Martin Wangsgaard Jürgensen
Ingen kommentarer

The Demon

Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Percival Rubens’ Halloween rip-off The Demon er en alt andet end vellykket film - handlingen er ujævn, filmen mister fokus, dialogen er helt horribel og kameraarbejdet er uambitiøst og lidt amatøragtigt stift.

The DemonI 1979 indspillede den sydafrikanske instruktør Percival Rubens chokfilmen The Demon. En gyser der helhjertet forsøger at stå mål med sine forbilleder, uden så meget som at nå dem til sokkeholderne. Nu kan Rubens ikke ligefrem prale af at have en stor produktion bag sig, men The Demon var immervæk hans femte film, og derfor kunne man måske forvente af instruktøren, at han efterhånden havde lært at få et ordentligt greb om den historie, han vil fortælle.

Det er bare ikke tilfældet, og det bliver da også filmens store problem i sidste ende. Uheldigvis kan Rubens ikke give andre end sig selv skylden for dette, for han stod selv for manuskriptet – som han i øvrigt har gjort i hovedparten af de ni film han til dato har instrueret. The Demon, som anmeldes her, var i øvrigt ikke Rubens første rigtige spændingsfilm, for debutfilmen The Long Red Shadow fra 1968 var ligeledes er fortælling om en morder.

Brutalt mord
Mediet Bill Carson (Cameron Mitchell).

Mediet Bill Carson (Cameron Mitchell).

The Demon begynder da en stor, maskeret mandsperson trænger ind i et hjem, overfalder en kvinde og derefter styrer direkte op mod teenagedatterens værelse ovenpå. Pigebarnet bliver derefter kidnappet af manden og slæbt ud i skoven, hvor hun forulempes, myrdes og anbringes hængende i et træ. Så langt så godt.

Handlingen springer nu to måneder frem. Colonel Bill Carson er netop ankommet til det ulykkelige hjem, og vi finder hurtigt ud af, at han er kommet for at hjælpe familien med at opklare, hvad der er hændt datteren. Man har endnu ikke fundet hendes lig, og familiefaderen er efterhånden godt hævntørstig. Datteren tænker han ikke meget på – for ham drejer det sig kun om blodhævn, og derfor er Bill Carson blevet indblandet.

Mary (Jennifer Holmes).

Mary (Jennifer Holmes).

Carson er ikke nogen helt almindelig mand, han har nemlig overnaturlige evner – ESP – Extra-Sensory Perception, som han selv, meget belærende, forklarer det. Carson har arbejdet på flere mordsager tidligere, hvor han på mystisk vis har modtaget glimt af morderen. Det er meningen, han skal gøre det samme nu, og Carson går øjeblikkeligt i gang. Meget kommer der imidlertid ikke ud af mediets hokuspokus, men han får dog lige tid til at fyre en masse spåkonelignende øregas af om stor ondskab og dårlige varsler.

De søde kusiner
Det ligner jo noget man har set før...

Det ligner jo noget man har set før…

Her springer handlingen ret pludseligt til kusineparret Mary og Jo, der bor sammen i en særdeles stor villa. Indledningsvist prøver man som seer desperat at forstå hvad koblingen mellem familien fra starten og kusinerne er, men så går det op for én, at der slet ikke er nogen sammenhæng.

Kusinerne arbejder som børnehaveklasselærere og lever en lykkelig tilværelse med dating og pigesnak. Idyllen ødelægges dog hurtigt, for en stor, sortklædt mand med en snehvid maske begynder at belure Mary. Hun ser ham ud gennem klasseværelsets vinduer, hun ser ham, da hun prøver tøj i en butik og senere fortæller naboerne, at en mand har lusket omkring i nabolaget. Dette lyder jo nok bekendt for de fleste, men mere om det senere.

Skelettet af den unge pige fra starten bliver fundet.

Skelettet af den unge pige fra starten bliver fundet.

Meget mere end skummel beluring kommer der ikke ud af sagen, for faktisk bliver filmens første time mere eller mindre ubeskåret brugt på at skildre Marys og Jos kærlighedsliv. Tanken er sådan set god nok, for det har helt åbenlyst været Rubens hensigt at få os til at føle noget for de to kvinder, men filmen går ganske enkelt helt over bord.

Man glemmer faktisk næsten, at der også løber et medie ved navn Carson omkring et sted og leder efter morderen. Rubens glemte ham vist også næsten, for pigerne sluger stort set hele handlingen og Carsons efterforskningsarbejde bliver ret hurtigt en underudviklet og besynderlig biting, der med ét får en særdeles forbavsende afslutning.

Et af morderens ofre.

Et af morderens ofre.

Det er ret tydeligt, at den maskerede gerningsmand planlægger at overfalde Mary på et eller andet tidspunkt, men morderen har gang i flere gryder, så mens Mary og Jo dater fyre, sniger vores morder sig omkring i byens natteliv. Nogen specielt heldig morder er han nu ikke, for det er kun et fåtal af de brutale mord, der går glat. Uønskede forbipasserende har det med at dukke op, men hvordan den store sammenhæng er mellem morderen og Mary, kommer der ikke noget svar på.

Halloween rip-off
Den sorte handske - morderens trademark.

Den sorte handske – morderens trademark.

The Demon udkom i 1979, men året forinden havde John Carpenters Halloween taget de amerikanske teens og biografer med storm. Carpenters film var indspillet for stort set ingen penge, og udspillede sig i et yderst minimalt miljø, men den fungerede, og formår stadig i dag at betage publikum. Af den grund inspirerede filmen naturligvis også mange andre instruktører til at forsøge sig med morderiske gysere.

The Demon er da også uomtvisteligt et plagiat af Carpenters film, hvor selv skurken er forsøgt genskabt – lige fra det sorte tøj til den hvide maske. Desværre for Percival Rubens havde han bare misforstået, hvad det rent faktisk var, der virkede så nyskabende i Halloween.

John Carpenter lod sine unge teenagere blive beluret af psykopaten Michael Myers, mens de lavede de ting, som teens nu engang laver. I Halloween troede pigerne, at de var alene og troede de var i sikkerhed. Rammerne var forstadens sikre svøbe, og ingen i den lille soveby Haddonfield kunne drømme om, at nogen ville dem ondt. I The Demon mangler det voyeuristiske element stort set helt. Det bliver brugt i ny og næ for at skabe lidt spænding, men de klassiske POV-skud optræder ikke.

Mary må flygte nøgen fra morderen.

Mary må flygte nøgen fra morderen.

Hvor der dermed lå noget ulmende i Halloween når pigerne sad i stuen og snakkede, mangler dette totalt i The Demon. Her er det vitterligt bare ligegyldigt dagligdagssnak man betragter, mens alle håber, morderen snart får sig nosset sammen til at angribe. Rubens morder er også en langt mere klassisk seriemorder, der ganske vist går med maske og forsøger at være tavs som graven, men han kommer flere gange med udbrud, og er langt mindre mekanisk end Michael Myers.

Det kan i øvrigt også nævnes, at morderen i The Demon bruger sorte handsker med metalklør som våben, modsat Myers’ store køkkenknive. Tilmed får Rubens’ morder en hel del mere modstand, og han må rent faktisk udkæmpe flere nævnkampe med forbipasserende, der kommer ofrene til undsætning. Navnlig scenen hvor to unge fyre på knallerter angriber morderen, er ufrivilligt komisk og alt andet end det nervepirrende slagsmål, som Rubens formodentlig havde forstillet sig.

Overnaturlig morder
En saks i halsen - mon han overlever?

En saks i halsen – mon han overlever?

Uden at gå endnu dybere ind i sammenligningen med Michael Myers må det dog nævnes, at den navnløse morder i The Demon bliver omtalt med småreligiøse vendinger, præcis som Myers i Halloween. Desværre er Rubens’ dialog så ringe, at det i The Demon kommer til at fremstå komplet tåbeligt og så klichéfyldt, at man næsten brækker sig.

På ét punkt adskiller de to mordere sig meget, og det er, at der tilsyneladende er noget overnaturligt ved Rubens’ dræber. Det bliver aldrig forklaret, og aldrig brugt til noget specielt, men morderen har en evne til at opløse sig selv i den rene luft og dukke op igen kort efter. Det ser ret underligt ud i filmen, og om det bare er Mary der ser syner, eller om der vitterligt er noget overnaturligt på spil må forblive ubesvaret.

Hæderligt skuespil
Jo (Zoli Marki). Filmens store trumfkort.

Jo (Zoli Marki). Filmens store trumfkort.

Skuespillet er rent faktisk generelt hæderligt. Det er kun Cameron Mitchell i rollen som mediet Bill Carson, der bliver pinagtig i længden. Det skyldes dog frem for alt de corny replikker og ikke selve præstationen. Mitchell vil flere måske huske fra rollen som arkæologen Dr. Howard Phillips i gyseren The Tomb fra 1986. De andre medvirkende gør det alle fint, og de fleste har da også med tiden spillet med i et utal af TV-serier. Flere af dem medvirkede endda efterfølgende i andre af Rubens’ produktioner, hvoraf navnlig den postapokalyptiske fremtidsthriller Survival Zone fra 1983 skal fremhæves.

Den egentlige hovedperson i The Demon er Mary, der spilles af serieveteranen Jennifer Holmes. Holmes kan bl.a. ses i Love Boat, Knight Rider, The Fall Guy, L.A. Law, Matlock og Baywatch for blot at nævne nogle stykker. Sagen er bare den, at Jennifer Holmes slet ikke kan spille op imod den ultracharmerende Zoli Marki, der har rollen som Marys kusine Jo.

Af alle de piger, der kommer i morderens søgelys, inklusiv Mary, er det Jo man bekymrer sig om, og det skyldes rent faktisk hovedsageligt Zoli Markis troskyldig ansigt og glimrende skuespil. The Demon er ikke ligefrem en film man forventer at finde godt skuespil i, og Marki er derfor absolut en positiv overraskelse i en ellers særdeles lunken kop the.

To interessante punkter
Endnu en scene lånt fra Carpenters Halloween.

Endnu en scene lånt fra Carpenters Halloween.

Percival Rubens Halloween-plagiat er alt andet end vellykket. Handlingen er ujævn, filmen mister fokus og dialogen er helt horribel. Kameraarbejdet er uambitiøst og lidt amatøragtigt stift. Tilmed er det kun de sidste mordscener, der for alvor er blodige – resten udspiller sig i et næsten totalt mørke, hvor det kun er lydsporet som afslører hvad pokker det er, der foregår.

På to punkter er The Demon dog interessant. For det første er filmen et tidligt bud på den efterhånden ret fortærskede idé om en clairvoyant, der skal jage en seriemorder. For det andet er det sjovt at se en så direkte kopi af Carpenters film, og det vel at mærke før man kan tale om nogen egentlig slashergenre. The Demon er ikke nogen slasherfilm. Det er vel nok først med Sean S. Cunninghams Friday the 13th fra 1980, at man kan tale om en egentlig genre.

Handlingen i The Demon er derfor ret konventionel og i virkeligheden er filmen bare en kriminalthriller, der driver rovdrift på Carpenters horrorstemning. Hvor sjovt alt dette så er i længden, må man nok hellere selv afgøre. The Demon kan ikke anbefales, og da slet ikke, hvis man håber på en ny slasherfilm til samlingen. Faktisk bør man nok gå i en stor bue uden om Rubens’ alt andet end heldige film – næh, se hellere Halloween igen og overlad The Demon til glemmebogen.

2 stjerner

Titel: The Demon
Dansk titel: Dæmonen
Andre titler: Midnight Caller (USA)
Instruktør: Percival Rubens
Manuskript: Percival Rubens
Cast: Jennifer Holmes (Mary), Cameron Mitchell (mediet Bill Carson), Craig Gardner (Dean Turner), Zoli Marki (Jo), Peter J. Elliott (naboen Mr. Parker), Moira Winslow (Joan Parker), Mark Tanous (Bobby)
Producere: Bernard Buys (associate producer), David Dalling (executive producer), Percival Rubens (producer), Joe Steinberg (associate producer)
Foto: Vincent G. Cox
Musik: Nick Labushagne
Spilletid: 94 minutter
Aspect ratio: Fullframe
Lyd: Mono
Sprog: Engelsk
Undertekster: Ingen
Produktionsland, år: Sydafrika/Holland, 1979
Produktionsselskaber: Gold Key, Hollard Productions, Percival Rubens Films
Distributør (DVD): GMVS Ltd. (UK)
Udgave/region: 2

Anmeldt i nr. 14 | 13/12/2006

Stikord: Rip-off

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *