Martin Wangsgaard Jürgensen
Ingen kommentarer

Starcrash

Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Luigi Cozzis Star Wars rip-off har stilmæssigt suget en del inspiration fra Roger Vadims Barbarella og kan bedst betegnes som disco-sci-fi. Filmen er så uendelig cheesy og handlingen så forskruet, forceret og ugennemtænkt, at man kun kan elske det!

StarcrashGeorge Lucas udsendte sit på alle måder epokegørende space-epos Star Wars i 1977, og skabte dermed en institution inden for filmbranchen, som næppe efterfølgende er blevet overgået af nogen anden produktion. Det var da derfor også ganske naturligt, at der måtte følge en stribe plagiater i kølvandet på Lucas’ film.

Næppe overraskende satte italienerne en ære i ublu efterligninger, hvilket Aldo Lados L’umanoide fra 1979 er et glimrende eksempel på. Men som italienerne fik produceret deres sci-fi-film, begyndte de efterhånden at plagiere sig selv og derved fjerne sig fra det oprindelige forlæg. Tempoet og selve filmenes ånd var stadig den samme som hos Lucas, men hele æstetikken ændrede sig betydeligt.

Dommedagsvåben

Starcrash fra 1979 er et meget fint eksempel på netop det, der både knyttede de italienske rumfilm til den oprindelige inspirationskilde, men samtidig også distancerede dem betydeligt.

Starcrash blev instrueret af Luigi Cozzi. Cozzi er på alle leder og kanter en instruktør, som alle genrefans må elske, for hans produktion består med få undtagelser af horror og nogle afstikkere ind i sci-fi-genren. Han instruerede eksempelvis den eksplosive “alien invasion”-film Contamination i 1980.

Manuskriptet til Starcrash blev skrevet af Cozzi i samarbejde med Nat Wachsberger, der ellers primært har slået sine folder som producent. Formlen for filmen er ganske ligefrem. To helte og en robot må ud på en farefuld mission for at finde den onde Count Zarth Arns hemmelige planet og tilintetgøre hans dommedagsvåben, før det gode imperium bliver ødelagt af hans angreb. Zarth Arn vil intet mindre end herredømmet over universet, og det regner han med at kunne tiltvinge sig ved brug af et våben, der kan ødelægge planeter på få sekunder.

Tvangsarbejde i bikini og stiletlæderstøvler
Disco-space.

Disco-space.

Men lad os da kort kaste et blik på den egentlige handling. Det hele begynder da den kække smugler og rumpilot Stella Star og hendes trofaste navigatør Akton er på vej hjem fra en mission. Akton er i øvrigt ikke et menneske, men en humanoid race, der tilsyneladende er i besiddelse af meget stærke psykiske evner og kæmper med en form for energisværd (!).

Vores to helte på flugt.

Vores to helte på flugt.

Stella er yderst tilfreds med situationen, men netop da dukker det intergalaktiske politi op, og efter en kort men intens jagt, bliver vores to rumhelte anholdt. De dømmes begge til tvangsarbejde på fjerne kolonier. Hvordan det ser ud på den planet, hvor Akton skal tvangsarbejde ved vi ikke, men Stella tvinges til at arbejde i minerne iført en lille bikini og høje læderstøvler med stilethæle.

Hun når dog knap at være på planeten én dag, før hun har planlagt et oprør og undsluppet sine fangevogtere. Langt kommer hun bare ikke, for hurtigt indhenter de selv samme to betjente hende, som vi allerede stiftede bekendtskab med i filmens begyndelse.

En vigtig mission
Stella samles op.

Stella samles op.

Det viser sig, at det gode imperium har brug for Stella Star og Akton. Stella er åbenbart den bedste pilot i kejserens rækker, og nu hvor Count Zarth Arn truer med at ødelægge universets orden, har de brug for heltenes evner. Stella får derfor sit skib tilbage, og Akton bliver ligeledes befriet fra sit fangenskab. Deres opgave lyder på at opspore Zarth Arns hemmelige planet og ødelægge hans uhyrlige våben.

Der kommer dog mere, for den gode kejsers søn Simon anførte et krigsskib, der ligeledes søgte efter dette dommedagsvåben. Skibet blev ødelagt, men en redningskapsel blev udsendt, før det eksploderede, og muligvis er Simon derfor stadig i live. Stella og Akton skal derfor også holde udkig efter kejserens heroiske søn. Helt alene skal de to dog ikke klare opgaven, for de to betjente bliver sendt ud sammen med Stella. Den ene viser sig i øvrigt at være en robot med navnet Elle, mens den anden er en bister “bad cop” der hedder Thor.

Amazoner, hulemænd og meget mere
Stella Star (Caroline Munro).

Stella Star (Caroline Munro).

Nu kan eventyret begynde. Stellas smuglerskib sætter kurs mod et øde stjernesystem hvor Zarth Arn nok gemmer sig, for her har kejserens tropper kun ringe kontrol. Det viser sig også at være ganske rigtigt, men heltene skal meget igennem, før de kan konfrontere den onde skurk.

En gigantisk robot der forfølger heltene.

En gigantisk robot der forfølger heltene.

Der er nemlig mange stjerner i systemet, og mange steder at lede. Først lander Stella derfor på en planet, der bliver beboet af meget, meget aggressive amazoner, der har svoret troskab til Zarth Arn. Amazoner er jo ensbetydende med catfight, og det snydes vi da heller ikke for. Stella og co. undslipper kun på et hængende hår, og så går turen videre til en gold isplanet, hvor det viser sig, at en af heltene ikke har helt rent mel i posen.

Ukrudt forgår imidlertid ikke så let, og Stella kan derfor til sidst lande på den planet, hvor kampen mod ondskaben for alvor kan begynde. Først skal der dog lige nedkæmpes en række hulemænd og se nu der – hvem har holdt sig skjult mellem de bestialske hulemænd? Ingen andre end den heroiske Simon – kejserens søn. Så er tiden kommet til den store kamp, men udfaldet må du selv se.

Disco-sci-fi
Den overonde Count Zarth Arn (Joe Spinell).

Den overonde Count Zarth Arn (Joe Spinell).

Starcrash ligner Star Wars til forveksling på en lang række punkter. Der er først og fremmest tale om historier fortalt i det samme hæsblæsende tempo. Der er ikke mange stille perioder, og stort set alle konflikter løses gennem heltenes snarrådige brug af våben og kløgt. Samtidig har plottet i Starcrash de samme episke dimensioner som hos Lucas, og heltene er stort set af samme skuffe.

Naturligvis er Luigi Cozzis film Star Wars underlegen på alle leder og kanter, men slægtskabet lader sig ikke fornægte. Der hvor Starcrash adskiller sig fra forlægget er i selve æstetikken, for mens George Lucas fik opbygget et sært troværdigt og slidt univers, har Cozzis film meget mere tilfælles med Roger Vadims Barbarella fra 1968. Starcrash kan nærmest beskrives som disco-sci-fi.

Havde George Lucas taget stoffer og indspillet Star Wars på Studio 54, var resultatet muligvis kommet i nærheden af Cozzis film. Starcrash er fyldt med farver, vanvittige kostumer og et umiskendeligt disco-feel, der får en til at forvente at skuespillerne hvert øjeblik det skulle være kunne finde deres rulleskøjter frem og danse til “Heart of Glass” eller noget i den stil.

Don’t hassle The Hoff
Akton (Marjoe Gortner) og hans lyssværd.

Akton (Marjoe Gortner) og hans lyssværd.

Skuespillerne i Starcrash er et kapitel for sig. Ingen, og jeg mener vitterligt ingen, spiller blot tilnærmelsesvist hæderligt. Alle leverer en jammerlig præstation, der navnlig skyldes den komplet tåbelige dialog, der sammenstillet med handlingens absurditeter, skaber de mest utrolige situationer.

Den onde counts tropper.

Den onde counts tropper.

Stella Star spilles af den superlabre Carolina Munro, mens hendes bøssede navigatør Akton spilles af Marjoe Gortner. De virkelige overraskelser ligger imidlertid blandt de mindre roller, for her finder vi eksempelvis Christopher Plummer som det gode imperiums kejser. Prisen som største overraskelse går dog til rollen som Simon, der bliver indtaget af ingen ringere end David Hasselhoff i en af hans helt tidlige film.

Noget der ikke har med skuespillet at gøre, men stadig er en smule overraskende, er i øvrigt, at filmens galaktiske space-musik blev skrevet af John Barry, beat-scorenes konge. Det er han sluppet heldigt fra, om end en hr. Williams tydeligvis ikke har levet helt forgæves.

Blåstemplet af Corman
Kejserens heroiske søn Simon (David Hasselhoff).

Kejserens heroiske søn Simon (David Hasselhoff).

Hasselhoffs optræden alene gør Starcrash til en seværdig film, men den har meget mere at byde på. Handlingen er langt mere forskruet, forceret og ugennemtænkt end det måske fremgår af handlingsreferatet. Den er fyldt med sindssyge påfund, der efterlader seeren hovedrystende og lallende af grin, for hvordan fanden kunne de finde på det? Det spørger man sig i hvert fald løbende om.

Endnu en dræberobot.

Endnu en dræberobot.

Dertil kommer effekterne, der er så elendige, at man tror det er lyv. Rumskibene suser af sted i det multifarvede verdensrum, mens de psykedeliske laserfarver og synthesizerrumlyde piber en om ørene. Starcrash er lavet med enhver mangel på realisme. Det er rendyrket eskapisme i bedste popcornstil, og samtidigt så smagløst, at man kun kan elske det.

Roger Corman så Starcrash kort efter, at den var blevet udsendt, og den overbeviste ham om, at man sagtens kunne lave lowbudget-sci-fi, der kunne tjene sig selv hjem igen. Cormans første sci-fi-film kom til at hedde Battle Beyond the Stars (1980), og når Corman først har sagt god for en film, ved vi jo godt, at den ikke kan være helt uden kvaliteter.

Must see
Onde Zarth Arns rumbase.

Onde Zarth Arns rumbase.

Starcrash er en must see for alle sci-fi-fans. Den er så uendeligt cheesy, at det halve kunne være nok, og man kunne sagtens skrive tykke bøger om alle dens absurditeter. Det er der dog ikke nogen grund til, for du kan selv se det hele derhjemme. Starcrash kan kun få den varmeste medfart, men tag dig i agt – det er science fiction i discokuglens tegn!

5 stjerner

Titel: Starcrash
Andre titler: Female Space Invaders, Scontri stellari oltre la terza dimensione (Italien), Star Battle Encounters, Stella Star, The Adventures of Stella Star (USA)
Instruktør: Luigi Cozzi
Manuskript: Luigi Cozzi & Nat Wachsberger
Cast: Marjoe Gortner (Akton), Caroline Munro (Stella Star), Christopher Plummer (Kejseren), David Hasselhoff (Simon), Robert Tessier (Thor), Joe Spinell (Count Zarth Arn), Nadia Cassini (Corelia, amazonernes dronning), Judd Hamilton (Elle/Jiakta)
Producere: Nat Wachsberger (producer), Patrick Wachsberger (producer)
Foto: Paul Beeson & Roberto D’Ettorre Piazzoli
Klip: Sergio Montanari
Musik: John Barry
Spilletid: 92 minutter
Aspect ratio: Widescreen
Lyd: Dolby Stereo
Sprog: Engelsk
Undertekster: Ingen
Produktionsland, år: USA/Italien, 1978
Distributør (DVD): RetroFLICKS
Udgave/region: DVD-R

Anmeldt i nr. 19 | 13/05/2007

Stikord: Italian Cinema, Rip-off, Robotter, Rummet, Rumskibe

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *