Michael Lillegaard Larsen
Ingen kommentarer

Star Wars Art: Visions

Star Wars Art: Visions
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Kunstbogen Star Wars Art: Visions er et stort, flot visuelt kærlighedsbrev til rumsagaen og byder på en perlerække af flotte billeder. Fans vil have stor fornøjelse af bogen og den er oplagt læsning, før man ser den nye Star Wars-film, The Force Awakens.

Star Wars Art: VisionsStar Wars-filmene er rendyrket filmunderholdning, når den er bedst. De mageløse billeder taler for sig selv og John Williams’ fantastiske musik er prikken over i’et, der gør det hele ekstra magisk. Især den første trilogi (1977-83) er indbegrebet af ægte filmmagi.

Netop det visuelle aspekt af filmene bliver hyldet i en serie af bøger fra forlaget Harry N. Abrams, der bærer titlen Star Wars Art. De bøger, der kan fås indtil videre, er Concepts, Illustration, Posters og enelig Visions, som er den bog, vi ser nærmere på her.

En perlerække af fine billeder

“Every artist that I’ve admired has contributed, directly or indirectly, to shaping the vision that I expressed in the Star Wars saga.” lyder det i bogens introduktion fra Star Wars‘ skaber George Lucas, der er kunstsamler i sin fritid.

Både Lucas og Steven Spielberg er samlere af Norman Rockwell-malerier, der er en af de mange kunstnere, Lucas beundrer. Lucas selv har i tæt samarbejde med forfatteren Jonathan W. Rinzler udvalgt de kunstnere, hvis værker man kan opleve i Star Wars Art: Visions, der er lavet som en lækker coffee table-bog.

Listen over kunstnere i Star Wars Art: Visions tæller en lang række spændende navne som Amano, Harley Brown, H. R. Giger, Moebius, William Stout og Boris Vallejo – for nu bare at nævne et udsnit.

Friske visuelle synspunkter på Star Wars

Præmissen for de mange kunstnere var, at de hver skulle lave et værk om Star Wars – enten på traditionel eller utraditionel facon. Heldigvis har bogen et sundt miks af det hele med flotte reproduktioner af de forskellige værker.

Som altid med en kunstbog med varierende bidrag er der forskel på værkernes kvalitet. Det er naturligvis et spørgsmål om smag og behag. De mest interessante for mig er de værker, der tør lege med Star Wars-motiverne på en humoristisk og ironisk måde. For Star Wars er jo i sidste ende sjov og spas. Men der er nogle guldkorn blandt de mere traditionelle værker, der har den helt rigtige filmiske stemning over sig.

En flot bog til fans

Star Wars Art: Visions er en flot bog og oplagt læsning, inden man ser den nye episode i sagaen, Star Wars: The Force Awakens (2015), som i øvrigt får en flot “Art of”-bog med titlen The Art of Star Wars: The Force Awakens.

Ikke alle billeder er lige fremragende efter min mening, men er man Star Wars-fan er bogen bestemt et kig værd.

4 stjerner

Titel: Star Wars Art: Visions
Forfattere: Jonathan W. Rinzler, George Lucas (introduktion)
Udgivet: 2010
Forlag: Harry N. Abrams
Format: Hardcover
Sideantal: 176 sider

Anmeldt i nr. 122 | 13/12/2015

Stikord: Star Wars

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *