Michael Lillegaard Larsen
Ingen kommentarer

The Art of Star Wars: Episode II – Attack of The Clones

The Art of Star Wars: Episode II – Attack of The Clones
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Kunstbogen til Star Wars: Episode II giver fansene god og gedigen Star Wars-kunst for alle pengene.

The Art of Star Wars: Episode II - Attack of the ClonesStar Wars: Episode I – The Phantom Menace (1999) blev ikke modtaget med entydig entusiasme, og det påvirkede selvfølgelig også forventningerne til Star Wars: Episode II – Attack of The Clones (2002). Den blev dog set som en forbedring i forhold til Episode I, men ikke overvældende.

Episode II foregik ti år senere efter forgængeren. Den var mørkere i tonen, og der var tryk på action-delen, med begyndelsen på klonkrigene.

Filmen blev dog gevaldigt hæmmet af kærlighedshistorien mellem Anakin og Padme, som bare aldrig virkede oprigtigt romantisk, og Hayden Christensens portrættering af Anakin blev også mødt med heftig kritik. Men hey – i det mindste blev der skruet ned for Jar Jar Binks og hans fjollerier!

Filmen fik også en “art of”-bog – The Art of Star Wars: Episode II – Attack of The Clones, der viser illustrator-holdets arbejde med at visualisere George Lucas’ rumfantasier. Bogen indeholder Lucas’ filmmanuskript, som han skrev sammen med Jonathan Hales.

Den digitale Star Wars-proces

George Lucas lægger ud med forord, hvor han slår et slag for den digitale revolution i filmbranchen og hvordan, det har gjort det muligt for ham at virkeliggøre sine ellers umulige historier.

Han kommer omkring vigtigheden af at have et kreativt hold af samarbejdspartnere indenfor illustration og design og roser deres indsats til skyerne.

Der er en del blyantstegninger i bogen, men størstedelen af de mange illustrationer er skabt digitalt. Episode II var i høj grad en meget digital-drevet produktion fra start til slut, og var en af de første store Hollywood-film, der blev filmet digitalt; en proces der med tiden blev standarden for mange Hollywood-blockbusters.

Et mere dunkelt Star Wars-univers

Rent visuelt befandt Episode II sig på to planer; ny, men også tættere på det klassiske Star Wars-look.

Man fik nye ting at se fra velkendte planeter, såsom Coruscants undergrundsverden, der føltes meget Blade Runner-agtig med sine neonbelyste gader og Skywalker-klanens hjemplanet Tatooine med fokus på de glubske Tusken Raiders.

Der var heldigvis nye spændende planeter som vandplaneten Kamino, hvor de klonede Clone Troopers kommer fra, og den insektbefolkede planet Geonosis med den gigantiske robotfabrik.

Man skal sige meget om selve filmens historie og dens patetiske forsøg på romantik, men man fik da eye candy for alle pengene!

Mange af de smukke digitale malerier i bogen er skabt af Ryan Church og Erik Tiemens, og meget af filmens dunkle stemning er hentet fra dem.

Doug Chiang og Iain McCaig, som var på designholdet på Episode I, er tilbage sammen med nye, dygtige designere. Deres designforslag har kommentar fra dem selv, hvilket er spændende, da de kommer ind omkring deres samarbejde med Lucas.

Bonus: Et filmmanuskript med pinlig dialog

George Lucas er en glimrende idémand, men er ikke nogen ørn til dialog og i særdeleshed ikke romantik. Man skulle tro, at hans medforfatter Jonathan Hales kunne være en bedre assistent på den front, men nej. I stedet fik man tåkrummende kærlighedsscener, der virkede intetsigende.

De skrevne actionscener virker godt dog, og Lucas’ styrke er bestemt at komme på fantastiske visuelle sekvenser, især dem med Obi-Wans spændende solo-eventyr, jagten efter Boba Fetts far Jango og den meget CGI-prægede finale, der byder på utallige Clone Troopers vs. Battle Droids.

Manuskriptet er illustreret med små screenshots, der viser det omfattende arbejde, der lå i at planlægge de over 2000 effects shots(!), der var i Episode II, hvilket var en rekord dengang.

Flot kunstbog

Som tilfældet er med Art of Star Wars-bøger, så er de fede supplementer til filmene, som jo først og fremmest er store, visuelle filmoplevelser.

Prequel-fans kan stadig finde The Art of Star Wars: Episode II – Attack of The Clones på nettet, og det er et køb værd for de mange fantastiske tegninger alene.

4 stjerner

Titel: The Art of Star Wars Episode II: Attack of The Clones
Forfatter: Mark Cotta Vaz, George Lucas, Jonathan Hales
Forlag: Lucas Books, Del Rey
Format: Paperback
Udgivelsesår: 2002
Sideantal: 224 sider

Anmeldt i nr. 167 | 13/09/2019

Stikord: Star Wars

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *