Den tredje film i den løst sammenhængende Cloverfield-franchise er en mildest talt røvkedelig rumfilm med alt godt fra den store skuffe med klichéer.
Det eneste gode, der kom ud af filmen, er derfor den ekstremt talentfulde Bear McCrearys score, der skriver sig ind i den store bog over scores, der er langt bedre end de film, de er komponeret til.
Tv-serier og kortfilm
McCreary, der netop er fyldt 39, har været aktiv som komponist siden 1997, men de første mange år af sin karriere komponerede han primært musik til kortfilm og tv-serier. Hans første større opgave kom i 2004, da han blev valgt som komponist på den rebootede Battlestar Galactica-serie (2004-09).
Siden har han primært fortsat karrieren indenfor tv, og mange vil formentlig kende hans musik fra den enormt populære The Walking Dead (2010-).
McCreary komponerede sit første spillefilmsscore allerede i 2002 (den stort set ukendte Periphery, Texas), men det er først indenfor de senere år, at han er begyndt at få spillefilm med en lidt højere profil.
I 2016 komponerede han det glimrende score til den anden film i Cloverfield-franchisen, den lige så glimrende 10 Cloverfield Lane, og producenterne valgte klogeligt nok at holde på McCreary, da der skulle findes en komponist til The Cloverfield Paradox.
McCreary leverer varen
Til McCrearys store ros må det siges, at han har ydet en formidabel indsats og fået det bedste ud af en dårlig situation. Mange, mindre dygtige komponister ville ikke kunne levere så inspireret et score med det forhåndenværende kildemateriale, men McCreary leverer virkelig varen her.
Scoret til The Cloverfield Paradox er et suspense/action/horror-score – altså præcis de stemninger, filmen gerne ville ramme, men ikke formår at gøre. Det gør McCreary til gengæld!
Scoret er komponeret overvejende for symfoniorkester, men også med anvendelse af en del synth samt stedvist også kor. Dertil kommer enkelte specialinstrumenter, bl.a. drejelire.
To bærende temaer
Scoret er bygget op omkring to temaer samt enkelte andre tilbagevendende motiver, bl.a. ét for den partikelaccelerator, der spiller en væsentlig rolle for plottet og ét for alt det mærkelige, der sker, efter at astronauterne tænder for partikelacceleratoren.
Man kan læse nærmere om de forskellige temaer og motiver på McCrearys egen, særdeles informative, hjemmeside her: http://www.bearmccreary.com/#blog/blog/films/the-cloverfield-paradox/.
Scorets dominerende tematiske identitet er selve hovedtemaet, der introduceres i “Overture”.
Hovedtemaet består af både et A- og et B-tema. A-temaet er bygget op af en strygerostinato, hvorover selve temaet ligger i form af et agiteret strygermotiv på 5 + 8 toner.
Det langt mere lyriske og konkret melodiske B-tema dukker op nogle gange undervejs i resten af scoret, men slet ikke så ofte, som man kunne ønske.
Det er et kraftfuldt og overraskende ørehængende tema, McCreary har fået skruet sammen her – overraskende især fordi selve temaet er en ret minimalistisk konstruktion på de nævnte blot 5 + 8 toner.
Det betyder til gengæld også, at McCreary undervejs kan dekonstruere hovedtemaet og bruge dets enkeltbestanddele uafhængigt af hinanden. Det betyder, at den underliggende ostinato samt både de første 5 og sidste 8 toner af selve temaet høres mange gange i løbet af scoret som selvstændige elementer.
Det andet gennemgående tema er det fine kærlighedstema for filmens hovedperson Ava og hendes kæreste Michael. Det høres første gang i cuet med titlen “Ava and Michael” (nr. 2), men har altså en håndfuld yderligere optrædener, også her ofte kun i form af den indledende strygerostinato.
Strygerostinatoen der indleder kærlighedstemaet er i øvrigt fjernt beslægtet med hovedtemaets 5-tone-motiv, men de to musikalske idéer er dog så forskellige i deres udtryk, at man aldrig vil forveksle dem. Ikke desto mindre er det en fin detalje, at de to centrale temaer rent konceptuelt er i familie med hinanden.
Imponerende underscore
De to temaer, især hovedtemaet, holder sammen på scoret, men den deciderede underscore er bestemt heller ikke dårlig; faktisk er her, at McCreary formår at imponere mest undervejs.
Det begynder rigtig godt allerede med “Converging Overload” (nr. 3). Efter et gennemløb af hovedtemaet med en underliggende synth-puls og fine blæserdetaljer, går cuet over i en passage med fin suspensemusik, hvor hvirvlende strygere samt blæsere kortvarigt giver mindelser om Danny Elfmans Spider-Man-musik.
Efter en storslået, melodisk passage, ender cuet i en helt anden stemning, da McCreary til sidst lader helvede bryde lys med James Horner-agtige “crashing pianos”, synth, dissonante blæsere og træblæsere samt kor. Det er ren horrormusik: Så er der lagt i ovnen!
“Drifting in the Dark” (nr. 4) starter lidt mere nedtonet med creepy underscore – dog med brug af hovedtemaet – inden en lang passage med virkelig effektiv suspense- og actionmusik med rundhåndet brug af hovedtemaet.
Siden kommer et mørkt, mørkt mandskor til sammen med hovedtema-ostinatoen og ændrer igen cuets stemning over i det betydeligt mere horroragtige.
Hen mod slutningen af cuet synes nogle pulserende strygere at være let inspirerede af Michael Kamens score til Event Horizon (1997), som jo bestemt også er én af de film, der har stået fadder til The Cloverfield Paradox.
Og sådan fortsætter det med det ene rigtig fine cue efter det andet. “In the Wall” (nr. 5) er et fremragende horror-cue med masser af dissonant orkestermusik (og kor), og cuet demonstrerer på fornem vis, at McCreary mestrer den svære kunst at gøre dissonant musik interessant at lytte til i stedet for bare organiseret larm.
Trækker momentum ud
Selvfølgelig er der også enkelte cues undervejs, hvor der måske ikke sker det helt store og som derfor trækker noget momentum ud af albummet.
Det gælder f.eks. dele af det ellers stedvist fine “Mutant Space Worms” (nr. 6) og “Molly” (nr. 8), der primært består af langsom og forholdsvis lavmælt underscore.
Også det umiddelbart efterfølgende “Cassiopeia” (nr. 9) er ét af de mindre interessante cues, der dog alligevel må fremhæves for en fin, optimistisk variation på hovedtemaets B-tema.
Går løs igen
Herefter går det dog løs igen med en stribe forrygende cues. “Airlock 6” (nr. 10) er ét af scorets bedste actioncues, mens det efterfølgende “A Message for Ava” (nr. 11) er noget helt andet: Gammeldags, følelsesladet og voldsomt smuk filmmusik, der hele vejen igennem er baseret på Ava og Michaels tema.
Det er dog en kort respit, for med det følgende cue, “Magno-Putty” (nr. 12) er vi tilbage i suspense – endnu et af scorets højdepunkter – bl.a. med fin udnyttelse af hovedtemaet.
“Spacewalk” (nr. 13) er måske scorets fineste actioncue; næsten 7 minutters ren opvisning i overlegen symfonisk filmmusik.
Men den fremragende musik fortsætter faktisk albummet ud med de tre afsluttende tracks, hvoraf det korteste er lige over 7 minutter langt.
“Launch Sequence” (nr. 14) er igen primært et suspense- og actioncue, mens “A Stable Beam” (nr. 15) er scorets forløsende cue, der igen i store træk er baseret på Ava og Michaels tema, men hvor McCreary også får inkorporeret nogle virkelig imponerende harmoniske og triumferende passager.
Her er det også virkelig fint, hvordan McCreary i slutningen af cuet lader Ava og Michaels tema og hovedtemaet ligger i kontrapunkt.
Albummet lukker med “The Cloverfield Paradox” (nr. 16); en længere suite der præsenterer scorets tematiske materiale sat sammen med effektiv suspense og action. Her kommer McCreary bl.a. også omkring nogle af de væsentlige elementer, der er indgået i den ikke-tematiske underscore.
Imponerende score
Selv med en spilletid på 76 minutter – hvilket for langt de fleste filmmusikalbums er for meget – er The Cloverfield Paradox et virkelig imponerende score.
Særligt imponeret er jeg nok over de mange små, fine detaljer, McCreary fletter ind i musikken med anvendelse af alle orkestrets sektioner: Der er fine små detaljer for både træblæsere, blæsere og strygere.
Dertil kommer adskillige imponerende passager for kor, ligesom også den solide dosis synthesizer, McCreary anvender, fungerer glimrende i kombination med orkestret.
Endelig må det også fremhæves, at McCreary er en komponist med sin egen stil og stemme; det her er ikke et score, der lyder som alle andre, ligesom McCreary heller ikke slår sig til tåls med at kanalisere andre komponister, der har gjort sig indenfor genren.
The Cloverfield Paradox er en jammerlig film, men scoret er alt andet, og jeg håber virkelig, at McCreary snart får chancen for at levere musik til en virkelig højtprofileret film, der også har mere substans.
Han er en uhyre talentfuld komponist og i en alder af kun 39 har vi store ting i vente fra ham, hvis Hollywood bare giver ham chancen!
Nummerliste:
1. Overture (2:10)
2. Ava and Michael (2:26)
3. Converging Overload (2:17)
4. Drifting in the Dark (5:35)
5. In the Wall (2:30)
6. Mutant Space Worms (6:45)
7. Jensen (4:40)
8. Molly (3:02)
9. Cassiopeia (5:01)
10. Airlock 6 (2:02)
11. A Message for Ava (5:44)
12. Magno-Putty (3:57)
13. Spacewalk (6:46)
14. Launch Sequence (8:46)
15. A Stable Beam (7:07)
16. The Cloverfield Paradox (7:36)
Total spilletid: 76:24
Komponeret af: Bear McCreary
Dirigeret af: Bear McCreary
Komponeret: 2018
Udgivet: 2018
Label: Sparks & Shadows
I skrivende stund er scoret kun udgivet til download, men ifølge McCrearys egen hjemmeside er der en fysisk udgivelse på vej.
Anmeldt i nr. 149 | 13/03/2018
