The Drover’s Wife: The Legend of Molly Johnson (Salliana Seven Campbell, 2022) [Mikroanmeldelse]

1 minuts læsetid

The Drover's Wife: The Legend of Molly JohnsonThe Drover’s Wife: The Legend of Molly Johnson er en australsk outback-western med Leah Purcell i hovedrollen som Molly Johnson.

Molly må både styre farmen og tage sig af børnene, mens hendes mand er væk for at drive kvæg (titlens “drover”).

Filmen, der også er skrevet og instrueret af Purcell, er baseret på Purcells roman af samme navn, der igen er baseret på skuespillet The Drover’s Wife (også af Purcell) – der IGEN er løst baseret på en novelle fra 1892 med titlen The Drover’s Wife. Pyha!

Scoret er komponeret af komponisten og multiinstrumentalisten Salliana Seven Campbell, der leverer et fint og atmosfærisk score, der ikke så meget lyder som westernmusik, som det lyder som en blanding af folk og moderne country and western.

Scoret er komponeret for et mindre strygerensemble, suppleret af flygel, både akustisk og elektrisk guitar, banjo, mandolin og lidt slagtøj.

Alle instrumenterne – på nær et par guitarsoloer og akustisk bas – spilles i øvrigt af Campbell selv!

Straks den elektriske guitar dukker op (og det gør den næsten øjeblikkeligt i åbningscuet, “Molly’s Walk”), tror man, at Campbell går Morricone i bedene, men det viser sig hurtigt, at der ikke er noget Morricone’sk over hendes brug af elektrisk guitar.

Jovist, man kan altid sige, at elektrisk guitar og westernfilm (uanset at dette er en australsk outback-western og ikke en amerikansk western) er en kombination, der skylder Morricone alt, men så slutter sammenligningerne også.

Campbell bruger den elektriske guitar på sin egen måde – twangy, folksy, stedvist countrymusik-agtigt (dog ingen slideguitar) og stedvist endda moderne rocket.

Den mere rurale tone slår Campbell an i sin brug af strygere, i særdeleshed violinen, men også den akustiske guitar og stedvist banjoen. Det placerer tydeligt musikken i en landlig setting, men uden at man af den grund nødvendigvis tænker “western”.

Scoret indeholder såvel tematisk/melodisk anlagte cues som mere underscore-prægede cues, men selv sidstnævnte er som regel harmonisk anlagt. Kun få steder bevæger musikken sig ud i regulær dissonans, og det er altid kun i korte perioder ad gangen, f.eks. i dele af “You’re Wearing Joe’s Boots”.

Der er enkelte tilbagevendende temaer og motiver, bl.a. Mollys tema, der første gang høres i “Molly’s Walk”, men The Drover’s Wife er ikke som sådan et klassisk ledemotiv-orienteret score. Det er til gengæld et virkelig stemningsfuldt score, som klart kan anbefales til folk med hang til skæv westernmusik.

4/6

Tracks: 1. Molly’s Walk (2:42), 2. Eating Bullock (1:30), 3. Clintoff Arrival (1:39), 4. Louisa’s Theme (1:34), 5. Everton (2:46), 6. Ginny May (2:35), 7. Men’s Business (2:30), 8. Fire Stories (2:08), 9. Drunken and Disorderly (3:40), 10. The Hanging Tree (1:38), 11. He’s Buried There (2:45), 12. You’re Wearing Joe’s Boots (1:36), 13. Molly’s Grief (2:09), 14. A Mother’s Scorn (2:09), 15. Red Handed Molly (2:20), 16. Barefoot Molly (3:37), 17. Molly’s Last Walk (1:39), 18. Danny’s Hope (2:27), 19. Mongrel (1:20), 20. Molly’s Theme (2:10)

Mogens Høegsberg. Redaktør. Medstifter af Planet Pulp. Født 1976. Oprindelig fra Ringkøbing, fra 1996 til 2014 bosat i Århus, nu bosat i Silkeborg. Uddannet mag.art. og ph.d. i middelalderarkæologi. Ansat som arkæolog ved Moesgård Museum. Har siden barndommen været ivrig horrorfan; indledningsvist primært litteratur, senere også film. Dertil rollespiller, brætspiller og tegneseriefan. Film og filmmusik er Mogens’ to største passioner inden for [..]

Skriv et svar

Your email address will not be published.