Mogens Høegsberg
Ingen kommentarer

Starcrash

Starcrash
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Et helt igennem fornøjeligt John Barry-score – og langt bedre end den film, musikken er komponeret til!

StarcrashDer er to ting, jeg virkelig godt kunne tænke mig at vide om scoret til Luigi Cozzis Star Wars-rip-off Starcrash. Den ene er, hvordan producenterne fik den idé at hyre John Barry til at komponere scoret. Den anden er, hvad der kan have animeret John Barry til at sige ja til tjansen.

Hvad angår det første spørgsmål, så havde Barry på dette punkt i sin karriere efterhånden distanceret sig så meget fra sin tidligere, dynamiske stil, der kendetegnede de tidlige Bond-film.

Den fossileringsproces, Barrys kompositoriske stil havde undergået op gennem 1970’erne, var måske ikke fuldendt endnu, men det var tæt på, og de fleste af Barrys scores havde allerede på dette tidspunkt deres tyngdepunkt på relativt langsomme melodiske strukturer.

Starcrash syntes derimod at kalde på superdynamisk musik i højt tempo, så præcis hvad der fik producenterne til at tænke på John Barry, er et spørgsmål, jeg gerne vil kende svaret på. Angiveligt skulle Luigi Cozzi da også først have givet Ennio Morricone buddet, men Morricone takkede nej.

Fra John Barrys synspunkt er svaret måske mere ligetil. Han har formentlig accepteret tjansen, inden han fik lejlighed til at se filmen, og hvilken komponist kunne på dette tidspunkt ikke tænke sig at gå John Williams lidt i bedene ved at være tilknyttet en stor rumfilm?

Barry må dog have kviet sig noget, da han så det endelige resultat, men det forhindrede ikke Barry i at gøre en mere end hæderlig indsats.

Hans score til Starcrash er da også helt igennem fornøjeligt. Blot må man ikke forvente højoktan-action, for Barry ændrede ikke det mindste ved sin allerede på daværende tidspunkt foretrukne stil.

Melodiernes mand
John Barry (1933-2011), her på et foto fra 1974.

John Barry (1933-2011), her på et foto fra 1974.

John Barry var melodiernes mand, og få er de Barry-scores, der ikke er bygget op omkring ét eller flere temaer og motiver.

Det var dog sjældent, Barry opererede med en egentlig ledemotivisk tilgang i den wagnerske forstand, og man kan diskutere, om han i virkeligheden gør det her. Men det er dog tættere på end så mange andre gange.

Starcrash er et gennemført melodisk og tematisk orienteret score; klassisk John Barry på alle leder og kanter. Det gælder også for orkestreringen, der i alt væsentligt er symfonisk. Dog bruger Barry hist og her en lille smule synthesizer, hvilket han for det meste slipper hæderligt om ved.

Det synthesizede beat, der ligger hele vejen igennem “Starcrash Main Title” (nr. 1) kunne jeg godt have været foruden, men det er så tilpas diskret, at det ikke ligefrem ødelægger cuet.

Udover den stedvise anvendelse af synthesizer er Starcrash som sagt et helt klassisk Barry-score, der både peger bagud og fremad. Ældre scores, man får mindelser om, er særligt nogle af hans tidligere Bond-scores.

Af senere scores, som Starcrash kan ses som en forløber for, kan også nævnes nogle af de senere Bond-scores, herunder ikke mindst Moonraker (1979), foruden også The Black Hole (1979).

Rendyrket Barry

Barry komponerede adskillige temaer og motiver til Starcrash-scoret. Hovedtemaet dominerer ikke helt så meget, som det ofte gør i et Barry-score, om end man godt kan ende med det indtryk, fordi hovedtemaet høres i begge de sidste cues, “Goodbye Akton” (nr. 13) og “Star Crash End Title” (nr. 13). Det er således hovedtemaet, man har klarest i erindringen, når scoret klinger af.

Godt nok følges de regulære score af en suite – “Starcrash Suite” (nr. 14) – men også her er det hovedtemaet, der dominerer.

Temaet, der i øvrigt både har et A- og et B-tema, høres første gang i “Starcrash Main Title”, der også introducerer to tilbagevendende mindre motiver.

Hovedtemaet er et stykke rendyrket Barry – en malerisk melodi, der opnår en vis dynamik på grund af tempoet. Havde temaet været afspillet i et mere adstadigt tempo (som det f.eks. høres i “Goodbye Akton”), så havde det ikke lydt forkert i en film som Out of Africa (1986).

Rummets storhed

Et andet tema, der også høres igen senere, introduceres i “Escape into Hyperspace” (nr. 2). Det er mere dynamisk end hovedtemaet og opbygget omkring en rytmisk ostinato, hvorover Barry lægger selve temaet. Endnu et klassisk Barry-greb.

I det mere adstadige og mørke “Captured” (nr. 3) er der mindelser om både Moonraker og The Black Hole, mens det i “Launch Adrift” (nr. 4) nærmere er You Only Live Twice og Diamonds Are Forever, man kommer til at tænke på. Mere specifikt er det de to cues “Capsule in Space” og “007 and Counting”, der her må have tjent som forbilleder.

På samme måde som i de to ældre cues, fomår Barry i “Captured” med enkle midler at indfange rummets storhed, og selvom “Captured” ikke kommer op på siden af hverken “Capsule in Space” eller “007 and Counting”, er det et virkelig glimrende cue.

Voldsom percussion

“Beach Landing” (nr. 5) byder igen på dynamisk action, bygget op omkring sit eget motiv, mens actionmusikken i både “The Troggs Attack” (anden del af nr. 8) og “Akton Battles the Robots” (nr. 9) er holdt i et langt mere adstadigt tempo, hvor særligt sidstnævnte nærmere lyder som en suspense-cue.

“The Troggs Attack” byder i øvrigt på et andet klassisk Barry-greb med voldsom percussion sammen med orkestret. Det hørte vi også i f.eks. The White Buffalo (1977), og det skulle komme til at figurere prominent i scoret til Dances With Wolves (1990).

Stemningsfuldt

Action og suspense er de primære stilarter, der kommer til udtryk i Starcrash-scoret, men vi snydes dog ikke for et helt afdæmpet cue med tragisk tilsnit i “The Emperor’s Speech” (nr. 7).

Her er vi helt nede i tempo, hvor et minimalt tema fremføres af flygel og obo over strygere i de lave registre. Hen mod slutningen forløses den trykkende stemning af et skift til dur og en fremførsel af hovedtemaets A-tema.

Et andet stemningsfuldt cue er “The Ice Planet” (første del af 6), hvor vi igen er langt nede i tempo. Ved hjælp af nogle æteriske synthesizereffekter, der veksler med strygere, skaber Barry her en mystisk, faretruende stemning.

Overshygget

Selvom tempoet i Starcrash-scoret ofte er langt nede – selv i de mere dynamiske actioncues – så må man ikke tro, at scoret er kedeligt.

Faktisk er der tale om et rigtigt fint John Barry-score, der på grund af sine mange temaer og motiver udgør en varieret lytteoplevelse.

Samtidig er især de to primære temaer – hovedtemaet og temaet fra “Escape into Hyperspace” – begge rigtig fine og meget ørehængende.

Starcrash vil nok aldrig overgå i historien som ét af John Barrys store scores, og det er helt klart blevet noget overskygget af Barrys to andre rum-eventyr, Moonraker og (især) The Black Hole, der da også begge er bedre scores.

Ikke desto mindre er det lidt synd, at Starcrash synes glemt af de fleste. Det er faktisk et helt igennem fornøjeligt John Barry-score – og langt bedre end den film, musikken er komponeret til!

4 stjerner

Nummerliste:
1. Starcrash Main Title (2:39)
2. Escape Into Hyperspace (1:51)
3. Captured (2:12)
4. Launch Adrift (1:44)
5. Beach Landing (2:12)
6. The Ice Planet / Heading For Zarkon (3:05)
7. The Emperor’s Speech (3:20)
8. Strange Planet / The Troggs Attack (2:39)
9. Akton Battles The Robots (2:18)
10. Network Ball Attack (1:00)
11. Space War (4:40)
12. Goodbye Akton (3:34)
13. Starcrash End Title (2:57)
14. Starcrash Suite (7:14)

Total spilletid: 41:25

Titel: Starcrash
Komponeret af: John Barry
Dirigeret af: John Barry
Komponeret: 1978
Udgivet: 2008
Label: Buysoundtrax

Anmeldt i nr. 165 | 13/07/2019

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *