The Adventures of Tintin: The Secret of the Unicorn

Da jeg fandt ud af, at Steven Spielberg planlagde en Tintin-film, sprang mit hjerte lige et par slag over. Ikke så meget på grund af udsigten til selve filmen; mere på grund af udsigten til et Tintin-score af John Williams! Det var da noget, der burde få tænderne til at løbe i vand hos enhver filmmusikfan.

Så kom filmen – og scoret – og min entusiasme kølnedes noget. Jovist, albummet blev købt og hørt, men hvor var temaerne? Hvor var John Williams’ øjeblikkeligt iørefaldende, ørehængende temaer? Skulle Tintin – min barndoms eventyrhelt par excellence (indtil jeg opdagede en vis arkæolog med brun fedora og læderjakke) – ikke have et tema, der udskreg EVENTYR med store, fede typer?

Jævnt hen skuffet satte jeg cd’en på hylden, og scoret fik således aldrig den grundige gennemlytning, det burde have haft.

Virtuost

Vi fast-forwarder fire år til tiden umiddelbart efter premieren på Star Wars: The Force Awakens. Efter at have hørt Williams’ fremragende score til den film tænkte jeg, det var på tide at gå på opdagelse i den del af Williams’ bagkatalog, jeg aldrig havde givet den helt store opmærksomhed.

Rent tilfældigt faldt valget på The Adventures of Tintin – The Secret of the Unicorn, som jeg ikke havde nogen synderligt klar erindring om – ud over at der ikke var et stort, heroisk, eventyrligt Tintin-tema, sådan som jeg oprindeligt havde forventet.

Jeg satte albummet på og blev mildest talt overrasket. For det her score er godt. Faktisk er det rigtig godt. Selvfølgelig er der ikke på magisk vis dukket et forrygende Tintin-tema op i de mellemliggende fire år, men hvis man kan tøjle sin skuffelse over det, er The Adventures of Tintin ét af mest virtuose scores, John Williams har komponeret i nyere tid.

Tilbageskuende og moderne

For the record: Jeg synes stadig, det er ærgerligt, at Williams ikke gav Tintin et rigtigt “Williams”-tema – klart artikuleret, A- og B-tema, iørefaldende og ørehængende på den måde, der får folk til at nynne temaet, når de forlader biografen.

Både filmen og karakteren Tintin råber på et tema af denne type – og da i endnu højere grad fordi filmen var tænkt som den første af mindst to og muligvis flere Tintin-film. Derfor havde det givet god mening, om Williams havde givet Tintin et letgenkendeligt tema, der kunne identificere serien musikalsk – som Williams har gjort så mange gange tidligere.

Sådan skulle det imidlertid ikke blive, men det må ikke forlede nogen til at tro, at Williams’ Tintin-score er utematisk. Tværtimod er der tale om ét af Williams’ tematisk rigeste scores i meget lang tid med fem-seks væsentlige temaer for personer og ting og yderligere en håndfuld mindre motiver.

Alle disse temaer og motiver væver sig ind og ud af Williams’ score på intrikat og ofte subtil facon. Det er en klassisk Williams-approach, men The Adventures of Tintin er rent strukturelt endnu mere klassisk Williams i den forstand, at meget af musikken faktisk er tematisk baseret.

Det var sådan, Williams komponerede sine scores i sin storhedstid. Her var stort set al musikken bygget op omkring temaer og motiver, der i forskellig skala – fra små celler til længere melodiske strøg – udgjorde substansen i hvert enkelt cue.

Også på anden vis er The Adventures of Tintin et “tilbageskuende” Williams-score (ordet bruges her i positiv forstand). F.eks. minder actionmusikken flere steder om actionmusikken fra de tre første Indiana Jones-film, selvom elementer fra Williams’ moderne actionstil naturligvis også gør sig gældende.

I tempo og kompleksitet er The Adventures of Tintin til gengæld meget tydeligt et moderne Williams-score. Tempoet er mange steder ekstremt højt, og kombineret med kompleksiteten i både kompositioner og orkestrering gør det scoret til en opvisning i virtuositet. Man kan ikke andet end beundre orkestret, der virkelig får sin sag for her – og klarer det imponerende godt!

Jazzmanden Williams

Som sagt er The Adventures of Tintin tematisk rigt, men som jeg også skrev i indledningen er temaerne ikke af den øjeblikkeligt ørehængende type, Williams ellers er så kendt for. Selve Tintin-temaet er et skævt lille tema på 11 toner, der imidlertid ofte reduceres til de første fem toner, hvilket giver det et fanfare-agtigt præg.

Tintin-temaet høres første gang i det jazzede “The Adventures of Tintin” (nr. 1) – main titles-cuet – men høres mere klart artikuleret og mere større fylde senere, f.eks. flere gange i “Escape from the Karaboudjan” (nr. 6).

Apropos “jazzet”, så fortjener det at blive nævnt, at Tintin-scoret er ét af de relativt få scores, hvor Williams’ baggrund som jazzmand træder tydeligt frem. Williams har gjort brug af denne del af sin musikalske baggrund enkelte andre gange, f.eks. (og nok mest prominent) i Catch Me If You Can (2002), men ellers er det ikke en del af hans talent, vi ofte har fået at høre.

Det indledende cue på albummet, “The Adventures of Tintin”, er et stykke skævt “symfonisk jazz”, der mest af alt minder om en blanding af det balstyriske “Knight Bus”-cue fra Harry Potter and the Prisoner of Azkaban (2003) og så netop Catch Me If You Can.

Efter det indledende cue træder de jazzede elementer i baggrunden, men dukker dog stedvist op igen, bl.a. i “Introducing the Thompsons” (nr. 3).

Temaer i massevis!

Det andet væsentlige tema høres første gang i “Snowy’s Theme” (nr. 2), som er et koncertarrangement af Terrys tema. Terrys tema er ét af de hyppigst anvendte temaer i scoret og tillige ét af de fineste.

Terrys tema er en forrygende scherzo, som i koncertudgaven for store deles vedkommende er orkestreret for soloflygel, der virkelig får lov til at stråle. Flygelpassagerne i “Snowy’s Theme” er også et godt eksempel på den virtuositet, jeg omtalte tidligere, og som er med til at gøre The Adventures of Tintin til så stor en fornøjelse at lytte til.

Et andet af scorets bedste temaer kommer i “The Secret of the Scrolls” (nr. 3) og er knyttet til det sunkne skib Enhjørningen. Det er et mysteriefyldt og lidt creepy tema, der stemningsmæssigt minder om en blanding af Ark-temaet fra Raiders of the Lost Ark (1981) og Krystalkranie-temaet fra Indiana Jones and the Kingdom of the Crystal Skull (2008).

Enhjørning-temaet får flere gennemløb i scoret, bl.a. en virkelig flot og storslået fremførsel i “Sir Francis and the Unicorn” (nr. 7).

De to jubelidioter Dupont og Dupond (på engelsk Thompson og Thomson) bliver også udstyret med deres eget komiske tema, der første gang dukker op i “Introducing the Thompsons” (første del af nr. 3).

Dupont og Dupond-temaet er helt klassisk Williams i funny-modus med bumlende træblæsere og blæsere, her suppleret af harmonika – i øvrigt scorets eneste anerkendelse af Tintins fransksprogede ophav, for i Hollywood er harmonikaen ledeinstrument for alt, der har med Frankrig at gøre (og så lader vi lige være med at tænke alt for meget over, at Tintin faktisk er belgisk).

Endelig får Kaptajn Haddock naturligvis også sit eget tema, der udmærker sig ved at være det tema, der undergår den største udvikling i løbet af scoret. Temaet høres første gang i “Captain Haddock Takes the Oars” (nr. 8), hvor dets let fordrukne og komiske swagger passer perfekt til den endnu alkoholomtågede kaptajn.

Men når man når længere hen i filmen, har temaet antaget en helt anden tone: ædruelig, tænksom og endda lidt trist – i scoret høres det i den ganske fremragende “The Captain’s Counsel” (nr. 15).

Swashbuckling

Med ovenstående gennemgang har jeg præsenteret fem af de væsentligste temaer for personer og ting i The Adventures of Tintin, og så har jeg ikke engang for alvor berørt actionmusikken, selvom både Tintins tema og Terrys tema naturligvis ofte indgår i actionmusikken.

Helt generelt består en stor del af scoret af action- og spændingsmusik i forskellige afskygninger, og den er af meget høj kvalitet. Williams introducerer endda yderligere et par temaer i actionmusikken, bl.a. et rigtig fint swashbuckling-motiv i “Sir Francis and the Unicorn” og et endnu bedre tema i “Red Rackham’s Curse and the Treasure” (nr. 9).

Sidstnævnte er et helt igennem fantastisk tema – scorets klart bedste – og også her er der tale om rendyrket swashbuckling sjov, denne gang fra flashbackscenen hvor Franz af Hadoque og Rackham den Røde udkæmper deres fægtekamp.

Temaet er endnu et eksempel på John Williams’ forkærlighed for scherzi, så vi får igen mulighed for at høre, hvor veloplagt orkestret er, denne gang særligt strygersektionen. Det forrygende tema danner i øvrigt basis for hele det afsluttende cue, “The Adventure Continues” (nr. 18), der i sig selv er hele albummets pris værd – lige knap tre minutters ren filmmusikmagi!

Blandt den øvrige actionmusik er et par af højdepunkterne “The Pursuit of the Falcon” (nr. 14) og “The Clash of the Cranes” (nr. 16) – førstnævnte bl.a. med mindelser om adskillige tidligere Williams-scores, lige fra Star Wars og Indiana Jones til Minority Report; sidstnævnte endnu et fornemt eksempel på musikkens store kompleksitet og tempo.

En gennemført fornøjelse

Og så er der endda så meget, jeg ikke har fået nævnt endnu – det lille etniske motiv for den marokkanske havneby Bagghar, Williams’ behændige inkorporering af Rossini og Gounod i Bianca Castafiores arie, den æteriske korpassage i indledningen af “Sir Francis and the Unicorn” og så videre…

For nu at gøre det, der kunne blive til en meget, meget lang historie, noget kortere: Lad være med at begå min fejl at nedvurdere The Adventures of Tintin, fordi hovedtemaet ikke er ét af Williams sædvanlige ørehængende superhits.

Selvom jeg gerne havde set – og hørt – et Tintin-tema, der kunne skrive sig ind i Williams’ oeuvre på lige fod med Raiders Marchen, Superman-temaet, Star Wars eller Jurassic Park, har The Adventures of Tintin utroligt meget andet at byde på.

Foruden et mindre hav af temaer og motiver, der gør scoret til en særdeles struktureret helhed, er musikken så sprælsk, levende og entusiastisk – foruden teknisk brillant – at det er en gennemført fornøjelse fra ende til anden.

The Adventures of Tintin indtager uden problemer en fornem plads i John Williams’ omfattende og imponerende produktion.

Nummerliste:
1. The Adventures of Tintin (3:05)
2. Snowy’s Theme (2:11)
3. The Secret of the Scrolls (3:14)
4. Introducing the Thompsons and Snowy’s Chase (4:09)
5. Marlinspike Hall (4:00)
6. Escape from the Karaboudjan (3:22)
7. Sir Francis and the Unicorn (5:06)
8. Captain Haddock Takes the Oars (2:18)
9. Red Rackham’s Curse and The Treasure (6:11)
10. Capturing Mr. Silk (2:59)
11. The Flight to Bagghar (3:35)
12. The Milanese Nightingale (1:31)
13. Presenting Bianca Castafiore* (3:29)
14. The Pursuit of the Falcon (5:44)
15. The Captain’s Counsel (2:12)
16. The Clash of the Cranes (3:49)
17. The Return to Marlinspike Hall and Finale (5:51)
18. The Adventure Continues (2:58)

Total spilletid: 65:44

* Indeholder uddrag af “Rosinas Cavatina” fra Barberen i Sevilla af Gioachino Rossini og “Je Veux Vivre” fra Romeo og Julie af Charles Gounod.

Anmeldt i nr. 125 | 13/03/2016

Stikord: Tintin