Mogens Høegsberg
Ingen kommentarer

Star Wars: Episode IX – The Rise of Skywalker

Star Wars: Episode IX – The Rise of Skywalker
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Det afsluttende Star Wars-score fra John Williams' hånd er endnu et formidabelt filmscore – organisk, komplekst, virtuost, og naturligvis med både nye og velkendte ledemotiver.

Star Wars: Episode IX - The Rise of SkywalkerSå skete det. Efter 42 år blev der med The Rise of Skywalker sat punktum i den centrale Star Wars-saga. Det markerer samtidig slutningen på komponist John Williams’ involvering i Star Wars-universet.

Williams har været med siden 1977, og inden jeg går videre med min anmeldelse af Williams’ fremragende score til den niende og sidste film, er det på sin plads at træde et par skridt tilbage og kigge på helheden i det, Williams har begået.

En enestående bedrift
John Williams (f. 1932).

John Williams (f. 1932).

Star Wars har fulgt John Williams, siden han var 45 år gammel. Da filmen kom ud i december var han 87 (han fyldte 88 her i februar).

Igennem de forløbne 42 år har Williams leveret musikken til ni film, og selvom ingen ved, præcis hvor meget musik, han har komponeret, så er alle enige om, at der er tale om et godt stykke over 20 timer.

Det hænger naturligvis sammen med, at Williams i flere tilfælde har komponeret mere musik, end der endte i filmene – også selvom filmenes musik er udtryk for “wall-to-wall scoring”, altså hvor der næsten er musik hele tiden.

Samtlige ni scores er komponeret efter den klassiske Hollywood-metode med brug af ledemotiver. Hvert score efter det første har bygget videre på den eller de foregående, og Williams har løbende udbygget sit musikalske forråd af ledemotiver i form af både fuldt udviklede temaer og mindre motiver.

Der er langt over hundrede ledemotiver i Star Wars-musikken, fra de bedst kendte temaer til de mindste motiver.

Det, Williams har gjort med sine Star Wars-scores over de sidste 42 år, er fuldstændig unikt. Ingen anden filmserie har musikalsk kontinuitet på det niveau, Williams’ Star Wars-musik er udtryk for, hverken over en så lang samlet spilletid eller over så lang en kreativ tidsperiode.

Det er første gang, det er sket i filmhistorien, og jeg må erklære mig enig med flere af mine kritikerkolleger, når de også siger: Det kommer ikke til at ske igen.

Det, Williams har formået, er en enestående bedrift, der vil blive mejslet ind i film- og filmmusikhistorien.

Formidabelt filmscore

Og hvad så med det seneste og sidste score, The Rise of Skywalker? Ja, dertil kan man bare sige: Williams skuffer ikke.

The Rise of Skywalker er, som sine forgængere, et formidabelt filmscore af en kvalitet og teknisk ekvilibrisme, som kun John Williams i dag formår.

Samtidig er det også et score af den type, der fortjener at blive nærlyttet, hvis man for alvor vil have det fulde udbytte.

Det gælder for alle tre sequel-scores – og til en vis grad også de tre prequel-scores – at Williams behandler noget af det ledemotiviske materiale så subtilt, at man virkelig skal have ørerne med sig. Det gælder især i nogle af de action- og suspense-cues, der så rigeligt er repræsenteret på albummet.

I andre tilfælde bruger han ledemotiverne langt tydeligere, og det er det, de fleste forbinder ved et Star Wars-score: Klart genkendelige tematiske fremførsler af velkendte eller nye temaer.

Hvis man virkelig vil forstå, hvor intrikat og med hvilken sans for detaljen, Williams har konstrueret sin musik, og hvis man virkelig vil forstå, hvor dygtigt et ledemotivisk værk, The Rise of Skywalker – og de øvrige scores – er, ja så skal man nærlytte det.

Dertil kommer selvfølgelig, at det ville være en fordel at kunne høre scoret i sin helhed. Det er desværre ikke muligt, for af de ni Star Wars-scores, er der næppe nogle af de udgivne scores, der er helt komplette.

Dem, der kommer tættest på, er 2-disc-udgaverne af musikken fra den oprindelige trilogi. De udkom tilbage i 1997 og blev siden genudgivet i 2004.

Af de tre prequel-scores er kun The Phantom Menace (1999) udgivet i en udvidet udgave, men det er til gengæld også en udgave, der afspejler musikken 100 %, som den blev anvendt i filmen, dvs. med ret hårdhændede redigeringer, og altså ikke som Williams komponerede de enkelte cues.

Ingen af de efterfølgende fem scores er udkommet i udvidede udgaver, og man kan kun håbe på, at det nu blot er et spørgsmål om tid, før det sker.

Ja, man kan jo endda være så naiv at håbe på, at Disney allierer sig med én af de dygtige filmmusik specialty labels – La-La Land eller Intrada – og udgiver Star Wars-boksen over alle Star Wars-bokse.

Flere albums

Det udgivne album har en spilletid på 76 minutter. Dertil kan man lægge det “For Your Consideration”-album, som Disney kortvarigt gjorde offentligt tilgængeligt, inden de fjernede det igen. FYC-albummet har i sig selv spilletid på 50 minutter, men med en del overlap i forhold til det officielle album.

De virkelig hårde nørder, der færdes på forummet på websitet John Williams Fan Network, har for længst fundet ud af, hvad der er hvad, og lagt guides ud til, hvordan man bedst splejser cues fra FYC-albummet og det officielle, hvis man vil tættere på at opleve de enkelte cues, som de optræder i filmen.

For albumudgivelsen er – som vanligt for et Williams-score – tilrettelagt, så lytteren får den bedste lytteoplevelse. Ikke alle de enkelte numre på albummet repræsenterer nødvendigvis hele cues, men klippede versioner.

Hardcore-fansene omkring John Williams Fan Network har også regnet ud, at der er i omegnen af 45 minutters musik i filmen, der ikke er udgivet på nogen måde, ligesom der er en del musik på det officielle album, der slet ikke blev brugt i filmen.

Sidstnævnte er en konsekvens af det faktum, at store film af denne type oftest klippes indtil kort før premieredatoen, hvorfor komponisten ikke – som i “gamle dage” – kan komponere efter et næsten færdigt cut.

Til denne anmeldelse vil jeg udelukkende tage udgangspunkt i det officielle album og altså ikke forholde mig til FYC-albummet, selvom der er en del fint materiale at hente her.

The Rise of Skywalker

The Rise of Skywalker følger naturligvis den model, John Williams for længst har etableret for sine Star Wars-scores: Musikken er symfonisk og bygget op omkring ledemotiver.

Som nævnt tidligere, har Williams til hver ny film i serien introduceret en række nye ledemotiver, der så slutter sig til et udvalg af allerede etablerede motiver, som han genbruger.

Det er selvfølgelig også tilfældet her, hvor der er i hvert fald fem nye ledemotiver – nærmere analyse (og en udvidet udgivelse) kan meget vel afsløre flere.

Tre af de nye ledemotiver kan karakteriseres som deciderede temaer, mens de sidste to har karakter af mindre motiver.

To af temaerne høres i koncertnummeret “The Rise of Skywalker” (nr. 3). Det ene tema – herefter kalder jeg det “Rise of Skywalker-temaet” – indleder nummeret, mens det andet tema faktisk fungerer som B-tema, inden A-temaet vender tilbage.

B-temaet er blandt filmmusikfans allerede blevet døbt “The Trio Theme” eller “We Go Together”, fordi det synes at score sammenholdet mellem Rey, Poe og Finn. Temaet dukker op i “The Rise of Skywalker” ved ca. 0:53.

Begge er varme, lyriske temaer, der rent stemnings- og stilmæssigt minder mig om både Anakins tema fra The Phantom Menace eller Yodas tema fra The Empire Strikes Back (1980).

Det er et par gennemført vidunderlige temaer, som ved første gennemlytning måske ikke lige slår én som værende blandt Williams’ stærkeste temaer, men de vinder virkelig ved efterfølgende gennemlytninger af albummet og ender med at stå som noget af det stærkeste materiale i scoret.

Begge temaer dukker op flere gange, dog især A-temaet, der bl.a. høres i et par fine udgaver i “They Will Come” (nr. 11). B-temaet (“Trio-temaet”) høres bedst i “We Go Together” (nr. 9), men også i “Destiny of a Jedi” (nr. 6).

Ondskabens musik

Det tredje deciderede tema blandt de nye ledemotiver har titlen “Anthem of Evil”, og så ved man jo nok godt, at det ikke er sådan noget musik, man sætter på til en lystig fest med vennerne.

I min anmeldelse af scoret til The Last Jedi (2017) omtalte jeg et motiv, der var knyttet til Kylo Ren, og benyttede dengang beskrivelsen “slangeagtigt”. Det er lige før, jeg bliver nødt til at omskrive min anmeldelse af The Last Jedi-scoret, for i sammenligning med “Anthem of Evil” er omtalte Kylo Ren-motiv decideret firkantet.

Med “Anthem of Evil” har vi virkelig at gøre med et slangeagtigt og amorft tema – det er ved de første gennemlytninger meget svært at få hold på det melodiske indhold. Men det er der; det kræver bare, at man virkelig lytter efter.

Sådan, som jeg hører det, består “Anthem of Evil”-temaet faktisk af to strofer på hver 11 toner. De to strofer er næsten identiske, med den forskel, at to eller tre af tonerne i anden strofe stiger i stedet for at falde.

“Anthem of Evil” (nr. 7) er en koncertudgave af temaet, hvor temaet indledningsvist fremføres af kor, inden orkestret senere kommer ind og til sidst fremfører temaet i en enorm, imposant udgave.

Det er mørkt, dystert og krybende uhyggeligt, samtidig med, at korfremførslen også er ubestridt smuk.

Temaet er naturligvis i et vist omfang beslægtet med både Kejserens tema (se nedenfor) og Snokes tema (fra The Force Awakens, 2015), men det er langt mere glat og snigende – en fantastisk musikalsk fortolkning af en ondskab, der ikke kommer mod én som en rambuk (f.eks. “The Imperial March”), men som sniger sig ind gennem de små sprækker i ens personlige moralske panser.

“Anthem of Evil” høres ikke mange gange, men det introduceres faktisk inden koncertudgaven, nemlig i “Destiny of a Jedi” ved 2:04. Derefter dukker det op i “Join Me” (nr. 10) og måske i en meget subtil variant i “The Force is With You” (nr. 15) ved ca. 0:55 – men den er jeg usikker på.

Mindre motiver

Foruden de tre nye temaer, er der også i hvert fald to mindre motiver.

Det ene er et aggressivt fanfarelignende motiv for The Knights of Ren. Motivet dukker op i “Prologue” (anden del af nr. 1) ved ca. 1:43. Det er den eneste gang, motivet høres på den officielle udgivelse, men det dukker op flere gange i filmen.

Det andet motiv er på kun to toner og tjener som ledemotiv for de to Sith Wayfinders – dingenoter, der kan føre et rumskib hen til den hemmelige Sith-planet Exegol.

På albummet høres det første gang i “Journey to Exegol” (nr. 2) ved ca. 2:20 og yderligere en enkelt gang i “Approaching the Throne” (nr. 14) ved ca. 1:59.

Genbrug af tidligere etablerede ledemotiver

Det nye ledemotiviske materiale får naturligvis følgeskab af en lang række af de ledemotiver, Williams har etableret, både fra den oprindelige trilogi og tidligere i sequel-trilogien.

Hovedtemaet – der jo samtidig er Luke Skywalkers tema – dukker naturligvis op under titelsekvensen og filmens opening crawl, men derudover høres det yderligere to-tre gange, bl.a. naturligvis i “Destiny of a Jedi”-cuet, hvor Luke dukker op som Force Ghost.

Det skal lige siges, at hovedtemaet i filmen også høres i en imponerende heroisk version under den afsluttende kamp over Exegol, men denne version er ikke kommet med på albummet.

Temaet for The Force er naturligvis også med igen – Force-temaet er de facto blevet Star Wars-seriens sekundære hovedtema, og i The Rise of Skywalker er det da også kun Reys tema, der høres flere gange end Force-temaet, der får en række fornemme fremførsler undervejs.

Filmens plot giver også Williams anledning til at genbruge Kejserens tema, som han oprindeligt komponerede til Return of the Jedi (1983). Det er et vidunderligt dystert, ædende ondt tema, og høres i et par virkeligt veloplagte fremførsler i “Prologue” og “The Force is With You” (nr. 15)

Men Kejserens tema er ikke det eneste af de gamle ledemotiver for Imperiet, Williams bruger her. “The Imperial March” dukker skam også op, og her primært som ledemotiv for Imperiet, snarere end for Darth Vader.

I filmen (men ikke albummet) er der dog ét eksempel på det modsatte, nemlig da Williams under Reys besøg på resterne af Dødsstjernen anvender den blide version af Vaders tema, fremført på harpe, som scorede Vaders/Anakins dødsscene i Return of the Jedi. Spørgsmålet er dog, om denne fremførsel er nyindspillet til scoret, eller om den er tracked fra scoret til Return of the Jedi.

På albummet høres “The Imperial March” bl.a. i “Journey to Exegol”, da Kylo Ren får øje på Palpatines enorme flåde af Star Destroyers, og igen i “The Old Death Star”, men endnu mere imponerende er den måde, Williams sniger fire toner fra temaet ind i den strygerostinato, der bærer actionmusikken i indledningen af cuet. Hør efter fra ca. 0:30 og frem, indtil messingblæserne accentuerer de fire toner ved ca. 0:41 og gør det mere tydeligt.

Ledemotivisk grundighed

Uventet, men kærkommen, er en reprise af Yodas vidunderlige tema. Det dukker første gang op i “Destiny of a Jedi”, da Rey tror, hun er strandet på Ahch-To. Force Ghost Luke kommer hende til hjælp og hæver sin X-Wing fra havets dyb på samme måde som Yoda i The Empire Strikes Back hævede Lukes X-Wing fra sumpen på Dagobah.

Her bruger Williams altså temaet i overført betydning: Selvom Yoda ikke som sådan er på lærredet, er han med os i ånden, i erindringen. Det er et rigtig fint eksempel på, hvordan man også kan bruge ledemotiver.

Yodas tema dukker op en sidste gang i “Reunion” (nr. 17), hvor vi også får en fremførsel af Williams’ fantastisk smukke tema for søskendeparret Luke og Leia – et tema, der oprindelig stammer fra Return of the Jedi.

Og selvfølgelig hører vi også Leias eget tema et par gange. Temaet dukker op første gang i “Destiny of a Jedi”, anden gang i en blid, vemodig udgave i “The Final Saber Duel” (nr. 12).

En sidste gammel kending er “The Rebel Fanfare”, der høres et par gange i hhv. “The Force is With You” og “Reunion”.

Eller rettere: “The Rebel Fanfare” er den næstsidste gamle kending, for Williams demonstrerer, hvor dyb hans ledemotiviske grundighed stikker, da han i “The Old Death Star” et ganske kort øjeblik citerer ét af de oprindelige motiver for Imperiet, der næppe har været hørt siden A New Hope. Motivet dukker op ved 3:04, varer præcis to sekunder og er seks toner langt.

Det er måske sådan noget, kun os filmmusiknørder lægger mærke til, men det viser virkelig, hvor meget styr, Williams har på sine virkemidler, og det understreger, at det lønner sig virkelig at nærlytte musikken.

Sequel-trilogiens ledemotiver

Foruden ledemotiverne fra den oprindelige trilogi, der her får en sidste tur i rampelyset, bruger Williams naturligvis også de væsentligste af de temaer og motiver, han har komponeret til sequel-trilogien.

Det hyppigst forekommende af disse er ikke overraskende Reys tema, der høres i ni af albummets 19 numre. Tro mod filmen er det dog ikke den heroiske, selvsikre version af Reys tema, vi hører mest til, og langt hen på albummet hører vi faktisk også kun Reys tema i kortere varianter.

Der er til gengæld nogle fine varianter iblandt, f.eks. den dramatiske version, der høres i “Join Me” ved ca. 2:37 eller den mørke udgave i “Approaching the Throne” ved ca. 1:15.

To af de i alt tre motiver for Kylo Ren dukker også op, dog mest hans primære motiv, og især i den forkortede udgave, hvor det kun er de første fem toner, man hører. Kylo Rens tema er, som Reys, spredt ud over hele scoret, men man får nogle fine fremførsler af motivet i de første to cues, “Prologue” og “Journey to Exegol”.

Den mest interessante variant af Rens motiv er imidlertid det, der høres i “Farewell” ved ca. 0:59 – her er Rens motiv omsat i en afdæmpet, tragisk version, analogt med det, Williams gjorde med “The Imperial March”/Vaders tema i slutningen af Return of the Jedi.

“March of the Resistance” dukker også op nogle få gange, bl.a. i en virkelig fin, kraftfuld udgave i “They Will Come”.

Nok så interessant er imidlertid den afdæmpede variant, der ganske kortvarigt høres i “The Old Death Star”, hvor Williams igen demonstrerer sit håndværk, da han lader en antydning af Force-temaet glide direkte over i “March of the Resistance”, der igen glider direkte over Reys tema – det hele så subtilt, at man skal høre efter for at fange det hele. Fantastisk.

Vi når også lige at få et par fremførsler af Poes tema, som Williams desværre har brugt alt for lidt i løbet af de tre sequel-scores. Desværre er de to fremførsler, vi får her, meget kortvarige, så Poes tema får aldrig rigtig lov til at komme til sin ret.

Organisk, komplekst og virtuost

De mange ledemotiver, Williams bruger (en hurtig optælling siger, at Williams i alt bruger 19 forskellige), væves som altid ind i noget af det mest organiske, komplekse og virtuose musik, man kan forestille sig.

Scoret bevæger sig stemningsmæssigt fra det decideret uhyggelige via suspense til action og fuldkommen harmoni. Det eneste, der ikke er noget af er den mere letbenede, humoristiske musik, der især er associeret med filmens droider og andre humoristiske karakterer.

Efter det obligatoriske hovedtema, der åbner filmen, starter scoret ganske mørkt i “Prologue”, først med action, siden snigende uhygge, der kulminerer i en virkelig creepy udgave af Kejserens tema.

Med “Journey to Exegol” starter Williams’ energiske actionmusik, som der kommer meget mere af på albummet. Det er rendyrket Williams og bærer nærmest alle hans trademarks – uanset om det er blæsertrioler, brugen af slagtøj, harmonierne. Det hele er der.

“The Old Death Star” er endnu et ganske dystert cue med en del effektiv suspense i første halvdel, inden anden del igen bygger op til fornem action.

Scorets højdepunkt, når det handler om action, er imidlertid “The Speeder Chase” (nr. 5) – en typisk Williams-scherzo, der stemningsmæssigt minder lidt om “Scherzo for Motorcycle and Orchestra” fra Indiana Jones and the Last Crusade (1989), men som stilistisk og teknisk har mere tilfælles med hans nyere actionstil. Det er et stykke fremragende action, der også indeholder et tilbagevendende heroisk blæsermotiv.

I “Destiny of a Jedi” er vi indledningsvist tilbage i den mørke afdeling – den dystre indledning scorer Reys identitetskrise – men ret snart må mørket vige for flere smukke interpolationer af både gamle og nye temaer. Mørket og tvivlen vender kortvarigt tilbage i form af “Anthem of Evil”, inden Luke får Rey sendt på rette vej.

Det kan godt være “Destiny of a Jedi” er forholdsvis lige-ud-ad-landevejen – Williams scorer det, der sker på lærredet – men det er så gennemført og så effektivt et stykke musikalsk historiefortælling, at man kunne fjerne dialogen og stadig forstå, hvad der sker i scenen alene ud fra musikken.

Fra veloplagt action til skrøbelig og indfølt musik

“Fleeing From Kijimi” (nr. 8) er for størstepartens vedkommende endnu et stykke forrygende veloplagt uptempo actionmusik af den type, man bare aldrig bliver træt af at høre på. Læg især mærke til det vilde strygerløb, der starter ved 2:12, men også de dramatiske flygelanslag fra ca. 1:20 – et forholdsvis sjældent hørt virkemiddel i Williams’ arsenal.

I “We Go Together” bliver musikken for første gang for alvor varm og optimistisk med fine gennemløb af både “Rise of Skywalker”-B-temaet, Reys tema og Force-temaet, inden cuet slutter med beslutsom, rytmisk action.

Varmen fra “We Go Together” får dog straks et modsvar i “Join Me”, der indleder med iskolde og uhyggelige, høje strygere, inden en nærmest elegisk variation på “Anthem of Evil” med enkelte antydninger af “The Imperial March”. Cuet slutter med actionmusik, bl.a. med en fin dramatisk variation på Reys tema ved ca. 2:37.

Herefter når vi til filmens “Braveheart”-tale, hvor Poe Dameron forsøger at overtale resten af oprørerne om, at de nok skal få hjælp fra andre i galaksen til deres tilsyneladende håbløse angreb på Exegol. Musikken i “They Will Come” starter usikkert og tvivlende, men udvikler sig mere og mere optimistisk, indtil den til sidst går over i en veloplagt fremførsel af “March of the Resistance” og slutter med “Rise of Skywalker”-temaet.

“The Final Saber Duel” starter med action, men går snart over i betydelig mere stille og tænksom musik. Blandt andet en smuk lavmælt, nobel og lidt trist passage for blæsere, der minder lidt om musikken fra Qui-Gons begravelse i The Phantom Menace. Senere også en skrøbelig og indfølt version af Leias tema med æterisk kor i baggrunden.

Klimaks

De næste fire cues – “Battle of the Resistance”, “Approaching the Throne”, “The Force Is With You” og “Farewell” (nr. 13-16) – er fra filmens klimaks.

“Battle of the Resistance” er endnu et fremragende og hektisk actioncue – nok scorets næstbedste efter “The Speeder Chase” – med alle Williams’ kendetegn og også fin brug af både Poes tema og Force-temaet.

Første halvdel af “Approaching the Throne” er meget mørkt og dystert, bl.a. også med en lettere mørk version af Reys tema. Cirka midtvejs går cuet over i action, inden det slutter med en kort passage for stort kor, der rent stilistisk leder tankerne i retning af “Duel of the Fates” fra The Phantom Menace.

Efter en ret mørk indledning går “The Force Is With You” over i smuk strygermusik med æterisk kor, fulgt af en tilsvarende æterisk fremførsel af Reys tema for soloflygel ved ca. 0:42. Herefter bliver musikken først atmosfæreladet, hemmelighedsfuld og så voldsomt dramatisk i det endelige opgør mellem Rey og Palpatine.

En dramatisk version af Reys tema dukker op ved ca. 1:40 og siden kommer også Kejserens tema (med nye underliggende strygervariationer), inden Force-temaet kommer eftertrykkeligt ind. Cuet slutter med ren actionmusik, bl.a. med brug af “The Rebel Fanfare”.

“Farewell” scorer scenen, hvor Rey ligger død, efter sin kamp mod Palpatine, og hvor den nu omvendte Kylo Ren – Ben Solo – giver sit eget liv for at Rey kan leve. Williams undgår at gøre musikken alt for patetisk – musikken er tragisk uden nogensinde at overdrive.

Vi får her bl.a. den fine tragiske version af Kylo Rens tema, og over et længere stræk i cuets anden halvdel en fin blæser- og strygeradagio, der især for blæsernes vedkommende kortvarigt minder om Saving Private Ryan (1998). Cuet ender på en positiv facon med en stor fremførsel af “Rise of Skywalker”-temaet, nu også med kor, der giver temaet ekstra episk schwung.

Udtoning

Filmens udtoning begynder med “Reunion”, der efter en heroisk blæserindledning går over i et gennemløb af adskillige temaer og motiver – fra “The Rebel Fanfare” og Force-temaet over Poes tema, Yodas tema, Reys tema, Luke og Leia-temaet og endelig “Rise of Skywalker”-B-temaet.

Efter at vennerne har kunnet fejre deres sejr, rejser Rey til Tatooine, hvor hun begraver Luke og Leias lyssværd i sandet tæt på Lars-gården. Vi ser ved samme lejlighed, at Rey nu har bygget sit eget lyssværd.

Scenen er scoret med cuet “A New Home” (nr. 18), der indleder med en variant af Reys tema på harpe, inden vi senere hører lidt mere af temaet. Harpen og de strygere, der senere kommer ind, giver klare mindelser om “Jedi Steps”-cuet fra slutningen af The Force Awakens, uden at der dog synes at være tale om, at Williams direkte citerer “Jedi Steps”-temaet.

Og endelig har vi det obligatoriske “Finale”-nummer (nr. 19), der som altid indledes med et cue, der går over i end credits-suiten.

Cuet består her af en smuk fremførsel af præcis den samme version af Force-temaet, der scorede scenen fra A New Hope, da Luke stod og betragtede den dobbelte solnedgang på Tatooine. Her er det bare Rey, der gør det samme, nu som en Skywalker.

Under selve end credits-sekvensen får vi et gennemløb af både nye og gamle temaer. Vi hører naturligvis hovedtemaet og “The Rebel Fanfare”, der har indgået i begyndelsen af alle filmenes end credits.

Herudover hører vi også “Rise of Skywalker”-temaet (både A- og B-tema), “Anthem of Evil”, “The Imperial March” og Reys tema. Det hele slutter med yderligere gennemløb af både hovedtema og “Rebel Fanfare”, inden credits-sekvensen slutter præcis som allerførste Star Wars-score gjorde. Ringen er sluttet. Historien er ovre.

Enden på en æra

Da jeg i sin tid hørte de sidste toner af scoret til Revenge of the Sith (2005), var det med en tåre i øjenkrogen, fordi jeg dengang regnede med, at det var sidste gang, jeg hørte et Star Wars-score fra John Williams’ hånd.

Denne gang tror jeg ikke, der er nogen tvivl om, at vi virkelig har nået enden – og hvilken ende!

Her på Planet Pulp har jeg endnu til gode at anmelde Williams’ tre scores til prequel-trilogien, så jeg er ikke færdig med Williams’ Star Wars-musik. Ellers havde jeg formentlig også siddet med en tåre i øjenkrogen nu, hvor denne anmeldelse har nået sin afslutning.

I stedet sidder jeg med en følelse af total respekt og noget, der minder om ærefrygt over det, John Williams har præsteret over de sidste 42 år. Ordet “monumentalt” er en fattig beskrivelse, men det er det mest rammende, jeg kan komme på.

Jeg hørte John Williams’ Star Wars-musik første gang, da jeg så A New Hope på DR i 1980’erne. Williams’ Star Wars-musik har fulgt mig gennem min barndom, gennem min ungdom og ind i voksenlivet.

Og selvom vi næppe får mere ny Star Wars-musik fra John Williams’ hånd, vil de ni scores, vi har fået over de forgangne 42 år, være med mig for altid.

Tak for rejsen, maestro.

6 stjerner

Nummerliste:
1. Fanfare and Prologue (4:34)
2. Journey to Exegol (2:49)
3. The Rise of Skywalker (4:18)
4. The Old Death Star (3:17)
5. The Speeder Chase (3:21)
6. Destiny of a Jedi (5:12)
7. Anthem of Evil (3:24)
8. Fleeing from Kijimi (2:52)
9. We Go Together (3:17)
10. Join Me (3:42)
11. They Will Come (2:50)
12. The Final Saber Duel (3:57)
13. Battle of the Resistance (2:51)
14. Approaching the Throne (4:16)
15. The Force Is With You (3:59)
16. Farewell (5:14)
17. Reunion (4:05)
18. A New Home (1:47)
19. Finale (10:51)

Total spilletid: 76:36

Titel: Star Wars: The Rise of Skywalker
Komponeret af: John Williams
Dirigeret af: John Williams
Komponeret: 2019
Udgivet: 2019
Label: Walt Disney Records

Anmeldt i nr. 172 | 13/02/2020

Stikord: Star Wars

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *