The Barbarians

9 minutters læsetid

The BarbariansI forhold til dyrkelsen af bodybuilderkroppen ser vi kulminationen i den kitschede The Barbarians fra 1987. En ægte omgang højtbelagt 80’er-sword and sorcery.

Her er der ikke tale om én barbar, én glinsende og pumpet krop, nej der er to. Dyrkelsen af tvillingernes kroppe er nærmest pervers og overdrevet, men også sært fascinerende. For her er tale om et par bøffer, der er taget direkte fra træningscentret og sat ind i en fantasyfilm.

Måden de går på og bevæger sig på, ligner ikke noget fra virkeligheden. Deres kroppe er ekstreme. Det er noget helt andet end Arnold, der i sine velmagtsdage formåede både at være pumpet og elegant på samme tid – ja, elegant kan man nok diskutere.

Mytisk landskab og den glade fortæller

Lad os først se på filmens handling.

Noget der ligner en slagmark. Flotte farver. Vi er tilbage i en form for mytisk landskab. Så kommer teksterne og den bombastiske musik, det flotte tema.

Så ser vi en karavane af vogne. På vognene sidder personer, der ligner gøglere eller liverollespillere – eller en kombination. Den bombastiske musik afløses af stille og rolig musik. Og en mandsstemme tager over:

“Once upon a time, long, long ago, there existed a world of savage splendor. An age made for adventure, a time of darkness, of demons, of sorcery! It was a time when man, woman and child were ruled by the sword. But one tribe, The Ragnicks, had the right of safe passage throughout this world. In the dawn of time their ancient king had traded a mountain of gold for a single sparkling ruby – the stone was magic and contained the secret of music, of joyful laughter and of human kindness! A wise and good man, the king knew these things were far more precious than any earthly treasure. And so, The Ragnicks became the world’s entertainers, storytellers, musicians. They were joyfully welcomed everywhere. They adopted the orphan twins Kutchek and Gore, and a little girl, Kara. And they gave them The Ragnick-mark of the open road to show that they too now belonged to the tribe.

And the ruby passed from hand to hand, from generation to generation. And in time a young and radiant queen, Canary, became the sacred guardian of its magic.”

Fra den eventyrlige stemme til The Pit!

Scenen er sat. Velkommen til eventyrland. Men i et eventyr er der også skurke. Kort efter, den fine fortællestemmer har leveret den nødvendige eventyrpatos, bliver karavanen angrebet. Skurke vil have fat i rubinen.

Før det går helt galt, sender Canary en betroet mand afsted, så han kan få rubinen i sikkerhed. De gode Ragnicks tages efterfølgende til fange af den skurkagtige krigsherre Kadar. De to små tvillingedrenge angriber ham og bider to af Kadars fingre af!

Da Kadar skal til at dræbe drengene, bønfalder Canary ham om at skåne dem. Hun vil give ham alt, bare han ikke dræber drengene. O.k. siger skurken. Jeg dræber dem ikke, og det gør mine folk heller ikke.

Canary bliver en del af Kadars harem, og de to drenge føres væk sammen med The Dirtmaster. For nu skal de trænes op, så de kan dræbe hinanden! Logisk og tidskrævende.

Den dejlige fortællerstemme er tilbage:

“The brothers were separated and put to work in a prison called The Pit. There schooling consisted of a single lesson. But they refused to obey, and they rebelled. For his disobedience Kutchek was systematically punished by a giant in a black helmet. And Gore by a giant in a brass helmet. In this manner they were trained to hate whoever wore the helmets. Nevertheless, they remained rebellious and unbroken. And they grew, until they were men, but not ordinary men. Barbarians!”

Tak for barbar-kaffe!

Tak for kaffe, kære fortæller. Det er sgu da sejt. Og tænk sig at hedde Gore!

Efter lidt mere end 25 minutters klodset, men herlig, historiefortælling (filmens samlede spilletid er under 90 minutter), kan filmens egentlige handling begynde.

De to små drenge er nu blevet erstattet af et par fitnessbøffer med glinsende hud, langt krøllet hår og noget, der minder om g-strengs lædershorts. Man kan næsten se det hele.

Årene er gået. Ingen andre end de to barbarbøffer er blevet ældet én dag, og nu skal de to brødre dræbe hinanden! Med hver deres hjelm på, så de skal kæmpe mod det, de hader!

Men pludselig genkender gutterne hinanden, og det lykkes dem at flygte. Nu skal de redde Canary, finde rubinen, finde magiske våben, kæmpe mod dragen og dræbe skurken. Velkommen til The Barbarians!

Golan og Globus=Mums!

I denne co-production mellem USA og Italien møder vi igen producenterne Menaham Golan og Yoram Globus og det herlige firma Cannon.

Igennem filmhistorien er det firma, og de to producenter, én af de røde tråde i forhold til actionhelten. Ikke fordi hverken firmaet eller producenterne revolutionerede noget, men fordi de var med til at gøre noget populært endnu mere populært.

Ud fra et solidt egetræ skabte de en hel underskov af mere eller mindre solide træer af forskellig art. Som vi så det med First Blood (1982) kom der Cannon-kloner, der var med til at skabe mere hype, godt nok ikke i forhold til et mainstream-publikum men i forhold til de mange actionfilm, der blev udsendt direkte på VHS – og sidenhen DVD.

Rent filmhistorisk er der intet nyt i forhold til, at en succes fostrer hurtigt producerede og billigere kloner, men med Cannon blev det, specielt i 1980’erne, udkrystalliseret. Så uden Cannon, Golan og Globus, havde actionhelten og actionfilm set anderledes ud end det, vi kender.

I forhold til The Barbarians er det film som Conan the Barbarian (1982), Conan the Destroyer (1984) og Red Sonja (1985), som man læner sig op ad. Altså film hvor den store pumpede mandekrop fiser rundt i et mytologitungt fantasyunivers, ofte iklædt meget lidt tøj.

Desuden forsøger filmen at malke lidt på den postapokalyptiske ko; en ko der for alvor fik det godt efter Mad Max (1979) og Mad Max 2 (1981).

Hvis man ser på indledningen i The Barbarians, kunne det være starten på en postapokalyptisk film. Specielt skurkene kunne sagtens, hvis deres heste var byttet ud med motorcykler, træde direkte ind i Mad Max’ univers med både mutationer og specielt tøj.

Smukke scener optaget i nærheden af Rom

Men det er stadigvæk en fantasyfilm. Noget af det fascinerende er filmens forhold til locations og afstande. Ja, der er smukt i nærheden af Rom, og ja, det er nogle flotte kulisser, man har skabt (og som man tydeligvis er glade for), men genbruget af locations giver også fornemmelsen af, at hele filmens handling foregår inden for en radius af 5 km.

Der er byen, der er den lille skov, der er slugten og så er der slette og lidt bjerge i baggrunden. Ganske komprimeret.

Det er naturligvis for at holde omkostningerne nede, men man får aldrig den form for world building og fornemmelsen af afstande, som filmen ellers gerne vil formidle, og som man eksempelvis ser smukt udført i Conan the Barbarian.

Det danske VHS-cover

Lad os for et kort øjeblik tage et sidespring og dvæle ved den danske VHS-udgave af filmen. Her kan man blandt andet læse:

“Handlingen er rå og herlig. Udstyret er, så Mad Max blegner. Pigerne skal ses!”

Og på bagsiden står der, blandt andet, også:

“De to barbar-tvillinger er af en styrke og vægtklasse, så både Hr. Schwarzenegger og Hr. Thorsen allerede har fået adskillige grå hår.”

Ja, det er filmpromoveringspoesi af den smukkeste slags. Jeg så den på tysk TV som knægt. Så fik jeg den på VHS. Så DVD og så blå.

Det er en film, jeg elsker; en film jeg kan udenad. Jeg så den på det helt rigtige tidspunkt, og den fik en stor plads i den nostalgiske del af mit barbar-hjerte. Det er kulørt, det er svulstigt, det er tåbeligt.

Beskidt og liderligt

Det er, ikke mindst, beskidt og liderligt. Som vi kender det fra de italienske skraldemænd/troldmænd. Som scenen, hvor en lille underlig mand skærer en ring af et lig, eller da den menneskelige dværg griner hysterisk. Eller de mange “frække” scener, spækket med bare bryster og bare barbar-baller og lidt homofobi.

Eller når arme hugges af, når en kvinde brutalt spiddes af et sværd eller bare den generelle påklædning. Ja, der er meget man kan blive fornærmet over; der er meget, man kan elske.

Flere kendte ansigter

Udover de to barbarbrødre (David og Peter Paul, i filmen krediteret som “The Barbarian Brothers”) er der faktisk flere kendte ansigter i filmen. Ikke mindst Richard Lynch som skurken Kadar.

Lynch har haft en lang og flot karriere i B-films-land, og jeg husker ham ikke mindst som skurken i Chuck Norris-klassikeren Invasion U.S.A. (1985).

I en mindre, men vigtig, rolle som Dirtmaster (manden der skal træne de to barbarer), ser vi selveste Michael John Berryman. Det er manden med det meget specielle udseende, som vi husker som Pluto i Wes Cravens modbydelige The Hills Have Eyes (1977), som Ellis i One Flew Over the Cuckoo’s Nest (1975) – og fra et utal af andre film og TV-serier.

Hvis man dyrker de sleazede italienske film, bliver man også glad, da ingen ringere end George Eastman (født Luigi Montefior) dukker op i en fin rolle som Jacko – våbenhandlenderen, der, af helt absurde årsager, beslutter sig for at lægge arm med den ene af barbargutterne!

Eastman, med det meget flotte og maskuline udseende, har været med i meget, meget snavs – faktisk startede han i mere lødige westerns. Ofte sammen med sleazeintruktørkongen Joe D’Amato.

Musikken, en smuk 80’er tidslomme

Noget af det, jeg altid husker på, når jeg tænker på filmen, er den pragtfulde musik. Temaet, ja, hvis I ikke husker det, anbefaler jeg at I smækker filmen på eller går forbi YouTube.

Det er ikke kun af nostalgiske årsager, at jeg kan lide den musik. Den er faktisk ret fed, og temaet er så 80’er-agtigt, på den helt rigtige, som det næsten kan blive.

Det er da også Giuseppe “Pino” Donaggio, der har slået tonerne an. Donaggio har både arbejdet på italienske og amerikanske genrefilm, bl.a. flere gange sammen med mesterinstruktøren Brian de Palma. Før det debuterede Donaggio dog med musikken til Nicolas Roegs mesterværk Don’t Look Now fra 1973.

Fra kannibaler til barbarer

Nu er vi fremme ved filmens instruktør, som er selveste Ruggero Deodato – den italienske instruktør, der bl.a. også har givet os mesterværket Cannibal Holocaust fra 1980.

Med den banebrydende kannibalfilm ramte Deodato, og den italienske filmindustri, bullseye. Vi har med Cannibal Holocaust at gøre med et ægte mesterværk, som sjovt nok kommer fra den italienske filmindustri, som normalt ikke (altså i den periode og fra de studier) er leverandør af filmiske mesterværker, men mere garant for uforpligtende underholdning, vold, blod og liderlighed.

Cannibal Holocaust har selvfølgelig disse elementer, men formår at rejse sig over genren og skabe noget nyt.

Man skal ikke på nogen måde tro, at The Barbarians er et mesterværk. Men I kan nok fornemme, at der er mange fine ingredienser i spil.

Rent faktisk er det en ret klodset og tåbelig film. Men fordi den helt åbenlyst stjæler med arme og ben, og den gør det på den rigtige måde, og fordi den også er herligt beskidt og voldelig, på grund af musikken og skuespillerne og ikke mindst på grund af de to barbarbrødre, så er det en film, man aldrig glemmer. Og jeg er sikker på, at mange andre har et nostalgisk forhold til den.

Ekstraordinært tåbelig og underholdende

Når man ser The Barbarians i dag, træder filmens mangler tydeligt frem. De manglende filmiske kvaliteter – og specielt manuskriptets huller og tåbeligheder.

Men det ændrer ikke ved, at den er helt ekstraordinært underholdende, dér i spændingsfeltet mellem nostalgien og snavset, mellem de glinsende barbarer og måden, Cannon-film opererede på i 1980’erne. Mellem USA og Italien.

Som en lille opfordring her på falderebet: Hvis I ikke allerede har den i samlingen, eller hvis I ikke har lagt den i kurven, mens I læste denne anmeldelse, så anbefaler jeg, at I anskaffer jer filmen på Blu-ray. En virkelig flot transfer, der på dejligste vis kan sende jer tilbage i tiden til dengang, man gik direkte fra træningscentret og ind i beskidt fantasyfilm.

Og som en krølle på halen: Når I ser, at jeg kun giver den to stjerner, betyder det ikke, som jeg håber er blevet tydeligt, hvis I har læst anmeldelsen, at jeg ikke kan lide filmen. Jeg elsker den. Men for at en karakterskala skal give mening, lander den på kun to stjerner.

2 stjerner

Titel: The Barbarians
Instruktør: Ruggero Deodato
Manuskript: James R. Silke
Cast: Peter Paul (Kutchek), David Paul (Gore), Eva La Rue (Kara), Vincent D’Onofrio (Jason Whitney), Richard Lynch (Kadar), Virginia Bryant (Canary)
Foto: Gianlorenzo Battaglia
Klip: Eugenio Alabiso
Musik: Giuseppe “Pino” Donaggio
Spilletid: 87 minutter
Aspect ratio: 1.85:1
Sprog: Engelsk
Produktionsland, år: USA/Italien, 1987

Anmeldt i nr. 196 | 13/02/2022

Jacob Krogsøe. Medstifter af Planet Pulp. Redaktør. Bosiddende i Århus, hvorfra han har færdiggjort sit studie på Film- og Medievidenskab på KUA. Har desuden taget tillægsuddannelsen på Journalisthøjskolen, og startede den 1. oktober 2011 som mediebibliotekar på Randers Bibliotek. Er født på Fyn og opvokset i Sønderjylland. Har altid haft en stor passion for film, helt tilbage fra da han så film i sine bedsteforældres biograf i Hesselager. Maltin’s Film Guide [..]

3 Comments

  1. Tak for denne fine artikel.
    De to brødre var faktisk ikke tvillinger, men født med et års mellemrum. At de var tvillinger var et marketing trick, som virkede.
    David vejede ca 115 kg under produktionen da han var størst, og Peter knap 110 kg. Hans struktur var lidt lettere.
    De var monster stærke, massive og hakkede, og basunerede hvordan steroider var kilden til ungdom når de holdt seminarer. “A-bombs” (anadrol / oxymetholone) var deres favorit.
    Arnold vejede en pæn slat over 100 i Conan, men mere blød, mindre markeret, hvilket var et ønske John Milius havde: Han skulle ligne en barbar, ikke en bodybuilder.
    Sven-Ole Thorsen vejede dog 135-140 kg under optagelserne – hans struktur er langt større (høj, store led).
    Arnold kom dog tilbage efter 5 års stort set træningspause, da han skulle spille Conan.

    Den ene – David – døde for ikke så længe siden, ikke meget ældre end 60. Peter er så godt som klinisk sindssyg, og har været det længe. Rygtet vil vide der er en 3. bror derude, som er forsker.

    Brødrene var notoriske i Gold’s Gym i 80erne, og havde et klart et andet motherboard end de fleste andre har.

    En skam at filmen er sådan en goof-fest, og man ikke forsøgte noget med mere substans og kød. Filmisk er den et morsomt indslag, en vittighed og buffoonery, – så de 2 stjerner er passende – mens Conan er en mineværdig storfilm, overset af langt de fleste, og automatisk afvist fordi det er noget med Arnold og store muskler.

    Mvh
    Storskytten

  2. Kære Storskytten.

    Tak for din kommentar – og for den nye viden jeg har fået, den vil jeg bruge i min kommende fagbog i afsnittet om “Kroppen” hvor barbarfilmene optræder.

    /Jacob Krogsøe

    PS: Kan være at jeg på et tidspunkt tillader mig at sende dig en mail med nogle spørgsmål :)

  3. Kære Hr.,

    Du er velkommen, og du skal være så velkommen. Hvad end det er.
    Der er masser af viden at dele til det begejstrede publikum – også fra inside.

    Mvh
    Storskytten
    simon – snabela – supertraining.dk
    IG @simonsupertrainer

Skriv et svar

Your email address will not be published.