Mogens Høegsberg
Ingen kommentarer

Squirm

Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Ormegyseren Squirm er lidt uheldigt balanceret og derfor hverken så uhyggelig eller klam, som den kunne være. Men den har hjertet på rette sted.

SquirmHer på Planet Pulp har vi tidligere stiftet bekendtskab med instruktøren Jeff Lieberman, der har en lille håndfuld genrefilm på samvittigheden. I sidste måned anmeldte vi således hans instruktørdebut fra 1976, Blue Sunshine, mens vi tilbage i april 2006 så nærmere på hans seneste film – det rædsomme makværk Satan’s Little Helper (2004), der dog har den brystlækre Katheryn Winnick i den kvindelige hovedrolle.

Det skal siges med det samme, at Squirm – med den danske titel Ormenes nat – langt fra er noget makværk, men at filmen på trods af sine gode hensigter, med nutidens øjne ikke er en ubetinget succes. Årsagerne til dette skal jeg vende tilbage til.

Virkelige begivenheder – yeah, right
Geri (Patricia Pearcy).

Geri (Patricia Pearcy).

Squirm starter med en kort tekst, der sætter scenen og fortæller baggrunden for, hvad vi skal til at overvære. På samme måde som mange andre film gør det, forsøger Lieberman (som også skrev manus) altså at give filmen et skær af realisme ved at hævde, at den handler om virkelige begivenheder.

Roger (R.A. Dow).

Roger (R.A. Dow).

Teksten fortæller os, at en voldsom storm ramte et landligt kystområde i Georgia om natten den 29. september 1975. Stormen væltede nogle højspændingsmaster, og de knækkede ledninger sendte tusindvis af volt ned i jorden og afbrød al elektricitet til den lille by Fly Creek. Teksten slutter: “During the period that followed the storm, the citizens of Fly Creek experienced what scientists believe to be one of the most bizarre freaks of nature ever recorded. This is the story..”

Allerede nu kan jeg godt afsløre, hvad denne “freak of nature” går ud på. Det handler kort sagt om, at højspændingen driver ormene i jorden til vanvid og sender dem op til overfladen, hvor de med glæde kaster sig over mennesker. Og her er altså ikke tale om fredelige regnorme. Selv om filmen forsøger at forklare, hvad det er for en type orm, de har på egnen og som bider, så skal man vist heller ikke lægge for meget i det. Ormene i Squirm tilhører vist deres helt egen race af filmorme. I hvert fald er de livsfarlige for mennesker, hvilket vore hovedpersoner da også finder ud af.

New Yorkere, rednecks og skeletter
Downtown Fly Creek - en rigtig sydstatsmetropol.

Downtown Fly Creek – en rigtig sydstatsmetropol.

Filmens hovedpersoner er sydstatspigen Geri (Patricia Pearcy) og hendes nye kæreste Mick (Don Scardino). Mick, som er fra New York, skal ankomme på besøg i Fly Creek dagen efter det frygtelige uvejr, der foruden at have udløst orme-faren også har oversvømmet hovedvejen. Det lykkes dog alligevel Mick at komme frem, og den tilsyneladende letterede retarderede nabofyr Roger (R.A. Dow) bliver straks misundelig. Han har nemlig et godt øje til Geri, hvilket vi ser som noget af det første i filmen, da Geri opdager Roger kigge op mod hendes vindue mens hun skifter tøj. Og nåja, så skal jeg måske lige nævne, at Rogers far ejer en orme-farm, der producerer orme til madding for de lystfiskende turister.

Geri bor sammen med sin mor Naomi (Jean Sullivan) og lillesøster Alma, og hun er interesseret i antikviteter – faktisk er det sådan, at hun har mødt Mick, og det er også af samme grund, at de opdager, at noget er helt galt. Geri og Mick tager nemlig ud for at se på nogle gamle sager hos en lokal antikvitetshandler, men finder ham ikke hjemme. I stedet finder de et skelet i hans baghave! De melder det straks til ordensmagten, den ubehagelige sherif Reston (Peter MacLean). Uheldigvis er skelettet forsvundet, da de vender tilbage med sheriffen, og da Mick allerede har gjort sig uheldigt bemærket af den bonderøvsagtige sherif, er de ikke populære.

Sheriff Reston (Peter MacLean).

Sheriff Reston (Peter MacLean).

Ikke desto mindre beslutter Geri og Mick sig for at fortsætte undersøgelsen på egen hånd. Det lykkes da også senere Mick at finde skelettet igen, og ved at bryde ind hos den lokale tandlæge og sammenligne kraniets tænder med røntgenbilleder, opdager Mick, at det totalt afpillede skelet er ingen ringere end den gamle antikvitetshandler, som de var taget ud for at besøge. Men hvad kan dog have reduceret den stakkels mand til et skelet på mindre end 24 timer?

Vi ved det selvfølgelig godt, men der går et stykke tid, inden det går op for Mick og Geri, og snart koger situationen over! Roger bliver overfaldet af orme, og om aftenen finder Mick, Geri, Alma og Naomi sig under belejring i deres hus, hvor millioner og atter millioner af sultne orm vrider sig ind (lettere komisk sker det bl.a. gennem brusehovedet). Som om dette ikke var nok, er Roger – som i skamferet tilstand har overlevet sit møde med ormene – helt gal af jalousi og forsøger at slå Mick ihjel og bortføre Geri. Ja, de har det ikke nemt, men slutningen vil jeg selvfølgelig ikke sige noget om her.

Få virkeligt vellykkede scener
Mick (Don Scardino).

Mick (Don Scardino).

Squirm er hovedsageligt koncentreret omkring Mick og Geris efterforskning af de mystiske begivenheder i Fly Creek. Hvis man derfor tror, at filmen byder på en lang række scener med de sultne dræberorm, så bliver man skuffet. Lieberman holder ormene i baghånden som en trumf til nogle få centrale scener, herunder naturligvis klimakset. Derudover er det angrebet på Roger, der fremstår som en af de væsentligste scener, hvori ormene optræder.

En orm i æggemælken.

En orm i æggemælken.

Men filmens måske mest vellykkede suspensescene foregår i fængslet. Sheriffen har scoret ligger og hygger sig med damen i én af cellerne. Her får vi som publikum at se, at orm i millionvis er ved at trænge ind i fængslet, men det ved de to turtelduer ikke. Denne scene er uhyggeligt enkel og måske netop af samme årsag enormt velfungerende.

Desværre er der ikke helt nok af den type scener, om end der er nogle få. Som sagt synes jeg det er lettere komisk, at ormene har bevæget sig ind i vandrørene og kommer ud af brusehovedet, da først Geri og senere Alma forsøger at tage et brusebad. Men det gør egentlig ikke scenerne mindre spændende, for naturligvis er det jo et spørgsmål om pigerne giver op, før ormene når at orme sig hele vejen ud af brusehovedet og ned på én af vore heltinder. Sammen med scenen fra politistationen er disse to brusebadssekvenser nok filmens bedste gysermomenter, og det er desværre ikke helt nok til at bære filmen i dag.

For få klamme scener
Et skelet.

Et skelet.

Hvis der så havde været nogle saftige splatteragtige sekvenser med ormene, havde det til gengæld nok kunne holde interessen ordentlig fanget. Det er der bare heller ikke rigtig. Der er kun én tilnærmelsesvist ubehagelig scene i filmen, og det er der, hvor Roger bliver overfaldet af ormene – her borer de sig ind i hans ansigtshud og ind under huden, og det ser faktisk temmelig klamt ud.

I de fleste andre tilfælde ser vi aldrig rigtig ormenes angreb, om end vi naturligvis ser den kæmpestore masse af vridende orm. Præcis hvordan de er realiseret, ved jeg ikke, men der er naturligvis ikke tale om rigtige orme – de ses kun i nogle få scener. Nogle forstørrede billeder af ægte orme anvendes bl.a. til at klippe ind i ny og næ, sandsynligvis for at generere noget generel ubehag i seeren, men med mindre man har en decideret ormefobi, virker det ikke helt efter hensigten.

Roger bliver angrebet af orm.

Roger bliver angrebet af orm.

Ud over at filmen hovedsageligt koncentrerer sig om Mick og Geris efterforskning, der leder frem til klimakset, så indgår Roger og hans betagelse af Geri også som en vigtig del – især i første halvdel af filmen. Da først Roger skrigende flygter ud i skoven med orm i ansigtet fornemmer vi nok, at han sikkert vender tilbage igen hen imod slutningen.

Men Rogers tilstedeværelse tilhører primært filmens første halvdel, hvor vi foruden den begyndende efterforskning altså også har et minitrekantsdrama kørende mellem Geri, Mick og Roger. Her ligger filmens sympati imidlertid helt på Micks side, da de lokale, på nær Geris familie, bliver fremstillet som nogle frygtelige rednecks – og Roger tilmed som en ubehagelig sinke, der i en sekvens også forsøger at kysse Geri mod hendes vilje.

Uheldigt balanceret
Nærbillede af orm.

Nærbillede af orm.

Problemet med Squirm er, at den er lidt uheldigt balanceret – i hvert fald efter nutidige standarder. Den er langt fra nogen decideret dårlig film, men den mangler lige lidt ekstra for at være god. Enten skulle der have været nogle flere gyser- eller suspensesekvenser, eller også skulle der have været nogle flere ulækre scener med ormene – eller begge dele. Som Squirm er nu, ligger den og simrer et stykke under kogepunktet, og det er faktisk ærgerligt, for som et indlæg i “animal horror”-genren er idéen bag Squirm faktisk solid nok.

Der er ingen tvivl om, at orm – såfremt de optræder i store nok mængder – er temmelig klamme, men desværre køber man aldrig helt de visuelle effekter i de sekvenser, hvor der er millioner af orm på spil. Til gengæld er de visuelle effekter i scenen, hvor Roger overfaldes, både effektive og ubehagelige, og det viser tydeligt, at filmen kunne have været meget mere, end den er. Der er næppe tvivl om, at Squirm er lavet på et lavt budget (den er produceret af det legendariske lowbudgetselskab American International Pictures), og det taget i betragtning er de visuelle effekter overordnet set ganske acceptable.

Millionvis af sultne orm opsluger Roger i filmens klimaks.

Millionvis af sultne orm opsluger Roger i filmens klimaks.

Rent handlingsmæssigt er filmen også lidt ude af balance – det tager simpelthen lige en anelse for længe for filmen at komme op i omdrejninger. Her kunne det have været optimalt, hvis handlingen havde været krydret med nogle veltimede ormeangreb, der foregik sideløbende med Mick og Geris efterforskning. Det er der imidlertid ikke, og mens Mick og Geri render rundt og leger detektiver tager man af og til sig selv i at tænke, om der ikke snart sker noget.

Skuespillet i de bærende roller er overraskende godt, om end det naturligvis ikke vinder nogen priser. Især er Patricia Pearcy god i rollen som sydstatspigen, mens Don Scardino også fungerer fint som den energiske men sympatiske New Yorker. Sjovest er klart den sadistiske sherif Reston, der dog også tangerer det overspillede, mens Roger må placeres solidt i kategorien “stereotyp halvretarderet redneck”. Interessant nok var Kim Basinger tæt på at løbe med rollen som Geri, og rygterne siger, at Sly Stallone gerne ville have haft rollen som Roger mens Martin Sheen en kort overgang skulle have haft rollen som Mick. Hvis blot én af disse tre skuespillere var løbet med den respektive rolle er der næppe nogen tvivl om, at filmen i dag havde været betydelig bedre kendt end tilfældet er.

Hjertet på rette sted

Hvis man har en svaghed for film inden for “animal horror”-genren eller lowbudget 70’er-gys, kan Squirm sagtens anbefales med de forbehold, jeg har taget i anmeldelsen. Godt nok er Squirm en anelse tung i det, men på den anden side har filmen helt klart hjertet på rette sted – den vil både gerne skræmme og frastøde. At den måske ikke formår at gøre det helt så godt i dag, som den nok gjorde for 30 år siden, er jo en helt anden sag.

3 stjerner

Titel: Squirm
Dansk titel: Ormenes nat
Instruktør: Jeff Lieberman
Manuskript: Jeff Lieberman
Cast: Don Scardino (Mick), Patricia Pearcy (Geri Sanders), R.A. Dow (Roger Grimes), Jean Sullivan (Naomi Sanders), Peter MacLean (Sheriff Jim Reston), Fran Higgins (Alma Sanders)
Producere: George Manasse (producer), Joeseph Beruh (executive producer), Edgar Lansbury (executive producer)
Foto: Joseph Mangine
Klip: Brian Smedley-Aston
Musik: Robert Prince
Spilletid: 93 minutter
Aspect ratio: 1.85:1
Lyd: Dolby Digital
Sprog: Engelsk
Undertekster: Engelsk, fransk, spansk
Produktionsland, år: USA, 1976
Produktionsselskaber: American International Pictures, Squirm Company
Distributør (DVD): MGM Home Entertainment (USA)
Udgave/region: 1

Anmeldt i nr. 23 | 13/09/2007

Stikord: Animal Horror, Dræberdyr

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *