The Abominable Dr. Phibes, eller Djævlelægen som den hedder på dansk, var én af de første Vincent Price-film, jeg så. Efterhånden havde jeg hørt så meget om Price, og især hans præstation som Dr. Phibes, at jeg fik fingrene i The Abominable Dr. Phibes samt fortsættelsen Dr. Phibes Rises Again (1972) samlet på en skive i MGM’s Midnite Movie-serie.
Egyptens ti plager
For nogle år siden opererede ni læger samt en sygeplejerske Victoria Phibes, men de kunne desværre ikke redde hende, og hun døde. Hendes mand Anton Phibes (Price) tilgav aldrig lægerne for deres sjusk, og var overbevist om, at de kunne have reddet hende, hvis de ville. Som om det ikke var nok med, at Anton Phibes mistede sin smukke kone, kommer han også selv ud for et frygtelig uheld, så han mister evnen til at tale og bliver vansiret. Efter uheldet går Phibes under jorden, og med tiden glemmer folk alt om ham og tror, han er død.
En aften findes en af lægerne, der opererede Victoria, død – bidt af flagermus. Inspektor Trout (Peter Jeffrey) begynder at efterforske sagen nærmere, og da der sker endnu et bizart mord, finder politiet en yderst mærkelig medaljon på stedet. Da Trout får den undersøgt nærmere, finder de ud af, at guldsmeden der har lavet den, har lavet ti af samme slags til den samme kunde!
Trout finder samtidig ud af, at de ti medaljoner forestiller Egyptens ti plager! Kan sagen blive meget mere weird? Der er stadig ikke fundet en forbindelse imellem ofrene, andet end at de alle sammen er læger. Men efter et stykke tid begynder Trout at mistænke den hemmelighedsfulde Phibes, som efter sigende skulle være død. Men hvis han er død, hvem står så bag alle disse mord?
Hævn
Phibes er selvfølgelig ikke død. Han har planlagt sin hævn til punkt og prikke, imens han lever i det skjulte. Han vil have hævn over alle lægerne og sygeplejersken, der var med til at “dræbe” hans elskede kone, og ikke nok med, at han vil dræbe dem – de skal dø på de mest bizarre måder!
Vi snakker om flagermus, kvælning i en maske formet som en frø, rotter der angriber piloten i et fly, en sygeplejerske der bliver spist af græshopper og min favorit: En mand bliver spiddet af en enhjørningstatue, der er skudt igennem London med høj hastighed! Mordene er ikke specielt blodige, men de er opfindsomme og sjove. Det er dog ikke nok for Phibes blot at få hævn over lægerne; han pønser også på at få sin kone tilbage igen, men om han gør det, skal ikke afsløres her.
Inspektor Trout bliver mere og mere overbevist om, at Phibes ikke er død, men at det er ham, der står bag alle mordene. For en sikkerheds skyld er politiet ekstra opmærksomme og holder øje med den sidste doktor, der er i live, for at beskytte ham imod Phibes’ plager. Desværre for både politiet og lægen er Phibes ikke ude efter lægen, men derimod hans førstefødte søn.
Sorthumoristisk
The Abominable Dr. Phibes er en dybt sorthumoristisk gyser, som man ikke kan lade være med at blive fanget af. Filmen spiller på det direkte groteske, f.eks. når Phibes genopbygger sit ansigt med små stykker plastikproteser og taler igennem en grammofon for senere at måtte drikke champagne igennem sin nakke, fordi han ikke kan åbne sin mund!
Som før nævnt bliver én af lægerne spiddet på en stor enhjørningstatue, som er blevet svunget igennem London som fra en stor katapult og dolker manden fast til en mur. Scenen lyder og gruopvækkende, men den er på samme tid også utrolig grinagtig.
Her vælger filmen ikke at tage tingene specielt seriøst, og da politiet ikke kan rokke statuen ud af stedet, beslutter de sig for at skrue manden ud af væggen! Hvis man er til galgenhumor og film, som ikke skal tages 100 % seriøst, kan man roligt kaste sine penge efter både The Abominable Dr. Phibes og Dr. Phibes Rises Again.
Flotte kulisser
Udover den groteske humor kan også nævnes de flotte kulisser, hvor især Phibes’ gemmested er utrolig flot og veldekoreret. Kameraarbejdet er også utroligt i mange scener. Her tænker jeg specielt på scenen, hvor en pilot stiger op i sit fly for senere at finde ud af, at det er fyldt med rotter. Rotterne angriber, og piloten mister kontrollen over flyet og cirkler rundt i luften til tilskuernes store forskrækkelse.
Et sted i nærheden sidder Phibes og kigger med i sin kikkert. Der klippes til flyet, og man følger det, imens det styrter mod jorden. Lige før flyet rammer jorden, klippes der til Phibes, som svinger sin kikkert væk, imens han klapper. Scenen er utrolig spændende og både fotograferet og klippet fantastisk flot!
Hvis man er af typen, som som godt kan lide sort/hvide-film, og gerne vil stifte bekendtskab med Vincent Price kan The Abominable Dr. Phibes kun anbefales, og det kan den også, hvis man ikke normalt er til film i sort/hvid. Nyd Prices skuespil, de groteske mord, musikken, kulisserne, inspektor Trout og meget andet.
Dansk titel: Djævlelægen
Instruktør: Robert Fuest
Manuskript: James Whiton & William Goldstein
Cast: Vincent Price (Dr. Anton Phibes), Joseph Cotten (Dr. Vesalius), Virginia North (Vulnavia), Terry-Thomas (Dr. Longstreet), Sean Bury (Lem Vesalius), Susan Travers (Nurse Allen), David Hutcheson (Dr. Hedgepath), Edward Burnham (Dr. Dunwoody), Alex Scott (Dr. Hargreaves), Peter Gilmore (Dr. Kitaj), Marurice Kaufmann (Dr. Whitecombe), Peter Jeffrey (Inspector Trout), Derek Godfrey (Crow), Norman Jones (Sgt. Schenley), John Cater (Waverley)
Producere: Ronald Dunas (producer), Louis M. Heyward (producer), Samuel Z. Arkoff (executive producer), James H. Nicholson (executive producer)
Foto: Norman Warwick
Klip: Tristam Cones
Musik: Basil Kirchin
Spilletid: 94 minutter
Aspect ratio: 1.85:1
Lyd: Dolby Digital Mono
Sprog: Engelsk
Undertekster: Ingen
Produktionsland, år: USA/England, 1971
Produktionsselskaber: American International Pictures (AIP)
Distributør (DVD): MGM Home Entertainment
Udgave/region: 1
Anmeldt i nr. 29 | 13/03/2008
Stikord: Hævn