Mogens Høegsberg
Ingen kommentarer

Tenet

Tenet
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Tenet er et effektivt action- og suspense-score, der måske nok er inspireret af Hans Zimmers lyd, men som komponisten Ludwig Göransson alligevel formår at gøre til sit eget.

TenetJeg har endnu ikke fået set Christopher Nolans seneste film, Tenet, der havde premiere i sidste måned. Det skyldes ikke ond vilje eller manglende lyst, for generelt har jeg godt kunnet lide Nolans film, selvom nogle af dem også er lettere overvurderet; biografture er endnu én af pandemiens afsavn, i hvert fald for mit vedkommende.

Det skal dog ikke forhindre mig i at kigge nærmere på Ludwig Göranssons score, også fordi jeg har læst lige præcis tilstrækkeligt op på filmen til at kende præmissen, uden at filmen af den grund er blevet spoilet fuldstændigt for mig.

Stand-in for Hans Zimmer

Da Tenet i sin tid blev annonceret havde jeg, som de fleste andre, regnet med, at filmen skulle have musik af Hans Zimmer. Zimmer har leveret musikken til næsten alle Nolans film siden Batman Begins (som Zimmer i lighed med fortsættelsen The Dark Knight komponerede i samarbejde med James Newton Howard).

Den enlige undtagelse var The Prestige (2006), som Nolan lavede mellem Batman Begins (2005) og The Dark Knight (2008). The Prestige havde musik af David Julyan, der komponerede musikken til Nolans første tre spillefilm, Following (1998), Memento (2000) og Insomnia (2002).

Nu lader det til, at Nolan er blevet for stor til at samarbejde med Julyan, og da Hans Zimmer måtte melde pas til Tenet på grund af sine forpligtelser overfor Denis Villeneuves Dune, faldt valget i stedet på den unge svensker Ludwig Göransson.

Göranssons karriere som filmkomponist har i den grad taget fart indenfor de sidste fem år. For en grundigere gennemgang af Göranssons meritter, kan I eventuelt læse indledningen til min anmeldelse af Göranssons score til Black Panther (2018).

Helt kort fortalt gjorde Göransson sig for alvor bemærket i Hollywood med sit score til Rocky-spin-off-filmen Creed (2015). Det førte flere projekter med sig, og da Marvel valgte Creed-instruktøren Ryan Coogler til at instruere Black Panther, tog han Göransson med sig.

Resultet blev en Oscar til Göransson, der pludselig var ét af de varmeste navne i Hollywood. Siden har han leveret musik til Disney+-serien The Mandalorian, foruden adskillige andre film.

Hans Zimmers ånd

Jeg må blankt erkende, at jeg gik til Tenet-scoret med lave forventninger. For det første har jeg endnu ikke helt “købt” Ludwig Göransson som filmkomponist. Hans score til Black Panther var glimrende, men samme år leverede han også det jammerlige score til remaken af Death Wish, så vi har tydeligvis at gøre med en komponist, der rent kvalitetsmæssigt svinger voldsomt.

For det andet var jeg ret overbevist om, at Göransson på Tenet ville komme til at operere indenfor nogle ret snævre rammer, udstukket af Christopher Nolan. Nolan har tydeligvis fundet sig til rette med Hans Zimmers stil, og jeg nærede ingen forhåbninger om, at Tenet ville afvige voldsomt fra den stil.

Deri havde jeg til dels ret, men også kun til dels, for selvom Tenet på flere måder tydeligvis er præget af, at Nolan har givet Göransson bud på at levere en bestemt type musik – i Zimmers ånd – så har den unge komponist alligevel formået at få nok af sin egen stemme med i projektet til, at det ikke bare føles som en klon af Hans Zimmer.

Godt nok er der enkelte steder undervejs, hvor man meget tydeligt mærker Zimmers ånd. F.eks. er det meget tydeligt, at Nolan bl.a. har brugt Zimmers Inception-score som temp track til Tenet. Tydeligst træder det frem i “747” (nr. 7), der åbenlyst tager inspiration fra “Dream is Collapsing”, men man fornemmer det også i “The Algorithm” (nr. 15); her kommer inspirationen fra “Time”, også fra Inception-scoret.

Zimmers ånd svæver da også generelt over vandene i Tenet, der, i lighed med de fleste af Zimmers scores for Christopher Nolan, ikke byder på samlende tematisk materiale, men i stedet vægter atmosfære og enkelte set pieces.

Göranssons eget score

Tenet er langt hen ad vejen et elektronisk score, realiseret med massevis af synth og lydeffekter, men et eller andet sted er der også et symfoniorkester – eller dele deraf – begravet i mixet. Det hele er for størstedelens vedkommende bare så efterbearbejdet, at det kun er få steder, orkestret træder tydeligt igennem. Og meget store dele af scoret må være rent elektroniske,

Orkestret hører man af og til, f.eks. i indledningen af det ellers stort set elektroniske “A Rainy Night in Tallinn” (nr. 1), der begynder med lyden af et orkester, der varmer op, og i “Betrayal” (nr. 5) – her tydeligt elektronisk efterbehandlet. Tydeligst træder orkestret frem i første halvdel af “The Algorithm”, her bl.a. suppleret af den elektriske guitar, Göransson også gør hyppigt brug af.

Tematisk materiale er der ikke meget af, men der er en slags “hovedtema”, der dukker op hist og her, første gang i “Windmills” (nr. 2), men også i bl.a. “Foils” (nr. 9).

Ellers er det som sagt atmosfære og ikke mindst action, der vægter tungest i Tenet-scoret, og det som sagt i altovervejende grad med udgangspunkt i Göranssons anseelige arsenal af synthesizers.

En af de ting, der er med til at gøre Göranssons sound anderledes end Hans Zimmer ligger i den måde, han anvender beats, og hvor man tydeligt kan høre indflydelser fra Göranssons sideløbende karriere som musikproducer for forskellige musikere, især rapperen Childish Gambino, der under sit borgerlige navn Donald Glover også er skuespiller og bl.a. spillede den unge Lando Calrissian i Solo-filmen (2018).

Der er et umiskendeligt ekko af moderne pop- og rapmusik i Göranssons beats, hvad der i øvrigt også stedvist var i hans score til Black Panther, og det er med til at gøre Tenet-scoret Göranssons eget snarere end bare en Zimmer-imitation.

Dette er gennemgående for scoret, og her kan jeg bare pege på et par eksempel, “Freeport” (nr. 6) og “Inversion” (nr. 13).

En af de mest særprægede lydeffekter, Göransson gør brug af i scoret, er lyden af et iltapparat; en ubehagelig, hvæsende lyd, der her i 2020 giver nogle helt andre og selvfølgelig utilsigtede associationer, nemlig en respirator.

Selve lyden skal Göransson angiveligt have skabt ved at optage Christopher Nolan, der åndede tungt ned i et glas, hvorefter Göransson har efterbehandlet lyden elektronisk. Denne særdeles stemningsfulde, men også ubehagelige lyd, dukker op flere steder i scoret. Første gang, man hører den, er i “747” ved ca. 3:45, hvor lyden er meget diskret.

Siden bliver den langt mere tydelig, bl.a. i “Sator” (nr. 10), hvor lyden bliver helt umiskendelig fra ca. 2:05.

Musikalsk inversion? Måske

Nogle filmmusikkritikere har i deres anmeldelse af scoret hævdet at kunne høre, hvordan Göransson afspejler filmens centrale gimmick omkring “inversion” ved at skabe en slags musikalske “palindromer”; altså hvor musikken, eller dele deraf, skulle være indspillet baglæns for dermed at skabe en slags musikalsk “inversion”.

På nær en række steder, hvor nogle elektroniske lydeffekter, helt tydeligt skal give indtrykket af at være “baglæns” (f.eks. hen mod slutningen af “Meeting Neil”, nr. 3, eller ved ca. 1:30 i “Trucks in Place”, nr. 11), må jeg blankt erkende, at jeg ikke kan høre nogen længere passager, hvor Göransson gør det samme.

Om det betyder, at jeg ikke har nærlyttet scoret ordentligt, eller om nogle af mine anmelderkolleger hører ting, der ikke er der, ved jeg ikke; jeg kan i hvert fald ikke høre det.

Effektivt

Det jeg til gengæld hører er et effektivt suspense- og actionscore, der til tider er meget hård ved øregangene. Der er adskillige dybt imponerende set pieces i Tenet-scoret, bl.a. åbnings-cuet “Rainy Night in Tallinn”, men også “Freeport” og første halvdel af “747”. Også både “Trucks in Place” og “Inversion” er imponerende action-cues.

Fælles for dem alle er, at Göransson bruger sine synthesizere til at skabe en fuldstændig ubønhørlig fremdrift i musikken; det er hæsblæsende og nogle gange decideret hårdt at lytte til, bl.a. fordi nogle af synth-effekterne er ganske rå.

De mere afdæmpede cues er for manges vedkommende også ganske fine, men det også blandt disse, at vi finder enkelte cues, der ikke bare giver lytteren (og, formoder man, seeren) en pause fra det soniske angreb, men som også af og til tangerer det kedsommelige.

Et cue som “Priya” består for det meste af nydelige synthflader og elektriske guitarer, og “Betrayal” er også forholdsvis intetsigende, selvom det er rart at høre orkestret.

Omvendt er et andet af de mere afdæmpede cues, “Sator”, så stemningsfuldt, at det virker helt efter hensigten, og det samme gælder f.eks. “Red Room Blue Room” (nr. 12).

Med en samlet spilletid på 1 time og 26 minutter kunne man på den ene side ønske, at nogle af de mere anonyme cues var udeladt fra albummet; på den anden side ville det alligevel ikke bringe albummet ned på under en time, og så sad man med et score, der var næsten uudholdeligt i sin intensitet. Smag og behag.

Det sidste nummer på albummet er sangen “The Plan”, fremført af Travis Scott. Sangen er skrevet af Göransson, Scott (under hans borgerlige navn Jacques Webster) og Ebony Oshunrinde. Musikalsk lægger sangen sig op ad scoret, bl.a. med et tungt centralt og rigtig fedt beat, men bortset fra det er sangen bestemt ikke noget for mig. Det er store dele af resten af scoret til gengæld.

Hovedet på sømmet

Jeg vil ikke sige, at Tenet endelig har overbevist mig om, at Göransson er en stor filmkomponist, men som tilfældet var med Black Panther, så har han ramt hovedet på sømmet her.

Store dele af Tenet er supereffektiv suspense- og actionmusik med en voldsom og imponerende fremdrift, og de cues, der har problemer med at holde min interesse fanget er heldigvis relativt få og langt imellem.

Der er ingen tvivl om, at Tenet ikke er et score for alle. Mange vil fokusere på Göranssons overordnede tilgang og konkludere, at der er tale om en Zimmer-kopi; andre vil ganske enkelt finde mange af Göranssons syntheffekter alt for rå og ubehagelige – for ikke at tale om lyden af iltapparatet.

Det er sandt nok, at Göranssons overordnede tilgang har været inspireret af Zimmer, men jeg holder fast i, at han formår at få nok af sin egen stemme som komponist igennem til, at Tenet står som et selvstændigt værk. Og lige præcis de rå lydeffekter, han af og til gør brug af – og iltapparatet – er en del af det samme.

Tenet var for mig en overordentlig positiv overraskelse. Nu glæder jeg mig endnu mere til at se filmen!

5 stjerner

Nummerliste:
1. Rainy Night in Talinn (8:01)
2. Windmills (5:17)
3. Meeting Neil (2:16)
4. Priya (3:24)
5. Betrayal (3:56)
6. Freeport (3:39)
7. 747 (7:05)
8. From Mumbai to Amalfi (4:26)
9. Foils (3:11)
10. Sator (2:52)
11. Trucks in Place (5:33)
12. Red Room Blue Room (3:30)
13. Inversion (3:32)
14. Retrieving the Case (3:21)
15. The Algorithm (5:59)
16. Posterity (12:42)
17. The Protagonist (4:49)
18. The Plan (3:06)

Total spilletid: 86:39

Titel: Tenet
Komponeret af: Ludwig Göransson
Dirigeret af: Anthony Parnther
Orkestrering: Pete Anthony & Jon Kull
Komponeret: 2020
Udgivet: 2020
Label: Watertower Music

Anmeldt i nr. 180 | 13/10/2020

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *