Tango & Cash

Vi er tilbage i 1989, da filmen udkom. En tid hvor actionhelten var ved at blive transformeret til noget andet end den helt, vi så blive lanceret i 1982 med First Blood.

Tango & Cash er et af de første eksempler på mødet med meta-actionhelten, som træder tydeligere og tydeligere frem fra 1989 og frem til kulminationen i 1993 med Last Action Hero.

Udover at Stallones karakter Ray Tango udtaler, at Rambo er en pussy, så er der mange flere eksempler, hvor filmen inddrager ting fra andre film, altså dér hvor filmen med et selvsikkert ironisk glimt i øjet bryder med den filmiske illusion og fortæller, at den er en film.

Eller dér, hvor man er ved at bevæge sig over i spoof-land, og det er faktisk ikke helt tilfældigt. Men det vender jeg tilbage til om lidt.

Superstrømere

Ray Tango og Gabriel Cash er superstrømere i Los Angeles. Tango er den pæne i jakkesæt, med slikket hår og briller, og Cash er den vilde med hockeyhår og en afslappet tøjstil. Klassiske og meget visuelle kendetegn. Tango og Cash kender kun hinanden fra aviserne, da de opererer i hver deres del af L.A.

De står bag et utal af anholdelser, og de kriminelle hader dem. Specielt én kriminel, forbryderbossen Perret (en overspillende Jack Palance), kan næsten ikke magte det længere.

Så han udtænker en plan. En plan der skal få det se ud som om, at Tango og Cash gør noget kriminelt, så de kan komme i fængsel og væk fra gaden. En plan der handler om ydmygelse, om at gøre helte til skurke.

Den plan udfører skurkene til perfektion. De får Tango og Cash til at fremstå som nogle korrupte mordere, blandt andet ved at der fuskes med en båndoptagelse (vi er jo i 1989), og de to seje strømere ender i spjældet. Og det er et hårdt et af slagsen, spækket med kriminelle stoddere som Tango og Cash har været med til at arrestere!

Filmisk vanskabning

Gode råd er nu dyre. Men heldigvis får drengene hjælp fra en af gammel bekendt af Cash, og så kan den store flugt ellers begynde og jagten på de ægte skurke indledes.

Ja, det lyder jo sådan set meget godt og klassisk. Problemet, hvis man altså ser det som et problem, er, at filmen både er rodet og fremstår som lidt af en filmisk vanskabning – noget jeg ikke rigtigt bed mærke i, da jeg stordyrkede filmen på VHS tilbage i starten af 1990’erne.

Og det er bestemt ikke uden grund, at filmen fremstår som en lettere splittet størrelse. Filmen var igennem et helvede i produktionsfasen. Instruktøren var ikke enig med producenten. Den ene ville lave en mere seriøs film, den anden en spoof. Så det, vi får, er et gadekryds.

At filmen overhovedet kom ud er lidt af et mirakel, da der både blev skiftet instruktør og klipper, og folk på filmsettet vidste ikke helt, hvad de var med til at lave. Forhastet, forklippet, for mange kokke, humor, action, spoof.

Hvis man skal tro på rygterne, skal vi være glade for Stallone, for uden ham havde man simpelthen droppet produktionen, og det havde været ærgerligt.

Fra seriøs action til røvballekomik

At filmen sætter sig mellem to stole, er der mange eksempler på. Nok tydeligst eksemplificeret ved den meget hårde (og ekstremt vellavede) flugt fra fængslet og mødet med den Q-lignende hjælper og den underlige hundefigur, der sprænger i luften.

Seriøsitet møder campet spoof, det føles simpelthen som om det er to forskellige film man har ønsket at lave – hvilket jo også rent faktisk var tilfældet.

Star Wars og Conan

Og så tilbage til metalagene. Udover at Stallone skal kommentere på en af sine egne film, så nævnes der i Tango and Cash både Star Wars og Conan, og flere andre kendte film.

Som her, hvor gutterne snakker grimt om en kriminel:

Tango: “When this is over, we have to pay Jabba the Hutt here a visit”.
Cash: “I’ll bring the chainsaw.”
Tango: “I’ll bring the beer.”

Klassisk maskulin buddy-snak tilsat lidt meta. Og det fortsætter i en replik fra Tango, som handler om den selvsamme skurk: “I loved you in Conan the Barbarian!”

Det er en tendens, som bliver mere og mere tydelig fra 1989 og frem, og det fjerner noget af farligheden og realismen fra actionhelten.

I den sammenhæng kan man jo også nævne, at de gode gamle actiondrenge begyndte at flirte mere og mere med komediegenren – se blot Stallone, der kom med Oscar (1991) og Stop! Or My Mom Will Shoot (1992).

Der er ved at ske noget med actionhelten, og actionfilmen, og når man ser Tango & Cash er det som om, man er meget tæt på disse ændringer. Derfor har filmen, udover at den er elskelig, en ganske vigtig plads i filmhistorien.

Der er stor forskel på skarpe one-liners og metareflekterende bemærkninger. Om man så bedst kan lide det ene eller andet, er jo en smagssag, men i Tango & Cash oplever man begge dele. Både det hårde og kontante og det fjollede.

Der er en udmærket kemi mellem de to hovedrolleindehavere, men det virker dog også her som om, de har medvirket i to forskellige film: Russell er nærmest i Big Trouble in Little China-land, mens Stallone er en mere alvorlig actionhelt.

Actionheltens transformation

I forhold til min kommende fagbog om den amerikanske actionfilm fra 1982 til 1993, er Tango & Cash en spændende film. Både i forhold til actionheltens transformation og fordi der i én og samme film faktisk optræder to meget forskellige actionhelte.

Tango er den gammeldags, lidt tørre type, mens Cash er den mere frække og menneskelige type, som vi kender fra gutter som Martin Riggs og John McClane.

Jeg elsker Tango & Cash, og det er nok en af de film, jeg har set flest gange. Den havde en helt speciel tiltrækningskraft på mig tilbage i en fjern fortid. Men nogen god film er det bestemt ikke, og det er et mindre mirakel, at den overhovedet udkom.

En fremragende fængselsscene, herlige skuespillere i birollerne, et 80’er-hungrende Harold Faltermeyer-score, nogle fede actionsekvenser og Stallone og Russell er dog store plusser, og så har filmen en central plads i forhold til forståelsen af actionheltens udvikling op gennem 1980’erne. Tak for det!

Anmeldt i nr. 171 | 13/01/2020