Jacob Krogsøe
Ingen kommentarer

Teenage Mutant Ninja Turtles: The Movie

Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Hvis du kan anskaffe dig Turtles-albummet, skal du ikke tøve med at gøre det, selv hvis du hader filmen. Du vil ikke blive skuffet.

Teenage Mutant Ninja Turtles: The MovieTegneserieversioner af film er oftest en være omgang lort. I sidste måned på Planet Pulp stødte vi dog på Mike Mignolas tegneserie Bram Stoker’s Dracula: Graphic Album (1993), bygget over Francis Ford Coppolas Bram Stoker’s Dracula (1992), og den var næsten på højde med filmen.

Men med denne adaptation af Teenage Mutant Ninja Turtles (1990), har vi faktisk at gøre med en tegneserie, som er klart bedre end selve filmen. Det var da også så heldigt, at da man i sin tid skulle lave tegneserieudgaven af filmen, fik man ingen ringere end paddernes skabere, Peter Laird og Kevin Eastman, til at stå for den.

Væk er den fjollede 80’er-stemning og de latterlige skuespillere, som var med til at gøre, at filmen aldrig blev til andet end en kulørt omgang kitsch. Det kommer heller ikke som nogen stor overraskelse, da padderne nu engang gør sig bedst på tegneserie, og hvis man endelig skal lave en film om dem, er det sket ret vellykket med den animerede TMNT (2007).

Visuelt mere indbydende end filmen
Helt sublim måde at skildre en kampscene på.

Helt sublim måde at skildre en kampscene på.

Det er Kevin Eastman og Peter Laird, der har stået for den overordnede adaption. Eastman har lavet det layout, som tegneren Jim Lawson så har fulgt ganske nøje.

Lawson er da også en gammel rotte, når det kommer til padderne, og har således været tilknyttet serien om padderne over en lang årrække. Og det er tydeligt, at det er Eastmans versioner, som Lawson har videregivet. Albummet er rent grafisk en lækkerbisken og langt mere dyster og visuelt indbydende end filmatiseringen.

Padderne og deres historie introduceres.

Padderne og deres historie introduceres.

Noget som altid har været paddernes varemærke er actionscenerne, og disse er helt uovertrufne i dette album. Prøv blot at se på billedet, hvor padderne, der er holdt i mørke skygger, gennemtæsker nogle bøller. Det er enkelt og effektivt formidlet: I det øverste billede ser vi en Sai smadre en lampe. Efterfølgende følger der fire billeder, hvor padderne enkeltvis tæsker en skurk, og på det sidste billede ser vi resultatet af kampen.

Og ikke nok med at det er enkelt, så viser det også meget godt, hvordan ninjaer kæmper. Albummet er i det hele taget kendetegnet ved utrolig mange frames per side, og mange af disse er helt uden ord, hvilket gør, at vi som læsere bliver revet gennem den underholdende historie. Vores øjne har konstant noget nyt at se på, og siderne bladres hurtigt igennem.

Da replikkerne desuden flere steder er helt forrygende, bliver man næsten overlæsset med indtryk, når man læser albummet, som kun er på 48 sider. Men også kun næsten.

Handlingen som i filmen
Shredder og Splinter i kamp.

Shredder og Splinter i kamp.

Selve handlingen er, med få undtagelser, som vi kender den fra filmen: Shredder, hans ninjaer og de mange unge bøller hærger New Yorks gader med omfattende kriminalitet.

Reporteren April O’Neil stikker næsen for langt frem, men reddes i sidste øjeblik af padderne. Hun møder deres sensei, Master Splinter, og han fortæller, hvorledes padderne er blevet, som de er. Dette fortælles gennem et flashback, der er holdt i sort/hvid, og er langt mere virkningsfuldt end det, man så i filmen.

Efterfølgende tager padderne kampen op mod Shredder, men først skal de redde Splinter. Mere skal der ikke røbes her. Den sidste side i albummet er slet ikke til stede i filmen, hvilket man godt forstår. Der er nemlig tale om herlig lille metakommentar til tegneseriebranchen: April opsøger et tegneserieforlag med nogle terninger af padderne. Padderne selv sidder uden foran vinduet, og lytter med.

Redaktøren kigger på tegningerne, siger de ser spændende ud, men at de nok er lidt for “farfetched” til, at han vil udgive dem. April griner højlydt, og man ser Raphael kigge direkte ud mod læseren, mens han siger “farfetched?”.

Det er da ret sjovt, og netop sådan en detalje, der er med til at gøre albummet ekstra vellykket. Så hvis du kan anskaffe dig albummet, skal du ikke tøve med at gøre det, selv hvis du hader filmen. Du vil ikke blive skuffet.

5 stjerner

Titel: Teenage Mutant Ninja Turtles: The Movie
Forfatter: Peter Laird
Tegner: Jim Lawson efter layout af Kevin Eastman
Farvelægning: Steve Lavigne
Forlag, år: Mirage Studios, 1990
Albumlængde: 48 sider

Anmeldt i nr. 26 | 13/12/2007

Stikord: New York, Ninjaer, Tegneserie efter film

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *