Mogens Høegsberg
Ingen kommentarer

The Devil’s Rejects

The Devil’s Rejects
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

The Devil's RejectsEn vaskeægte kvalmefremkalder fra Rob Zombies hånd med chokeffekt som hovedingrediens. Overdrevne drabsorgier, klamme perversiteter, voldtægter, bizarre karakterer, rappe replikker og hæsblæsende vinkler gør The Devil’s Rejects til en skræmmende og ulækker, men også hul oplevelse.

The Devil’s Rejects er instruktøren/musikeren Rob Zombies opfølger til voldorgiefilmen House Of 1000 Corpses (2003), og følger tre af de overlevende karakterer fra den første film. Da jeg ikke har set forgængeren, har jeg derfor kigget på The Devil’s Rejects som et individuelt værk.

Meet the Fireflys

Så er filmens tone sat...

Udover at have instrueret en Halloween-genindspilningen fra 2007, er Zombie mere end aktiv som musiker (heavybandet White Zombie) og som manuskriptforfatter. Kort sagt en travl herre med filmisk øje for det ulækre gys. Han er i dette tilfælde også manden bag filmens manuskript.

Filmens handling er overraskende svær at beskrive ordentligt, uden at afsløre for meget af plottet, eller de ækle, overraskende scener, da de simpelthen må opleves med egne øjne. Skal man have det fulde udbytte af gysene i denne film, skal man ikke have for meget at vide på forhånd. Så her følger blot et ultrakort plot-overblik: Tre psykopater fra samme familie af bizarre mordere, som House Of 1000 Corpses handlede om (familien Firefly), er på flugt fra en lige så iskold sherif og hans politistyrke. Familien kaldes Djævelens Udskud af det lokale samfund, og på dette syrede road trip underholder de sig med bl.a. mord, perversiteter, og seksuelt misbrug. En af dem har sjovt nok en vis lighed med en vis syg seriemorder med efternavnet Manson.

Firefly-hovedkaraktererne skal man også selv have lov at opleve, uden nærmere beskrivelse, men de er forholdsvis godt bygget op, og trods historiens mange karakterer, er der lagt an til, at man godt kan følge den røde tråd og deres sammenvævede historie.

Sindssygt skræmmende

Familien Firefly bereder sig på kamp mod sheriffen

I skuespillerstaben finder vi både velkendte og mindre kendte ansigter. William Forsythe som sheriffen, Leslie Easterbrook som moderen i den syrede familie og Sid Haig som Captain Spaulding er alle travle B-skuespillere vi kender fra henholdsvis Things to Do in Denver When You’re Dead (1995), Police Academy-serien (1984-1989) og Jackie Brown (1997). Generelt er skuespilniveauet tilpas overspillet, hvilket passer fint til filmtypen. En anden generel ting er, at ikke blot filmens handling, men også skuespillernes præstationer efterlader én med følelsen af, at de her iskolde mennesker jo desværre findes derude et sted. En type, hvis miljø man vælger at holde sig helvedes langt fra, hvis man har muligheden. Igen vil jeg ikke beskrive dem for indgående, men de kan vist i de fleste menneskers øjne kaldes sindssygt skræmmende.

Filmens lydside er fint sammensat – bl.a. en masse amerikansk blød 70’er-musik, der passer perfekt som modpol til den vanvittige families road trip, og selvfølgelig sluttes filmen af med et ordentligt glimt i øjet. Intet ringere end Lynyrd Skynyrds “Free Bird” – sangen, der om noget repræsenterer americana. Der lurer konstant gennemsnitlig underlægningsmusik i filmen, hvilket kun fremmer stemningen effektivt.

MTV-stil

Den mindst lige så sadistiske sherif i starten af hans 'search and destroy'-mission

Rent visuelt er filmen sådan set ganske vellavet. Man føler konstant en kvalmende fornemmelse af de gullige toner, de stressede billeder, og den evigt skræmmende stemning. Antydningens kunst bruges vældigt flittigt i The Devil’s Rejects – men igen kan jeg ikke afsløre for meget. Jeg tror sagtens, at jeg kunne have illustreret anmeldelsen med en serie “stuerene” billeder fra filmen, og alligevel have vist den kvalmende atmosfære i den grumsede, gullige, beskidte Firefly-verden.

Selv om The Devil’s Rejects ikke byder på nye filmiske sensationer, er den fyldt med freeze frames, som giver én følelsen af at se på en tegneserie. De bruges heftigt i actionsekvenserne, og resten af fotograferingen mindede mig om MTV-stil. Visuelt er filmen, uanset ens holdning til handlingen og den stigende kvalme, aldrig stillestående at se på.

TV-reportagen, der viser fundene i familiens hus

Nu hører jeg godt nok til den lille gruppe af mennesker, der mente at Pulp Fiction (1994) kun var ok underholdende på grund af Samuel L. Jacksons skuespil, men ikke følte mig særligt grundigt underholdt af hele voldsorgiescenariet. Nu er det også en uretfærdig sammenligning, men hvor Pulp Fiction i det mindste charmerer sig ind med humor midt i den klamme handling, skyder The Devil’s Rejects milevidt forbi. Humoren er for sparsom, men når den dukker op, virker den som et ivrigt – og i øvrigt vellykket – forsøg på at overgå andre klamme gysere.

Vellykket, men hul

En helt ny form for road kill

Når jeg derfor må erklære The Devil’s Rejects for en vellykket gyser på nogle punkter (bizarre karakterer og skræmmeeffekten), er det i høj grad takket være de tilpas overspillende B-skuespillere, det allestedsnærværende element af gore, og kameraarbejdet. Filmelskere med hang til morderiske psykopater og kvalmefremkaldende scener vil sandsynligvis føle sig mere end perfekt underholdt. Jeg, derimod, er knap så overbevist af denne teknisk vellykkede, men underholdningsmæssigt hule gyser. Til gengæld er den skræmmende fra start til slut og ikke helt så forudsigelig, som man måske kunne forvente af genren.

The Devil’s Rejects er venligst stillet til rådighed af Nordisk Film.

2 stjerner

Titel: The Devil’s Rejects
Instruktør: Rob Zombie
Manuskript: Rob Zombie
Cast: Sid Haig (Captain Spaulding/James Cutter), Danny Trejo (Rondo), Sheri Moon Zombie (Baby Firefly/Vera-Ellen), Bill Moseley (Otis B. Driftwood), William Forsythe (Sheriff John Quincy Wydell), Ken Foree (Charlie Altamont), Matthew McGrory (Tiny), Leslie Easterbrok (Mother Firefly)
Producere: Mike Elliott (producer), Andy Gould (producer), Marco Mehlitz (producer), Michael Ohoven (producer), Rob Zombie (producer), Ali Forman (associate producer), Brent Morris (co-producer), Peter Block (executive producer), Michael Burns (executive producer), Guy Oseary (executive producer), Michael Paseornek (executive producer), Julie Yorn (executive producer)
Foto: Phil Parmet
Klip: Glenn Garland
Musik: Tyler Bates, Terry Reid, Rob Zombie
Spilletid: 104 minutter
Aspect ratio: 1.77:1
Lyd: Dolby Digital 5.1.
Sprog: Engelsk
Undertekster: Dansk, svensk, norsk, finsk
Produktionsland, år: USA, 2005
Produktionsselskaber: Lions Gate Films, Cinerenta Medienbeteiligungs KG, Devil’s Rejects Inc., Firm Films, Entache Entertainment, Creep Entertainment International, Spectacle Entertainment Group.
Distributør (DVD): Nordisk Film (DK)
Udgave/region: 2

Anmeldt af: Heidi Tvedegaard Lund | 13/06/2008

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *