Star Trek: Generations

Med den syvende Star Trek-film blev det tid for den oprindelige Enterprise-besætning at give stafetten videre til en ny generation – selvfølgelig Next Generation-besætningen, der fra 1994 og frem til 2002 alene optrådte på film, da Star Trek: The Next Generation sluttede samme år, efter sin syvende sæson (serien kørte fra 1987-1994).

Leonard Nimoy ønskede ikke at medvirke i filmen, som han i øvrigt også var blevet tilbudt at instruere, så da der skulle vælges en instruktør faldt producenternes valg på britiske David Carson, der ikke tidligere havde instrueret en spillefilm, men til gengæld havde et hav af afsnit fra forskellige tv-serier under bæltet – herunder fire afsnit af The Next Generation.

Tv-serien kom også til at præge filmens musik, idet valget af komponist faldt på Dennis McCarthy, der havde scoret utallige afsnit af The Next Generation. McCarthy komponerede et fint, men i sidste ende desværre anonymt score, der ikke så meget blegner i sammenligning med de fleste andre Trek-scores som det bare siver ned mellem gulvbrædderne.

Det er ellers ikke fordi, McCarthy ikke forsøger: Scoret er næsten rent symfonisk, har en stor og fyldig lyd, og der er da også indtil flere fine cues undervejs (særligt blandt actionmusikken), men musikken opnår aldrig en egen identitet.

To temaer

Det eneste reelle tema, McCarthy introducerer i scoret er hovedtemaet, der første gang dukker op i ”Star Trek: Generations Ouverture” (nr. 1) – det er et dynamisk, heroisk og ganske fængende tema, der formentlig primært skal forstås som associeret med William Shatners kaptajn Kirk; i hvert fald dukker temaet op i en traurig og neddæmpet trompetudgave både i ”Deck 15” (nr. 4) og i begyndelsen af ”Kirk’s Death” (nr. 14) (begge cues er relateret til Kirks død).

Hovedtemaet dukker op i adskillige former igennem scoret, bl.a. også i en ren actionversion i ”Kirk Saves the Day” (anden halvdel af nr. 3), men det er i ”Overture”, at temaet høres i sin fuldest udviklede form.

Selvom temaet er ganske fængende er det desværre ikke specielt mindeværdigt, og heri ligger nok også ét af scorets primære problemer: Med undtagelse af enkelte interpolationer af indledningen fra Alexander Courages oprindelige Star Trek-hovedtema, er McCarthys eget hovedtema faktisk det eneste tilbagevendende tema, og det er med til at gøre meget af musikken temmelig fersk og anonym.

Velkomponeret, men anonym, actionmusik

Der hvor Generations-scoret er mest anonymt er i de afdæmpede, atmosfæriske cues. Det gælder bl.a. det æteriske ”Main Title”-cue og det strygerdominerede ”Time is Running Out” (nr. 5). Også det meget lange dobbeltcue ”The Nexus / A Christmas Hug” (nr. 10) er domineret af æterisk kor og ditto strygere. Det er alt sammen meget nydeligt, men desværre også ret kedeligt.

Actionmusikken er straks mere interessant med cues som ”Kirk Saves the Day” (nr. 3), ”Prisoner Exchange” (nr. 6), ”Outgunned” (nr. 7) og ”The Final Flight” (nr. 13). Særlig ”Outgunned” er faktisk et temmelig forrygende actioncue, specielt i anden halvdel, men også det lange ”The Final Flight” er godt; her dukker en variant af hovedtemaet naturligvis også op.

Selv actionmusikken lider dog under at være temmelig anonym. Det er velkomponeret, og det er milevidt bedre end meget af det hjerneløse Remote Control-copy/paste-stads, der høres i de fleste store blockbustere nu om stunder, men det savner stadig en markant egen identitet og ikke mindst en stærkere tematisk forankring.

Hvor er temaerne?!

Jeg har sagt det i flere af mine anmeldelser af de tidligere Star Trek-scores og jeg siger det gerne igen: Det er mig en kilde til evig undren, at komponisterne på de forskellige Star Trek-film ikke i højere grad genbruger de temaer, som deres forgængere har etableret. Nej, stryg ”i højere grad”. Erstat det med ”overhovedet ikke”.

Ok, jeg ved godt, at det i enkelte tilfælde har været ude af komponisternes hænder – f.eks. fik James Horner at vide, at han ikke skulle bruge Jerry Goldsmiths hovedtema fra Star Trek: The Motion Picture (1979), da han fik tjansen med at komponere musikken til Star Trek II: The Wrath of Khan (1982) – men i andre tilfælde virker det som misforstået stolthed på komponisternes vegne.

I lige præcis tilfældet Star Trek: Generations er der dog også den mulighed, at McCarthy ganske enkelt har forholdt sig til de retningslinjer, der gjaldt, da han komponerede musik til tv-serien. Her havde producenterne nemlig etableret nogle regler, der bl.a. foreskrev atmosfærisk musik frem for stærke temaer (formentlig for at undgå for stor forskel på musikken mellem de forskellige komponister, der arbejdede på serien).

Hvis det er tilfældet, må det dog siges at være en helt misforstået tilgang til en spillefilm, og da især en film i Star Trek-serien, og f.eks. virker det helt hen i vejret, at Jerry Goldsmiths klassiske Star Trek-tema ikke figurerer én eneste gang i scoret – Goldsmiths tema blev jo endda brugt som titeltemaet i Star Trek: The Next Generation.

Intet blivende indtryk

Slutproduktet er et nydeligt score, der desværre ikke efterlader noget blivende indtryk. Det er lige så hurtigt glemt, som det er hørt, og det er selvfølgelig noget, ingen Star Trek-film bør nøjes med.

På falderebet skal det lige bemærkes, at denne anmeldelse er baseret på den ca. 45 minutter lange udgivelse fra 1994. I 2012 udsendte GNP Crescendo (der også udgav det oprindelige album) en 76 minutter lang komplet version af McCarthys score, der imidlertid ikke skulle indeholde noget, der ændrer på det generelle indtryk af scoret.

Nummerliste:
1. Star Trek: Generations Ouverture (4:15)
2. Main Title (2:54)
3. The Enterprise B / Kirk Saves the Day (3:14)
4. Deck 15 (1:41)
5. Time is Running Out (1:12)
6. Prisoner Exchange (2:58)
7. Outgunned (3:21)
8. Out of Control / The Crash (2:07)
9. Coming to Rest (0:57)
10. The Nexus / A Christmas Hug (7:08)
11. Jumping the Ravine (1:38)
12. Two Captains (1:33)
13. The Final Flight (6:15)
14. Kirk’s Death (2:46)
15. To Live Forever (2:43)

Total spilletid: 44:42

Anmeldt i nr. 121 | 13/11/2015

Stikord: Star Trek