Mogens Høegsberg
Ingen kommentarer

The Black Hole

The Black Hole
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

The Black Hole er et fantastisk stemningsfuldt og gennemarbejdet score med et væld af fine temaer og motiver.

The Black HoleMed anmeldelsen af The Black Hole afslutter vi 1970’erne i vores serie af anmeldelser af John Barrys filmmusik. Og man må sige, at Barry sluttede årtiet af med manér!

The Black Hole beskrives af mange som Disney-studiets forsøg på at ride med på den bølge af science fiction-film og rumeventyr, som Star Wars startede i 1977.

Det er til dels rigtigt, men faktisk havde The Black Hole været på tegnebrættet hos Disney flere år før, Star Wars fik premiere – blot var det oprindelige koncept noget anderledes end den endelige film.

Den første idé var at lave en katastrofefilm i rummet. 1970’erne var katastrofefilmenes årti, og her håbede Disney altså at kunne ride med på den bølge, blot med det twist, at deres katastrofefilm ville foregå i rummet.

I det første udkast spillede det sorte hul en mindre rolle i filmen, men senere blev det sorte hul filmens omdrejningspunkt (helt bogstaveligt!), der sneg sig lidt Star Wars-indflydelser ind (bl.a. filmens robotter), og The Black Hole fik endelig premiere i 1979.

Den blev ikke det store hit blandt kritikerne, men klarede sig hæderligt i biograferne, og i årtierne siden har filmen efterhånden fået status som en mindre kultfilm.

Bemærkelsesværdig er filmen under alle omstændigheder for at være den første Disney-film, der fik PG-ratingen, fordi den indeholdt nogle få bandeord og fordi, én af karaktererne dør en ganske voldsom (om end blodløs) død.

Det førte indirekte til, at Disney fem år senere stiftede Touchstone Pictures som label for de af studiets film, der ikke egnede sig til at blive distribueret under Disney- eller Buena Vista-banneret.

Dyster hemmelighed
John Barry (1933-2011), her på et foto fra 1974.

John Barry (1933-2011), her på et foto fra 1974.

Helt kort fortalt handler The Black Hole om rumskibet USS Palomino, der under en opdagelsesrejse støder på det længst forsvundne rumskib USS Cygnus i kredsløb omkring et sort hul.

Ombord finder de skibets kaptajn Reinhardt (Maximilian Schell), hans robot Maximilian (!) og en mindre hær af androider.

Men skibet gemmer på en dyster hemmelighed, og snart bliver det en kamp for Palominos besætning at overleve. De spilles bl.a. af Anthony Perkins, Robert Forster og Enerst Borgnine.

Hellig gral

The Black Hole var John Barrys tredje rum-score på bare to år, efter Starcrash (1978) og Bond-filmen Moonraker (1979) – ja, det ydre rum var virkelig hot i årene efter Star Wars.

Den udgave af scoret, jeg anmelder her, er Intradas udgivelse af det komplette score, der kom ud i 2011 og som udvider betydeligt på den oprindelige albumudgivelse fra 1979. Dengang udkom lige over 30 minutter; Intradas komplette udgivelse er på 55 minutter.

Det er et fornemt score, John Barry komponerede til The Black Hole, og man kan sagtens forstå, hvorfor det komplette score så længe var én af filmmusikkens “hellige graler”.

Grunden til, det skulle tage så længe for det komplette score at se dagens lys, har paradoksalt noget at gøre med, at scoret blev optaget digitalt, for udstyret, der blev brugt til optagelserne, er længe forældet.

I albummets fine liner notes redegør producer Randy Thornton for de mange genvordigheder han og hans folk måtte igennem for at få de oprindelige digitale optagelser ud i et format, man kan arbejde med i dag.

Nyskabende og gammeldags

Hvis The Black Hole var nyskabende ved at være det første digitalt indspillede filmscore, var det til gengæld gammeldags ved, at filmen havde en musikalsk ouverture.

Ouverturen, hvor der spillede filmmusik i biografen, inden lærredet gik op og filmen begyndte, var en ganske hyppig foreteelse fra Hollywoods guldalder og helt op gennem 1960’erne, men den ebbede langsomt ud i løbet af 1970’erne.

The Black Hole og Star Trek: The Motion Picture (også fra 1979) var de to sidste film, der havde en ouverture i den gammeldags Hollywood-forstand, om end enkelte film også siden har haft ouverturer, i hvert fald ved særlige visninger.

Idet The Black Hole havde premiere knap to uger senere end Star Trek, gør det filmen til den sidste, der havde en ouverture i gammeldags forstand.

Indenfor komfortzonen, men…

John Barrys score er stort og symfonisk, men med en ikke ringe anvendelse af synthesizer. Derudover anvendes også den såkaldte blaster beam ganske hyppigt – en anden ting, filmen har til fælles med Star Trek: The Motion Picture, hvor Jerry Goldsmith også anvendte det specielle elektroniske instrument i sit score.

Man kan sige, at John Barry rent stilistisk på ingen måde bevæger sig udenfor sin komfortzone, men alligevel er The Black Hole lidt specielt derved, at store dele af scoret består af temmelig mørkt, stemningsfuld og let truende musik.

Der er plads til enkelte mere opløftende og let romantiske passager undervejs, ligesom scorets store actiontema bestemt hører til i den optimistiske boldgade, men det er ikke denne type musik, der kendetegner scoret generelt.

Derudover kan man argumentere for, at lige præcis det fængende actiontema føles lettere malplaceret, fordi det står så meget for sig selv, som det gør.

Fængende tema

Det er netop actiontemaet, der åbner albummet i form af ouverturen fra filmen – “Overture” (nr. 1). Ouverturen blev til efter anmodning fra Disney, fordi studiebosserne var blevet så glade for actiontemaet, at de gerne ville have det som ouverture.

Ouverture-temaet, hvis vi skal kalde det det, er lettere atypisk for Barry: En optimistisk, militaristisk march, der i høj grad lyder som noget, der kunne være komponeret til en krigsfilm fra 1960’erne eller 70’erne. Det er et unægtelig fint tema med hele tre bestanddele, som Barry genbruger i selve scoret – men dog først relativt sent.

Temaet åbner med en fanfare, hvorefter vi præsenteres for både et A- og et B-tema, alt orkestreret med masser af blæsere og militaristisk lilletromme.

Det er et afsindigt fængende tema, som jeg af en eller anden grund ofte kommer til at blande sammen med Basil Poledouris’ ligeledes fængende “Fed Net March” fra Starship Troopers (1997). Det er ikke en kritik af hverken Poledouris eller Barry, men nærmere en anerkendelse af begges evner til at komponere fængende temaer.

Atmosfæremættet hovedtema

Det er imidlertid ikke marchen, der udgør den tematiske kerne i The Black Hole-scoret. Første del af albummet er domineret af Barrys imponerende hovedtema, der er af en langt mere atmosfæremættet aftapning.

Filmens hovedtema introduceres i “Main Title” (nr. 2), og også hovedtemaet består faktisk af både A- og B-tema. Temaerne overlejrer et repeterende motiv, fremført af synthesizer og strygere og arrangeret i valserytme. Det underliggende motiv – eller ostinato – er hypnotisk, spiralagtigt, let dystert; et perfekt musikalsk billede på det altopslugende sorte hul.

Herover lejrer Barry så de to temaer, der i temaets oprindelige form fremføres af orkestrets blæsersektion.

I modsætning til et score som f.eks. Hanover Street, hvor hovedtemaets A- og B-temaer altid optrådte sammen, anvender Barry på The Black Hole-scoret faktisk stedvist B-temaet uden en forudgående fremførsel af A-temaet.

A- og B-temaerne er også begge ganske fængende, og sammen med det underliggende motiv slår de filmens tone godt an: De er let dystre, alvorlige, atmosfæremættede.

Foruden introduktionen af den hypnotiske ostinato (i CD’ens liner notes omtales det som “gravity”-ostinatoen) og de to temaer, indeholder “Main Title”-cuet faktisk endnu et motiv, der også indgår løbende i scoret. Det er et creepy lille strygermotiv i de høje registre, der indleder cuet, og som ofte – men ikke altid – høres forud for en fremførsel af hovedtemaet.

Mange tematiske idéer

Indenfor de første to tracks på albummet – ouverturen og ét cue – er vi altså allerede oppe på syv tematiske idéer! Og det stopper ikke her, for igennem resten af scoret bringer Barry adskillige andre motiver og mindre temaer i spil.

Hovedtemaet dominerer de første tre-fire cues på albummet, især nr. 2-4, hvor Barry primært skaber variation ved at ændre på tempo og orkestrering. I “That’s It” (nr. 3) begynder han for alvor at bruge blaster beam’en (den høres første gang diskret ved slutningen af “Overture”). Her lægger instrumentet sig ovenpå en langsom fremførsel af hovedtemaets hypnotiske ostinato.

I “Zero Gravity” (nr. 5) indgår hovedtemaet også prominent – her i et betydeligt højere tempo – men Barry begynder også at introducere andre elementer. Midtvejs kommer således et stykke action, der er helt typisk for Barrys modne periode og senere en nærmest romantisk passage for strygere i de højere registre.

Fra og med “Zero Gravity” (nr. 6) forsvinder hovedtemaet i store træk indtil filmens slutning. Temaet antydes af og til gennem et fragment af den hypnotiske ostinato, f.eks. i begyndelsen af “The Door Opens” (nr. 7), men ellers skal vi helt frem til filmens rulletekster, før vi igen får en fuld fremførsel af hovedtemaet.

Det er blevet bemærket af andre filmmusikkritikere end mig, men det er faktisk lidt kuriøst, at Barry på den måde trækker sit hovedtema helt ud af ligningen, især fordi det er så stærkt et musikalsk billede på det sorte hul, der på ingen måde kommer til at fylde mindre i filmen, som handlingen skrider frem.

Men resten af scoret er i langt højere grad optaget af underscore, også selvom det på ingen måde betyder, at musikken bliver utematisk eller umelodisk.

Lidt malplacerede temaer

Underscoren varierer genremæssigt fra det generelt atmosfæreskabende over suspense til action. Som et eksempel på det første kan nævnes f.eks. “Pretty Busy” (nr. 8) med sine klassiske, romantiske Barry-strygere med lidt synth i baggrunden.

Der skrues op for spændingen i et cue som “Start the Countdown” (nr. 13), der ikke bare gør brug af et nyt suspensemotiv, Barry lige har introduceret i det foregående cue, men som tillige genbruger det creepy lille strygermotiv, der indledte “Main Title”.

Derudover byder cuet på det, der må betegnes som helt typiske Barry-harmonier i opbygningen af suspense – f.eks. hørt i Bond-sammenhæng både før og siden.

Det umiddelbart følgende cue, “Durant is Dead” (nr. 14), kan beskrives på meget samme måde, om end Bond-indflydelsen her er endnu større – mere typisk for den modne Barrys suspense- og actionmusik bliver det næsten ikke. I dette cue introducerer Barry i øvrigt hele to nye motiver, som også skal indgå de følgende actioncues.

I “Laser” (nr. 15) kommer endelig fanfaren og A-temaet fra ouverturen i spil. Det er jo deres oprindelige “plads” i filmen, da ouverturen først blev skabt, efter Barry havde komponeret musikken til resten af filmen. Fanfaren og A-temaet indgår også blandt hovedbestanddelene i “Kate’s O.K.” (nr. 16), hvor B-temaet også kommer med.

Uanset hvor godt jeg synes, ouverturens temaer er, så kommer man ikke udenom, at de faktisk føles lidt malplacerede på dette sted i scoret.

Suspense- og actionmusikken, der har ledt op til “Laser”, befinder sig helt klart i den mørkere ende af skalaen, og stemningsskiftet er ret skærende, når de optimistiske, heltemodige temaer fra ouverturen pludselig sætter ind.

Klimaks

Med “Hot and Heavy” (nr. 17) er vi tilbage i den mørkere ende af suspense- og actiongenren, også her med to nye tematiske konstruktioner: Vi får her et nyt suspense/actionmotiv foruden en ny, actionpræget ostinato. Begge går senere igen i nr. 20.

“Into the Hole” (nr. 22) er filmens og scorets klimaks – et langt stykke dramatisk underscore, der både byder på action, mere af den generelt mørke atmosfære, der har præget scoret, samt lysere, harmoniske øjeblikke – alt naturligvis skræddersyet til filmens omdebatterede klimaks, hvor de gode og de onde møder hver deres skæbne i det sorte hul.

Inden vi er kommet så langt har vi dog i nr. 21 – “Bob and V.I.N.C.E.N.T.” – fået endnu et eksempel på den modne John Barrys stil. De langsomme, melankolske strygere her kunne være taget direkte ud af mange af Barrys scores fra 1980’erne.

Albummet slutter endelig med en gentagelse af hovedtemaet under filmens “End Credits” (nr. 23), inden vi får en ren synthesizer-version af hovedtemaet i “In, Through… And Beyond!” (nr. 24). Det fungerer langt bedre, end man kunne forvente, og det samme gælder helt overordnet for Barrys anvendelse af synthesizer og blaster beam igennem hele scoret.

Stemningsfuldt og gennemarbejdet

Som jeg sagde tidligere, opererer Barry for langt størstepartens vedkommende indenfor sin komfortzone med scoret til The Black Hole.

Vi har alle de elementer, vi i dag associerer med den modne Barry: De gentagne fraser, overlejringen af flere ostinati, velkendte harmonier og progressioner og så videre.

Anvendelsen af synthesizer og blaster beam samt den generelt temmelig mørke lyd, der præger scoret, er dog med til at trække The Black Hole lidt ud i kanten af Barrys komfortzone og giver scoret lidt kant.

Det er et rigtig godt, varieret score med et glimrende hovedtema, et fint – om end måske lettere upassende – actiontema (ouverture-temaet) og masser af fine, mindre motiver og temaer, der sørger for, at også den mere rendyrkede underscore er konstant underholdende og solidt melodisk funderet.

Man savner måske lidt den røde tråd hele vejen igennem scoret, fordi hovedtemaet forsvinder og først dukker op igen under rulleteksterne, men det er ikke noget, der kan ændre på indtrykket af et fantastisk stemningsfuldt og gennemarbejdet score.

5 stjerner

Nummerliste:
1. Overture (2:28)
2. Main Title (1:49)
3. That’s It (1:43)
4. Closer Look (2:03)
5. Zero Gravity (5:48)
6. Cygnus Floating (2:07)
7. The Door Opens (4:09)
8. Pretty Busy (0:48)
9. Six Robots (1:58)
10. Can You Speak? (1:19)
11. Poor Creatures (1:41)
12. Ready to Embark (0:44)
13. Start the Countdown (3:48)
14. Durant is Dead (2:31)
15. Laser (1:01)
16. Kate’s O.K. (2:49)
17. Hot and Heavy (2:42)
18. Meteorites (1:31)
19. Raging Inferno (0:54)
20. Hotter and Heavier (1:59)
21. Bob and V.I.N.C.E.N.T. (0:53)
22. Into the Hole (4:56)
23. End Title (2:39)

Bonus track:
24. In, Through… And Beyond! (2:45)

Total spilletid: 55:05

Titel: The Black Hole
Komponeret af: John Barry
Dirigeret af: John Barry
Komponeret: 1979
Udgivet: 2011
Label: Intrada

Anmeldt i nr. 167 | 13/09/2019

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *