fem gange. Bedre anbefaling kan man næppe give, men man skal blot i denne sammenhæng huske at jeg er en Salvatore-fanboy. Men skrid nu ud og køb den og hop med på Salvatorebussen, som kører dig steder hen, du har set før og godt kan lide. Men det sker på første klasse og med garanti for hygge.

6 stjerner

Titel: Homeland
Seriens titel: The Dark Elf Trilogy
Forfatter: R. A. Salvatore
Udgivelsesår: 1990
Forlag: TSR
Sideantal: 314

Anmeldt af: Jacob Krogsøe | 13/06/2009