The Children

To slatne arbejdsmænd bliver enige om, at der nok ikke er nogen grund til at tage et sikkerhedscheck mere på atomkraftværket. De beslutter at snuppe en fyraftensbajer i stedet, og netop som de forlader værket, ser vi et rør, hvorfra der drypper en mystisk, rygende væske. Det lover ikke godt.

Vi skifter scene og ser en skolebus glide gennem New Englands milde sommerlandskab, da bussen pludseligt indhylles i grøngul tåge. Er der mon en sammenhæng mellem skyen og lækagen på atomkraftværket? Scenen skifter endnu engang. Skolebussen står tom og forladt i vejsiden ved kirkegården med motoren i tomgang og bliver her opdaget af sheriffen i lillebyen Ravensback. Noget er på færde. Hvor er børnene og hvorfor er de ikke kommet hjem?

Radioaktiv damp og børnezombier

Præmissen for lydmanden Max Kalmanowicz’ debutfilm er rørende enkel. Et radioaktivt udslip på et lokalt atomkraftværk i den idylliske provinsby Ravensback forvandler byens børn til en slags zombier. De æder ikke deres ofre – hvilket vil sige byens dyr og voksne – i stedet ser det nærmest ud som om, de diabolske kadaverbørn koger deres bytte gennem udledning af ætsende damp. Man skal nok se det for helt at forstå det lidt spøjse twist. Resultatet er dog nogenlunde det samme, som vi kender fra så mange andre zombiefilm, hvilket vil sige blodige, lemlæstede lig.

Fra det øjeblik, hvor det går op for sheriffen Billy Hart (Gil Rogers), at børnene er forsvundet på vej hjem fra skole, får lovens lange arm nok at se til. Først er der total forvirring, men så begynder der at dukke lig op i gaderne. Som seere ved vi naturligvis meget mere end sheriffen og indbyggerne i Ravensback, der hus for hus angribes af det, de tror, er helt almindelige børn.

Den unge vicesherif, deputy Harry Timmons – spillet af Law and Order-veteranen Tracy Griswold – er den første, der lægger to og to sammen. Og da nyheden slipper løs over politiradioen, at det er børnene der dræber, tager handlingen en ny drejning; barnejagten går ind.

Solidt håndværk

Til trods for at The Children er Max Kalmanowiczs instruktørdebut, er det i samarbejde med manuskriptforfatterne Edward Terry og Carlton J. Albright lykkedes at skabe en film, der formår at spinde solid horror på ganske få midler. Filmen er i øvrigt også de to manuskriptforfatteres debut, og der skulle gå ti år, før de genoptog samarbejdet igen, angiveligt på grund af uenigheder omkring produktionen af The Children. Da Terry og Albright fandt sammen igen, var det med horrorkomedien Luther the Geek fra 1990.

The Children har to helt klare styrker, der hæver den betydeligt over langt hovedparten af de low budget-film, man kan sammenligne den med. For det første flyder handlingen som smurt i olie. Vi præsenteres lynhurtigt og præcist for settingen, vi forstår motivationen for det, der skal ske, og så er der ellers fuld fart over feltet. Der krydsklippes mellem den stakkels gamle sherif, der kæmper for at finde hoved og hale i sagen, og så de diabolske zombiebørn, der overfalder forældre og voksne.

Som handlingen intensiveres, løber de to spor sammen i et opgør, der er løftet frit fra Night of the Living Dead (1968). Et opgør hvor mandsmod sættes på prøve og den hyggelige sherif må vise, om han har, hvad der skal til for at rydde barnetruslen af vejen.

Filmens anden store styrke er, at den på ganske kort tid formår at introducere et troværdigt miljø, der bæres af karakterer, vi faktisk er interesserede i. Gamle sherif Billy Hart er den godmodige bedstefar, hans håndgangene mand Harry Timmons en ung fløs, der tænker mest på kæresten og så fremdeles. Bestemt stereotyper, men det fungerer, fordi de er skildret med varme og uden ironisk distance.

Og netop fordi sheriffen kører omkring i byen og taler med forældrene til de forsvundne børn, stifter vi hurtigt bekendtskab med et større antal beboere, der så i løbet af filmen kan koges til døde. Men det, at vi har mødt ofrene før, betyder, at det ikke er navnløse voksne, der dør. Det er personer, vi kender, og har et indtryk af. Vi kender kunstnerfamilien, den rige familie og så fremdeles. Dette greb virker ganske, ganske godt og ligner på mange måder det, man også ser i en god katastrofefilm, hvor forskellige skæbner skal introduceres, før katastrofen rammer.

Småproblemer med filmen

The Children er naturligvis ikke nogen helt uproblematisk film. Der åbnes alt for mange små handlingstråde, der aldrig følges op – en storbypusher kommer eksempelvis til byen for bare at blive fundet død senere. Og der er de to småkriminelle brødre, der agerer hjælpesheriffer og får en del opmærksomhed. Mærkværdigvis forsvinder de to (u)charmerende brødre ud af historien igen, uden vi får lov til at se dem blive kogt. Skuffende.

Hank, den ene bror, spilles apropos af filmens manuskriptforfatter Edward Terry. Man kan også pege på de lidt umotiverede forsøg på at skabe chokeffekter. For eksempel falder en død hund pludselig ud af et skab. Den eneste mulighed for hvordan hundeliget er havnet i skabet, er, at zombiebørnene har anbragt det der. Næppe tænkeligt, eller? Der ligger gode intentioner bag de små chokforsøg, men der skydes over målet alt for mange gange.

Mere problematisk er de lidt velmange fjollede elementer, der ruller over skærmen i løbet af filmen. Skolebussen kører i grøften ved byens kirkegård. Kirkegårdens nærmeste nabo og børnenes første offer hedder Joyce Gould – klart og tydeligt udtalt ”Ghoul” (Ghoul+kirkegård!). En del af dialogen er måske også lidt for frisk og fjollet. Mere diskret er det, når sheriffen finder noget, der ligner et EC Comics-horrorblad i bussen. Det antyder lidt af den stemning, som holdet bag filmen har efterstræbt, og af den grund er det måske heller ikke så mærkværdigt endda, at der er et vist humoristisk element i The Children.

I den spøjse afdeling skal det nævnes, at en stor del af filmens score består af et helt ublu plagiat af Bernard Herrmanns musik til Hitchcocks Psycho (1960). Muligvis er det rent faktisk Hermanns score, der blot er ændret minimalt. Det betyder, at flere zombiedrab begås til tonerne af den ikoniske musik fra mordet i brusebadet. Det tager et par overfald, før man har abstraheret fra det, men i sidste ende glider det i baggrunden og bliver en del af Kalmanowiczs film.

Her skal det så tilføjes, at horror-oldboy Harry Manfredini er krediteret for originalt score-materiale til filmen. Hvor eller hvordan det kommer ind i billedet, kræver nærmere undersøgelse, men har Manfredini haft en finger med i lånet hos Herrmann, er The Children ikke komponistens stolteste stykke arbejde!

The Children er absolut ikke nogen ublodig film. Der er mange lemlæstede lig og åbne sår, men det springende punkt er naturligvis børnene. Det er umanerlig sjældent, man ser børn komme noget alvorligt til på film, også selv om de er monstre i forklædning. I The Children er man derfor spændt og venter utålmodigt på den første konfrontation mellem voksen og barn – hvad sker der, hvad sker der, sidder man småheppende og tænker.

Kan man forestille sig, at børnene bliver dræbt, som man normalt skaffer zombier af vejen eller finder sheriffen en eller anden mirakelkur, der kan gøre dem almindelige igen. Tiden trækkes næsten ulideligt langt, før vi får svaret, men da det kommer, er det en stor forløsning. Og lad det bare blive afsløret, at mirakelkuren bliver opdaget i form af et pyntesværd hængende på væggen.

Bevares, Max Kalmanowicz filmer ingen børn, der bliver hugget i stumper og stykker – den slags sker off-screen – men The Children viser sig at være overraskende barsk og kompromisløs, hvilket er endnu et af de steder, hvor filmen trækker point hjem.

En solid gyser der kender sine begrænsninger

Ser man på alle enkeltdele af The Children; skuespil, produktion, manuskript osv. , er der tale om et på alle måder tvivlsomt produkt. Det hele halter og virker en smule mere ambitiøst, end hvad godt er. Men af en eller anden grund holder det alligevel. Filmen er en rigtig solid gyser, ikke bare på den ufrivilligt komiske facon, men som egentligt, selvstændigt værk.

Den står på egne ben, måske til tider med lidt for tydelig brug af andres forlæg, men den kommer med et selvstændigt bud på zombiegenren. Et bud der minder om de gamle Gru-blades makabre univers, som filmen viderebringer konsekvent uden at ryste på hånden. Det er noget ret sjældent, når vi taler low budget-gysere.

Til det kan man så føje instruktørens jerngreb om historien, der med usvigelig sikkerhed skrider frem med 110 km/t. Den går faktisk så hurtigt, at man næsten glemmer alle de mange detaljer, der ikke helt giver mening eller som har været begravet så langt inde i manuskriptet, at de aldrig er blevet luget ud.

The Children er et lille solidt stykke gyserfilm, der fortjener at blive set. Den er ikke bare underholdende og forfriskende kontant, den er også et charmerende tidsbillede på sen-70’ernes horror. Man skal altså ikke se Max Kalmanowiczs zombiebørn for at få sig et billigt grin, man skal se filmen, fordi den faktisk fungerer. Herfra kan et besøg i Ravensback varmt anbefales.

Det skal bemærkes, at den her anmeldte udgave af filmen er en bootleg-udgave i elendig kvalitet. Så elendig, at det faktisk ikke er muligt at sige noget fornuftigt om filmens fotografering ud over, at det er solidt og funktionelt arbejde. Troma udsendte en 25-års jubilæumsudgave af The Children i 2005, og det er helt sikkert den udgave, man skal anskaffe sig.

Anmeldt i nr. 78 | 13/04/2012

Stikord: Atomic Horror, Survival Horror, Zombier