Mogens Høegsberg
Ingen kommentarer

Star Trek Into Darkness

Star Trek Into Darkness
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Michael Giacchinos score til Star Trek Into Darkness er fremragende filmmusik, uanset hvordan man vender og drejer det!

Star Trek Into DarknessDa J.J. Abrams i 2009 stod bag rebooten af Star Trek-filmserien, tog han naturligvis sin faste komponist Michael Giacchino med sig.

Giacchino skulle løfte en stor arv, primært efter legenden Jerry Goldsmith, der havde komponeret fem af de 10 foregående spillefilm, men også efter James Horner, der stod bag to fantastiske scores i serien, herunder mesterværket Star Trek II: The Wrath of Khan (1982).

Som det fremgår af min anmeldelse af Giacchinos score til Star Trek, mener jeg til fulde, han løftede opgaven.

Giacchino leverede et score, der ikke alene var uforskammet underholdende, men som tillige bød på en række fine temaer, herunder et forrygende nyt Star Trek-hovedtema, der står som ét af komponistens hidtil stærkeste temaer.

Det er derfor glædeligt at kunne meddele, at Giacchinos score til opfølgeren, Star Trek Into Darkness, er mindst lige så godt, ja måske endda en anelse bedre!

I samme ånd

Michael Giacchino (f. 1967).

Michael Giacchino (f. 1967).

Giacchino fortsætter ufortrødent i samme ånd, som det første score var komponeret i. Det er stor, symfonisk filmmusik med stedvis anvendelse af kor og solidt forankret i en række temaer og motiver.

Men hvor det nye hovedtema var nærmest allestedsnærværende i scoret til Star Trek, anvender Giacchino det lidt mere afmålt i Star Trek Into Darkness.

Det bliver temaet bestemt ikke ringere af, og man må bestemt heller ikke tro, at det betyder, at han pludselig er blevet decideret karrig med temaet. Det er der skam; blot er det ikke helt så dominerende, hvilket giver bedre plads til nogle af scorets andre tematiske idéer.

Samtidig er Giacchino overordentlig god til at dekonstruere hovedtemaet og indflette separate dele af temaet i scoret, ligesom han varierer temaet i både stil og tempo. Det gjorde han også i scoret til Star Trek, men i Star Trek Into Darkness fungerer det endnu bedre.

Hovedtema og Spocks tema

Hovedtemaet dukker op lige fra start i “Logos”, hvor det i en relativt afdæmpet udgave sætter stemningen, inden cuet går over i energisk action i “Pranking the Natives”, der også byder på flere præsentationer af temaet i forskellige variationer.

I “Spock Drops, Kirk Jumps” (nr. 2) får vi den første af flere eksempler i scoret på fin anvendelse af Spocks tema, her i en højdramatisk udgave som indledning på endnu et glimrende actioncue.

Generelt spiller Spocks tema en noget større rolle i Star Trek Into Darkness, hvilket naturligvis afspejler, at Spocks rolle også stedvist er noget større i denne film end i forgængeren.

Hen mod slutningen af “Spock Drops, Kirk Jumps” får vi vores første smag på Giacchinos anvendelse af kor, da koret sætter ind med en gåsehudsfrembringende temavariation på hovedtemaet – det er fremragende filmmusik, det her!

Den sidste større fremførsel af hovedtemaet i sin fulde form i nogen tid kommer i “Sub Prime Directive” (nr. 3), hvor hovedtemaet får indtil flere gennemløb, afbrudt af en kort fremførsel af indledningen af Alexander Courages originale Star Trek-tema.

Skurkens temaer

Herefter er det tid til at præsentere noget af scorets nye tematiske materiale, og jeg advarer om spoilers i det følgende.

“London Calling” (nr. 4) er et overordentligt smukt cue, der i første halvdel domineres af et særdeles elegant soloflygeltema; noget af det smukkeste og mest elegante, Giacchino indtil nu har begået i sin karriere.

Senere kommer strygerne ind og understøtter flygelet sammen med lavmælte synthesizere, inden cuet ændrer karakter i anden del. Først bygger strygerne dramatisk op, dernæst følger en lavstemt overgang og endelig kommer et voldsomt og dramatisk 12-tone-motiv.

Dette 12-tone-motiv er et af de to primære motiver for filmens skurk, den legendariske Khan (her i Benedict Cumberbatchs hvidvaskede skikkelse).

Men man må ikke lade sig snyde af den elegante og smukke flygelsolo i “London Calling”; Khans tema ligger begravet i musikken, der således er en ulv i fåreklæder. Det er temmelig genialt af Giacchino!

12-tone-motivet, der høres i slutningen af “London Calling” er som sagt ét af to motiver for Khan; det andet er et 6-tone-motiv, der første gang høres mod slutningen af “Meld-Merized” (nr. 5).

De to motiver er nært beslægtede og 12-tone-motivet kan anskues som en videreudvikling af 6-tone-motivet, men de er dog alligevel forskellige nok til, at jeg mener, man med fordel kan sondre mellem dem.

“Meld-Merized” er for størstepartens vedkommende ét af filmens mere stille cues, fra Admiral Pikes dødsscene, hvor Spock mind-melder med Pike. Musikken er tragisk og strygerbaseret, inden mere dramatisk musik tager over, altså bl.a. med Khans 6-tone-motiv.

Både 6- og 12-tone-motivet – og variationer på dem – dukker løbende op igennem resten af scoret, når vi har med Khan at gøre.

Klingoner!

I “The Kronos Wartet” (nr. 6) får vi scorets tredje nye tema (eller nærmere motiv), denne gang for de krigeriske Klingoner (husk at de nye Star Trek-film foregår på et tidspunkt, før Føderationen sluttede fred med Klingonerne).

“The Kronos Wartet” står ubetinget som noget af det mest brutale actionmusik, Giacchino nogensinde har komponeret: Dissonante strygere, masser af percussion, kor, der synger på Klingonsk og brutale udbrud fra messingblæserne.

Det er dybt imponerende musik, og heri ligger altså også Klingonernes tema – et brutalt 5-tone-motiv, der primært fremføres af blæserne.

Giacchonos Klingon-tema er langt fra så udviklet som Jerry Goldsmiths og ikke helt så karakteristisk som James Horners, men det formår dog alligevel at stå ganske godt på egne ben.

Alene for “London Calling” og “The Kronos Wartet” er Star Trek Into Darkness-scoret alle pengene værd, men der er mere endnu!

Action!

Vi skal dog lige forbi “Brigadoom” (nr. 6), der kan siges at være albummets eneste cue, der flanerer lidt. I hvert skal sker der ikke det helt store i cuet, der bedst beskrives som langsom og lavmælt suspense og atmofærisk underscore.

Hen mod slutningen dukker Khans 6-tone-motiv op, og musikken bliver mere dramatisk, da det afsløres af “John Harrison” i virkeligheden er Khan.

“Ship to Ship” (nr. 8) er til gengæld endnu et energisk og ganske glimrende actioncue, der for store deles vedkommende er bygget op omkring sit eget 9-tone-motiv. Khans 12-tone-motiv dukker dog også op og er bærende for store dele af cuets anden del.

Den effektive actionmusik fortsætter i det endnu bedre actioncue “Earthbound and Down” (nr. 9) – igen for store deles vedkommende bygget op omkring sit eget motiv (denne gang på 6 toner), der dog er nært beslægtet med Khans 12-tone-motiv.

Heller ikke her sparer Giacchino på slagtøjet, og så dukker hovedtemaet endelig op igen i et par fine variationer.

Også det følgende cue “Warp Core Values” (nr. 10) er et forrygende cue; her kommer hovedtemaet igen for alvor til sin ret i den afgørende scene, hvor Kirk ofrer sig selv. Her skal man huske, at hovedtemaet både fungerer som tema for Enterprise og for Kirk.

“Warp Core Values” har nogle vidunderligt patosfyldte variationer på hovedtemaet, og da koret kommer ind hen imod slutningen, kan man mærke de små hår rejse sig på armene! Det er ganske enkelt fremragende filmmusik, Giacchino leverer her.

Det umiddelbart følgende cue, “Buying the Space Farm” (nr. 11) er et afdæmpet cue, hvor stille variationer af hovedtemaet (bl.a. en helt minimeret flygeludgave i begyndelsen af cuet) og Spocks tema afløser hinanden og spiller sammen.

Giacchinos tilgang her – flygel og stille strygere – minder en del om de mere patosfyldte dele af hans musik fra tv-serien Lost (2004-10), og det er ingen dårlig ting! Cuet slutter med en variation på Khans 6-tone-motiv, da Kirks berømte replik “Khaaaaaan!” her lægges i munden på Spock.

Fremragende actioncue

“The San Fran Hustle” (nr. 12) er scorets afsluttende actioncue, og man må sige, at Giacchino slutter med manér!

“The San Fran Hustle” er formentlig scorets bedste enkeltstående actioncue, hvilket siger en del! Her skal man især lægge mærke til den måde, hvorpå Giacchino lader Khans 6-tone-motiv og en actionudgave af Spocks tema ligge i kontrapunkt – det er fremragende! Khans 12-tone-motiv får også en sidste tur i manegen hen mod slutningen af cuet.

Derudover er cuet bare generelt fremragende – højoktan-actionmusik fra en komponist, der ved præcis, hvad han laver! Der er masser af percussion og flere af de voldsomme blæserudbrud, vi også hørte i “The Kronos Wartet”.

Ro, orden og harmoni

Med filmens action overstået, kan det afsluttende cue “Kirk Enterprises” (nr. 13) genoprette ro, orden og harmoni. Det sker igen med anvendelse af en række fine, afdæmpede variationer på hovedtemaet, bl.a. med kor.

Cuet slutter med en fremførsel af begyndelsen af Alexander Courages oprindelige Star Trek-tema.

Herefter rundes albummet af med en koncertversion af Giacchinos Star Trek-hovedtema, hvor temaet naturligvis får for fulde udblæsning i den komplette og absolut mest heroiske orkestrering, også med stort gåsehudsfremkaldende kor.

Fremragende filmmusik

Et score som Star Trek Into Darkness er med til at bestyrke mig i min holdning, at Michael Giacchino er én af de bedste filmkomponister, der arbejder i Hollywood i dag. Nu er scoret endda snart fem år gammelt, og Giacchino har ikke ligefrem skuffet siden.

Ikke alene tager Giacchino med Star Trek Into Darkness stafetten op fra sit første Star Trek-score; han raffinerer og videreudvikler det, ligesom han gennem Star Trek Into Darkness laver flere glimrende variationer på hovedtemaet.

Hovedtemaet viser sig endog her at være endnu mere alsidigt, end jeg først udråbte det til at være i min anmeldelse af Star Trek-scoret.

Anmeldelsen her er baseret på den regulære udgivelse af musikken fra Varèse Sarabande i 2013 med en spilletid på 44 minutter. Allerede året efter udgav Varèse dog det komplette score, fordelt på to skiver og med en spilletid på næsten 2 timer.

Er man som jeg stor Giacchino-fan, må man selvfølgelig have fat i det komplette score, men ret skal være ret: Den oprindelige udgivelse præsenterer alle de væsentligste højdepunkter og temaer fra filmen, ligesom den har en lyttevenlig spilletid.

Uanset hvilken udgivelse, man vælger, står man med et score, der kvalitetsmæssigt ikke bare kommer op på siden af Giacchinos første Star Trek-score, men faktisk overhaler det lidt. Det er fremragende filmmusik, uanset hvordan man vender og drejer det!

5 stjerner

Nummerliste:
1. Logos/Pranking the Natives (3:02)
2. Spock Drops, Kirk Jumps (1:45)
3. Sub Prime Directive* (2:25)
4. London Calling (2:11)
5. Meld-Merized (2:41)
6. The Kronos Wartet (5:27)
7. Brigadoom (3:42)
8. Ship to Ship (2:52)
9. Earthbound and Down (2:39)
10. Warp Core Values (2:57)
11. Buying the Space Farm (3:18)
12. The San Fran Hustle (5:01)
13. Kirk Enterprises* (3:01)
14. Star Trek Main Theme* (3:26)

* Indeholder temaet fra den oprindelige Star Trek-tv-serie, komponeret af Alexander Courage.

Total spilletid: 44:27

Titel: Star Trek Into Darkness
Komponeret af: Michael Giacchino
Dirigeret af: Tim Simonec
Orkestrering: Tim Simonec, Brad Dechter, Norman Ludwin, Andrea Datzman, Cameron Patrick, Larry Kenton, Marshall Bowen, Susie Benchasil Seiter
Fremført af: The Hollywood Studio Symphony & Page La Studio Voices
Komponeret: 2013
Udgivet: 2013
Label: Varèse Sarabande

Anmeldt i nr. 147 | 13/01/2018

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>