Jacob Krogsøe
Ingen kommentarer

The Dark Elf Trilogy – Book Two: Exile

Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

ExileMed Exile, det andet bind i The Dark Elf Trilogy, tager Salvatore os på en fantastisk rejse rundt i The Underdark.

I Homeland, det første bind i trilogien, var fortællingen forankret i Menzoberranzan, hvor vi kiggede Drizzt over skulderne i hans opvækst og fik et indblik i det ondskabsfulde samfund, som skabte én af alle tiders største fantasyhelte.

Homeland var en fornem introduktion til både The Underdark og til Drizzt Do’Urden som person. Men i Exile kommer der for alvor kød på det seje skelet, som vi alle kender som Drizzt, og samtidig er der flere fantastiske scener, som den dag i dag stadig hører til toppen af poppen i fantasylitteraturen. Én af de scener vender jeg tilbage til senere.

På grillbaren

Vi forlod Drizzt, da han ”stak af hjemmefra”. Hans far og lærermester blev ofret, så Drizzt, der havde pisset på gudinden Lloth, kunne få lov til at leve. Men Drizzt ville ikke acceptere sin skæbne som lakaj for de onde, onde, onde Lloth-præstinder, så han stak af – som en anden teenager der stikker af til grillbaren for at finde trøst i en fransk hotdog og Golden Axe på spillemaskinen.

Ja, Drizzt var vred, og ikke nok med at han stak af hjemmefra, nej, han løb ud i det dødsensfarlige The Underdark, hvor man normalt dør, hvis man så meget som slår en prut! Men da vi møder Drizzt i Exile, er der gået 10 år siden handlingen sluttede i Homeland.

Drizzt er stadig i live og befinder sig stadig i The Underdark – og så vil den opmærksomme læser, og den rollespilsregelkyndige, nok regne ud, at han er en bad motherfucker. Albummet indledes da også med, at Drizzt nedkæmper en basilisk, som er et ganske sejt monster i fantasyland.

Gnomer og venner

Handlingen skrider frem som en hund i brunst, og den ene fede kampsekvens afløser den anden. Men Drizzt er forfulgt – både af sin onde mor og af sin egen skyggeside. Skyggesiden er The Hunter – den del af ham selv, som Drizzt har skabt for at kunne overleve.

Igennem de sidste 10 år er han blevet mere dyr end drow, og det må der rådes bod på. Så Drizzt erkender, at han må gøre noget drastisk. Han lader sig tage til fange af en by fyldt med svirfneblin, Underdarks udgave af gnomerne – var der nogen der sagde smølferne? Han bliver gode venner med Belwar Dissengulp, ja Salvatore er god til de navne, man knækker tungen på. Belwar respekterer Drizzt for den person han, uanset hudfarve og race. Så da Drizzt forlader gnomerne, tager Belwar med.

De to venner får følgeskab af den stakkels stenalf “Clacker”, som en ond menneskelig troldmand har tryllet om til en Hook Horror. Men i mellemtiden er jagten på Drizzt blevet intensiveret. I bedste Darth Vader/Luke-stil er Zaknafein blevet lavet om til en ond skabning, der nu jagter sin søn – og hvordan det spænder af, da de møder hinanden ved en sø af syre, skal jeg ikke røbe her.

Mesterlig fantasy fra den lette skuffe

Exile er spækket med fede enkeltstående scener, som fantasydelen af ens hjerne altid vil huske. Den der træder tydeligst frem er uden tvivl den, hvor Drizzt og drengene er taget til fange af de lede mind flayers. Her viser Salavatore for alvor sit talent for højspændt fantasy og fede kampscener. Og sådan kunne man sige om resten af Exile, som er en fornøjelse fra start til slut. Det er letbenet og klichéfyldt, men føj hvor det virker!

6 stjerner

Titel: Exile
Seriens titel: The Dark Elf Trilogy
Forfatter: R.A. Salvatore
Udgivet: 1990
Forlag: TSR
Format: Paperback
Sideantal: 306

Anmeldt af: Jacob Krogsøe | 13/12/2010

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *